Komiteprocedure vedrørende maksimalgrænseværdier af pesticidrester
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere
|
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
||
|
1 |
400.C.2-0 |
EUK |
22. januar 2004 |
KOMITÉSAG
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Fødevareministeriets notater om forslag til Kommissionens direktiv om ændring af bilagene til Rådets direktiv 86/362/EØF, 86/363/EØF og 90/642/EØF om fastsættelse af maksimalgrænseværdier for indholdet af pesticidrester (maleinhydrazid, propyzamid, mecoprop, mecoprop-p, isoxaflutol, trifloxystrobin, carfentrazonethyl og fenamidon), dokument
SANCO/10587/2003 rev. 4.
Forslaget forventes sat til indikativ afstemning i Den Stående Komité på mødet den 5.-6. februar 2004.
Notat til Folketingets Europaudvalg
om forslag til Kommissionens direktiv om ændring af bilagene til Rådets direktiv 86/362/ EØF, 86/363/EØF og 90/642/EØF om fastsættelse af maksimalgrænseværdier for indholdet af pesticidrester (maleinhydrazid, propyzamid, mecoprop, mecoprop-p, isoxaflutol, trifloxystrobin, carfentrazonethyl og fenamidon).
SANCO/10587/2003 rev. 4
Kommissionen har ved SANCO/10587/2003, rev.4, fremsat forslag til fastsættelse af EU-maksimalgrænseværdier (MRLs) for en række aktivstoffer. Forslaget forventes sat til indikativ afstemning i Den Stående Komité på mødet den 5. – 6. februar 2004.
Forslaget er en del af EU´s pesticidprogram, der om nogle år skal munde ud i en fuldstændig regulering af samtlige pesticider i Fællesskabet. Kommissionen foreslår fastsat grænseværdier for følgende stoffer: maleinhydrazid, propyzamid, mecoprop, mecoprop-p, isoxaflutol, trifloxystrobin, carfentrazonethyl og fenamidon.
Kommissionen foreslår på baggrund af ny toksikologisk viden at fastsætte harmoniserede grænseværdier for nævnte stoffer i cerealier samt vegetabilske produkter. For de afgrøder, hvor stofferne ikke finder anvendelse, eller hvor der mangler data, fastsættes maksimalgrænseværdien på laveste analytiske detektionsgrænse (LOD).
For forslagets eksisterende aktivstoffer, hvor der pt. er fastsat en maksimalgrænseværdi, vil grænseværdien forblive uændret eller sænket i forhold til de nugældende værdier. For nye anvendelser af de eksisterende aktivstoffer, vil der blive fastsat grænseværdier. For forslagets nye aktivstoffer vil der blive fastsat grænseværdier.
Kommissionen vurderer, at de foreslåede grænseværdier for det maksimale restindhold er sundhedsmæssigt acceptable efter de retningslinier, som er fastlagt af Verdenssundheds-organisationen WHO. Fødevaredirektoratet har på baggrund af det foreliggende dokument vurderet, at de i det foreliggende forslag foreslåede maksimalgrænseværdier er sundhedsmæssigt acceptable. Fødevaredirektoratet vurderer, at forslaget med de foreliggende grænseværdier vil øge beskyttelsesniveauet.
Regeringen agter på den baggrund at tilslutte sig forslaget, idet man
- arbejder for at grænseværdierne fastsættes så lavt som muligt under hensyntagen til GAP og en sundhedsmæssig vurdering;
- accepterer eventuelle justeringer i forslaget under forudsætning af, at de vurderes at være sundhedsmæssigt acceptable.
Aktuelt notat til Folketingets Europaudvalg
om forslag til Kommissionens direktiv om ændring af bilagene til Rådets direktiv 86/362/ EØF, 86/363/EØF og 90/642/EØF om fastsættelse af maksimalgrænseværdier for indholdet af pesticidrester (maleinhydrazid, propyzamid, mecoprop, mecoprop-p, isoxaflutol, trifloxystrobin, carfentrazonethyl og fenamidon).
SANCO/10587/2003 rev. 4
Revideret notat. Ændringer er markeret i marginen.
Baggrund
Kommissionen har ved SANCO/10587/2003, rev.4, fremsat forslag til fastsættelse af EU-maksimalgrænseværdier (MRLs) for en række aktivstoffer.
Forslaget er fremsat med hjemmel i:
- Artikel 10 i Rådets direktiv 86/362/EØF om fastsættelse af maksimalgrænseværdier for indholdet af pesticidrester i og på korn.
- Artikel 7 i Rådets direktiv 90/642/EØF om fastsættelse af maksimalgrænseværdier for pesticidrester på og i visse produkter af vegetabilsk oprindelse, herunder frugt og grøntsager.
Forslaget behandles i en forskriftsprocedure i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed. Hvis der er kvalificeret flertal, udsteder Kommissionen direktivet. Opnås der ikke kvalificeret flertal, forelægger Kommissionen sagen for Rådet og underretter samtidig Europa-Parlamentet. Rådet kan med kvalificeret flertal vedtage forslaget uændret eller udtale sig mod det. Hvis der er kvalificeret flertal imod forslaget, skal Kommissionen behandle sagen på ny. Handler Rådet ikke inden en frist på højst tre måneder, kan Kommissionen udstede direktivet.
Forslaget forventes sat til indikativ afstemning i Den Stående Komité på mødet den 5. – 6. februar 2004.
Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Der redegøres ikke nærmere for nærheds- og proportionalitetsprincippet, da der er tale om gennemførelsesbestemmelser til allerede vedtagne retsakter.
Formål og indhold
Forslaget er en del af EU´s pesticidprogram, der om nogle år skal munde ud i en fuldstændig regulering af samtlige pesticider i Fællesskabet. Kommissionen foreslår fastsat grænseværdier for følgende stoffer: maleinhydrazid, propyzamid, mecoprop, mecoprop-p, isoxaflutol, trifloxystrobin, carfentrazonethyl og fenamidon.
Maleinhydrazid, propyzamid, mecoprop og mecoprop-p er eksisterende aktivstoffer, der er optaget på bilag I til direktiv 91/414.
Isoxaflutol, trifloxystrobin, carfentrazonethyl og fenamidon er nye aktivstoffer, der er optaget på bilag I til direktiv 91/414.
Eksisterende aktivstoffer er stoffer, der var på markedet før direktiv 91/414 trådte i kraft i 1993, mens nye aktivstoffer er stoffer, der er kommet på markedet efter direktiv 91/414 er trådt i kraft. Alle stofferne i dette forslag er vurderet og optaget på bilag 1 til direktiv 91/414 uanset om de er eksisterende eller nye, dvs. at der kan fastsættes en MRL.
Kommissionen foreslår på baggrund af ny toksikologisk viden at fastsætte harmoniserede grænseværdier for nævnte stoffer i cerealier samt vegetabilske produkter. For de afgrøder, hvor stofferne ikke finder anvendelse, eller hvor der mangler data, fastsættes maksimalgrænseværdien på laveste analytiske detektionsgrænse (LOD).
For forslagets eksisterende aktivstoffer, hvor der pt. er fastsat en maksimalgrænseværdi, vil grænseværdien forblive uændret eller sænket i forhold til de nugældende værdier. For nye anvendelser af de eksisterende aktivstoffer, vil der blive fastsat grænseværdier. For forslagets nye aktivstoffer vil der blive fastsat grænseværdier.
Kommissionen vurderer, at de foreslåede grænseværdier for det maksimale restindhold er sundhedsmæssigt acceptable efter de retningslinier, som er fastlagt af Verdenssundheds-organisationen WHO.
Udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig om forslaget.
Gældende dansk ret
Der er fastsat EU-maksimalgrænseværdier i pesticidbekendtgørelsen (Bekendtgørelse nr. 184 af 20. marts 2003 med senere ændringer om pesticidrester i fødevarer og foderstoffer) for maleinhydrazid samt propyzamid i de fleste fødevaregrupper.
Konsekvenser
Fødevaredirektoratet har på baggrund af det foreliggende dokument vurderet, at de i det foreliggende forslag foreslåede maksimalgrænseværdier er sundhedsmæssigt acceptable. Fødevaredirektoratet vurderer, at forslaget med de foreliggende grænseværdier vil øge beskyttelsesniveauet.
Forslaget kan implementeres ved ændring af pesticidbekendtgørelsen. Forslaget har ingen statsfinansielle eller samfundsøkonomiske konsekvenser.
Høring
Forslaget har været sendt i høring i en række organisationer og offentlige myndigheder i henhold til fødevarelovens § 6 (generel høring), Fødevarelovens § 69 (Det Rådgivende Fødevareudvalg) og § 2 i Lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v. (§ 2 udvalget (landbrug)).
SiD anbefaler, at der arbejdes for, at der ikke forefindes pesticidrester i fødevarer, men hvis dette ikke er muligt, at restindholdet er så lavt som muligt.
Den Danske Dyrlægeforening har meddelt, at man ikke har bemærkninger til forslaget.
Øvrige høringsparter har ikke indsendt bemærkninger.
Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Der er oversendt notater om sagen til Folketingets Europaudvalg 1. december 2003 (Alm. del – bilag 272).