Anvendelse af stoffer i husdyrbrug
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere. |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
||
|
1 |
400.C.2-0 |
EU-sekr. |
21. juli 2003 |
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Fødevareministeriets notat om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring 96/22/EF vedrørende forbud mod anvendelse af visse stoffer med hormonal og thyreostatisk virkning og af beta-agonister i husdyrbrug, KOM (2000) 320 endelig ændret ved KOM (2001) 131 endelig.
|
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri TVE FVM 081 |
Notat
Folketingets Europaudvalg
om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 96/22/EF vedrørende forbud mod anvendelse af visse stoffer med hormonal og thyreostatisk virkning og af beta-agonister i husdyrbrug.
KOM (2000) 320 endelig ændret ved KOM (2001) 131 endelig
- Endelig vedtagelse
Baggrund
Kommissionen har ved KOM (2000) 320 af 24. maj 2000 fremsat forslag til ændring af Rådets direktiv 96/22/EF vedrørende forbud mod anvendelse af visse stoffer med hormonal og thyreostatisk virkning og af beta-agonister i husdyrbrug. Forslaget er oversendt til Rådet den 3. juli 2000.
Efter Europa-Parlamentets 1. læsning af 1. februar 2001 har Kommissionen den 6. marts 2001 fremsat et revideret forslag, KOM(2001) 131. Forslaget er oversendt til Rådet den 6. marts 2001.
Forslaget er fremsat med hjemmel i TEF artikel 152, stk. 4, litra b. Forslaget skal behandles efter proceduren for fælles beslutningstagen, TEF artikel 251, da forslaget vedrører veterinærforhold og berører folkesundheden.
Europa-Parlamentet vedtog ved 1. læsning den 1. februar 2002 en række ændringsforslag. Rådet kunne ikke acceptere samtlige af Europa-Parlamentets ændringsforslag og vedtog formelt fælles holdning den 20. februar 2003.
Under det danske formandskab lykkedes det at opnå politisk enighed om et kompromisforslag. Forslaget viderefører forbudet mod anvendelse af væksthormoner, idet et stof, østradiol 17-beta forbydes permanent, mens 5 andre stoffer forbydes indtil videre, idet der afventes videnskabelig dokumentation. Med hensyn til anvendelse af østradiol 17-beta til behandlingsformål gælder:
- Enhver anvendelse af østradiol 17-beta skal foretages af en dyrlæge personligt (det gældende direktiv åbner mulighed for udlevering til producenten med henblik på zooteknisk brug).
- Det gældende direktivs tilladelse til anvendelse af østradiol 17-beta til terapeutisk og zooteknisk brug bortfalder, og erstattes af en bestemmelse om, at østradiol 17-beta kun må anvendes til behandling af bestemte dyrarter for specificerede tilstande (uddrivning af fostre hos kvæg, lukket livmoderbetændelse hos kvæg, og fremkaldelse af brunst hos kvæg, heste, får og geder).
I kompromisforslaget bibeholdes den nuværende beslutningsprocedure, dvs. Kommissionens forslag om komitéprocedure er udeladt.
Europa-Parlamentet kunne på sit møde den 22. maj 2003 ikke acceptere kompromisforslaget i sin helhed. På denne baggrund blev der udarbejdet endnu et kompromisforslag, som Europa-Parlamentets plenarforsamling den 2. juli 2003 godkendte.
Det endelige resultat
Formålet med forslaget er at videreføre et forbud mod anvendelse af kønshormoner (østradiol 17-beta og derivater heraf) til husdyr bortset fra enkelte indikationer.
Den væsentligste ændring i forslaget er, at anvendelse af østradiol 17-beta til brunstfremkaldelse forbydes med en overgangsperiode på 3 år. Det vil sige en opstramning i forhold til Rådets fælles holdning.
Kommissionen har tilsluttet sig ovenstående ændringsforslag. Rådet forventes også at ville kunne tilslutte sig forslaget.
Regeringen kan acceptere ovenstående ændringsforslag og agter at tilslutte sig den endelige vedtagelse af forslaget i overensstemmelse med det tiltrådte forhandlingsoplæg af 22. november 2002.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Der er fremsendt grundnotat af 28. august 2000.
Sagen har været forelagt Folketingets Europaudvalg den 22. november 2002 (til forhandlingsoplæg) i forbindelse med forelæggelse af rådsmødet (landbrug og fiskeri) den 27. - 28. november 2002, jf. aktuelt notat af 14. november 2002.