Hjælpemenu

Hovedmenu

Grundnotat om plantebeskyttelsesmidler, der indeholder mikroorganismer

Bilag tilgået Folkeitngets Europaudvalg

 

 

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

 

Bilag

Journalnummer

Kontor

 

1

400.C.2-0

EUK

30. januar 2004

 

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Miljøministeriets grundnotat om forslag til Rådets direktiv om ændring af bilag VI til direktiv 91/414/EØF for så vidt angår plantebeskyttelsesmidler, der indeholder mikroorganismer (ensartede principper), KOM(2003) 814 endelig.

 

MILJØministeriet Den 23. januar 2004

Skov- og naturstyrelsen J. nr. D 023-0197

AF/12/OK/EUK

 

GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

 

Forslag til Rådets direktiv om ændring af bilag VI til direktiv 91/414/EØF for så vidt angår plantebeskyttelsesmidler, der indeholder mikroorganismer (ensartede principper).

 

KOM (2003)814 endelig

 

1. Status

 

Kommissionen sendte den 22. december 2003 ovennævnte forslag til Rådet.

 

Forslaget har hjemmel i Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, art 18, stk. 1 hvorefter Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen, fastlægger de i bilag VI nævnte ensartede principper.

 

Sagen er på dagsordenen for rådsmøde (landbrug og fiskeri) den 24. – 25. maj 2004.

 

Forslaget har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.

 

Formål og indhold

 

 

Forslaget fastlægger en række principper, såkaldte ensartede principper, for vurdering af mikrobiologiske plantebeskyttelsesmidler.

 

I henhold til Rådets direktiv 91/414/EØF om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler skal alle plantebeskyttelsesmidler på det europæiske marked vurderes efter ensartede principper med hensyn til effektivitet samt eventuelle risici for menneskers sundhed og for miljøet.

Til dette formål er der indført et tostrenget system. De aktive stoffer (inklusiv aktive mikroorganismer) vurderes på fællesskabsplan, hvorimod de produkter, der indeholder disse aktive stoffer/mikroorganismer, vurderes i nationalt regi af den medlemsstat, der giver tilladelse til anvendelsen af dem.

For at sikre ensartede procedurer og for at undgå større indbyrdes afvigelser mellem de nationale vurderinger er der i bilag VI til direktivet fastsat ensartede principper for vurdering og godkendelse af plantebeskyttelsesmidler. I øjeblikket kan disse principper kun anvendes på kemiske plantebeskyttelsesmidler (Direktiv 97/57/EF) og ikke på plantebeskyttelsesmidler, der indeholder mikroorganismer. Kommissionen anfører, at forslagets formål er at udfylde dette hul. Forslaget supplerer dermed det eksisterende bilag VI med forslagets bilag VIB.

 

Det første udkast til forslaget blev udarbejdet i 2001 og der er siden da udarbejdet flere nye forslag på baggrund af medlemslandenes kommentarer, diskussioner på flere ekspertmøder afholdt af Kommissionen med aktiv dansk deltagelse samt på baggrund af udtalelse afgivet af Den Videnskabelige Komité for Planter.

 

Forslagets Bilag VIB til direktiv 91/414/EØF vil erstatte det nugældende danske vurderingsgrundlag Retningslinier for vurdering af mikrobiologiske plantebeskyttelsesmidler, for så vidt angår vurderinger af mikrobiologiske plantebeskyttelsesmidler indeholdende mikroorganismer, der er optaget på bilag I til direktiv 91/414/EØF.

 

 

 

Nærhedsprincippet & proportionalitetsprincippet

 

 

Kommissionen anfører at Rådets direktiv 91/414/EØF indeholder bestemmelser om fastlæggelse af ensartede principper, som medlemsstaterne skal anvende til den nationale vurdering af plantebeskyttelsesmidler med henblik på godkendelse heraf. Direktivforslaget er en udmøntning heraf. På denne baggrund vurderes forslaget at være i overensstemmelse med nærhedsprincippet. De foreslåede tiltag vurderes i øvrigt at være proportionale i forhold til udmøntning af direktiv 91/414/EØF.

 

4. Konsekvenser for Danmark

 

Lovgivningsmæssige konsekvenser:

Mikrobiologiske plantebeskyttelsesmidler er omfattet af Lov om kemiske stoffer og produkter (Lovbekendtgørelse nr. 21 af 16. januar 1996 som senest ændret ved lov nr. 441 af 10. juni 2003). De nærmere regler er fastsat i Miljøministeriets bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler (nr. 533 af 18. juni 2003, senest ændret ved nr. 558 af 19. juni 2003). Efter vedtagelse af forslaget skal direktivet implementeres i bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler.

 

Økonomiske og administrative konsekvenser:

Idet forslaget ikke afviger væsentligt fra det nugældende vurderingsgrundlag, forventes forslaget ikke at få økonomiske konsekvenser for vurderinger og godkendelser af mikrobiologiske plantebeskyttelsesmidler. Dog skal der, for de mikrobiologiske plantebeskyttelsesmidler, der er godkendt inden direktivet implementeres i dansk lovgivning, efterfølgende udarbejdes nye godkendelser baseret på de ensartede principper. Da det nugældende vurderingsgrundlag som nævnt ikke afviger væsentligt fra forslaget, vurderes udarbejdelse af sådanne nye godkendelser ikke at få væsentlige økonomiske konsekvenser for staten.

Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser for hverken erhvervslivet, forbrugere, amter eller kommuner.

 

Beskyttelsesniveau:

Forslaget vurderes at have en neutral indvirkning på beskyttelsesniveauet i Danmark, idet forslaget ikke afviger væsentligt fra det nugældende danske vurderingsgrundlag Retningslinier for vurdering af mikrobiologiske plantebeskyttelsesmidler og den nuværende praksis i forbindelse med vurdering og godkendelse af mikrobiologiske plantebeskyttelsesmidler.

 

 

Høring

 

Forslaget er udsendt i høring til 69 interessenter. Høringsfristen er den 10. februar 2004.

 

Forslaget har været sendt i høring i specialudvalget for miljøspørgsmål – ligeledes med frist den 10. februar 2004.