Ydelse af støtte til privat oplagring af svinekød
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Fødevareministeriets orienterende notat om forslag til Kommissionsforordning om særlige betingelser for ydelse af støtte til privat oplagring inden for svinekødssektoren.
|
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri J.nr.: 2404-21-03-152 Den 5. januar 2004 EFJ/JWP FVM 151 |
ORIENTERENDE NOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om forslag til Kommissionsforordning om særlige betingelser for ydelse af støtte til privat oplagring inden for svinekødssektoren
Forvaltningskomitéen for svinekød stemte den 15. december 2003 om forslag til Kommissionsforordning om særlige betingelser for ydelse af støtte til privat oplagring inden for svinekødssektoren. Forslaget blev fremsat på selve mødet.
Forslaget blev fremsat med hjemmel i artikel 5 i Rådets forordning (EØF) nr. 2759/75 om den fælles markedsordning for svinekød. I henhold til denne bestemmelse kan der fastsættes støtte til privat oplagring. Gennemførelsesbestemmelserne er fastsat i kommissionens forordning (EØF) nr. 3444/90 om støtte til privat oplagring.
Forslaget blev behandlet i henhold til procedure II i forvaltningskomitéen for svinekød. Kommissionen kan i henhold til denne procedure udstede forordningen, medmindre komitéen udtaler sig imod forslaget med kvalificeret flertal.
Med Kommissionens forslag vil det herefter være muligt for slagterierne at indgå kontrakt om indlagring af svinekød på et frysehus af en varighed på 3, 4 eller 5 måneder. Med forordningen yder Kommission støtte til udgifterne til oplagringen.
Forslaget forventes ikke at have lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser for Danmark udover indvirkningerne på EU’s budget. Kommissionen skønner, at der vil blive oplagret 80.000 – 100.000 tons svinekød, og at udgiften på EU’s budget vil være ca. 30 mio. €. Det forventes på baggrund af erfaringer fra sidste vinter, at halvdelen af det oplagrede svinekød i EU vil være af dansk oprindelse og blive oplagret i Danmark.
Kommissionen oplyste, at baggrunden for forslaget er den forringede markedssituation for svinekød i EU. Sektoren har været præget af faldende priser i en længere periode. Herudover har den faldende amerikanske dollar presset priserne yderligere på eksportmarkederne, hvor der handles i amerikanske dollars.
Fra dansk side stemte man imod forslaget med henvisning til den generelle danske politik på restitutionsområdet.
Forvaltningskomiteen udtalte sig ikke imod forslaget med kvalificeret flertal, hvorfor Kommissionen kunne udstede forordningen. Kommissionen udstedte formelt forordningen den 19. december 2003.