Hjælpemenu

Hovedmenu

Fødevareministeriets orienterende notat mht. fodring af husdyr med animalsk protein

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

UDENRIGSMINISTERIET

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere

 

Asiatisk Plads 2 DK-1448 København K Tel. +45 33 92 00 00 Fax +45 32 54 05 33 E-mail: um@um.dk Telex 31292 ETR DK Telegr. adr. Etrangeres Girokonto 300-1806

Bilag journalnummer Kontor

i 400.C.2-0 EUK 29. oktober 2003

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Fødevareministeriets orienterende notat om Kommissionens arbejdsdokument om den aktuelle situation med hensyn til forbuddet mod at fodre husdyr med animalsk protein med henblik på at forebygge transmissible spongiforme encephalopatier, KOM (2003) 546 endelig.

 

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Plantedirektoratet/ Fødevaredirektoratet Den 20. oktober 2003

J.nr.: 2000-4624-0007

TLJ(FDIR)/HJS(FDIR)/JAG(PDIR)/BGO(FVM) FVM 114

ORIENTERENDE NOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

om Kommissionens arbejdsdokument om den aktuelle situation med hensyn til forbuddet mod at fodre husdyr med animalsk protein med henblik på at forebygge transmissible spongiforme encephalopatier

KOM(2003) 546 endelig

Baggrund

Kommissionen har den 22. september 2003 fremsendt arbejdsdokument af 19. september 2003 til Rådet om den aktuelle situationen med hensyn til forbuddet mod at anvende animalsk protein til fodring af dyr, der kan anvendes til konsum, populært benævnt foderforbuddet.

Baggrunden angives at være, at Rådet og Europa-Parlamentet har vedtaget en beslutning om forlængelse af TSE-overgangsforanstaltningerne, herunder foderforbuddet. Beslutningen forlænger fristen for indplacering af EU's medlemsstater i kategorier efter BSE-status.

Dokumentet må betragtes som Kommissionens overvejelser i forbindelse med fremsættelsen af forslaget til Kommissionsforordning om permanentgØrelse af fodringsforbuddet og indføjelse af forbuddet i TSE-forordningen (EF nr. 999/2001). Dette er vedtaget som Kommissionens forordning (EF) nr. 1234/2003 og har virkning fra 1. september 2003. Der er i dokumentet tydeligvis ikke taget hensyn til denne sidste vedtagelse, som omtales som en fremtidig foranstaltning.

Nærheds- og proportionalitetsprincippet

Dokumentet har ingen indflydelse på nærheds- og proportionalitetsprincippet. Dokumentet er alene et statuspapir.

Formål og indhold

I dokumentet opridses alene forhold, der gør sig gældende for foderforbuddets permanentgørelse og eventuelle lempelse i fremtiden. I lyset af at der den 1. september er trådt en regelændring i kraft, der gør foderforbuddet permanent indtil videre, kan det synes unødvendigt, at fremlægge et sådant dokument.

Den seneste ændring har betydet, at det er tilladt at anvende visse forarbejdede produkter af animalsk oprindelse til foder. Gelatine af oprindelse fra andre dyr end drøvtyggere må anvendes til fodring af alle dyr. Andre dyr end drøvtyggere må under visse betingelser fodres med hydrolyseret protein, protein af fisk samt di- og tricalciumphosphat af animalsk oprindelse. Desuden må fisk fodres med blodmel og blodprodukter af ikke-drøvtygger oprindelse, og pelsdyr og kæledyr må fodres med protein af landdyr, alt under forudsætning af overholdelse af Biproduktforordningens bestemmelser (EF nr. 1774/2002).

For den danske foderstofbranche er der to reelle lempelser i forhold til de regler, der gjaldt før den 1. september 2003:

1. Det er tilladt at anvende blodmel og blodprodukter til fodring af fisk.

2. Det er tilladt at håndtere færdigpakket foder med fiskemel sammen med færdigpakket foder til drøvtyggere under oplagring og transport.

I Kommissionens dokument er betingelserne for revision af foderforbuddet gennemgået. Det fremgår, at forudsætningen for en lempelse af forbuddet er, at medlemsstaternes BSE-status er fastlagt, samt at det kan dokumenteres, at de nugældende regler håndhæves effektivt. Det beskrives desuden som en forudsætning for en lempelse, at der udvikles en sikker analysernetode, der kan adskille drøvtyggerprotein fra protein af andre dyr med henblik på, at der kan føres en tilfredsstillende kontrol.

På baggrund af indberetning af kontrolresultater fra medlemsstaterne nævnes i dokumentet, at overtrædelser af foderforbuddet i 2002 ikke skyldes svig. Årsagen til fund af animalsk protein i foderstoffer, hvor det ikke er tilladt, samler sig om følgende faktorer: forurening af drøvtyggerfoder med fiskemel, forekomst af gnavere og fugle i fodermidler, usikre prøveresultater, der dog ud fra forsigtighedsprincippet bliver anset for positive (bekræftede) resultater, forurening af fodermidler, fordi foder til kæledyr og foder til dyr, der anvendes til konsum, transporteres i samme køretøj, afsmeltet fedt, der muligvis indeholder knoglerester.

Kommissionen finder, at der er meget lille sandsynlighed for, at de overtrædelser, der blev påvist i 2002, kan have medført risiko for dyresundheden, idet der gælder krav om fjernelse og destruktion af specificeret risikomateriale.

I dokumentet er fordelene ved foderforbuddet opgjort til sikring af et højt beskyttelsesniveau for folkesundheden, sikring mod at dyr via foderet udsættes for BSE-smitte og udryddelse af BSE på længere sigt. Som ulemper ved foderforbuddet er nævnt det uøkonomiske i at skulle oplagre, forbrænde eller deponere animalske biprodukter (kød- og benmel), at skulle gennemføre nye investeringer til forbrændingsanlæg og kun at have haft begrænset vækst i alternative bortskaffelsesmetoder. Dertil kommer, at foderforbuddet har medført øgede omkostninger for kødproduktionen og dermed svækket konkurrenceevnen i forhold til tredjelande.

Udtalelser

Europa-Parlamentet har ikke udtalt sig om arbejdsdokumentet.

Konsekvenser

Arbejdsdokumentet har ingen lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller samfundsøkonomiske konsekvenser eller konsekvenser for beskyttelsesniveauet.

Høring

Dokumentet er sendt til § 2-udvalget og Det Rådgivende Fødevareudvalg til orientering.

Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Forslag til Kommissionens forordning (EF) nr. 1234/2003 blev forelagt for Folketingets Europaudvalg ved notater af 15. maj 2003 (Alm. del - bilag 968). Endvidere blev der oversendt supplerende høringssvar ved notat af 19. maj 2003 (Alm. del - bilag 975).