Etablering af fælles europæisk luftrum
UDENRIGSMINISTERIET
Alm. del - bilag 161
Asiatisk Plads 2 DK-1448 København K Tel. +45 33 92 00 00 Fax +45 32 54 05 33 E-mail: um@um.dk Telex 31292 ETR DK Telegr. adr. Etrangeres Girokonto 300-1806
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Trafikministeriets notat vedrørende indledning af forligsprocedure vedrørende Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om etablering af et fælles europæiske luftrum, KOM (2001) 123 og KOM(2001) 564.
Trafikministeriet Notat
Dato : 7. november 2003
J.nr. : 222-101
Sagsbeh. : JLo
Org. enhed : 2. Kontor
Notat til Folketingets Europaudvalg vedrørende indledning af forligsprocedure vedrørende Kommissionens forslag til EuropaParlamentets og Rådets direktiv om etablering af et fælles europæisk luftrum KOM (2001) 123 og KOM (2001) 564
Kommissionens forslag er fremsat den 10. oktober 2001 under henvisning til Traktatens artikel 80, stk. 2, og skal vedtages efter proceduren for fælles beslutningstagen med Europa-Parlamentet (artikel 251).
Formålet med forslagene er at fastlægge rammerne for etableringen af et Fælles Europæisk Luftrum i overensstemmelse med anbefalingerne i rapporten fra gruppen på højt niveau, der blev afgivet i november 2000, med henblik på at sikre en mere smidig afvikling af lufttrafikken over Europa.
Forslaget indeholder blandt andet regler om, hvilke krav udbydere af luftfartstjeneste skal leve op til, hvilke forudsætninger, der skal være til stede for, at der kan oprettes luftrumsblokke på tværs af nationalstaterne, samt fastlægger rammerne for, hvilke tekniske specifikationer luftfartstjeneste skal udbydes i henhold til.
Folketingets Europaudvalg har modtaget grundnotat 5. november 2001 vedrørende rammeforordningen KOM(2001) 123 og supplerende grundnotat af 10. december 2001. Udvalget har videre modtaget grundnotat vedrørende de tre tekniske forslag, KOM(2001)564, den 19. november 2001 samt supplerende grundnotat den 10. december 2001.
Sagen har være forelagt Folketinget Europaudvalg den 22. marts 2002, 14, juni 2002 og 27. september 2002 til orientering og blev den 29. november 2002 forelagt Udvalget med henblik på forhandlingsoplæg.
Den 5. december 2002 blev der opnået politisk enighed om forslaget, og Rådet vedtog herefter en fælles holdning den 18. marts 2003.
Europa-Parlamentet vedtog sine lovgivningsmæssige beslutninger om Rådets fælles holdning den 2. juli 2003. Udtalelsen indeholder en række ændringsforslag, hvoraf de vigtigste er:
• at der skal sikres et meget tæt samarbejde med Eurocontrol, herunder bør Eurocontrol have observatør status i Single European Skykomitéen
at der oprettes et særligt industri konsultations organ,
at medlemsstaterne skal fastsætte sanktionsbestemmelser for overtrædelse af forordningerne,
at funktionelle luftrumsblokke oprettes på baggrund af Eurocontrols arbejde,
at Single European Sky-komitéen kan afgøre tvister i forbindelse med oprettelsen af funktionelle luftrumsblokke, og
at der ikke fastsættes særlige regler for militæret og dets flyvninger.
Forligsproceduren blev indledt på mødet i Forligsudvalget den 14. oktober 2003.
Fra dansk side vil man deltage i de kommende forligsdrøftelser på grundlag af forhandlingsoplægget fra mødet i Folketingets Europaudvalg den 29. november 2002.