Hjælpemenu

Hovedmenu

Grundnotat om samarbejde på punktafgiftsområdet

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Hent bilaget i PDF-format her

 

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EUK

11. februar 2004

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Skatteministeriets grundnotat vedrørende Kommissionens forslag til forordning om administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet samt ændring af Rådets direktiv 77/799/EØF om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte skatter, visse punktafgifter og afgifter på forsikringspræmier og Rådets direktiv 92/12/EØF om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed.

2002-240-00046

 

Grundnotat vedrørende Kommissionens forslag til forordning om administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet samt ændring af Rådets direktiv 77/799/EØF om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte skatter, visse punktafgifter og afgifter på forsikringspræmier og Rådets direktiv 92/12/EØF om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed

Kommissionen har ved dokument KOM (2003)797 fremsat forslag til Europa-parlamentets og Rådets forordning om administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet og forslag til ændring af Europa-parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 77/799/EØF om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte skatter, visse punktafgifter og afgifter på forsikringspræmier og Rådets direktiv 92/12/EØF om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed.

Begrundelsen for forslaget er, at gensidig bistand mellem medlemsstaterne er et vigtigt redskab for det indre markeds funktion for medlemsstaterne, når de skal opkræve afgifter, og til at sikre ligebehandling af erhvervsdrivende og at bekæmpe svig effektivt. Bestemmelserne i direktiv 77/799/EØF og 92/12/EØF vedrørende administrativt samarbejde om punktafgifter samles derfor, og bestemmelserne styrkes og forenkles således, at brugerne får et enkelt og effektivt redskab til det administrative samarbejde.

Der ønskes således skabt én retlig ramme for det administrative samarbejde mellem medlemsstaterne på punktafgiftsområdet.

Hvis den gensidige bistand skal være effektiv, forudsætter det, at medlemsstaterne hurtigt og let, uopfordret eller efter anmodning, kan udveksle oplysninger om særlige tilfælde, hvor medlemsstaterne ikke kan handle alene og har brug for oplysninger, som en eller flere andre medlemsstater er i besiddelse af. I forslaget fastlægges derfor klare, bindende regler for samarbejdet mellem medlemsstaterne – herunder en klar retlig ramme for et decentraliseret samarbejde, for de centrale forbindelseskontorer, mulighed for udpegning af embedsmænd, frist for meddelelse af oplysninger, hjemmel til udveksling af embedsmænd, samtidig kontrol m.v.

Sidste år blev der på momsområdet gennemført et tilsvarende forslag.

2. Gældende regler

Det nuværende retsgrundlag på punktafgiftsområdet, der giver mulighed for administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne, er direktiv 77/799/EØF om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte og indirekte skatter. Punktafgiftsområdet var ikke oprindeligt omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, men blev ved direktiv 92/12/EØF udvidet til også at omfatte punktafgifter.

3. Forslagets indhold

Det foreslås, at der vedtages en ny forordning, og at punktafgifter udelukkes for anvendelsesområdet i direktiv 77/799/EØF, og at alle de bestemmelser, der handler om at indføre eller lette det administrative samarbejde fjernes fra direktiv 92/12/EØF.

Nedenfor er beskrevet de væsentligste forslag til ændringer i forhold til de gældende regler.

A. Udvidet anvendelsesområde

Det præciseres, at forordningen for fremtiden har et bredere anvendelsesområde end blot transaktioner indenfor Fællesskabet.

Det fremgår af forslaget (artikel 1, stk. 2), at forordningen ikke berører anvendelsen af reglerne om gensidig bistand på det strafferetlige område.

B. Kommissionens rolle

Den nuværende forordning indeholder alene bestemmelser om medlemslandenes gensidige samarbejde.

Det foreslås, at der fastsættes en række bestemmelser, hvorefter medlemsstaterne får mulighed for at udveksle oplysninger med Kommissionen, eksempelvis oplysninger om konkrete sager eller de metoder og fremgangsmåder, der er anvendt eller antages at have været anvendt til at overtræde lovgivningen om punktafgifter.

Kommissionen får en rolle som den, der skal drage omsorg for, at det administrative samarbejde fungerer godt, men ikke en operationel rolle i efterforskning og bekæmpelse af afgiftssvig.

Det er medlemsstaterne, der har ansvaret for, at omsætningen indenfor Fællesskabet af punktafgiftspligtige varer fungerer, og det er Kommissionen, der skal optræde som koordinator og virke ansporende på området.

C. Decentralisering af det administrative samarbejde

Officielt skal udvekslingen af oplysninger fortsat foregå via de kompetente myndigheder, men det skal for fremtiden være en bestemt myndighed – som eventuelt skal overvåge flere administrationer – i hver medlemsstat.

Hver myndighed

  • skal udpege et bestemt centralt forbindelseskontor som særlig ansvarlig for samarbejdet
  • kan også udpege forbindelseskontorer, som får en særlig kompetence til direkte at udveksle oplysninger,
  • skal kunne udpege kompetente embedsmænd, der direkte kan udveksle oplysninger.

Udveksles oplysningerne mellem forbindelseskontorer eller mellem kompetente embedsmænd skal oplysningerne samtidig sendes via de centrale forbindelseskontorer, der skal føre en liste over forbindelseskontorer og kompetente embedsmænd.

D. Samarbejde efter anmodning

Forslaget omdefinerer medlemsstaternes rettigheder og forpligtelser og skelner mellem en anmodning om I) oplysninger, II) anmodning om administrative undersøgelser, III) tilstedeværelse i administrative kontorer og deltagelse i administrative undersøgelser, IV) anvendelse af samtidig kontrol og V) endelig en anmodning om meddelelse.

Ad I) og II) Forslaget åbner mulighed for, at en medlemsstat kan anmode en anden medlemsstat om at foretage videre undersøgelser og indsamling af bevismateriale.

En medlemsstat kan nægte at foretage undersøgelser eller fremsende oplysninger under flere omstændigheder:

  • den administrative byrde er uforholdsmæssig tung,
  • den bistandssøgende myndighed har ikke opbrugt sine egne sædvanlige informationskilder,
  • lovgivningen eller administrativ praksis i den bistandssøgte medlemsstat hindrer undersøgelser m.v., eller
  • oversendelsen af oplysninger strider mod almene interesser eller føre til offentliggørelse af en erhvervsmæssig, industriel eller faglig hemmelighed eller fremstillingsmetode.

Der foreslås indført en frist på 3 måneder til meddelelse af oplysninger.

Ad III) Forslaget giver mulighed for, at repræsentanter for skatteadministrationen i en medlemsstat er tilstede på en anden medlemsstats område, når de to medlemsstater ønsker det, og samtidig indføres der bestemmelser, som præciserer alle parters rettigheder og forpligtelser, og hvilke procedurer der skal følges af de nationale repræsentanter, der foretager undersøgelser i en anden medlemsstat.

Ad IV) I forslaget fastsættes dels en mulighed for medlemsstaterne til at gøre brug af samtidig kontrol, hver gang en sådan kontrol forekommer at være mere effektiv end en national kontrol, og desuden indføres en ordning, der præciserer alle parters rettigheder og forpligtelser samt de store linjer i de procedurer, der skal følges.

Ad V) Forslaget giver mulighed for meddelelse af akter og afgørelser – herunder retlige, selvom der endnu ikke foreligger en fordring.

E. Udveksling af oplysninger uden forudgående anmodning

Forslaget giver mulighed for, at der i visse særlige situationer sker automatisk udveksling af oplysninger:

  • i situationer, hvor der er mistanke om svig i en anden medlemsstat,
  • i situationer, hvor der er stor risiko for svig i en anden medlemsstat, eller
  • i situationer, hvor der er konstateret et tilfælde af svig på en medlemsstats område, som kunne have forgreninger i en anden medlemsstat.

Der foreslås to typer spontan udveksling:

  1. struktureret automatisk udveksling (oplysninger indsamles og afgives med visse intervaller og
  2. automatisk udveksling (løbende afgivelser af oplysninger)

F. Hindringer for udveksling af personoplysninger

Der foreslås ophævet visse begrænsninger i udvekslingen af personoplysninger, der i dag følger reglerne om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger (persondataloven). Visse medlemsstater informerer systematisk den person der berøres af udvekslingen af oplysninger, hvilket efter forslaget hindrer effektiviteten af udvekslingen og bevirker, at andre medlemsstater tøver med at gøre brug af bestemmelserne om gensidig bistand.

G. Udveksling af oplysninger med tredjelande

Den nuværende retlige ramme udgør ikke et retsgrundlag for udveksling af oplysninger med tredjelande. Når svig med punktafgifter er knyttet til import- og eksporttransaktioner, er det muligt at anvende toldsamarbejdsinstrumenterne.

Forslaget giver således mulighed for meddelelse til alle medlemsstater af oplysninger, som stammer fra et tredjeland, i henhold til en bilateral aftale. Hvis oplysningerne er af interesse for Fællesskabet kan de ligeledes meddeles Kommissionen.

Endvidere giver forslaget mulighed for, at de oplysninger, der indhentes ved anvendelse af denne forordning, meddeles et tredjeland med samtykke fra de kompetente myndigheder, der har afgivet dem.

H. Bevismateriale

Forslaget giver mulighed for, at erklæringer, attester, informationer, dokumenter, bekræftede genparter og alle oplysninger, der er opnået af repræsentanterne for den bistandssøgte myndighed og videresendt til den bistandssøgende myndighed, kan anvendes som bevismateriale af de kompetente instanser hos den bistandssøgende myndighed på samme måde som de tilsvarende nationale dokumenter.

4. Retsgrundlag

Kommissionen har fremsat forslaget i henhold til traktatens artikel 95, hvorefter forslaget kan vedtages med kvalificeret flertal efter artikel 251 (fællesbeslutningstagen med Europa-Parlamentet).

5. Høring

Det skønnes ikke nødvendigt, at forslaget sendes i høring, da det vedrører det administrative samarbejde mellem medlemslandenes kompetente myndigheder og de kompetente myndigheder og Kommissionen.

6. Lovgivningsmæssige konsekvenser

Reglerne i direktiv 77/799/EØF om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder indenfor området direkte og indirekte skatter blev gennemført i dansk ret ved lov nr. 635 af 13. december 1978 om gensidig bistand inden for området direkte skatter mellem stater, der er medlem af De Europæiske Fællesskaber. Loven trådte i kraft den 1. januar 1979.

Loven er fortsat gældende og i henhold til lovens §§ 2, 4 og 5 er der udsendt bekendtgørelse nr. 965 af 5. december 1986, senest ændret ved bekendtgørelse nr. 1186 af 12. december 2003.

Den foreslåede ændring af direktiv 77/799/EØF vil derfor kræve en bekendtgørelsesændring.

De foreslåede ændringer i direktiv 92/12/EØF – (cirkulationsdirektivet) vil kunne medføre ændringer i mineralolieafgifts-, tobaksafgifts-, og spiritusafgiftslovgivningen.

7. Samfundsøkonomiske og statsfinansielle konsekvenser

Det skønnes, at forslaget vil virke svigsbekæmpende og derved kan indebære et begrænset merprovenu til staten.

 

8. Administrative konsekvenser

En intensivering af udvekslingen af oplysninger på punktafgiftsområdet kan indebære øgede administrative udgifter til ToldSkat. Et konkret skøn er endnu ikke foretaget.

9. Nærheds- og proportionalitetsprincippet

Forslaget vedrører det administrative samarbejde mellem medlemslandenes kompetente myndigheder og de kompetente myndigheder og Kommissionen og må derfor nødvendigvis gennemføres på fællesskabsniveau. Således skønnes forslaget at være i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet.

10. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt.