Rådsmøde RIA 6/11 03 tillæg til samlenotat 76 (pkt. 2 og 30)

 

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere
Bilag	Journalnummer	Kontor
1	400.C.2-0	EUK	29. oktober 2003

 

 

 

 

 

 

Med henblik på mødet i Folketingets Europaudvalg den 31. oktober 2003 – dagsordenspunkt rådsmøde (retlige og indre anliggender) samt møde i Det Blandede Udvalg på ministerniveau med deltagelse Norge og Island den 6. november 2003 – vedlægges Justitsministeriets revideret samt supplerende notat vedrørende dagsordenspunkterne 2 og 30.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kære udenrigsminister.

 

Vedlagt sender jeg revideret samt supplerende aktuelt notat vedrørende de sager inden for Justitsministeriets samt Indenrigs- og Sundhedsministeriets ansvarsområder, der forventes behandlet på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 6. november 2003, idet jeg skal anmode om, at materialet oversendes til Folketingets Europaudvalg.

 

Det bemærkes at det reviderede samt supplerende aktuelt notat ligeledes vil blive oversendt til Folketingets Retsudvalg.

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Revideret samt supplerende aktuelt notat vedrørende de sager inden for Justitsministeriets samt Indenrigs- og Sundhedsministeriets ansvarsområder, der forventes behandlet på rådsmødet (retlige og indre anliggender) og mødet i Det Blandede Udvalg på ministerniveau med deltagelse af Norge og Island den 6. november 2003.

 

Side

2-5	Dagsordenspunkt 2	Rådets afgørelse om bemyndigelse af medlemsstaterne til i Det Europæiske Fællesskabs interesse at ratificere eller tiltræde konventionen om retternes kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsakter samt om samarbejde vedrørende forældremyndighed og foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige (Haagerkonventionen af 1996) (KOM(2003) 348 endelig af 17. juni 2003).(1) (Revideret del. Erstatter side 19-22 i tidligere aktuelt notat vedrørende rådsmødet den 6. november 2003)
6-23	Dagsordenspunkt 30	Rådets direktiv om erstatning til ofre for forbrydelser (KOM (2002) 562 endelig udgave af 21. oktober 2002). (Supplerende del)

 

Dagsordenspunkt 2: Rådets afgørelse om bemyndigelse af medlemsstaterne til i Det Europæiske Fællesskabs interesse at ratificere eller tiltræde konventionen om retternes kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsakter samt om samarbejde vedrørende forældremyndighed og foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige (Haagerkonventionen af 1996) (KOM(2003) 348 endelig af 17. juni 2003).(2)

 

Revideret notat. Ændringer er markeret med kursiv.

 

1. Baggrund

 

Den 19. oktober 1996 vedtog Haagerkonferencen om International Privatret en konvention om retternes jurisdiktion, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og beskyttelsesforanstaltninger i forhold til børn (Haagerkonventionen af 1996).

 

Australien, Monaco, Den Tjekkiske Republik, Slovakiet, Marokko, Estland, Letland og Equador er medlemmer af konventionen, der trådte i kraft den 1. januar 2002 (dog senere for visse af medlemmerne). Derudover har Polen og Schweiz samt alle EU-medlemsstater, jf. nedenfor, undertegnet, men ikke ratificeret konventionen.

 

Den 29. maj 2000 vedtog Rådet forordning nr. 1347 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager samt i sager vedrørende forældremyndighed over ægtefællernes fælles børn (Bruxelles II-forordningen).

 

Da retsgrundlaget for Bruxelles II-forordningen er EF-traktatens artikel 65, jf. artikel 61, litra c, deltog Danmark ikke i vedtagelsen af forordningen, der således ikke er bindende for eller finder anvendelse i Danmark, jf. protokollen om Danmarks Stilling, der er knyttet som bilag til Amsterdam-traktaten (forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender).

 

Med vedtagelsen af Bruxelles II-forordningen fik Fællesskabet såkaldt "ekstern kompetence" på de retsområder, der dækkes af forordningen. Dette indebærer bl.a., at Fællesskabet i forhold til de omfattede medlemsstater fik enekompetence til at indgå forpligtelser med tredjelande, som berører reglerne i Bruxelles II-forordningen.

 

Haagerkonventionens bestemmelser om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det familieretlige område berører Bruxelles II-forordningen og er således omfattet af Fællesskabets enekompetence, mens Haagerkonventionens øvrige regler henhører under medlemslandenes kompetence.

 

Haagerkonventionen af 1996 er kun åben for ratifikation af stater, og derfor kan Fællesskabet som sådan ikke tilslutte sig konventionen, men må handle gennem sine medlemsstater.

 

På den baggrund besluttede Rådet den 19. december 2002 at bemyndige medlemsstaterne til at undertegne konventionen i Fællesskabets interesse. Medlemsstaterne, med undtagelse af Holland, der tidligere havde undertegnet konventionen, undertegnede konventionen samtidig i Haag den 1. april 2003. I forbindelse med undertegnelsen afgav medlemsstaterne en erklæring om, at domme, der afsiges i EU-medlemsstaterne skal anerkendes og fuldbyrdes ved anvendelse af de relevante interne fællesskabsregler frem for konventionens regler.

 

Kommissionen har den 17. juni 2003 fremsat et forslag til Rådets afgørelse om bemyndigelse af medlemsstaterne til i Fællesskabets interesse at ratificere eller tiltræde konventionen, idet medlemsstaterne samtidig skal fremsætte en erklæring, der svarer til den erklæring, der blev fremsat i forbindelse med undertegnelsen.

 

Da Fællesskabets kompetence er baseret på en forordning, som Danmark ikke deltager i, deltager Danmark heller ikke i vedtagelsen af Rådets afgørelse om bemyndigelse til medlemsstaterne.

 

Danmark handler således fortsat på egne vegne i forhold til Haagerkonventionen af 1996, idet den danske holdning dog fastlægges i kontakt med Fællesskabet.

 

Det bemærkes, at Danmark ligeledes undertegnede konventionen den 1. april 2003 og i forbindelse hermed har afgivet en erklæring svarende til de øvrige medlemsstaters om, at domme, der afsiges i EU-medlemsstaterne, skal anerkendes og fuldbyrdes ved anvendelse af de relevante interne fællesskabsregler. Erklæringen er fremsat i forbindelse med Danmarks undertegnelse, idet det efter Haagerkonventionen ikke er muligt at fremsætte den på et senere tidspunkt. Erklæringen er dog uden virkning for Danmark, da de relevante interne fællesskabsregler (Bruxelles II-forordningen og den kommende forordning om forældreansvar) er omfattet af det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender, jf. punkt 2 ovenfor.

 

Rådets afgørelse om bemyndigelse af medlemsstaterne til at ratificere eller tiltræde Haager-konventionen af 1996 i Fællesskabets interesse forventes vedtaget på Rådsmødet den 6. november 2003 eller på et senere rådsmøde.

 

2. Indhold

 

I henhold til Kommissionens forslag til rådsafgørelse bemyndiger Rådet medlemsstaterne med undtagelse af Danmark til at ratificere eller tiltræde Haagerkonventionen af 1996 i Fællesskabets interesse, idet hver enkelt medlemsstat i den forbindelse afgiver en erklæring om, at domme, der afsiges i EU-medlemsstaterne, skal anerkendes og fuldbyrdes ved anvendelse af de relevante interne fællesskabsregler frem for konventionens regler.

 

Det er endvidere fastsat, at medlemsstaterne skal ratificere eller tiltræde konventionen samtidig, og at dette skal ske inden for en nærmere angiven frist.

 

3. Europa-Parlamentet

 

Forslaget er behandlet i henhold til proceduren i EF-traktatens artikel 300. Europa-Parlamentet er derfor ikke blevet hørt i forbindelse med medlemsstaternes undertegnelse af Haagerkonventionen af 1996.

 

Europa-Parlamentet skal derimod høres over forslaget om medlemsstaternes ratifikation eller tiltrædelse af konventionen. Europa-Parlamentet har den 22. oktober 2003 vedtaget en udtalelse, hvor Parlamentet tilslutter sig forslag til Rådets afgørelse om bemyndigelse af medlemsstaterne til i Det Europæiske Fællesskabs interesse at ratificere eller tiltræde konventionen om retternes kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsakter samt om samarbejde vedrørende forældremyndighed og foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige (Haagerkonventionen af 1996). Udtalelsen indeholder dog en række ændringsforslag, der navnlig har til formål at fremskynde medlemsstaternes ratifikation eller tiltrædelse.

 

4. Høring

 

Forslaget har ikke været sendt i høring.

 

 

 

 

5. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

 

Sagen har senest været forelagt Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 21. oktober 2003.

 

6. Subsidiaritetsprincippet

 

Forslaget ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

 

7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

 

Som anført under punkt 1, er forslaget til Rådets afgørelse omfattet af det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender.

 

Danmark deltager således ikke i en kommende vedtagelse af afgørelsen, der ikke vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.

 

Danmark handler derfor fortsat på egne vegne i relation til Haagerkonventionen af 1996, idet den danske holdning dog fastlægges i kontakt med Fællesskabet.

 

8. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

 

Sagen har tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 2.-3. oktober 2003.

 

 

 

 

 

Dagsordenspunkt 30: Rådets direktiv om erstatning til ofre for forbrydelser (KOM (2002) 562 endelig udgave af 21. oktober 2002).

 

Nyt notat.

 

1. Resumé

 

Europa-Kommissionens forslag til Rådets direktiv om erstatning til ofre for forbrydelser (KOM (2002) 562 endelig udgave af 21. oktober 2002) har til formål at sikre, at EU-borgere og personer, der er lovligt bosiddende i EU, kan få en passende erstatning for de tab, de måtte lide, hvis de bliver ofre for en forbrydelse i EU.

 

Direktivforslaget bygger på Europa-Kommissionens grønbog om erstatning til ofre for forbrydelser (KOM (2001) 536 endelig udgave af 28. september 2001). Der henvises herved til Justitsministeriets grundnotat af 18. januar 2002 om grønbogen.

 

Forslaget indeholder en beskrivelse af hidtidige foranstaltninger og initiativer på området samt en overordnet gennemgang af den nuværende adgang for ofre til erstatning fra staterne i EU. På grundlag af denne gennemgang konstaterer Kommissionen, at der er store forskelle i ofres retsstilling afhængigt af, i hvilken medlemsstat forbrydelsen er begået. Kommissionen vurderer, at den nævnte forskel i retsstillingen ikke er forenelig med målet om i EU at skabe et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed for alle.

 

Direktivforslaget indeholder minimumsstandarder for erstatningen til ofre for forbrydelser (afsnit 1) samt regler om adgangen til erstatning i sager med grænseoverskridende aspekter (afsnit 2).

 

Retsgrundlaget for direktivforslaget er ifølge Kommissionen artikel 308 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

 

Formandskabet har den 30. juni 2003 – i lyset af drøftelserne i Rådets Civilretlige Komité i løbet af det første halvår af 2003 – fremlagt en revideret udgave af direktivforslaget.

 

Der er endvidere indhentet en udtalelse fra Rådets Juridiske Tjeneste om direktivforslagets hjemmelsgrundlag.

 

Formandskabet har for ganske nylig meddelt, at direktivforslaget vil blive behandlet på RIA-rådsmøde den 6. november 2003. Formandskabet har foreløbigt tilkendegivet, at drøftelserne formentlig vil dreje sig om, hvilke typer forbrydelser, der skal være omfattet af direktivet, betalingskilder og erstatningens størrelse. Formandskabet lægger alene op til en orienterende debat i Rådet.

 

2. Formål og baggrund

 

Direktivforslaget har til formål at sikre, at EU-borgere og personer, der er lovligt bosiddende i EU, kan få en passende erstatning for de tab, de måtte lide, hvis de bliver offer for en forbrydelse i EU.

 

Kommissionen fremhæver, at EU med Amsterdam-traktatens ikrafttræden står over for den udfordring at skulle garantere, at alle kan udøve deres ret til at bevæge sig frit overalt i EU på sikre og retfærdige vilkår. Direktivforslaget er en del af bestræbelserne herpå, og det skal samtidig være led i EU’s svar på terrorbegivenhederne i USA i 2001.

 

Kommissionen henviser i den forbindelse bl.a. til Rådets og Kommissionens handlingsplan, for hvorledes Amsterdam-traktatens bestemmelser om indførelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed bedst kan gennemføres (Wien-handlingsplanen), som Rådet vedtog den 3. december 1998. (3)

 

Endvidere henviser Kommissionen til konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tammerfors i 1999 (4), hvor formandskabet opfordrede til, at der blev udarbejdet minimumsstandarder for beskyttelse af ofre for forbrydelser, herunder om ret til skadeserstatning.

 

Direktivforslaget er udarbejdet bl.a. på baggrund af de positive reaktioner på Kommissionens grønbog om erstatning til ofre for forbrydelser.

 

Kommissionen henviser desuden bl.a. til Den europæiske konvention fra 1983 om erstatning til ofre for voldsforbrydelser. Konventionen, der opstiller visse minimumsstandarder for offererstatning, er alene ratificeret af 10 medlemsstater – herunder Danmark. Kommissionen nævner endvidere Rådets rammeafgørelse af 15. marts 2001 om ofres stilling i forbindelse med straffesager. Rammeafgørelsen, som er baseret på afsnit VI i EU-traktaten (Søjle 3), forpligter medlemsstaterne til at sikre, at ofre for forbrydelser som led i straffesagen kan opnå en retsafgørelse om erstatning fra gerningsmanden.(5)

 

Herudover henviser Kommissionen til sin grønbog om erstatning til ofre for forbrydelser samt det arbejde, der ligger til grund for grønbogen – herunder konklusionerne fra en konference i Umeå i Sverige i oktober 2000, som var opfølgning på en omfattende undersøgelse om ofrenes stilling i EU.(6)

 

I grønbogen opstillede Kommissionen 3 målsætninger for et eventuelt fællesskabsinitiativ:

 

 

at sikre forbrydelsesofre, der er hjemmehørende i EU, mulighed for erstatning fra staten i hele EU,

 

 

at begrænse de urimelige virkninger, der kan følge af forskellene i medlemsstaternes erstatningsniveauer, og som i praksis afhænger af ofrets bopælsstat, eller hvor i EU den pågældende bliver offer for en forbrydelse, og

 

 

at skabe lettere adgang til erstatning fra staten til ofre for forbrydelser i sager, der involverer flere medlemsstater.

 

 

Reaktionerne på grønbogen bekræftede ifølge Kommissionen klart, at man fortsat bør forfølge disse 3 målsætninger.

 

Kommissionen peger desuden på, at Europa-Parlamentet siden 1980’erne (7) og senest i sit høringssvar på grønbogen har givet udtryk for støtte til bestræbelserne på at forbedre erstatningsmulighederne for ofre for forbrydelser.

 

På denne baggrund opstiller Kommissionen i direktivforslaget for det første minimumsstandarder, der skal sikre, at det i alle EU-medlemsstater bliver muligt for ofre at få en passende erstatning fra staten, herunder minimumsstandarder for

 

hvilke personer der er omfattede samt det territoriale anvendelsesområde for offererstatningsordningerne,

 

 

hvilke tab der skal dækkes, og efter hvilke principper erstatningsbeløbet skal fastsættes,

 

 

forholdet mellem den statslige offererstatning og anden erstatning, og

 

 

mulighederne for at indføre visse betingelser for at få erstatning for staten.

 

 

For det andet opstilles der i direktivforslaget regler om samarbejde mellem medlemsstaternes myndigheder, der skal lette adgangen til erstatning i de situationer, hvor forbrydelsen finder sted i en anden medlemsstat end den, hvor ofret har bopæl (sager med grænseoverskridende aspekter).

 

Kommissionen understreger i direktivforslaget, at de nævnte to målsætninger hænger nøje sammen. Uden mulighed for erstatning fra staten i samtlige medlemsstater kan der ikke skabes lettere adgang til erstatning i sager, der involverer flere medlemsstater, og uden let adgang til erstatning fra staten i sager, der involverer flere medlemsstater, vil muligheden for erstatning i praksis ikke omfatte alle ofre i EU.

 

3. Behovet for en fællesskabsindsats

 

I direktivforslaget gøres i hovedtræk rede for forskellene mellem de eksisterende offererstatningsordninger i EU.

 

Der er indført offererstatningsordninger i 13 medlemsstater. (8) I 7 af disse medlemsstater kan der alene gives erstatning til ofre, der har lidt alvorlige skader som følge af forbrydelsen, og i 5 medlemsstater kan der ikke ydes erstatning for ikke-økonomisk tab (f.eks. tort og erstatning for svie og smerte). Endvidere varierer principperne for erstatningsfastsættelsen – f.eks. kan der i nogle medlemsstater ske nedsættelse eller bortfald af erstatningen som følge af ofrets relation til skadevolderen eller på grund af ofrets økonomiske situation.

 

Forskellene i retsstillingen indebærer desuden, at en person med bopæl i en medlemsstat, der har etableret en offererstatningsordning, ikke vil have mulighed for offererstatning, hvis den pågældende rejser til en anden medlemsstat, der ikke har etableret en offererstatningsordning. Omvendt vil en person, der rejser i modsat retning opleve en væsentlig forbedring af retsstillingen.

Hertil kommer, at en person, der bliver offer for en forbrydelse i en anden medlemsstat end den, hvor den pågældende har bopæl, muligvis vil have svært ved at få adgang til erstatning fra staten allerede på grund af manglende bistand til at håndtere de administrative procedurer, som er forbundet med en ansøgning om offererstatning.

 

Kommissionen konkluderer i direktivudkastet, at de nævnte forskelle i retsstillingen i EU medfører urimelige og tilfældighedsprægede følger, der ikke er forenelige med målet om i EU at skabe et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed for alle.

 

4. Direktivets retsgrundlag

 

4.1. Direktivforslaget indeholder Kommissionens gennemgang af de mulige retsgrundlag for de foreslåede regler om minimumsstandarder mv. for offererstatning.

 

Kommissionen anfører, at direktivforslaget i alt væsentligt falder ind under det civilretlige område og har forbindelse til den frie bevægelighed for personer, falder direktivforslaget ikke ind under anvendelsesområdet for traktaten om Den Europæiske Union.

 

Direktivforslaget bidrager efter Kommissionens opfattelse til oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed og fremmer den frie bevægelighed for personer, og derfor falder forslaget efter Kommissionens vurdering ind under de overordnede mål med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

 

Kommissionen bemærker i forslaget, at de foreslåede regler har mange ligheder med den eksisterende fællesskabsret med hensyn til det retlige samarbejde i civile sager. Selv om erstatning fra staten i mange henseender er tæt forbundet med civilret, er der imidlertid ikke tale om civile sager, jf. fællesskabstraktatens artikel 61, litra c), da der ikke er tale om at skabe rettigheder eller forpligtelser for enkeltpersoner.

 

Forbedrede erstatningsmuligheder for ofre for forbrydelser vil fremme den frie bevægelighed for personer. Der er imidlertid efter Kommissionens opfattelse ingen direkte forbindelse mellem beskyttelse af ofre for forbrydelser og oprettelsen af det indre marked, og direktivforslaget må derfor anses for at falde uden for anvendelsesområdet for traktatens artikel 94 og 95.

 

Kommissionen anfører, at behovet for at forbedre erstatningen til ofre for forbrydelser klart blev fastslået i Tammerfors-konklusionerne og understreget i de positive reaktioner på grønbogen – herunder Europa-Parlamentets beslutning og udtalelsen fra Det Økonomiske og Sociale udvalg.

 

Det er efter Kommissionens opfattelse nødvendigt at gennemføre direktivforslaget for at nå traktatens generelle målsætninger, og da ingen anden bestemmelse i traktaten tillægger EU-institutionerne den nødvendige beføjelse til at vedtage de foreslåede initiativer, konkluderer Kommissionen, at det er nødvendigt at anvende artikel 308 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab som retsgrundlag for forslaget.

 

Rådets vedtagelse af forslaget vil således kun kunne ske med enstemmighed.

 

4.2. Rådets Juridiske Tjeneste har i en udtalelse om forslaget anført, at direktivforslagets afsnit 1 om indførelse af minimumsstandarder for offererstatning ikke som anført af Kommissionen kan have hjemmel i EF-traktatens artikel 308, idet sådanne regler ikke kan anses for at have til formål at virkeliggøre et af traktatens mål inden for fællesmarkedets rammer. Selv om det i EF-traktatens artikel 2 fastsættes, at et af Unionens mål er at etablere et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer, nævner EF-traktaten kun dette i indledningen til artikel 61. Udtrykkene "frihed, sikkerhed og retfærdighed" er i sig selv for generelle og for tvetydige til, at de kan gøres til et traktatmål, som vil kunne danne grundlag for fællesskabsbeføjelser i medfør af artikel 308. Minimumsstandarder for offererstatning vil heller ikke kunne gennemføres med hjemmel i andre bestemmelser i traktaten.

 

Den Juridiske Tjeneste finder, at det for så vidt angår direktivforslagets 2. afsnit om at lette adgangen til erstatning i grænseoverskridende situationer, vil kunne hævdes, at sådanne regler kan forbindes med målet om fri bevægelighed med henblik på oprettelse af et indre marked som fastsat i EF-traktatens artikel 3, stk. 1, litra c, og at denne del af forslaget derfor eventuelt vil kunne fremsættes med hjemmel i artikel 308. I givet fald vil forslaget alene kunne vedrøre EU-landes statsborgere.

 

Rådets Juridiske Tjeneste anfører endvidere, at hvis de fordele, som EU-borgere efter forslaget tillægges, også skal gælde for tredjelandes statsborgere, vil der være hjemmel hertil i EF-traktatens artikel 63, nr. 3, litra a. Da der gælder særlige proceduremæssige og institutionelle regler for afsnit IV i tredje del af EF-traktaten – herunder navnlig protokollen om Danmarks stilling – kan Rådet imidlertid ikke udstede en retsakt, der både er baseret på en bestemmelse i afsnit IV og en bestemmelse, der er placeret i et andet afsnit af traktaten. Det er derfor ikke muligt i en enkelt retsakt, både at lette den grænseoverskridende adgang til erstatning for ofre, der er borgere i EU, og for ofre, der er borgere i tredjelande. Ønskes det at vedtage bestemmelser, der skal lette den grænseoverskridende adgang til erstatning til ofre for forbrydelser for både EU-borgere og borgere i tredjelande, må forslaget derfor opdeles i to separate retsakter.

 

5. Direktivforslagets indhold

 

5.1. Indledning

 

Direktivforslaget indeholder 3 afsnit. Afsnit 1 indeholder bl.a. bestemmelser om direktivets territoriale anvendelsesområde, hvilke personer der er omfattet, principper for fastsættelse af erstatningsbeløbet, minimumsbeløb for erstatning og processuelle regler vedrørende indgivelse af ansøgning om erstatning og anmeldelse af forbrydelsen. Afsnit 2 beskriver reglerne for fremsendelse, modtagelse og behandling af ansøgninger, når sagerne har grænseoverskridende aspekter og afsnit 3 indeholder gennemførelsesbestemmelserne.

 

Det fremgår af artikel 1, at formålet med direktivet er at indføre minimumsstandarder for erstatning til ofre for forbrydelser og at lette adgangen til en sådan erstatning i grænseoverskridende situationer.

 

5.2. Afsnit 1. Minimumsstandarder for erstatning til ofre for forbrydelser

 

Artikel 2 definerer det grundlæggende anvendelsesområde for minimumsstandarderne. Heraf fremgår det, at medlemsstaterne skal yde erstatning til:

 

ofre, der har lidt personskade, som er direkte forårsaget af en forsætlig forbrydelse mod ofrets liv, helbred eller personlig integritet, og som er begået på en af medlemsstaternes område og

 

 

nære slægtninge eller personer, der ved dødsfald har mistet en forsørger, således som defineret i litra a), som følge af den skadevoldende handling.

 

 

Hvilken stat, der skal yde erstatning, fremgår af artikel 3. Efter denne bestemmelse skal erstatningen ydes af den medlemsstat, på hvis område forbrydelsen er begået. Erstatning skal ydes til borgere i Den Europæiske Union og til personer med lovligt ophold i en medlemsstat uden nogen forskelsbehandling.

 

Artikel 4 fastslår principperne for, hvilke tab der kan udløse erstatning, og hvordan erstatningen skal beregnes. Erstatningen skal således dække økonomisk og ikke-økonomisk tab, som er en direkte følge af den personskade, ofret har lidt, eller – hvis der er tale om nære slægtninge eller personer, der har mistet en forsørger – som er en direkte følge af ofrets død, jf. artikel 1, stk. 1. Det er op til de enkelte medlemsstater, hvorvidt erstatningsbeløbet skal fastsættes fra sag til sag, eller om beløbet skal fastsættes efter forud bestemte satser for hele erstatningen eller for alle eller nogle af de tab, der er dækket af erstatningen, jf. artikel 4, stk. 2.

 

Artikel 4, stk. 3, giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte et loft for det samlede erstatningsbeløb, der kan tildeles. Der gives endvidere mulighed for at begrænse erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste eller tab af forsørger, hvis der er tale om ansøgere, der har en meget høj indtægt eller i øvrigt er særlig velstående.

 

Erstatningen kan efter artikel 4, stk. 4, udbetales som et engangsbeløb eller i rater.

 

Artikel 5 giver ofre for forbrydelser ret til at få udbetalt et forskud af den erstatning, de har søgt om, hvis fire betingelser er opfyldt. For det første skal ansøgningens berettigelse være fastslået (litra a). For det andet skal der være grund til at tro, at den endelige afgørelse ikke kan træffes hurtigt efter indgivelsen af ansøgning om erstatning (litra b). For det tredje skal forskudsudbetalingen være berettiget i lyset af ansøgerens økonomiske forhold (litra c), og for det fjerde skal det med rimelig sikkerhed kunne fastslås, at skadevolderen hverken helt eller delvist vil være i stand til at opfylde en dom eller en afgørelse, der tilkender ofret erstatning (litra d).

 

Beregningen af forskuddet overlades til medlemsstaterne, idet det nødvendigvis må afhænge af en vurdering af den konkrete situation.

 

Medlemsstaterne kan efter artikel 5, stk. 2, kræve hel eller delvis tilbagebetaling af det udbetalte forskud, hvis den endelige afgørelse af erstatningsansøgningen indebærer, at ansøgningen afvises, eller der tilkendes en erstatning, der er lavere end forskuddet.

 

Medlemsstaterne kan, hvis de ønsker det, udelukke ansøgere, der kun har lidt mindre skader, f.eks. ved at indføre et mindstebeløb for erstatning, jf. artikel 6.

 

Artikel 7 giver medlemsstaterne mulighed for at bestemme, at erstatningen skal nedsættes eller bortfalde på grund af den skadelidtes handlemåde (uagtsomhed) i forhold til den skadevoldende begivenhed.

 

Artikel 8 giver medlemsstaterne ret til at gøre erstatningen fra staten subsidiær i forhold til et erstatningskrav mod skadevolderen. Det fremgår således af artikel 8, stk. 1, at medlemsstaterne i de sager, der er omfattet af artikel 2, stk. 1, litra a (ofre, der har lidt personskade), kan gøre ydelse af erstatning betinget af, at ansøgeren har gjort en rimelig indsats for at opnå og få fuldbyrdet en dom eller en afgørelse om erstatning fra skadevolderen. Medlemsstaterne er dog forpligtet til at indføre undtagelser i de tilfælde, hvor a) det må formodes, at skadevolderen hverken helt eller delvist vil være i stand til at opfylde en dom eller en afgørelse om skadeserstatning, b) ansøgeren ikke har været i stand til at opnå en dom eller en afgørelse om erstatning inden en frist på to år efter forbrydelsen, fordi politiets undersøgelse eller straffesagen endnu ikke er afsluttet eller c) ansøgeren har haft vanskeligt ved at opnå en dom eller en afgørelse som nævnt i stk. 1, fordi han ikke har kunnet anlægge erstatningssag mod skadevolderen i den medlemsstat, hvor ansøgeren har bopæl.

 

Muligheden for at modtage forskud må dog ikke påvirkes negativt af anvendelsen af kriterierne i artikel 8, idet det fremgår af bestemmelsen, at muligheden for at modtage forskud udelukkende reguleres af betingelserne i artikel 5.

 

I medfør af artikel 9 kan medlemsstaterne i erstatningsbeløbet – for at undgå dobbelterstatning – fradrage enhver erstatning eller andre ydelser, der er udbetalt fra andre kilder for de samme skader, eller kræve disse tilbagebetalt.

 

Artikel 10 fastslår medlemsstaternes mulighed for at indtræde i ofrets rettigheder, hvorved medlemsstaterne kan forsøge at få fuldbyrdet en erstatningsdom hos skadevolderen, efter at staten har udbetalt erstatning.

 

Efter artikel 11 kan medlemsstaterne i de sager, der er nævnt i artikel 2, stk. 1, litra a (ofre, der har lidt personskade), gøre ydelsen af erstatning betinget af, at ansøgeren har anmeldt forbrydelsen til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor forbrydelsen er begået, jf. artikel 11, stk. 1. De medlemsstater, der anvender ovennævnte betingelse, kan bestemme, at politianmeldelse skal ske inden for en nærmere fastsat frist. Fristen skal dog være på mindst syv dage fra den dato, hvor forbrydelsen blev begået, jf. artikel 11, stk. 2.

 

Det følger endvidere af artikel 11, stk. 3, at såfremt medlemsstaterne indfører en betingelse om, at ofret skal anmelde forbrydelsen indenfor en bestemt frist, skal der indføres undtagelser i de tilfælde, hvor ofret har gyldige grunde til ikke at anmelde forbrydelsen eller til ikke at foretage anmeldelsen inden for den fastsatte frist.

 

I henhold til artikel 12, stk. 1, forudsætter ydelse af erstatning ikke, at skadevolderen er fundet eller blevet retsforfulgt. Medlemsstaterne kan dog bestemme, at afgørelsen af en ansøgning om erstatning stilles i bero, indtil den politiefterforskning eller den straffesag, der er indledt som følge af forbrydelsen, er afsluttet, når a) en sådan udsættelse er nødvendig for at fastslå, om skaden blev forvoldt ved en forsætlig forbrydelse, og b) det ikke forsinker behandlingen unødigt eller skaber belastende økonomiske problemer for ansøgeren, jf. artikel 12, stk. 2.

 

Efter artikel 13, stk. 1, kan medlemsstaterne gøre ydelse af erstatning betinget af, at ansøgningen er indgivet senest to år efter forbrydelse har fundet sted, eller når politiets undersøgelser eller straffesagen er afsluttet. Der skal imidlertid indføres undtagelser, når ansøgeren ikke med rimelighed kunne forventes at indgive ansøgning indenfor den fastsatte frist, og i de situationer hvor en sag involverer flere medlemsstater, jf. artikel 13, stk. 2.

 

Artikel 14 omhandler de ansvarlige myndigheder og administrative procedurer. Dette område er som udgangspunkt overladt til medlemsstaterne, idet det af artikel 14, stk. 1, blot fremgår, at medlemsstaterne opretter eller udpeger en eller flere myndigheder med ansvar for at træffe afgørelse om ansøgning om erstatning. Efter artikel 14, stk. 2, skal medlemsstaterne forsøge at holde de administrative formaliteter, der kræves opfyldt af en ansøger, på et minimum, uden at det berører muligheden for at foretage en grundig vurdering af ansøgningen og træffe afgørelse om erstatningsydelsen. Med andre ord skal procedurerne være så simple og smidige som muligt. Derudover fremgår det af artikel 14, stk. 3, at det skal være muligt at indgive ansøgning på alle De Europæiske Fællesskabers officielle sprog, og endvidere, at ansøgere skal have mulighed for at appellere en afgørelse om afvisning af en erstatningsansøgning, jf. artikel 14, stk. 4.

 

Artikel 15 forpligter medlemsstaterne til at sikre, at ofrene har adgang til oplysninger om erstatning fra staten straks ved deres første henvendelse til de kompetente myndigheder, som forbrydelsen skal anmeldes til. Oplysningerne skal være til rådighed på alle De Europæiske Fællesskabers officielle sprog og skal mindst omfatte direktivets bestemmelser, således som gennemført af medlemsstaterne, samt vejlede om de administrative procedurer i forbindelse med indgivelse af ansøgning i den omhandlede medlemsstat. Det fremgår af artikel 24, at Kommissionen vil udarbejde en håndbog, der vil indeholde disse oplysninger.

 

5.3. Afsnit 2. Adgang til erstatning i sager med grænseoverskrivende aspekter.

 

I henhold til artikel 16, stk. 1, har en ansøger, der er omfattet af artikel 2, stk. 1, ret til at indgive ansøgning om erstatning til en myndighed i den stat, hvor vedkommende har bopæl, også selv om forbrydelsen er begået i en anden stat. Medlemsstaterne skal således oprette eller udpege en eller flere myndigheder (bistandsydende myndighed), der har ansvaret for anvendelsen af stk. 1, jf. artikel 16, stk. 2.

 

Artikel 17 omhandler den bistand, som ansøgeren har krav på, når han eller hun henvender sig til den bistandsydende myndighed i bopælslandet for at søge om erstatning i en anden medlemsstat. Den bistandsydende myndighed skal således give ansøgeren de nødvendige formularer og oplysninger om erstatningsordningerne i den medlemsstat, hvor der søges om erstatning, og skal rådgive om, hvordan ansøgningsformularen skal udfyldes, og bistå ansøgeren med, i det omfang det er muligt at sikre, at ansøgningen ledsages af de nødvendige bilag. Myndigheden skal ikke foretage en vurdering af ansøgningen og kan kun afvise ansøgningen, hvis det er åbenlyst, at ansøgningen ikke indgives i god tro, jf. artikel 17, stk. 3.

 

Efter artikel 18 skal den bistandsydende myndighed fremsende ansøgningen til den kompetente myndighed i den medlemsstat, der skal træffe afgørelse om ansøgningen (den besluttende myndighed).

 

Artikel 19 beskriver, hvorledes den besluttende myndighed skal reagere, når den modtager en ansøgning om erstatning fra en anden medlemsstat. Det fremgår således, at myndigheden snarest muligt efter modtagelsen skal oplyse den bistandsydende myndighed om bl.a. navn på den kontaktperson, der behandler sagen og en foreløbig angivelse af den frist, inden for hvilken der vil blive truffet afgørelse om ansøgningen.

 

Såfremt den besluttende myndighed behøver yderligere oplysninger til brug for vurderingen af ansøgningen om erstatning, bistår den bistandsydende myndighed ansøgeren med at efterkomme en sådan anmodning, jf. artikel 20.

 

Artikel 21 vedrører samarbejdet mellem de to implicerede myndigheder for i videst muligt omfang at give ansøgeren mulighed for at blive hørt i bopælslandet. Hvis den besluttende myndighed ønsker at høre ansøgeren, skal det således tilstræbes enten, at ansøgeren kan blive hørt af den bistandsydende myndighed, således at denne myndighed derefter fremsender en udskrift af høringen til den besluttende myndighed, eller at ansøgeren høres direkte af den besluttende myndighed via tele- eller videokonference.

 

Den besluttende myndighed skal sende afgørelsen og en udskrift af afgørelsen til ansøgeren og den bistandsydende myndighed, så snart afgørelsen er truffet, jf. artikel 22.

 

Artikel 23 fastlægger reglerne for anvendelse af sprog i samarbejdet mellem myndighederne. De oplysninger, som myndighederne fremsender til hinanden ifølge artikel 18-22, skal affattes på et sprog, som den myndighed, oplysningerne sendes til, har oplyst at kunne acceptere. Ansøgningsformularerne og de vedlagte bilag kan dog affattes på et af De Europæiske Fællesskabers officielle sprog, jf. artikel 23, stk. 1, litra a. Endvidere skal den fulde ordlyd af den afgørelse, som den besluttende myndighed har truffet, affattes på den pågældende medlemsstats sprog, jf. artikel 23, stk. 1, litra b. Endelig bestemmer den bistandsydende myndighed, på hvilket sprog udskrifter udfærdiget efter en høring i overensstemmelse med artikel 21, stk. 2, litra a, skal foreligge, jf. artikel 23, stk. 1, litra c.

 

Af artikel 23, stk. 3, fremgår det, at ansøgningsformularer og alle bilag fremsendt i overensstemmelse med artikel 18-22 er fritaget for krav om bekræftelse af ægthed og andre lignende formaliteter.

 

5.4. Afsnit 3. Gennemførelsesbestemmelser.

 

Artikel 24 indeholder de nødvendige bestemmelser for udarbejdelse af den håndbog, som den bistandsydende myndighed skal anvende. Kommissionen udarbejder i samarbejde med medlemsstaterne og inden for rammerne af det europæiske netværk for civil- og handelssager, oprettet ved beslutning 2001/470/EF, håndbogen og offentliggør denne på internettet. Kommissionen sørger i den forbindelse for den nødvendige oversættelse af håndbogen, jf. artikel 24, stk. 2. Senest den 31. december 2004 skal hver medlemsstat til brug for udarbejdelsen af håndbogen fremsende de nødvendige oplysninger til Kommissionen, jf. artikel 24, stk. 1.

 

Håndbogen giver den bistandsydende myndighed alle de oplysninger, der er nødvendige, for at den kan opfylde sine forpligtelser efter afsnit 2 i direktivet, herunder hos hvilken besluttende myndighed i medlemsstaten der skal søges om erstatning, hvilket sprog myndigheden kan acceptere, og hvilke kriterier og betingelser der findes i den pågældende medlemsstats erstatningsordning, samt hvilke ansøgningsformularer der skal anvendes.

 

Artikel 26 indeholder en standardbestemmelse, der giver medlemsstaterne mulighed for at give ofrene en bedre retsstilling end minimumsstandarderne i direktivforslaget. I artikel 26, stk. 2, er det endvidere fastsat, at medlemsstaterne ikke med henvisning til dette direktiv kan forringe den gældende retsstilling for ofrene i det pågældende land.

 

Artikel 27-29 indeholder standardbestemmelserne i fællesskabsdirektiver og tidsfrist for gennemførelse. Det fremgår af artikel 27, stk. 1, at medlemsstaterne skal sætte de love og administrative forskrifter i kraft, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv, senest den 30. juni 2005. Derudover følger det af artikel 27, stk. 2, at medlemsstaterne kan bestemme, at bestemmelserne kun skal gælde ansøgere, der har været ofre for en forbrydelse begået efter den frist, der er nævnt i stk. 1.

 

6. Subsidiaritetsprincippet

 

Ifølge Kommissionen fremgår det af traktatens målsætninger og det beskrevne behov for en indsats på fællesskabsplan med henblik på at indføre regler om offererstatning i EU, at beskyttelsen af ofre for forbrydelser i EU er et fællesskabsanliggende. Den nødvendige tilnærmelse af medlemsstaternes love og de mekanismer, der er nødvendige i grænseoverskridende situationer, kan bedre opnås af Fællesskabet end af medlemsstaterne alene.

 

7. Høring

 

Europa-Kommissionenes udkast til Rådets direktiv om erstatning til ofre for forbrydelser har været sendt til høring hos:

 

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne for Københavns Byret og for retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Nævnet vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser, Datatilsynet, Advokatrådet, Institut for Menneskerettigheder, Foreningen Stop Volden, Landsforeningen Hjælp Voldsofre og Landsorganisationen Forebyg Vold.

 

Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne for Københavns Byret og for retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politiforbundet i Danmark, Nævnet vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser, Datatilsynet, Advokatrådet, Institut for Menneskerettigheder og Landsforeningen Hjælp Voldsofre.

 

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Præsidenterne for Københavns Byret og for retterne i Århus, Odense, Ålborg, og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Domstolsstyrelsen, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Datatilsynet og Advokatrådet har ikke bemærkninger til direktivudkastet.

 

Politidirektøren i København anfører, at medlemsstaterne ifølge artikel 11, 1. led, i direktivudkastet kan gøre erstatning betinget af, at ansøgeren har anmeldt forbrydelsen til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor forbrydelsen er begået. Af artiklens 2. led fremgår imidlertid, at denne betingelse under visse omstændigheder skal anses for opfyldt, når ansøgeren har anmeldt forbrydelsen i den medlemsstat, hvor den pågældende har bopæl. Efter politidirektørens opfattelse vil det kunne være vanskeligt for myndigheden i gerningslandet at tage stilling til erstatningskravet, hvis forbrydelsen ikke med det samme er anmeldt til politiet i gerningslandet, der således har kunnet foretage de relevante afhøringer mv. Konsekvensen heraf vil kunne være, at erstatning i videre omfang end i dag må afslås, fordi det ikke kan godtgøres, at den pågældende har været udsat for en forbrydelse. Muligheden for at anmelde forbrydelsen i ofrets bopælsland bør derfor begrænses til særlige tilfælde, hvor det ikke har været praktisk muligt at anmelde forbrydelsen i gerningslandet.

 

Efter direktivudkastets artikel 14 skal medlemsstaterne indføre mulighed for at anke afgørelser om afslag på erstatning til ofre. Politidirektøren peger i den forbindelse på, at dette – hvis bestemmelsen skal forstås således, at Erstatningsnævnets afgørelser skal kunne påklages til en anden administrativ myndighed – kræver en lovændring, idet Erstatningsnævnets afgørelser efter gældende ret er endelige. Politidirektøren bemærker i den forbindelse, at en eventuel administrativ ankemulighed må påregnes at ville blive udnyttet i hovedparten af de afgørelser, hvor der gives afslag på erstatning.

 

Politimesterforeningen bemærker, at den i direktivudkastets artikel 16 nævnte bistandsydende myndighed efter foreningens opfattelse bør være politiet på det sted, hvor ofret bor. Det i artikel 25 nævnte centrale kontaktpunkt vil i Danmark mest hensigtsmæssigt kunne være Justitsministeriet.

 

Politiforbundet anfører for så vidt angår den del af direktivudkastet, som tager sigte på at lette adgangen til erstatning i sager, der involverer flere medlemsstater, at den bistandsydende myndighed, der ifølge udkastet skal udpeges i hver medlemsstat, bør være en anden myndighed end politiet – f.eks. et sekretariat under Erstatningsnævnet. Det anføres i den forbindelse, at varetagelsen af denne opgave bl.a. forudsætter et indgående kendskab til reglerne om udfærdigelse og behandling af ansøgninger om offererstatning samt sproglige kundskaber. Såfremt denne opgave placeres hos politiet vil det efter forbundets opfattelse stille krav om tilførsel af yderligere ressourcer til politiet.

 

Nævnet vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser kan henholde sig til sit høringsbrev af 13. december 2001 om Kommissionens grønbog om erstatning til ofre for forbrydelser. Nævnet finder dog anledning til at fremkomme med bemærkninger til en række af direktivudkastets bestemmelser:

 

For så vidt angår direktivudkastets artikel 2, stk. 1, litra a (om omfattede personer mv.), anfører nævnet, at personkredsen, der i bestemmelsen beskrives som "ofre, der har lidt personskade, der er direkte forårsaget af en forsætlig forbrydelse mod ofrets liv, helbred…", formentlig må forstås som værende bredere end personkredsen i den gældende danske offererstatningslov.

 

Efter artikel 11, stk. 2 (om anmeldelse af forbrydelsen), skal en eventuel frist for politianmeldelse være på mindst 7 dage fra det tidspunkt, hvor forbrydelsen blev begået. Ifølge nævnet vil denne bestemmelse indebære, at nævnets praksis i henhold til den gældende offererstatningslovs § 10 ikke vil kunne opretholdes. Efter denne bestemmelse er offererstatning betinget af, at forholdet er anmeldt til politiet uden unødigt ophold. I praksis administreres reglen således, at forbrydelsen som udgangspunkt skal være anmeldt til politiet inden 24 timer, idet der dog kan bortses fra fristen, hvis forholdene taler for det.

 

Det fremgår af direktivudkastets artikel 14, stk. 4 (om ansvarlige myndigheder og administrative procedurer), at der skal være mulighed for at anke en afgørelse om afslag på erstatning. Nævnet fremhæver i den forbindelse, at nævnets afgørelser ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed, men at en afgørelse på sædvanlig vis kan indbringes for Folketingets Ombudsmand eller for domstolene.

 

Nævnet bemærker – vedrørende direktivudkastets afsnit 2 (om adgang til erstatning i sager om grænseoverskridende aspekter) – at nævnet allerede i dag behandler et mindre antal erstatningsansøgninger fra ansøgere, som er bosat i udlandet. Behandlingen af disse sager forløber stort set problemfrit. Ansøgerens eventuelle udgifter til advokat eller til oversættelse af dokumenter kan godtgøres den pågældende efter offererstatningslovens § 15, stk. 2. Efter nævnet opfattelse forekommer den af kommissionen foreslåede ordning med en bistandsydende og en kompetent/besluttende myndighed unødigt bureaukratisk og omkostningskrævende, og ordningen vil kræve tilførsel af ikke ubetydelige ressourcer.

 

Institut for Menneskerettigheder finder ikke, at direktivudkastet giver problemer af menneskeretlig karakter. Instituttet finder dog, at direktivudkastet bør følge bl.a. den gældende danske ordning, der omfatter enhver person, som er offer for en forbrydelse på statens område. Efter direktivudkastets artikel 3, stk. 2, ydes erstatning alene til borgere i EU og til personer med lovligt ophold i en EU medlemsstat. Instituttet fremhæver i den forbindelse, at personer uden lovligt ophold ofte vil befinde sig i en særligt udsat position. Der kan ligeledes være et særligt hensyn at tage til børn af sådanne personer.

 

Landsforeningen Hjælp Voldsofre kan fuldt ud tilslutte sig formålsbestemmelsen i direktivudkastets artikel 1. Landsforeningen finder imidlertid også, at der bør sikres mulighed for erstatning til EU-borgere, der bliver ofre for terrorhandlinger i stater uden for EU.

 

Landsforeningen anfører i tilknytning til direktivudkastets artikel 3 (om ansvar for ydelse af erstatning og forbud mod forskelsbehandling) og 4 (om principper for fastsættelse af erstatningsbeløbet), at man i højere grad bør sikre voldsofre mod de urimelige virkninger, der kan være en følge af forskellene mellem de enkelte medlemsstaters erstatningsniveauer mv. Dette kan ifølge landsforeningen opnås ved at lade bopælslandet behandle erstatningsansøgningen efter de der gældende erstatningsregler, selv om forbrydelsen er begået i en anden medlemsstat.

 

Vedrørende direktivudkastets artikel 5 (om forskud) foreslår landsforeningen, at princippet i erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, også indarbejdes i direktivudkastet. Efter denne bestemmelse kan skadelidte kræve erstatning og godtgørelse betalt fra 1 måned efter, at skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at kunne bedømme erstatningens størrelse. Hvis det – inden endelig opgørelse kan finde sted – er givet, at skadevolderen i alt fald skal betale en del af det krævede beløb, kan denne del forlanges udbetalt á conto efter samme regel.

 

Med hensyn til direktivudkastets artikel 9 (om fradrag af erstatning fra andre kilder) anfører landsforeningen, at det er uheldigt, hvis medlemsstaterne får adgang til at foretage modregning i offererstatningen. Hvis offererstatningen som foreslået skal udmåles efter de regler, der gælder i den medlemsstat, hvor forbrydelsen er begået, vil ofrene blive udsat for skævhed og vilkårlighed, hvis der kan ske modregning af f.eks. offentlige ydelser som den pågældende modtager i bopælslandet. Dette skyldes, at de offentlige ydelser i en medlemsstat vil være afpasset erstatningsniveauet i denne stat, men ikke erstatningsniveauet i andre medlemsstater. Det vil endvidere kunne volde problemer i praksis at vurdere, præcist hvad de enkelte offentlige ydelser i andre medlemsstater dækker over. Det bør under alle omstændigheder fremgå af artikel 9, at der kun kan modregnes "post for post". Det vil endvidere ikke være rimeligt, hvis der kan ske modregning for privattegnede forsikringer, som offeret selv har betalt. Landsforeningen har imidlertid ikke indvendinger mod, at der kan ske modregning af erstatningsudbetalinger mv. i samme omfang som efter den gældende erstatningsansvarslov.

 

Landsforeningen kan støtte direktivudkastets artikel 11 (om anmeldelse af forbrydelsen) og artikel 13 (om frist for indgivelse af ansøgning), herunder navnlig reglen om, at en frist for anmeldelse skal være på mindst 7 dage fra det tidspunktet, hvor forbrydelsen blev begået.

 

For så vidt angår muligheden for anke af afgørelser om afslag på erstatning, jf. artikel 14, stk. 4, anfører landsforeningen, at det er nødvendigt at sikre en ny og uafhængig behandling af sagen, så behovet for efterfølgende domstolsprøvelse reduceres væsentligt.

 

8. Europa-parlamentet

 

Europa-Parlamentet har afgivet en udtalelse den 7. oktober 2003. Udtalelsen indeholder en række ændringsforslag til Kommissionens forslag.

 

9. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

 

Som det fremgår af pkt. 4 ovenfor, er der forskellige vurderinger af direktivforslagets hjemmelsgrundlag.

 

Hvis Europa-Kommissionens vurdering lægges til grund, således at direktivforslaget vedtages med hjemmel i artikel 308 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, vil direktivet være bindende for Danmark, for så vidt forslaget sigter på at virkeliggøre et af fællesskabstraktatens mål, som ikke er omfattet af et af de danske forbehold i medfør af protokollen om Danmarks særlige stilling.

 

Hvis Rådets Juridiske Tjenestes vurdering lægges til grund, er der ikke nogen traktatmæssig hjemmel til vedtagelse af afsnit 1 i direktivforslaget om minimumstandarder. Alene direktivforslagets afsnit 2 om at lette adgangen til erstatning i sager med grænseoverskridende aspekter vil kunne vedtages med hjemmel i EF-traktatens artikel 308. I givet fald vil forslaget alene kunne vedrøre EU-statsborgere, idet forslaget vil virkeliggøre det formål, som fremgår af EF-traktatens artikel 3, stk. 1, litra c (indre marked mv.). Sådanne regler vil være bindende for Danmark.

 

Hvis de fordele, som EU-borgere efter forslaget tillægges, også skal gælde for tredjelandes statsborgere, vil der efter Rådets Juridiske Tjenestes vurdering være hjemmel til en særlig retsakt herom i EF-traktatens artikel 63, nr. 3, litra a. Sådanne regler vil på grund af det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender ikke gælde for Danmark.

 

For en nærmere gennemgang af gældende dansk ret og de lovgivningsmæssige konsekvenser af en eventuel gennemførelse af direktivforslaget henvises til afsnit 6 i grundnotatet om direktivforslaget.

 

10. Juridisk Specialudvalg

 

Sagen har været drøftet på Juridisk Specialudvalg den 13. oktober 2003.

 

11. Tidligere forelæggelser

 

Et grundnotat om Europa-Kommissionens grønbog om erstatning til ofre for forbrydelser (KOM (2001) 536 endelig udgave af 28. september 2001) blev den 21. januar 2001 sendt til orientering til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalget. Den 24. januar 2002 fremsendte Justitsministeriet endvidere kopi af de modtagne høringssvar og en udarbejdet høringsoversigt vedrørende grønbogen.

 

Den 28. januar 2002 afholdt Europaudvalget og Retsudvalget en fælleshøring i Folketinget om grønbogen.

 

Den 4. marts 2002 sendte Justitsministeriet regeringens høringssvar af 28. februar 2002 vedrørende grønbogen til Europaudvalget og Retsudvalget.

 

Et grundnotat om Kommissionens forslag til Rådets direktiv om erstatning til ofre for forbrydelser (KOM (2002) 562 endelig udgave af 21. oktober 2002) blev den 3. juli 2003 sendt til orientering til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalget.

 (1) Forslaget er fremsat helt eller delvist med hjemmel i TEF, afsnit IV. Protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amsterdamtraktaten, finder derfor anvendelse.
(2) Forslaget er fremsat helt eller delvist med hjemmel i TEF, afsnit IV. Protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amsterdamtraktaten, finder derfor anvendelse.
(3) EF-tidende nr. C 19 af 23. januar 1999, s. 1-15.
(4) Formandskabets konklusioner, punkt 32.
(5) EF-tidende nr. L 82 af 22. marts 2001, s. 1-4.
(6) Wergens, Anna: Crime victims in the European Union, Brottsoffermyndigheten, Umeå, 2000. Undersøgelsen er gennemført med støtte fra EU’s Grotius-program.
(7) Kommissionen fremhæver herved Europa-Parlamentets beslutning om erstatning til ofre for voldsforbrydelser (EF-tidende C 256 af 9. oktober 1989, s. 32-33) og dets beslutning om meddelelse fra Kommissionen om ofre for kriminalitet i Den Europæiske Union (EF-tidende C 67 af 1. marts 2001, s. 304-308).
(8) Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Holland, Irland, Luxembourg, Portugal, Spanien, Sverige, England, Tyskland og Østrig.