Rådsmøde transport, telekommunikation og energi - energidelen redegørelse
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Økonomi- og Erhvervsministeriets redegørelse for rådsmøde (transport, telekommunikation og energi – energidelen) den 15. december 2003.
|
IS |
|
|
|
|
Referat rådsmøde (Transport, Telekommunikation og Energi) den 15. december 2003
Forslaget til direktiv om miljøvenligt design af energiforbrugende produkter blev generelt hilst velkomment af alle medlemsstater. Forslaget om forsyningssikkerhed for naturgas blev på trods af en række forbehold fra Kommissionen enstemmigt vedtaget.
1. Direktivforslag om miljøvenligt design af energiforbrugende produkter
Alle medlemslande var generelt positive overfor forslaget. Der var endvidere bred opbakning til forslagets struktur som rammedirektiv samt den integrerede fremgangsmåde med vurdering af alle miljøaspekter i et produkts livscyklus. Derudover foretrak de fleste delegationer en model, hvor de produkter, der skal reguleres, udvælges på baggrund af kriterier fastsat i rammedirektivet, frem for en model, hvor der i direktivet fastsættes en udtømmende produktliste. Endelig kunne alle delegationer tilslutte sig valget af art.95 som retsgrundlag for direktivet.
En række delegationer, herunder Danmark, understregede, at det var helt afgørende, at de nuværende nationale beskyttelsesniveauer ikke kunne forringes i medfør af nye gennemførselsforanstaltninger.
Derudover fandt flere delegationer, at der var behov for at lægge større vægt på vurderinger af de økonomiske konsekvenser for virksomhederne, særligt SMV’er, ved udarbejdelse af gennemførselsforanstaltninger.
2. Direktiv om forsyningssikkerhed for naturgas
Kommissionen stod helt isoleret med sine forbehold vedrørende dele af formandskabets kompromistekst. Rådet vedtog således enstemmigt en "generel indstilling" på baggrund af formandskabets tekst. Der blev dog på ønske fra Kommissionen tilføjet en betragtning i præamblen om, at direktivet ikke bør påføre nye eller små markedsaktører uforholdsmæssigt store byrder. Det blev endvidere besluttet at foretage en fornyet høring af Europa-Parlamentet på grund af ændringen af retsgrundlaget fra art. 95 til art. 100. Kommissionen afgav en erklæring til mødeprotokollen, om at man forbeholder sig retten til at tage passende juridiske skridt i relation til valget af retsgrundlag.
3. Energiinfrastrukturer i et større Europa
Rådskonklusionerne blev enstemmigt vedtaget. Danmark benyttede lejligheden til at opfordre Kommissionen til at komme med forslag til, hvordan man fra EU’s side kan bidrage til at modernisere og opgradere fjernvarmesystemerne i unionens nye nabolande.
4. Euromiddelhavskonferencen for Energiministre i Rom 1.-2. december 2003
Formandskabet orienterede om resultaterne af konferencen.
5. Eventuelt
Kommissionen præsenterede under dette punkt en ny pakke om energiinfrastrukturinvesteringer og elforsyningssikkerhed, der foruden en Meddelelse indeholder 4 forslag til retsakter:
- Direktivforslag om el-infrastrukturinvesteringer og elforsyningssikkerhed
- Forslag til forordning om betingelserne for grænseoverskridende handel med gas
- Forslag til ændring af Retningslinjer for Transeuropæiske Net for Energi
- Direktivforslag om energitjenesteydelser (energy services).