Indberetning af 1/9 vedr. udsigterne for WTO-konferencen 10-14/9 i Cancun
PDF udgave (113 KB)
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg
og deres stedfortrædere
Bilag
Journalnummer
Kontor
1
400.C.2-0
EU-sekr.
2. september 2003
Til underretning for Folketingets Europaudvalg fremsendes hermed indbe-
retning af 1. september 2003 fra FN-missionen i Genève vedrørende udsig-
terne for den 5. WTO ministerkonference i Cancun den 10.-14. september
2003.
2
FN-missionen, Genève, mismail af 5. september 2003.
Udsigterne for den 5. WTO ministerkonference i Cancun, 10. - 14.
september 2003.
Miss. j.nr. 97.A.40/1
Resumé: Aftalen om TRIPS og sundhed er et positivt udgangspunkt for en konference,
hvor det ikke ellers er lykkedes på forhånd at enes om de elementer, som skal indgå i den
afsluttende erklæring. Der er tale om en midtvejskonference, hvor kortene holdes tæt til
kroppen i håb om bedre resultater senere. De store problemer er landbrug, markedsad-
gang, særlige fordele for udviklingslandene og nye emner såsom investeringer, transparens i
offentlige indkøb, handelslettelse og konkurrence. EU og USA må forventes at komme
under pres på landbrugsområdet, og udviklingslandene vil i vidt omfang søge at opnå de
videst mulige undtagelser for de forpligtigelser, som ligger i WTO. Der er stigende tilslut-
ning til at give særlige og vidtgående indrømmelser til de fattigste ulande (LDC), men ind-
til videre synes udviklingslandene at stå sammen i en 'en for alle, alle for en' holdning.
Udviklingslandene modsætter sig derfor, at der differentieres imellem dem. Vigtigt at der
udgår et rimeligt positivt signal fra Cancun til gavn for den skrantende verdensøkonomi.
En positiv håndtering af Doha-runden i Cancun vil være et vigtigt element til at styrke
WTO og dermed modvirke tendenserne til øget bilateralisering, samtidig med at det vil gi-
ve et positivt bidrag til at opfylde 2015 målene til gavn ikke mindst for ulandene.
1. Forhandlingssituationen i Genève.
Forhandlingerne i Genève er nu afsluttet. I sidste minut lykkedes det at finde en
løsning på de udestående problemer omkring TRIPS og sundhed, som dog i skri-
vende stund mangler tilslutning fra Filippinerne. Denne tilslutning forventes dog
inden eller senest i Cancun. Denne løsning indebærer, at fattige udviklingslande,
som ikke selv kan udnytte de allerede foreliggende muligheder for at igangsætte en
produktion af livsvigtig kopimedicin, vil kunne købe denne i andre lande, hvor den
er billigere end originalprodukterne f.eks. Indien og Brasilien. Hermed er der om
end med forsinkelse gennemført en løsning på et af de vigtigste løfter fra Doha.
Der er således skabt et rimeligt positivt udgangspunkt for det kommende minister-
møde, selvom det ikke lykkedes i Genève at nå til enighed om de konklusioner, som
skal komme ud af konferencen i Mexico. Formanden for WTO's Generelle Råd,
Uruguays ambassadør Pérez del Castillo, valgte på baggrund af den manglende
enighed om en tekst på eget og personligt ansvar at oversende det af ham udarbej-
dede kompromisforslag til en ministererklæring til konferencen. Der er således in-
gen garanti for, at der i Cancun kan opnås enighed om at lægge denne tekst til
grund for de videre drøftelser, idet særligt en række udviklingslande med Brasilien
og Indien i spidsen fastholder, at Pérez del Castillos tekst er ubalanceret, hvorfor
der skal en række mere gennemgribende ændringer til, for at de vil acceptere den
som forhandlingsgrundlag.
Flere af mine mere pessimistiske kollegaer har peget på, at WTO hermed er havnet
i samme situation som den, der forelå forud for den 3. ministerkonference i Seattle,
hvor manglende forudgående afklaring førte til et regulært sammenbrud, som først
blev genoprettet på den 4. ministerkonference i Doha i 2001, hvor det var lykkedes
3
at skabe større grad af forudgående enighed. Den tidligere WTO generaldirektør
Peter Sutherland har ved flere lejligheder understreget, at det erfaringsmæssigt viser
sig, at det på grund af emnernes meget tekniske og uoverskuelig karakter ikke uden
en rimelig grad af forudgående enighed blandt forhandlerne i Genève er muligt at
nå til enighed om mere vidtrækkende beslutninger på ministerkonferencerne. På
denne baggrund er det derfor let at komme med forenklede dommedagsprofetier
og spå Cancun-konferencen et surt og magert forløb, men heldigvis er det ikke gi-
vet, at det går så galt.
For det første er det værd at erindre, at konferencen i Cancun ikke er afslutningen
på den igangværende DDR (Doha Development Round), idet denne først skal af-
sluttes pr. 1. januar 2005. I Cancun skal man således vurdere det hidtidige forhand-
lingsforløb og give retningslinjer og fastlægge modaliteter for de videre forhandlin-
ger.
For det andet ligger det i vedtagelse fra Doha, at der er tale om en såkaldt 'Single
Undertaking', det vil sige at intet er vedtaget, før alt er vedtaget. Dette er en sæd-
vanlig praksis i GATT/WTO og nok en nødvendig betingelse for at få forhandlin-
gerne i gang, men det har også den konsekvens, at medlemslandene holder kortene
tæt til kroppen, således at det erfaringsmæssigt først er under de sidste afgørende
forhandlinger, at de virkelige indrømmelser på de vanskelige områder kommer i
stand.
Konferencen i Cancun vil således nærmest pr. definition hverken kunne blive den
helt store succes eller den totale fiasko, idet man under alle omstændigheder vil
kunne bekræfte enigheden fra Doha, hvorfor det er omfanget og signalværdien af
de videre forhandlingsparametre, som vil være bestemmende for vurderingen af
resultatet i Mexico. Hvortil kommer, at den indgåede aftale om TRIPS og sundhed
under alle omstændigheder vil tælle på den positive side.
Det forslag, som Pérez del Castillo har fremsendt til ministrene, er opdelt i en gene-
rel tekst på 28 paragraffer omhandlende alle de store og små emner, som er inde-
holdt i Doha-erklæringen, og 7 bilag, som rummer alle de kontroversielle spørgs-
mål. Det synes efter de hidtidige forhandlinger at ligge inden for mulighedernes
grænser at nå til enighed om en erklæring, som næppe vil ligge ret langt fra Pérez
del Castillos forslag. Baggrunden herfor er, at teksten er blevet til efter mange må-
neders møder og konsultationer, hvortil kommer, at den særdeles dygtige Pérez del
Castillo har haft et godt greb om forhandlingerne og en ganske heldig hånd om-
kring formuleringerne i den foreslåede tekst. Det er således ikke tilfældigt, at de 7
vanskeligste spørgsmål er udskilt i de 7 bilag. Det drejer sig om landbrug, markeds-
adgang for ikke landbrugsprodukter, særlig og differentieret behandling af udvik-
lingslandene og de 4 såkaldte Singapore-emner: Investering, konkurrence, transpa-
rens i offentlig indkøb og handelslettelser (trade facilitation). Dette betyder dog
ikke, at der ikke er problemer i hovedteksten, hvor der bl.a. efter EU's og Dan-
marks opfattelse står for lidt om miljø, og hvor udviklingslandene ønsker stærkere
forpligtigelser inden for tjenesteydelsesområdet på det såkaldte område 4, som om-
handler adgangen for særlige personkategorier til at få midlertidigt ophold i andre
lande i forbindelse med levering af tjenesteydelser.
2. Landbrug.
4
Ser vi på problemområderne, er det klartlandbruget, som udgør den største vanske-
lighed, og det er det spørgsmål, som har været genstand for de mest intensive drøf-
telser. Det er den almindelige vurdering, at en løsning på landbrugsområdet vil have
så stor betydning, at de andre udestående vanskeligheder vil kunne løses forholdsvis
hurtigt, når en løsning på landbrugsproblemerne er fundet. Under Uruguay-runden,
som førte til dannelsen af WTO, lykkedes det kun i begrænset omfang at nå til
enighed om en begyndende liberalisering af handlen med landbrugsvarer, hvorfor
det er en del af Marrakech-aftalen, at der efterfølgende i WTO skal gennemføres
forhandlinger, som sikrer en yderligere liberalisering på landbrugsområdet herunder
en reduktion i de forskellige interne støtteordninger og eksportsubsidier. Traditio-
nelt har det været EU, som med sin protektionistiske landbrugspolitik har siddet
forrest på anklagebænken. På det seneste er USA dog også i højere grad kommet i
søgelyset. Der var derfor tale om et væsentligt skub til forhandlingerne, da USA og
EU efter det seneste landbrugsforlig i EU kunne enes om et fælles udspil, hvorefter
man dels ville kunne gå med til væsentlige reduktioner - men ikke et fuldstændigt
bortfald - af interne støtteordninger og eksportsubsidier, dels give øget markedsad-
gang især for udviklingslandene. I WTO sammenhæng betyder det, at man vil kun-
ne gå med til reduktion af støtten under både den såkaldte 'gule kasse', som omfat-
ter stærk handelsforvridende tiltag, og støtte under den mindre handelsforvridende
'blå kasse'. Hidtil har støtte under den 'blå kasse' været fritaget for reduktions-
forpligtelser, men med EU/USA forslaget er der for første gang vist villighed til at
sætte loft over denne støtte. Vedrørende øget markedsadgang er der givet et klart
positivt signal, hvorefter EU accepterer en venligere formel for toldreduktioner. I
EU er spørgsmålet om markedsadgang for LDC-gruppen dog i vidt omfang løst
takket være 'everything but arms' initiativet, som dog først efterhånden fuldt ud vil
omfatte sukker, ris og bananer.
Cairns-landene har kritiseret udspillet for at være for løst, da det ikke indeholder
konkrete tal hverken for hvor meget den interne støtte vil blive reduceret, eller
hvilke toldsatser der vil blive sænket med hvor meget. Endvidere fastholder Cairns-
landene, at bibeholdelse af nogle eksportsubsidier er i modstrid med Doha-
erklæringen. Især Brasilien har været ut ilfreds og har sammen med Indien og 18
andre udviklingslande fremlagt et alternativt forslag, som i grove træk går ud på, at
de udviklede lande skal afvikle alle deres støtteordninger og restriktioner, medens
udviklingslandene skal have fuld adgang til at opretholde ikke mindst deres ganske
høje toldsatser.
Pérez del Castillos tekst ligger nærmest forslaget fra EU/USA, selvom der er med-
taget elementer fra det brasiliansk inspirerede forslag, elementer, som det vil være
vanskeligt for både USA og EU at acceptere. Det gælder bl.a. et krav om, at man
skal binde sig til en målsætning om fuld afskaffelse af interne støtteordninger. Et af
de første stridspunkter i Cancun vil derfor blive, om man skal forhandle på grund-
lag af Pérez del Castillos papir, det brasilianske papir eller noget helt tredje, idet alle
selvsagt ønsker at opnå den fordel der ligger i, at det er de andre, som skal bede om
rettelser.
Som sagt er det modaliteterne for de videre forhandlinger, der skal forhandles om,
og det er på forhånd ganske vanskeligt at spå om, hvor meget længere man kan
komme ud over en bekræftelse af det, man enedes om i Doha. Meget tyder på, at
5
der ikke mindst blandt de 20 lande og her ganske særligt Brasilien og Indien er en
ganske stærk tro på, at man vil vinde mere ved at vente end ved allerede nu at gå
med til noget, der ligger under det højeste ambitionsniveau, og det vil i givet fald
ikke være første gang, at særligt Indien kører en meget hård linje. Når Brasilien i
denne omgang er på samme linje, skyldes det et ønske fra den nye præsident om at
se de interne reformer, han planlægger for de jordløse, bakket op af øgede interna-
tionale afsætningsmuligheder for brasilianske landbrugsvarer. Det er dog ikke kun
udviklingslandene, som ikke er indstillet på indrømmelser, også industrilande med
et højt beskyttelsesniveau som f. eks. Japan ser gerne sandhedens time udskudt så
længe som muligt.
Et vigtigt element i denne sammenhæng er den såkaldte fredsklausul, hvorefter
WTO-medlemmerne har aftalt ikke at ville ty til WTO's tvistbilæggelsessystem for
så vidt angår landbrugsvarer, førend klausulen ophører med udgangen af indevæ-
rende år. Tilhængerne af øget og fuld liberalisering på landbrugsområdet vil således
fra 1. januar 2004 få et nyt instrument i hænde, som vil kunne anvendes til at lægge
pres bl.a. på EU og USA og dermed bringe den ny dynamik til forhandlingerne på
landbrugsområdet, som disse lande håber på. EU og USA vil således sammen med
en række ligesindede lande i Cancun arbejde for, at fredsklausulen forlænges, indtil
man er færdig med Doha-runden.
Tidligere var det god latin, at en aftale mellem EU og USA var en tilstrækkelig be-
tingelse til at sikre et resultat. I dag er forholdet, at en sådan transatlantisk enighed
er en nødvendig men ikke længere tilstrækkelig betingelse. Både EU og USA må
således forventes at komme under stærkt pres på landbrugsområdet i Cancun. Som
følge af den delikate balance bag aftalen mellem USA og EU vil der, dersom aftalen
om fælles optræden på dette område skal holde, være stærke begrænsninger for
hvilke yderligere indrømmelser, der kan komme på tale. Tilsvarende vanskeligheder
gør sig gældende blandt de 20, hvor der også er meget store forskelle i de bagved
liggende økonomiske interesser, hvorfor der også her er begrænsede manøvremu-
ligheder. Indiens hovedinteresse er således at sikre opretholdelsen af egne beskyttel-
sesforanstaltninger, medens Brasilien som storeksportør har helt andre interesser.
Meget tyder dog på, at de nye alliancer vil kunne opretholdes til efter Cancun, hvor-
for man må påregne ganske vanskelige forhandlinger.
3. Øget markedsadgang for ikke landbrugsvarer og særbehandling af udvik-
lingslandene.
Øget markedsadgang for ikke landbrugsvarer er om end i mindre omfang præget af
de samme problemer. Også på dette område ønsker udviklingslandene som ud-
gangspunkt helt fri markedsadgang til de udviklede landes markeder, idet der dog er
den lille krølle på ønsket, at mange udviklingslande meget gerne ser, at de præferen-
cefordele de har f.eks. inden for ACP ikke udvandes, således at den frie markedsad-
gang ikke nødvendigvis behøver at udstrækkes til alle. Endvidere ønsker udviklings-
landene også på dette område fuld adgangtil at opretholde deres restriktioner ikke
mindst de ofte meget høje toldsatser, som har ikke blot en betydelig beskyttelses-
værdi, men også en meget høj fiskal værdi. Set med EU's og Danmarks øjne er
denne holdning beklagelig, idet meget tyder på, at den største dynamik for udvik-
lingslandene fra Doha-runden vil kunne ligge i den effekt, som en øget syd/syd
handel vil kunne få. Det er i dag sådan, at mere end 2/3 af toldprovenuet i udvik-
6
lingslandene stammer fra syd/syd handel, hvorfor man ikke skal underkende pro-
blemets omfang, da told ofte er en af de vigtigste indtægtskilder for regeringerne i
disse lande. Der er således på dette område en klar forskel i udviklingslandenes og
de industrialiserede landes opfattelse af, hvad der ligger i betegnelsen 'Develop-
ment Round'. Ulandene mener, at det betyder, at de skal have ret til at blive undta-
get fra den generelle handelsliberalisering, medens ilandene finder, at de gennem
fuld inddragelse i den globale arbejdsdeling skal have adgang til det vækstpotentiale,
som ligger i øget liberalisering selvsagt kombineret med øget teknisk bistand og
positiv særbehandling i rimeligt omfang. Problemerne på dette område er mindre
end på landbrugsområdet, og min vurdering er, at det ikke i Cancun vil støde på
uoverstigelige vanskeligheder at finde en formulering ad modum bilag B i Pérez del
Castillos tekst omkring de videre modaliteter, idet der dog ikke skal herske tvivl om,
at fremskridt på dette område i høj grad vil afhænge af forløbet på landbrugsområ-
det.
Et andet for udviklingslandene vigtigt spørgsmål er løftet fra Doha om at indføre
særlig og præferentiel behandling for udvi klingslandene på en række områder. Siden
Doha har der været ført omfattende forhandlinger, og man er med stor møje nået
til enighed om godt en snes konkrete tiltag, medens andre udestår. Efter udviklings-
landenes opfattelse er det i vidt omfang kun de mindre betydningsfulde tiltag, man
er enedes om, og særligt de afrikanske lande har derfor indtil videre indtaget det
standpunkt, at man ikke vil kunne acceptere den pakke, som er indeholdt i bilag C
til Pérez del Castillos forslag, medens LDC-gruppen som sådan gennem sin tals-
mand, Bangladesh's ambassadør, har ladetforstå, at LDC-gruppen vil kunne accep-
tere pakken, hvis man får nogle mindre ikke specificerede yderligere indrømmelser.
I større eller mindre omfang drejer alle disse tiltag sig om afvigelser fra det generelle
WTO-regelsæt, hvorfor der hos de øvrige lande er en betydelig tilbageholdenhed
over for alt for mange og alt for omfattende undtagelser. Hovedproblemet på dette
område er, at udviklingslandene hidtil har fastholdt en 'alle for en' holdning, hvil-
ket indebærer, at alle indrømmelser skal komme hele ulandsgruppen til gode. De
fleste ilande er indstillet på at være ganske fremkommelige i forhold til de fattigste
lande særligt LDC-gruppen, medens man er tilbageholdende, hvis indrømmelserne
også skal gælde mellemindkomstlandene. En løsning på dette område vil derfor,
ligesom det er tilfældet også på andre områder herunder landbrug og markedsad-
gang, blive langt lettere at finde, dersom man kan enes om en differentiering ulan-
dene imellem.
Det er min vurdering, at man i stigende omfang er ved at enes om, at der skal tages
særlige hensyn ikke mindst til LDC-gruppen, men her synes holdningen blandt
mange ulande for tiden at være, at man i den nuværende fase står sig bedst ved at
demonstrere det størst mulige sammenhold ulandene imellem. Det er åbenbart, at
særligt de sydamerikanske lande sammen med Indien m.fl. er interesseret i dette
sammenhold. Afrika udgør et særligt problem, idet mange af de fattigste afrikanske
lande har svært ved at finde ud af, om de skal være solidariske med de øvrige LDC-
lande eller med de afrikanske brødre, som også omfatter vigtige ikke LDC-lande
som Kenya og Nigeria. Det er i denne sammenhæng værd at bemærke, at § 24 i
Pérez del Castillos tekst indeholder ganske vidtgående indrømmelser til LDC-
gruppen. Teksten er inspireret af det LDC-møde, som for nyligt fandt sted i Bang-
ladesh. Her formuleredes en række krav og ønsker til de videre WTO forhandlin-
ger, og § 24 går langt i retning af at opfylde disse ønsker, idet der over en bred kam
7
tales om særbehandling af LDC-landene på alle de områder, som dækkes af Doha-
runden. Der et tale om den hidtil mest vidtgående formulering til fordel for en
gruppe af fattige ulande i WTO/GATT sammenhæng. Desuden loves der forstær-
ket teknisk bistand bl.a. inden for det såkaldte IF (Integrated Framework), som er et
samarbejde mellem Verdensbanken, IMF, WTO, UNCTAD og ITC (International
Trade Centre) om en koordineret indsats til fordel for bedre at inddrage LDC-
landene i verdenshandlen. Det er et initiativ, som Danmark støtter, og hvor man fra
dansk side har spillet en aktiv rolle bl.a. gennem afholdelsen af et særligt High Level
møde i København i slutningen af maj, hvor det lykkedes at samle en række donor-
lande og organisationer bag en udbygning af samarbejdet både finansielt og ind-
holdsmæssigt. Det er således ikke rigtigt, at der intet er gjort for udviklingslandene
under de hidtidige forhandlinger, idet der er tale om betydelige fremskridt og tilbud
i forhold til LDC-gruppen. Det er således også et positivt træk, at det i Cancun vil
være muligt at optage to nye medlemslande fra LDC-gruppen, Nepal og Cambodia.
Udviklingsaspektet i Doha-runden vil dog næppe nogen sinde kunne defineres som
en enkelt målsætning, men der vil hen ad vejen blive tale om en lang række særfor-
dele på mange forskellige områder. Summen af disse indrømmelser skulle gerne i
den endelige analyse retfærdiggøre betegnelsen DDR (Doha Development Round).
4. Andre spørgsmål, Singapore-emnerne.
Omkring de fire Singapore-emner er der fortsat stor mistænksomhed og tilbagehol-
denhed fra udviklingslandenes side, idet man frygter, at der her er tale om, at ilan-
dene særligt EU, som er hoveddrivkraften bag ønsket om at inkludere disse emner,
vil tilkæmpe sig nye fordele, uden at udviklingslandene får tilstrækkelige modydel-
ser. Ikke mindst i denne sammenhæng er det fra ulandene blevet gentaget igen og
igen, at indrømmelser på landbrugsområdet vil kunne være nøglen, som lukker op
for forhandlinger på disse områder. Pérez del Castillo foreslår to løsningsmodeller,
hvor den ene følger EU og andre industrilandes ønske om at igangsætte forhandlin-
ger, medens den anden følger ulandenes krav om, at man ikke går længere end til at
videreføre de ganske uforpligtende udredninger og eksploratoriske drøftelser, som
for tiden foregår. EU har kun fået begrænset støtte fra andre industrilande. USA er
således mest interesseret i forhandlinger om transparens i offentlige indkøb og han-
delslettelse, medens man ikke prioriterer de øvrige to emner. EU vil derfor skulle
kæmpe op ad bakke for at få noget, der ligner forhandlinger på dette område, hvor
investeringsspørgsmålet er det højest prioriterede, men også det vanskeligste, hvor-
imod der generelt synes at være lidt større forståelse for at se på 'trade facilitation'.
5. Vurdering og afsluttende bemærkninger.
Nu kunne man af denne gennemgang måske få det indtryk, at der er optræk til no-
get, der ligner panik, men det er langt fra tilfældet. Der synes hos alle aktører at
være betydelig enighed om, at der ikke må blive tale om et negativt signal fra Can-
cun, samtidig med at man føler, at der fortsat er om ikke god tid så tid inden for-
handlingerne om Doha-runden for alvor kommer ind i en afgørende fase. Baggrun-
den herfor er, at det kun er de færreste, som i realiteten tror på, at tidstabellen,
hvorefter man skal være færdig med udga ngen af 2004, vil holde. Dette skyldes
først og fremmest den tilstundende valgkamp i USA, hvor det vil være vanskeligt
for den nuværende administration at give de nødvendige indrømmelser på denne
side af valget. Dette betyder, at vi skal frem til begyndelsen af 2005 førend de egent-
8
lige forhandlinger kan komme i gang, således at det næppe er realistisk at regne med
et resultat før tidligst hen mod slutningen af 2005. Den næste ministerkonference,
som Hong Kong har tilbudt at være vært fo r og som må forventes at finde sted om
ca. et år, vil derfor efter al sandsynlighed kun blive en ny lejlighed til at diskutere
modaliteter og hidtidige resultater. Mange vil se dette som et nyt tegn på WTO's
uformåenhed, idet denne organisation har en ulykkelig tilbøjelighed til at få skabt
store forventninger ikke mindst op til de biannuale ministermøder, forventninger
som det næsten på forhånd er givet, at man ikke vil kunne leve op til. I realiteten vil
en forhandlingstermin på kun 4 år for Doha-runden være endog særdeles flot, når
man sammenligner med den tid, det tog at gennemføre nogle af de tidligere runder
ikke mindst Uruguay-runden, som løb over 8 år.
Der er således lagt op til et ganske vanskeligt møde i Cancun, hvor det bliver af stor
betydning at finde den rette balance mellem en række forhold. Det er vigtigt at
undgå et for negativt signal, idet det vil kunne påvirke den i forvejen svage situation
for verdensøkonomien i negativ retning. Samtidig må man vise forståelse for, at
tidspresset ikke endnu er så stort, at f.eks. en større gruppe ulande vil opgive deres
maksimale fordringer, uden at dette nødvendigvis betyder, at man ikke senere vil
kunne gå på kompromis. Dette gælder ganske særligt så længe EU og USA men
også andre ikke kan gå så langt på landbrugsområdet, at udviklingslandene synes, at
der er tale om den rette balance. I dette spil er det imidlertid vigtigt, at alle aktører
viser en rimelig grad af ansvar overfor WTO. WTO er med alle sine mangler og
ufuldkommenheder trods alt en organisation, som på basis af et aftalt regelsæt sik-
rer opretholdelsen af et ganske liberalt handelssystem, hvor også den lille aktør har
en række rettigheder. Dette er ikke mindst til fordel for de mindre lande, som ikke
som f.eks. USA og for den sags skyld EU bedre ville kunne klare sig på egne præ-
misser. Det er således foruroligende, at der ikke mindst i den amerikanske kongres
kan spores en stigende modvilje over for det WTO, som gang på gang ikke giver
USA medhold i de sager, man er involveret i som anklager eller anklaget. Lykkes det
ikke at sikre et fornuftigt forløb omkring Doha-runden er der nok en ikke ubetyde-
lig risiko for, at WTO vil degenerere til en snakkeklub uden indflydelse, medens de
store aktører USA, EU, Japan m.fl. vil gå deres egne veje og i endnu højere grad
end det allerede er tilfældet ty til bilaterale eller regionale aftaler uden om WTO. En
sådan udvikling vil være til stor skade for verdenshandlen og ikke mindst udvik-
lingslandenes muligheder for at få en fornuftig andel heraf.
Det er således vigtigt, at der kommer det rette signal fra Cancun. Udsigterne er ikke
uden videre de bedste, men mulighederne er for hånden, dersom man er villig til at
udnytte dem. Et positivt udfald af Doha-runden vil ifølge en netop afsluttet under-
søgelse i Verdensbanken under de mest positive forudsætninger kunne føre til en
øget indkomst for verden som helhed i år 2015 på op til 520 milliarder dollar, hvor-
af 350 milliarder vil tilfalde ulandene. Doha-runden vil således, om den forvaltes
rigtigt, kunne yde et meget væsentligt bidrag til opfyldelsen af FNs 2015 mål.
Med venlig hilsen.
Henrik Rée Iversen.