Status for forhandlingerne forud for WTO's 5. ministerkonference i Cancun 10-14/9
PDF udgave (148 KB)
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg
og deres stedfortrædere
Bilag
Journalnummer
Kontor
1
400.C.2-0
EU-sekr.
9. juli 2003
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Udenrigsministe-
riets notat vedr. status for forhandlingerne forud for WTO's 5. ministerkon-
ference i Cancùn, Mexico den 10.-14. september 2003.
2
Status for forhandlingerne forud for WTO's 5. ministerkonference
i Cancùn, Mexico den 10.-14. september 2003
Handel med landbrugsvarer
Ved afslutningen af Uruguay-runden i 1994 blev det besluttet, at nye forhandlinger
om liberalisering af handelen med landbrugsvarer skulle finde sted fra januar 2000.
Landbrug var således en del af den 'indbyggede dagsorden' fra Marrakesh-
ministerkonferencen i 1994, og forhandlinger blev efter planen igangsat i 2000.
Hertil kom Doha-erklæringens paragraf 13, der forpligter WTO-medlemmerne til,
på basis af de hidtidige forhandlinger, at forhandle om væsentlige forbedringer af
markedsadgangen for landbrugsprodukter, reduktion af alle former for eksportstøt-
te med henblik på udfasning deraf og væsentlige reduktioner i handelsforvridende
intern støtte. Forhandlingerne skal ske med behørig hensyntagen til 'bløde emner'
som miljø, dyrevelfærd og fødevaresikkerhed. Det langsigtede mål er etablere et fair
og markedsorienteret system for handelen med landbrugsvarer samt at korrigere og
forebygge restriktioner og forvridninger i det internationale handelssystem. I para-
graf 14 fastsættes 31. marts 2003 som deadline for enighed om modaliteter på land-
brugsområdet, dvs. retningslinjer for de forpligtelser, som WTO-medlemmerne vil
påtage sig ved Doha-rundens afslutning. På baggrund af modaliteterne skal WTO's
medlemmer ved Cancún-konferencen fremsætte tilbud med henblik på, at land-
brugsforhandlingerne kan afsluttes som en del af 'single undertaking'.
Formanden for WTO's Landbrugskomité i særlig samling, ambassadør Stuart Har-
binson, har på baggrund af forslag fra en række lande og landegrupper, herunder
EU, i to omgange fremsat udkast til modaliteter. Harbinsons udkast følger systema-
tikken i den eksisterende landbrugsaftale med forpligtelser til at forbedre markeds-
adgangen til eget marked samt til at reducere omfanget af handelsforvridende intern
støtte og eksportsubsidier. Forslaget giver udviklingslandene længere tid til at gen-
nemføre de foreslåede reduktioner, og deres reduktionsforpligtelser er lavere end de
udviklede landes. Forhandlingerne har vist, at WTO-medlemmerne står langt fra
hinanden, og trods intensive forhandlinger lykkedes det ikke at nå til enighed om
modaliteterne før fristens udløb den 31. marts 2003. På denne baggrund forventes
modaliteterne at blive et væsentligt forhandlingsemne i Cancún, og som følge heraf
vil fremsættelsen af tilbud blive udskudt til et senere tidspunkt.
En gruppe lande, herunder EU, Japan, Sydkorea, Norge og Schweiz, har kritiseret
Harbinsons udkast for at være for ambitiøst og samtidig ubalanceret, mens de store
fødevareeksportører i Cairns-gruppen og USA finder, at reformforslaget ikke er
tilstrækkeligt vidtgående.
EU's holdning er, at Harbinsons udkastikke rummer den rette balance mellem Do-
ha-erklæringens forskellige hensyn; en balance, som EU's eget forslag til modaliteter
3
i højere grad respekterer. EU har foreslået nedbringelser af eksportsubsidier og
konkurrenceforvridende intern støtte samt øget markedsadgang i form af toldre-
duktioner. EU har desuden peget på nødvendigheden af at styrke mulighederne for
at give støtte ud fra miljø-, dyrevelfærds - og fødevaresikkerhedshensyn. Hensynet til
udviklingslandene står centralt i EU's udspil, der opfordrer andre industrilande og
udviklede udviklingslande til at følge EU's 'Everything But Arms'-initiativ og sikre
fri markedsadgang for alle produkter fra de mindst udviklede lande, med undtagelse
af våben og ammunition. Samtidig opfordrer EU andre udviklede lande til at sikre
toldfrihed for mindst halvdelen af importen af landbrugsvarer fra udviklingslande-
ne. Set i forhold til EU's udgangspunkt mangler Harbinson-udkastet balance mel-
lem eksportsubsidier og de bløde områder som miljø, dyrevelfærd og fødevaresik-
kerhed. Udkastet foreslår kraftige reduktioner af den type eksportsubsidier, som
EU gør brug af, mens anvendelsen af eksportkreditter og fødevarehjælp ikke i
samme omfang foreslås reduceret. Andenudgaven af Harbinson-forslaget åbner dog
mulighed for, at reglerne for eksportkreditter og fødevarehjælp skal defineres nær-
mere. Tilsvarende er der i den anden version af udkastet sket forbedringer vedr.
dyrevelfærd, men situationen er fortsat den, at EU står forholdsvis isoleret på de
bløde områder, som udviklingslandene af frygt for 'grøn protektionisme' stiller sig
skeptiske overfor. USA og Cairns-gruppen ønsker fortsat mere ambitiøse reduktio-
ner i eksportsubsidierne og den handelsforvridende interne støtte samt yderligere
øget markedsadgang.
EU's hidtidige udspil afspejler resultatet af de reformer, som EU allerede har be-
sluttet siden Uruguay-rundens afslutning. Danmark har i EU-kredsen arbejdet for et
ambitiøst EU-udspil.. Som følge af EU's MTR-beslutning vedrørende den fælles
landbrugspolitik er presset på EU lettet. Forhandlingssituationen er dog ikke blevet
mindre kompleks, idet der nu også i høj grad er pres på USA og udviklingslandene.
Det er væsentligt ikke alene for landbrugsforhandlingerne, men for hele Doha-
rundens fremdrift, herunder også i forhold til forhandlinger på andre områder så-
som varehandel og tjenesteydelser, at EU frem mod og på Cancún udviser kom-
promisvilje og forståelse for ikke mindst udviklingslandenes synspunkter på land-
brugsområdet. Fra dansk side har man løbende arbejdet for yderligere liberalisering
af samhandlen på et balanceret og bæredygtigt grundlag.
Varehandel (ikke-landbrugsvarer)
Ifølge paragraf 16 i Doha-erklæringen skal DDA-forhandlingerne sigte mod reduk-
tion og evt. afskaffelse af told (herunder reduceret anvendelse af høje toldsatser og
af toldeskalering, der indebærer, at stigende forarbejdningsgrad fører til stigende
toldsatser) samt af ikke-toldmæssige handelsbarrierer. Det understreges i DDA, at
forhandlingerne skal dække alle produktområder, og at der skal lægges vægt på fjer-
nelse af handelsbarrierer for produkter af eksportinteresse for udviklingslandene
samt tages særligt hensyn til de mindst udviklede landes interesser.
Forhandlingerne, som blev indledt i januar 2002, har hidtil fokuseret på principper-
ne for, hvordan der skal foretages toldreduktion, og WTO-forhandlingsgruppen har
opstillet 31. maj 2003 som deadline for enighed om disse principper (forhandlings-
modaliteter). En række lande har fremsat forslag til modaliteter, herunder EU, og
4
diskussionen koncentrerer sig om tilgangen til toldreduktioner samt om udgangs-
punktet for toldnedsættelserne. Vedr. sidstnævnte tegner der sig enighed om at an-
vende tidligere indgåede GATT-aftaler om bindinger af toldsatser som udgangs-
punkt for forhandlingerne, hvilket vil belønne de lande, der efterfølgende har bi-
draget til handelsliberalisering gennem autonome toldnedsættelser. Som følge af
sammenkædningen med de øvrige markedsadgangsforhandlinger (landbrug og tje-
nesteydelser) forventes forhandlingsmodaliteterne for varehandel først endelig aftalt
i Cancún.
Blandt de fremlagte forslag om tilgang til toldreduktioner er det amerikanske det
mest vidtgående, idet amerikanerne har foreslået en totrins-model, der via en ned-
sættelse af alle toldsatser til max. 8 procent i 2010 fører til fuldstændig afskaffelse af
al told fra 2015. Målet om en fuldstændig afskaffelse af told giver anledning til
modstand fra specielt udviklingslandene, der har de højeste toldsatser og dermed vil
skulle bære den største tilpasningsbyrde. Ifølge udviklingslandene vil afskaffelsen af
told fratage mange udviklingslande én af deres væsentligste skattekilder og samtidig
hindre fremtidig særbehandling af udviklingslandene gennem fordelagtig (ofte told-
fri) markedsadgang til de udviklede landes markeder.
EU har fremlagt forslag om en generel sænkning af toldsatser med særligt fokus på
udviklingslandenes behov. Det foreslås, at højere toldsatser reduceres relativt mere
end lavere, hvorigennem spændet mellem høje og lave toldsatser formindskes. Til
gavn for udviklingslandene foreslås særligt store toldnedsættelser for deres typiske
eksportprodukter, herunder tekstiler, samt begrænset anvendelse af toldeskalering
med henblik på at give udviklingslandene forbedrede muligheder for at udvikle
produktion med højere værditilvækst. Henset til forskellene mellem udviklingslan-
dene og til et ønske om i særlig grad at tage hensyn til de mindstudviklede udvik-
lingslandes situation tager EU-forslaget yderligere det udviklingshensyn, at toldned-
sættelser og tidsplanen for indførelsen af disse kan variere alt efter landenes udvik-
lingstrin. EU foreslår desuden, at alle udviklede lande bør følge EU's 'Everything
But Arms'-initiativ og give told- og kvotefri adgang for alle produkter fra de mindst
udviklede lande. Endelig fremhæves, at en sænkning af udviklingslandenes ofte me-
get høje toldsatser vil være fremmende for syd-syd-handel.
Frem mod tidsfristens udløb den 31. maj 2003 har EU arbejdet tæt sammen med
USA med henblik på at nå til enighed om en fælles tilgang til toldreduktioner, der
inkluderer en generel formel for toldreduktioner suppleret af særlige reduktioner i
udvalgte sektorer samt særlige betingelser for udviklingslandene.
Ikke-toldmæssige handelsbarrierer vedrører blandt andet tekniske standarder, og
EU har foreslået, at disse handelsbarrierer undersøges og gennemgås med henblik
på den størst mulige reduktion. I første omgang er der iværksat en eksercits, hvor
de ikke-toldmæssige handelsbarrierer identificeres gennem indberetninger fra
WTO-medlemmerne. Et vigtigt relateret emne er handelslettelse, som er ét af de
fire Singapore-emner (se afsnit herom).
Som en lille og åben økonomi afhængig af såvel eksport- som importmuligheder
har Danmark en naturlig interesse i en fortsat liberalisering af den internationale
varehandel. Man arbejder fra dansk side særligt for øget markedsadgang i sektorer,
hvor danske virksomheder har særlige konkurrencefordele. Vedrørende fiskerivarer
5
er det vigtigt at undgå toldanomali mellem ferske og forarbejdede varer, idet Dan-
marks forarbejdningsindustri har interesse i adgang til råvarer. Et højt dansk ambi-
tionsniveau i forhandlingerne om markedsadgang for ikke-landbrugsprodukter in-
debærer samtidig særlig hensyntagen til ud viklingslandene og disses fortsatte inte-
gration i verdensøkonomien gennem bedre markedsadgang til de udviklede lande
og forbedringer af betingelserne for handel udviklingslandene imellem.
Handel med tjenesteydelser
Ved afslutningen af Uruguay-Runden i 1994 besluttedes det, at nye forhandlinger
om liberalisering af handel med tjenesteydelser skulle indledes i januar 2000. Tjene-
steydelser var således (sammen med landbrug) en del af den 'indbyggede dagsor-
den' fra ministerkonferencen i Marrakesh i april 1994. Doha-erklæringen gav for-
handlingerne er vigtigt skub fremad ved i paragraf 15 at bekræfte, at tjenesteydelses-
forhandlingerne var del af den ny Doha-runden og ved at beslutte, at WTO's med-
lemmer skulle fremlægge krav til hinanden om markedsadgang på tjenesteydelses-
området senest den 30. juni 2002 og tilbud om, hvad man kunne yde hinanden se-
nest den 31. marts 2003. Efter at både krav og tilbud var fremlagt indledtes de
egentlige markeds-adgangsforhandlinger. Som det er tilfældet med de øvrige emner
i Doha-Runden, skal tjenesteydelsesforhandlingerne afsluttes som del af 'single un-
dertaking', inden udgangen af 2004.
GATS-aftalen adskiller sig fra WTO's øvrige aftaler ved at medlemmerne ikke tager
en generel forpligtelse kombineret med visse forbehold (en såkaldt 'top-down'-
tilgang), men kun tager specifikke forpligtelser indenfor bestemte sektorer ('bot-
tom-up'-tilgang). Et WTO-medlem er således kun forpligtet på præcis de områder,
hvor det eksplicit har forpligtet sig ved at indskrive forpligtelsen i koncessionslisten.
Danmarks forpligtigelser er en del af EU's koncessionsliste.
På trods af det brede område som aftalen dækker, er omfanget af konkrete liberali-
seringer som helhed relativt beskedent. Graden af dækning i de forskellige sektorer
varierer meget og intet WTO-medlem har forpligtet sig indenfor alle sektorer. In-
dustrilandene har generelt liberaliseret mere og i flere sektorer end udviklingslande-
ne. Liberaliseringsniveauet i GATS-aftalen er i høj grad blot en (ofte kun delvis)
juridisk binding af den allerede eksisterende markedsadgang. Den reelle markedsad-
gang er således på flere områder lempeligere end det fremgår af forpligtigelserne i
EU's koncessionsliste. Forhandlingerne handler derfor i højere grad om, hvor stor
en del af det eksisterende liberaliseringsniveau, som WTO-landene vil forpligte sig
juridisk til at holde åbent, end om ændringer af gældende love og regler.
EU og Danmark har store offensive interesser indenfor tjenesteydelser. EU har
derfor dels stillet krav til størstedelen af WTO-medlemmerne, dels fremlagt det
formentlig mest substantielle tilbud blandt deltagerne i forhandlingerne. EUs tilbud
indeholder ikke noget, der underminerer offentlige tjenesteydelser eller de enkelte
WTO-medlemmers ret til at regulere tjenesteydelser. EU har ikke afgivet tilbud
indenfor sundhed og uddannelse, og heller ikke indenfor audiovisuelle ydelser. EU
har søgt at imødekomme udviklingslandene ved at tilbyde en række forbedringer i
adgangen til at opnå ret til midlertidigt arbejdsophold i EU. Disse vedrører bl.a.
6
kontraktmedarbejdere, forretningsbesøg for selvstændige erhvervsdrivende og
medarbejdere, der overflyttes internt mellem to afdelinger i samme koncern.
EU har modtaget krav fra en del af de øvrige WTO-medlemmer. Kravene varierer
betydeligt i omfang og detaljeringsgrad afhængig af afsenderen og de konkrete
kommercielle interesser. Samlet set er der stillet krav til EU om yderligere liberalise-
ring i næsten alle servicesektorer. Der er modtaget lige så omfattende krav fra nogle
udviklingslande, som der er fra store industrilande. Udviklingslandenes væsentligste
interesse ligger i at få bedre markedsadgang indenfor 'Mode 4', dvs. midlertidig
personbevægelse, f.eks. i form af kortere udstationering af konsulenter til at løse en
opgave vedkommende har vundet en kontrakt på at udføre. EU har søgt at imøde-
komme udviklingslandene ved at fremlægge et substantielt tilbud på Mode 4 og ved
at graduere kravene efter udviklingsniveau – for de mindst udviklede lande med
fokus på infrastruktur.
En sektor af særlig dansk interesse er søfart. Efter afslutningen af Uruguay-
Runden i 1994 forhandlede man videre indenfor enkelte områder, heriblandt
søfart. Forhandlingerne førte ikke til resultat og blev udsat til den kommende
runde (Doha). Søfart blev med Uruguay-Runden omfattet af GATS-aftalen
som sådan, men MFN-forpligtelsen blev suspenderet, indtil der er opnået en
specifik aftale for sektoren. Udgangspunktet i Doha-Runden er, at søfart som
en indbygget del af dagsordenen forhandles på linje med andre transportom-
råder. EU har inkluderet søfart i næsten alle kravene til tredjelande og desu-
den genfremsat sit tilbud fra 1996, men har tilføjet to nye elementer, hvor
EU har offensive interesser: Ret til omplacering af egne tomme containere og
feedering af egen international last (dvs. at transportere egen international
last mellem forskellige havne indenfor det samme land, typisk med henblik
på at samle og sejle lasten ud af landet på et større skib). Det er fra dansk side
tilfredsstillende, at de to nye elementer er inkluderet, men tilbudet kunne ha-
ve været mere offensivt. Særligt hvad angår feedering af egen international
last, er der kun lagt op til at binde det allerede eksisterende liberaliserings-
niveau, der reelt begrænser sig til et mindre antal EU-lande. Dette skal holdes
op imod EU's offensive interesser i at kunne udføre feedering på store og
voksende markeder med lange kyststrækninger (f.eks. Kina, Indien og USA).
Især USA har kritiseret EU for ikke at ville tilbyde forpligtelser indenfor audiovisu-
elle ydelser. EU havde på sin side gerne set, at USA tilbød yderligere forpligtelser
indenfor 'Mode 4' og søfart. Fremskridt i tjenesteydelsesforhandlingerne har til
dels været hindret af nogle landes forsøg på at sammenkoble indrømmelser på tje-
nesteydelsesområdet med fremskridt i landbrugsforhandlingerne.
Tjenesteydelser står for omkring 70% af Danmarks BNP og for ca. 1/3 af dansk
eksport, hvorfor Danmark har betydelige interesser i international handel med tje-
nesteydelser, herunder ikke mindst søfart. Det er endvidere centralt, at der ikke sker
en underminering af offentlige tjenesteydelser og det enkelte WTO-medlems ret til
at regulere (alle) tjenesteydelser, ligesom der bør tages behørigt hensyn til den lov-
givningsmæssige regulering af adgangen til det danske arbejdsmarked.
7
Handel og udvikling
Hensynet til udviklingslandenes integration i verdensøkonomien er det domineren-
de tværgående tema i de igangværende WTO-forhandlinger og har givet anledning
til forhandlingsrundens navn, Doha Development Agenda. Udviklingsdagsordenen
afspejles i adskillige henvisninger til nødvendigheden af at tilbyde udviklingslandene
(herunder særligt de mindst udviklede lande) øget markedsadgang, af balancerede
WTO-regler bl.a. i form af undtagelser og forlængede implementeringsfrister for
udviklingslandene, og af teknisk bistand til udviklingslandene – det hele i overens-
stemmelse med deres behov for økonomisk udvikling.
Danmark lægger vægt på at imødekomme udviklingslandenes behov og interesser
med henblik på at sikre disse landes integration i verdensøkonomien og fortsatte
engagement i Doha-runden. Handelsrelateret teknisk bistand, en løsning vedr. im-
plementering (herunder særligt SDT-bestemmelserne) samt særlig hensyntagen til
de mindst udviklede lande vil være afgørende indsatsområder for at nå disse mål.
·
Implementeringsemnerne, herunder Sæ rlig og Differentieret Behand-
ling (SDT)
I paragraf 12 i Doha-erklæringen forpligter WTO-medlemmerne sig til at tage im-
plementeringsproblemer op som et selvstændigt forhandlingsemne i Doha-runden.
Implementeringsproblematikkens centrale placering understreges af den særlige
beslutning om implementeringsproblemer, som skal behandles som en del af for-
handlingsrunden, der blev vedtaget WTO-ministerkonferencen i Doha parallelt
med beslutningen om at indlede den nye forhandlingsrunde. Implementerings-
spørgsmålet er knyttet til gennemførelsen af de forpligtelser, som landene påtog sig
under den forrige forhandlingsrunde, Uruguay-runden, og drejer sig grundlæggende
om at sikre, at Uruguay-runden giver udviklingslandene de forventede positive ef-
fekter i form af øget deltagelse i verdenshandelen. Ifølge udviklingslandene er pro-
blemet dels, at implementeringen af de forpligtelser, som udviklingslandene har
påtaget sig, medfører store byrder og bør udskydes, dels en mangelfuld implemen-
tering fra de udviklede landes side af visse bestemmelser, især om særlig og diffe-
rentieret behandling (SDT) af udviklingslandene. Et review af SDT-
bestemmelserne, der dels omtales specifikt i DDA paragraf 44, dels optræder i im-
plementeringsbeslutningen, er derfor blevet hovedomdrejningspunktet i implemen-
teringsdebatten.
WTO-aftalerne indeholder en række bestemmelser om SDT, herunder særlige mar-
kedsadgangsbestemmelser, regelundtagelser og forlængede implementeringsfrister
for udviklingslandene. Bestemmelserne er i vid udstrækning ikke-juridisk bindende
hensigtserklæringer ('Best Endeavours'), som Doha-erklæringen pålægger WTO-
landene at styrke med henblik på at gøre bestemmelserne mere præcise, effektive og
operative. En række udviklingslande har på denne baggrund fremlagt mere end 80
konkrete forslag. EU har sammen med USA, Canada og Japan i december 2002
fremsat forslag vedrørende ca. 30 af de stillede forslag, men da der kun kunne op-
nås enighed om 4-5 forslag, måtte man opgive at nå en SDT-løsning inden den
fastsatte tidsfrist den 31. december 2002.
8
Hovedstriden mellem udviklingslandene og de udviklede lande drejer sig om
grundopfattelsen af SDT-bestemmelserne og det hermed forbundne differentie-
ringsspørgsmål. De udviklede lande anser SDT for at være et middel til at integrere
udviklingslandene i verdensøkonomien og dermed i sidste ende i et handelssystem
med fælles regler for alle. I overensstemmelse med denne tankegang bør SDT være
midlertidige undtagelser, der udfases efterhånden som udviklingslandene opnår
højere udviklingsstader, således at SDT til enhver tid tilgodeser landene med det
største behov. Heroverfor står udviklingslandene, der ønsker at forhandle mere
effektive og bindende SDT-regler i de enkelte WTO-aftaler. Efter deres opfattelse
dækker Doha-mandatet kun en revision af specifikke SDT-bestemmelser, og først
når dette arbejde er afsluttet, kan man evt. vende tilbage til spørgsmålet om diffe-
rentiering og graduering. En gruppe af store udviklingslande anført af Indien og
Brasilien, der ikke kan nyde godt af SDT-bestemmelserne til fordel for de mindst
udviklede lande, modsætter sig ofte en sådan differentiering.
Fra dansk side har man arbejdet for en mere imødekommende EU-holdning over-
for udviklingslandenes forslag, og EU har også fremsat forslag, der går længere, end
hvad USA, Canada og Japan har kunnet tilslutte sig. En imødekommelse på SDT vil
være nødvendig for at engagere udviklingslandene i de DDA-emner, som har særlig
interesse for industrilandene, herunder igangsættelsen af forhandlinger på de dags-
ordenemner, som Cancún-konferencen efter Doha-mandatet skal tage stilling til, og
som er af særlig interesse for EU. Hertil kommer Danmarks interesse i at sikre, at
udviklingslandene snarest muligt integreres fuld og helt i det multilaterale handels-
system.
·
Handelsrelateret teknisk bistand
Doha-erklæringen indeholder 15 konkrete henvisninger til behovet for at yde ud-
viklingslandene handelsrelateret teknisk bistand og kapacitetsopbygning (paragraf-
ferne 2, 16, 21, 24, 26, 27, 33, 38-40, 42 og 43). Det understreges, at bistand på
handelsområdet skal ydes med henblik på at sikre, at udviklingslandene bliver i
stand til at udnytte fordelene af et åbent, regelbaseret multilateralt handelssystem.
For at opnå dette mål bør den tekniske bistand omfatte forhandlingstræning med
henblik på at øge landenes forhandlingskapacitet, teknisk bistand til implementering
af de indgåede aftaler på nationalt niveau samt bistand til at udnytte den øgede mar-
kedsadgang.
Umiddelbart efter ministerkonferencen i Doha i efteråret 2001 besluttede man at
fordoble WTO's træningskapacitet samt fo røge sekretariatets ressourcer på områ-
det. Endvidere enedes man om etableringen af 'Doha Development Agenda Glo-
bal Trust Fund'. De bidrag, der blev opnået for 2002, udgjorde mere end en for-
dobling af WTO-sekretariatets tekniske bistand i 2001. Måltallet for bidrag til trust-
fonden er i 2003 blevet hævet yderligere til 24 mio. CHF, hvoraf 21 mio. var finan-
sieret i maj 2003. Hertil kommer WTO's aktive deltagelse – sammen med Verdens-
banken, IMF, UNDP, UNCTAD og Det Internationale Handelscenter, ITC – i det
såkaldte 'Integrated Framework', IF (den Integrerede Ramme for indarbejdelse af
den handelsrelaterede bistand i de mindst udviklede landes fattigdomsbekæmpelses-
strategier).
9
Om end handelsrelateret bistand ikke af nogle af parterne betragtes som til-
strækkeligt til at sikre udviklingslandenes integration i det multilaterale han-
delssystem, udgør bistanden en nødvendig komponent af bestræbelserne til
fremme af udviklingslandenes muligheder for at drage fordel af den mar-
kedsadgang de har og vil kunne få. En forøgelse af den handelsrelateret bi-
stand vil således endvidere medvirke til konstruktivt at engagere udviklings-
landene i WTO- forhandlingerne over et bredt spektrum.
Danmark har været blandt de mest aktive i bestræbelserne for at fremme ydelsen og
effektiviteten af multilateral handelsrelateret bistand til udviklingslandene. Regerin-
gen vedtog i oktober 2002 en strategi for en samordnet dansk indsats for handel og
udvikling, og i EU-regi fremlagde Kommissionen i september 2002 på dansk op-
fordring en samlet redegørelse for Fællesskabets politik for handel og udvikling.
Efterfølgende opfordrede Rådet i november 2002 Kommissionen til at arbejde vi-
dere med at integrere handelspolitiske aspekter i udviklingspolitikken, styrke udvik-
lingshensyn i handelspolitikken og sikre den fornødne sammenhæng i Fællesskabets
indsatser og politikker. Danmark yder betydelige frivillige bidrag til handelsrelateret
bistand gennem WTO og mange andre organisationer.
·
Indsats overfor de mindst udviklede lande
Særlig hensyntagen til de mindst udviklede lande (Least Developed Countries –
LDC) indgår som et vigtigt element i stort set samtlige forhandlinger under Doha-
runden, og LDC'ernes særlige behov og interesser omtales i 21 paragraffer i Doha-
erklæringen. I paragraf 42 forpligter WTO-medlemmerne sig til at øge LDC'ernes
markedsadgang, og paragraffen opstiller told- og kvotefri markedsadgang for LDC-
produkter, fremme af LDC'ers WTO-optagelse samt teknisk bistand til denne lan-
degruppe som mål.
Med hensyn til told- og kvotefri markedsadgang for LDC-produkter vedtog EU
allerede i februar 2001 det såkaldte 'Everything But Arms'-initiativ. EU har i WTO
opfordret andre industrialiserede lande til at følge eksemplet – indtil videre uden
held. Derimod er det lykkedes at nå til enighed om retningslinjer for hurtigere og
mere smidig WTO-optagelse af mindst udviklede lande, hvilket ligeledes er et mål i
paragraf 42. Retningslinjerne vil stå deres første prøve allerede på Cancún-
konferencen, hvor EU arbejder for optagelsen af ét eller flere LDC'er.
Danmark er en aktiv bidragyder til bestræbelserne på at øge LDC'ernes deltagelse i
verdenshandelen. Danmark er således blandt initiativtagerne til Den Integrerede
Ramme (IF) for handelsrelateret bistand til LDC'erne, hvis primære mål er at inte-
grere handelshensyn i LDC'ernes nationale udviklingsstrategier.
·
Små økonomier
En særlig opgave på Doha-dagsordenen er at undersøge små økonomiers udenrigs-
handel. Ifølge paragraf 35 skal dette arbejde resultere i anbefalinger til at sikre en
bedre integration af små og sårbare økonomier i verdensøkonomien.
10
Arbejdet vedr. små økonomier blev først igangsat i WTO's Handel og Udviklings-
komité i foråret 2003. Der foreligger endnu ikke konkrete resultater af komitéens
arbejde.
Ikke mindst med henblik på grønlandske og færøske interesser påkalder arbejdet
vedr. små økonomier sig interesse.
Intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPs-aftalen)
Op til ministerkonferencen i Doha havde en række udviklingslande stillet
spørgsmålstegn ved WTO-aftalen for intellektuel ejendomsret, TRIPs-
aftalen, der bl.a. blev kritiseret for at forhindre udviklingslandene i at nyde
godt af videnskabelige fremskridt på sundhedsområdet. Doha-erklæringens
paragraf 17 understreger behovet for, at TRIPs-aftalen gennemføres på en
måde, der fremmer folkesundheden. Der blev vedtaget en særlig erklæring
om TRIPs og offentlig sundhed, der skulle danne basis for forhandlinger i
WTO's råd for intellektuel ejendomsret, der inden udgangen af 2002 skulle
foreslå modaliteter for, hvordan udviklingslande uden egen medicinproduk-
tion kunne udstede tvangslicenser til produktion af livsvigtig kopimedicin.
Doha-erklæringens paragraf 18 pålagde endvidere WTO's råd for intellektuel ejen-
domsret at afslutte forhandlinger om etablering af et multilateralt register for geo-
grafiske betegnelser for vin og spiritus inden ministerkonferencen i Cancún. Rådet
blev tillige pålagt at forhandle og inden udgangen af 2002 at rapportere om mulig-
heden for udvidelse af anvendelsesområdet for geografiske betegnelser til at omfat-
te mere end vin og spiritus. Endelig skulle Rådet undersøge forholdet mellem
TRIPs-aftalen, Biodiversitetskonventionen samt beskyttelsen af traditionel viden og
folklore.
Forhandlingerne, der skulle give udviklingslande uden egen produktion af
livsvigtig medicin mulighed for at udstede tvangslicenser til produktion af
kopimedicin brød sammen i december 2002. Formanden for WTO's råd for
intellektuel ejendomsret havde ved talrige kompromisforslag forsøgt at imø-
dekomme de divergerende holdninger. En gruppe af industrialiserede udvik-
lingslande argumenterede for den videst mulige udformning af et fremtidigt
system for udstedelse af tvangslicenser for kopimedicin, alt imens USA, EU
og en række andre industrilande påpegede behovet for afgrænsning og meka-
nismer, der kunne sikre, at medicinen ikke blev videresolgt til de industriali-
serede landes markeder, men blev udnyttet af de fattige befolkninger, som
den livsvigtige medicinen var kopieret for at hjælpe. Efter et langt forhand-
lingsforløb meddelte USA, at man ikke kunne acceptere formandens forslag,
da man fandt, at der var for mange sygdomme omfattet i forhold til forsla-
gets øvrige udformning. Man fandt, at forslaget havde en utilstrækkelig af-
grænsning af modtagerlande og producentlande samt et utilstrækkeligt værn
mod risikoen for reeksport af billig medicin fra udviklingslande til industri-
landenes markeder.
11
Efter forhandlingssammenbruddet opfordrede USA andre WTO-medlemmer til at
tilslutte sig et moratorium, hvorefter man ikke ville anfægte, at et WTO-medlem
eksporterer medicin, der er produceret under tvangslicens, mod de tre epidemiske
sygdomme HIV/AIDS, malaria og tuberkulose. EU erklærede, at man fortsat øn-
skede en multilateral løsning, men indførte derudover et bredere moratorium, om-
fattende flere sygdomme. EU foreslog desuden, at spørgsmålet om, hvilke produk-
ter, der er omfattet af en aftale, blev løst ved, at WHO i tvivlstilfælde rådgiver
WTO's medlemmer, men forslaget fik ikke umiddelbart opbakning i TRIPs-rådet
EU har i længere tid været fortaler for etableringen af et multilateralt register for vin
og spiritus samt en udvidelse af anvendelsesområdet for geografiske betegnelser
udover vin og spiritus. EU's holdning møder stærk modstand fra især USA og Au-
stralien. Udviklingslandene er delt i to lejre. Det var ikke muligt for WTO's råd for
intellektuel ejendomsret at nå til enighed om, hvorledes man skulle rapportere til
WTO's Generelle Råd, da fristen for drøftelserne vedrørende udvidelse af anven-
delsesområdet for geografiske betegnelser udløb med udgangen af 2002. EU betrag-
ter trods fristens udløb ikke emnet som færdigbehandlet, hvorfor det kan forventes,
at EU vil søge emnet inddraget i forhandlingerne på andre områder med henblik på
at sikre, at en løsning vedr. anvendelsesområdet for geografiske betegnelser bliver
en del af Cancún-resultatet.
WTO's råd for intellektuel ejendomsret har undersøgt forholdet mellem
TRIPs-aftalen og Biodiversitetskonventionen. En lang række udviklingslande
har både i konventions- og TRIPS-regi gjort gældende, at TRIPS-aftalens
bestemmelser om patentering af levende materiale (artikel 27 3 (b) kan være
med til at undergrave de for udviklingslandene meget vigtige bestemmelser i
Biodiversitetskonventionen om, at oprindelseslandet skal give samtykke til
udførsel og udnyttelse af genetiske ressourcer samt om beskyttelse af oprin-
delige folks og lokale samfunds metoder og viden. De pågældende lande fin-
der, at TRIPS-aftalen udgør en tilskyndelse for i-landene til at udnytte gen-
ressourcer og traditionel viden fra udviklingslandene kommercielt uden lan-
denes og de lokale samfunds accept og uden at disse får andel i udbyttet. I
det mindste forhindrer TRIPS-aftalen ikke, at der kan tages patent på opfin-
delser, selvom det anvendte materiale eller viden om materialet er erhvervet
ved sådant 'biopirateri'. Udviklingslandenes synspunkter er blevet afvist af
en række industrilande, der gør gælden de, at Biodiversitetskonventionen og
TRIPS-aftalen regulerer forskellige områder og bør anskues uafhængigt af
hinanden.
EU har været fortaler for, at Biodiversitetskonventionen og TRIPS-aftalen
kommer til at understøtte hinanden, således at TRIPS-aftalen kan medvirke
til at forebygge 'biopirateri', og til at patentbeskyttelse kan blive en udløsen-
de faktor for 'benefit sharing' i forbindelse med brug af genetiske ressourcer
eller traditionel viden. EU har i den forbindelse fremlagt et konceptpapir,
hvori det foreslås, at en patentansøger ved indgivelse af en patentansøgning
skal bekendtgøre den geografiske oprindelse af genetiske ressourcer eller tra-
ditionel viden, der anvendes til opfindelsen. EU har også støttet, at der ud-
vikles en international model for beskyttelse af traditionel viden. Da EU ikke
12
har kunnet opnå den fornødne opbakning hertil, måtte WTO's råd for intel-
lektuel ejendomsret konkludere, at der ikke var enighed om, hvorledes man
skulle rapportere til WTO's generelle råd.
Man har fra dansk side arbejdet aktivt for at finde en løsning vedrørende adgang til
livsvigtig medicin for udviklingslande uden egen produktionskapacitet, der både
sikrer udviklingslandene den nødvendige medicin og sikrer udviklingen af ny medi-
cin. For så vidt angår geografiske betegnelser har man fra dansk side understreget,
at en udvidelse af anvendelsesområdet for geografiske betegnelser ikke må føre til
yderligere administrative byrder for udviklingslandene samt protektionisme og be-
grænsning af udviklingslandenes markedsadgang. Endelig har man fra dansk side
arbejdet aktivt for, at TRIPS-aftalen kommer til at understøtte Biodiversitetskon-
ventionens principper om adgang til genetiske ressourcer og traditionel viden samt
'benefit sharing'.
Med hensyn til forholdet mellem TRIPS-aftalen og Biodiversitetskonventionen vil
regeringen fortsat arbejde for, at TRIPS-aftalen kommer til at understøtte Biodiver-
sitetskonventionens principper om adgang til genetiske ressourcer og traditionel
viden samt 'benefit sharing' og for, at EU fortsætter den konstruktive og lydhøre
linie i forhold til udviklingslandenes synspunkter.
Handel og miljø
I Doha lykkedes det EU at få sat handel og miljø på dagsordenen for den ny for-
handlingsrunde. Som del af Doha-rundens overordnede målsætning indeholder
paragraf 6 en bestemmelse om, at handel, miljø og bæredygtig udvikling skal under-
støtte hinanden. For at fremme denne målsætning fastsætter paragraf 31, at WTO-
medlemmerne skal igangsætte forhandlinger om: 1. Forholdet mellem eksisterende
WTO-regler og handelsbestemmelserne i multilaterale miljøaftaler (MEA'er); 2.
Procedurer for informationsudveksling og opnåelse af observatørstatus mellem
MEA-sekretariater og relevante WTO-komitéer samt; 3. Liberalisering af handelen
med miljøvarer og -tjenesteydelser gennem reduktion af told- og ikke-toldmæssige
barrierer for miljøprodukter. Paragraf 31 indeholder desuden en henvisning til, at
fiskerisubsidier er genstand for forhandlinger vedr. WTO's regelsæt, jfr. afsnittet
om anti-dumping og subsidier nedenfor.
Endvidere skal WTO's Komité for Handel og Miljø (CTE) ifølge paragraf 32 i sit
fortsatte arbejde især rette opmærksomhede n mod: 1. Miljøbestemmelsernes effekt
på markedsadgangen for især udviklingslandene, og herunder særligt LDC'erne; 2.
Miljørelevante bestemmelser i WTO-aftalen om handelsrelaterede intellektuelle
ejendomsrettigheder (TRIPs-aftalen) og; 3. Miljømærkningsbestemmelser. Dette
arbejde skal klargøre behovet for at præcisere relevante WTO-bestemmelser. CTE
skal afrapportere til Cancún-konference med anbefalinger om, hvorvidt der bør
igangsættes egentlige forhandlinger om emner i paragraf 32.
Endelig er CTE og Komiteen for handel og udvikling i henhold til paragraf 51 ble-
vet pålagt at identificere og debattere miljø- og udviklingsaspekter i hele Doha for-
13
handlingsforløbet med henblik på at bidrage til, at målsætningen om bæredygtig
udvikling finder passende afspejling i det samlede resultat af Doha runden.
Forhandlingerne om emnerne i paragraf 31 har båret præg af, at der først skal nås
enighed i forbindelse med afslutningen af Doha-runden, og der er således kun sket
begrænsede fremskridt. Overordnet har EU støttet af de nye ansøgerlande samt
Norge, Schweiz ogJapan været relativt isoleret i forsøget på at drive forhandlin-
gerne fremad. I disse bestræbelser har man mødt modstand fra udviklingslande, der
frygter, at aftaler vedr. handel og miljø, der styrker miljøhensynets stilling i WTO
regelsættet, vil bane vejen for 'grøn protektionisme', og fra i-lande som USA, Au-
stralien og New Zealand, der vil hindre, at miljøbestemmelser kommer til at tjene
som barrierer for øget markedsadgang til det europæiske marked.
Den overvejende del af forhandlingerne i komiteen har vedrørt forholdet mellem
eksisterende WTO-regler og handelsbestemmelserne i MEA'er. Arbejdet har frem
til april 2003 været fokuseret på at drøfte rækkevidden af forhandlingsmandatet og i
lyset heraf, hvordan de videre forhandlinger bør tilrettelægges. Der tegner sig indtil
videre grundlæggende to grupperinger: Én gruppe under ledelse af Australien, USA
og gruppen af delvis industrialiserede udviklingslande med et egentligt eksportpo-
tentiale (der hele tiden har været modstandere af overhovedet at gøre handel og
miljø til et forhandlingsemne) ønsker en systematisk gennemgang af specifikke
handelsforpligtelser i MEA´s med henblik på at identificere om disse har givet an-
ledning til konkrete konflikter eller implementeringsproblemer i forhold til WTO
regelsættet. Kun såfremt sådanne konflikter kan identificeres ønsker denne gruppe
at overveje et forhandlingsresultat. Gruppen er samtidig ivrig efter at understrege, at
et sådant resultat ikke må ændre på de rettigheder og forpligtelser, der i dag ligger i
WTO regelsættet.
En anden gruppe af lande under ledelse af EU jf. ovenfor, argumenterer for nød-
vendigheden af et forhandlingsresultat, som i overensstemmelse med mandatet
bidrager til, at handel og miljøregler i øget omfang understøtter hinanden. EU ar-
gumenterer derfor for en analyse af MEAs, der kan danne grundlag for en mere
generel identifikation af typer af handelsbestemmelser i MEA´s, som WTO, f.eks.
inden for rammerne af en fortolkende ministererklæring, bør respektere.
For så vidt angår forholdet mellem MEA-sekretariater og relevante WTO-komitéer
er det foreløbige resultat, at MEA-sekretariater på ad hoc-basis inviteres som ob-
servatører til møder i CTE.
Forhandlingerne i CTE om liberalisering af handelen med miljøprodukter har i ho-
vedsagen drejet sig om definitionen af miljøprodukter. Der er fremlagt flere forslag
til lister over miljøprodukter. Udgangspunktet for disse lister er, at det er muligt at
udarbejde en udtømmende liste over produkter, der efter deres anvendelsesformål
må betegnes som miljøprodukter, f.eks. produkter til at fjerne forurening eller ud-
nytte vedvarende energikilder. EU har forsøgt at udvide denne tilgang til også at
inkludere produkter, der har en miljømæssig forsvarlig livscyklus. Under henvis-
ning til, at denne tilgang væsentligt vil forøge udviklingslandenes mulighed for at få
nogle af deres produkter identificeret som miljøvenlige, søger man fra EU's side
bl.a. at overkomme udviklingslandenes modstand mod at indgå en nærmere aftale
om emnet. Under markedsadgangsforhandlingerne i de pågældende fora ligger EU i
14
front angående bestræbelserne på at inddrage så mange miljøvenlige varer og tjene-
steydelser som muligt.
Trods lange forhandlinger er der endnu ikke enighed om, hvorvidt miljødagsorde-
nen for Doha-runden i Cancún skal udvides til at omfatte emnerne i paragraf 32. Af
frygt for begrænsninger i markedsadgangen tegner der sig udbredt modstand både
blandt udviklingslande og visse i-lande mod at optage forhandlinger om regler for
ikke-diskriminerende miljømærkning. På denne baggrund kan det vise sig meget
vanskeligt, men dog ikke umuligt at opnå enighed i Cancún om at udvide forhand-
lingsområdet til at omfatte især emnet om miljømærkningsbestemmelser.
Fra EU's side har man understreget, atmiljøhensyn ikke må misbruges som anled-
ning til skjult protektionisme, men derimod virke som grundlag for samtidig frem-
me af handel, udvikling og miljø – de såkaldte 'win-win-win situationer'.
Danmark har gennem lang tid arbejdet aktivt for, at EU skulle fremme inddragelse
af miljøhensyn i WTO-forhandlingerne. Udgangspunktet for den danske regerings
arbejde er, at handel, miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling skal være gensidigt
understøttende uden at pålægge udviklingslandene unødige handelshindringer. Må-
let er fortsat at opnå positive resultater på forhandlingsemnerne vedr. handel og
miljø samt igangsættelse af forhandlinger vedr. emnerne i paragraf 32.
Handel og arbejdstagerrettigheder
I Doha-erklæringens paragraf 8 bekræf ter WTO-landene erklæringen fra WTO-
ministerkonferencen i Singapore i 1996 vedr. internationale arbejdstagerrettigheder
og tager arbejdet i ILO vedrørende globaliseringens sociale dimension til efterret-
ning.
Med Doha-erklæringens formuleringer henvises arbejdet med internationale ar-
bejdstagerrettigheder til ILO, og – trods en ihærdig indsats fra Danmark og EU -
lykkedes det således ikke i Doha at få placeret handel og arbejdstagerrettigheder
som et forhandlingsemne for WTO-runden. På denne baggrund vil ILO i den
kommende tid blive det centrale forum for diskussionen af arbejdstagerrettigheder-
nes placering i globaliseringsprocessen. Emnet handel og arbejdstagerrettigheder vil
således ikke være på dagsordenen i Cancún.
I første omgang må EU's og Danmarks bestræbelser på området derfor gå i retning
af at fremme samarbejdet mellem WTO og ILO og derigennem sikre, at sammen-
hængen mellem handel og arbejdstagerrettigheder inddrages i ILO's arbejde.
Tvistbilæggelsessystemet
15
Det blev på ministerkonferencen i Marrakesh i 1994 besluttet, at der inden for fire
år efter etableringen af 'Forståelsen vedrørende regler og procedurer for bilæggelse
af tvister' (Dispute Settlement Understanding - DSU) skulle gennemføres en gen-
nemgang med henblik på forbedringer og præciseringer af DSU'en på baggrund af
de indhøstede erfaringer. Doha-erklæringens paragraf 30 iværksætter denne gen-
nemgang og sætter den 31. maj 2003 som frist herfor. DSU er med andre ord for-
melt ikke en del af 'single undertaking'.
Som konsekvens af beslutningen fra ministerkonferencen i Marrakesh begyndte
WTO's tvistbilæggelsesorgan - hvori alle medlemslande er repræsenteret - gennem-
gangen af aftalen i 1997. Medlemmerne kunne imidlertid ikke opnå enighed om et
samlet forslag til ændringer, og heller ikke efter Doha har forhandlingerne fået nyt
momentum. Det lykkedes således ikke at overholde tidsfristen 31. maj 2003. Det
forhold, at forhandlingerne ikke er en del af den samlede WTO-runde, har begræn-
set mulighederne for at opnå enighed om større ændringer.
EU har fremsat forslag om både en række tekniske ændringer af forståelsen og nog-
le mere grundlæggende ændr inger, herunder forslag om øget gennemsigtighed i
tvistbilæggelsessystemet i WTO samt indførelse af en permanent panelinstans og et
udvidet appelorgan til behandlingen af tvister. Andre lande, f.eks. Japan og Merco-
sur-landene, mener, at man bør begrænse sig til nogle få tekniske justeringer af afta-
len. USA, der på det seneste har tabt en række større sager, er skeptisk overfor at
gøre tvistbilæggelsen mere permanent, om end man generelt har insisteret på øget
transparens i tvistbilæggelsessystemet.
Eftersom EU har en ambitiøs dagsorden og nødigt vil nøjes med kun mindre tekni-
ske justeringer af DSU, har EU overvejet at kombinere enighed i Cancún om min-
dre tekniske justeringer med et fornyet mandat til forhandling af mere omfattende
ændringer som en del af 'single undertaking'.
Danmark har interesse i et velfungerende internationalt tvistbilæggelsessystem til
håndtering af handelspolitiske tvister. Der lægges fra dansk side vægt på at forbedre
udviklingslandenes mulighed for at gøre brug af tvistbilæggelsessystemet.
Anti-dumping og subsidier
Doha-erklæringens paragraf 28 pålægger medlemslandene at indlede forhandlinger
af WTO's aftaler om anti-dumping og subsidier (herunder særligt subsidier i fiskeri-
sektoren) med henblik på at præcisere og forbedre de eksisterende regler. Det præ-
ciseres, at aftalernes grundlæggende koncepter og principper skal bevares, og at der
skal tages særlige hensyn til udviklingslandene. Forhandlingerne er en del af 'single
undertaking'.
Forhandlingerne om anti-dumping og subsidier er fortsat i en indledende fase. Pro-
cessen er mere fremskreden for så vidt angår identifikation af forhandlingsemner
inden for anti-dumping end tilfældet er for subsidier. USA ønsker som udgangs-
punkt ikke skærpede discipliner på områderne. EU har bidraget med skriftlige ind-
læg af forholdsvis uforpligtende karakter.
16
På området for fiskerisubsidier har EU dogpræsenteret et relativt ambitiøst forslag.
EU foreslår bl.a. at kapacitetsfremmende subsidier (der har meget skadelig virkning
på fiskebestandenes bæredygtighed) bliver forbudt efter en kort overgangsperiode.
EU foreslår desuden, at der tillades subsidier, der har til formål at reducere fiskeri-
kapaciteten og afbøde negative sociale og økonomiske konsekvenser af en sådan
reduktion. Andre parter lægger vægt på, at fiskerisubsidier bør indgå i en overord-
net mekanisme for ressourcestyring. Denne tilgang risikerer at føre sager ud af
WTO-regi og gøre bortskaffelsen af subsidier, som er til skade for bæredygtige fi-
skebestande, afhængig af langstrakte drøftelser andetsteds om etablering af en om-
fattende ressourcestyringsmekanisme.
Der er danske interesser i en præcisering og opstramning af WTO's regler for anti-
dumping og subsidier. På antidumping-området er målet en mere effektiv og samti-
dig mere begrænset anvendelse af antidumping-instrumentet. Revisionen af subsi-
diereglerne bør føre til en mere transparent og væsentlig reduceret anvendelse af
subsidier. For så vidt angår fiskerisubsidier ønsker man fra dansk side, at anvendel-
sen af kapacitetsfremmende subsidier ophører.
Singapore-emnerne
På WTO-ministerkonferencen i Singapore i 1996 besluttede medlemslandene at
nedsætte arbejdsgrupper, der skulle analysere emner med relation til investeringer,
konkurrencelovgivning og transparens i offentlige indkøb. Samtidig blev WTO's
Råd for Varehandel bemyndiget til at analysere mulighederne for forenkling af in-
ternationale handelsprocedurer med henblik på at vurdere, hvorvidt der var grund-
lag for WTO-regler om handelslettelse. Doha-erklæringen giver i paragrafferne 20-
27 et enslydende mandat i forhold til alle fire Singapore-emner, idet det afklarende
arbejde skal fortsætte frem mod den 5. WTO-ministerkonference i Cancún, hvoref-
ter forhandlinger kan igangsættes. Mandatet har dog den eksplicitte tilføjelse, at der
skal træffes en konsensusbeslutning om forhandlingsmodaliteterne.
Generelt er forhandlingssituationen for Singapore-emnerne den, at EU sammen
med andre industrilande konsekvent har talt for, at emnerne skal behandles samlet
og på lige fod med andre forhandlingsemner i runden. Det argumenteres, at der er
truffet beslutning om iværksættelse af fo rhandlinger. En række udviklingslande fin-
der ikke for indeværende behov for at udvide WTO's dagsorden og henviser til, at
der kun kan iværksættes forhandlinger ved eksplicit konsensus i Cancún. Igangsæt-
telse af forhandlinger vil på denne baggrund afhænge af fremskridt på andre, og for
udviklingslandene vigtigere, forhandlingsområder, ligesom udviklingslandenes for-
handlingsvilje vil afhænge af tilsagn om teknisk bistand på de nye områder. USA's
overordnede holdning til Singapore-emnerne er, at man gerne vil medvirke til at
skabe regler på området, men at man ikke er demandeur. Andre industrilande, herun-
der Canada, har talt for en opsplitning af de fire emner. Argumentet er, at mod-
stand mod ét emne ikke skal hindre forhandlinger på de øvrige emner. På denne
baggrund er der risiko for, at EU's krav om en samlet behandling af Singapore-
emnerne ikke vil blive honoreret. I givet fald vil det formentlig være vanskeligst at
nå til enighed om igangsættelse af forhandlinger vedr. handel og konkurrence, jf.
nedenfor.
17
Internationale aftaler om investeringer, konkurrence, handelsprocedurer og transpa-
rens i offentlige indkøb vil medføre forbedrede vækstvilkår i verdensøkonomien og
fremme udviklingslandenes integration i den internationale handel. Man har fra
dansk side konsekvent arbejdet for, at Singapore-emnerne optages som forhand-
lingsemner på WTO's dagsorden med henblik på at forbedre rammevilkårene for
international samhandel.
· Handel og investeringer
Doha-erklæringen fastsætter i paragraf 20-22, at arbejdet vedr. handel og investerin-
ger skal klarlægge syv temaer vedr. en evt. investeringsaftale: Omfang og definitio-
ner, transparens, ikke-diskrimination, modaliteter for før-etableringsforpligtelser,
udviklingsbestemmelser, undtagelser og betalingsbalanceklausuler samt tvistbilæg-
gelse. Desuden nævnes behovet for teknisk bistand til udviklingslandene med hen-
blik på at øge deres forståelse af emnet og lette deres deltagelse i forhandlingerne.
Formålet med at inkludere investeringer i WTO-dagsordenen er at tilvejebringe
klare, gennemsigtige og ikke-diskriminerende internationale regler for investerings-
adgang. EU har med bidrag på alle syv temaer været blandt hoveddrivkræfterne i
det hidtidige arbejde. EU ønsker den bredest mulige investeringsadgang baseret på
WTO's ikke-diskriminationsprincipper (national behandling og mestbegunstigelse),
regler om investeringsbeskyttelse, samtidig med at nationale regler vedr. eksempel-
vis miljø- og arbejdstagerspørgsmål ikke må svækkes for at tiltrække udenlandske
investeringer. Efter EU's opfattelse vil sådanne internationale investeringsregler
gavne udviklingslandene, idet fælles regler giver større tryghed og dermed øger in-
dustrilandenes investeringer i udviklingslandene, ligesom det hører med i billedet, at
en investeringsaftale ikke antages at medføre omfattende implementeringsforpligtel-
ser for udviklingslandene, da en aftale vil betyde, at begrænsende regler afskaffes,
snarere end at der opstilles nye regler. Flere udviklingslande har imidlertid været
skeptiske overfor investeringer som forhandlingsemne, idet det frygtes, at sådanne
regler vil mindske landenes mulighed for at tiltrække udenlandske investeringer og
føre en uafhængig økonomisk politik, der ti lgodeser særlige udviklingshensyn. Sam-
tidig er landene bekymrede for, om en aftale kan påføre landene implementerings-
forpligtelser, som man ikke har kapacitet til at opfylde, og som man ikke har inte-
resse i på det aktuelle udviklingsniveau. USA er skeptisk af frygt for, at en multilate-
ral aftale ikke vil give amerikanske investorer samme beskyttelsesniveau, som de i
dag nyder godt af gennem bilaterale aftaler om liberalisering og beskyttelse af inve-
steringer. Begrænsede forhandlinger synes dog at være indenfor rækkevidde efter
Cancún, hvis man eksempelvis når til enighed om at anvende en tilgang baseret på
frivillige forpligtelser på veldefinerede områder og samtidig sikrer udviklingslandene
teknisk bistand.
Fra dansk side har man støttet skabelsen af et internationalt regelsæt for investerin-
ger mellem WTO-landene, idet fælles regler vil øge aktiviteten i den globale øko-
nomi til gavn for såvel udviklingslande som industrilandene.
· Handel og konkurrence
Iht. paragraf 23-25 i Doha-erklæringen skal det indledende arbejde med skabelsen
af internationale konkurrenceregler koncentrere sig om centrale principper for en
18
fremtidig aftale om handel og konkurrence, herunder spørgsmålene om transpa-
rens, ikke-diskrimination og kartelbestemmelser. Der drøftes endvidere modaliteter
for frivilligt samarbejde samt støtte til opbygning af institutionel kapacitet i udvik-
lingslandene. Desuden nævnes levering af teknisk bistand til udviklingslandene med
henblik på at forbedre deres betingelser for deltagelse i forhandlingerne som en
eksplicit prioritet.
EU har været primus motor i arbejdet med handel og konkurrence og har fremlagt
en række skriftlige bidrag. EU har mødt modstand mod sin ambitiøse tilgang til
konkurrenceregler, idet flere udviklingslande såvel som USA ikke ønsker internati-
onale regler, der begrænser råderummet for national konkurrencelovgivning og
industripolitik. USA vil næppe acceptere forhandlinger, der kan få konsekvenser for
landets konkurrencelovgivning og muligheden for at anvende defensive handelsin-
strumenter. Flere udviklingslande med Indien i spidsen frygter, at en konkurrence-
aftale kan anvendes til at fratage dem konkurrencefordele og hindre dem i at udnyt-
te eksempelvis deres lave lønniveauer. En række udviklingslande har endvidere på-
peget, at de ikke har national konkurrencelovgivning, hvorfor en WTO-aftale vil
påføre dem ekstra administrative byrder. Handel og konkurrence forventes på den-
ne baggrund at blive det Singapore-emne, som det vil være vanskeligst at opnå til-
slutning til at iværksætte forhandlinger om.
Etableringen af internationale konkurrenceregler har været en dansk prioritet i de
igangværende WTO-forhandlinger, idet fælle s regler vil sikre et reguleret grundlag,
der samtidig gør det lettere for internationale virksomheder at operere på tværs af
landegrænser og dermed øge den globale økonomiske aktivitet og integration til
gavn for både udviklingslande og industrilande. Implementering af internationale
konkurrenceregler forudsætter en stor indsats i udviklingslandene; en indsats, som
man fra dansk side lægger vægt på skal ske med teknisk bistand fra industrilandene.
· Transparens i offentlige indkøb
Doha-erklæringens paragraf 26 vedrører gennemsigtigheden i offentlig indkøbs-
praksis. Emnet vil blive underkastet analyse frem til Cancún-konferencen, hvorefter
der i lighed med de øvrige Singapore-emner forventes iværksat forhandlinger om en
WTO-aftale på området. Det nævnes eksplicit, at mandatet afgrænses til transpa-
rensspørgsmålet, og at udviklingslandene har behov for teknisk bistand for at hånd-
tere emnet.
Sigtet med transparensregler vil være at gøre information om offentlige indkøbsreg-
ler og -praksis tilgængelige for alle interesserede, herunder potentielle leverandører.
Øget transparens kan opmuntre til skabelsen af et mere åbent og konkurrencebeto-
net indkøbsmarked og dermed indirekte medvirke til øget markedsadgang. EU er
sammen med USA blandt fortalerne for international regulering af gennemsigtighed
ved offentlige indkøb, mens udviklingslandene mener, at regulering af offentlige
indkøb er en national opgave, der ikke skal underkastes WTO-regler. Udviklings-
landenes modstand mod, at transparens-dagsordenen anvendes til at skabe større
markedsadgang for industrilandene, har ført til en understregning af, at evt. transpa-
19
rensregler ikke vil indsnævre WTO-medlemmernes mulighed for at give præferen-
cer til hjemlige udbydere. Med en fastholdelse af det afgrænsede mandat og samti-
dige løfter om teknisk bistand vil udviklingslandene formodentlig kunne acceptere
igangsættelsen af forhandlinger efter Cancún – afhængig af fremskridt og resultater
på øvrige forhandlingsemner.
Danmark har arbejdet for etablering af et universelt WTO-regelsæt vedr. transpa-
rens i offentlig indkøbspraksis som supplement til den plurilaterale aftale om
offentlige indkøb. I lighed med forslaget til EU direktiv om offentlige udbud er der
lagt vægt på, at transparens og miljøkrav er fuldt forenelige.
· Handelslettelse
Ifølge paragraf 27 i Doha-erklæringen omhandler handelslettelse forenkling og
harmonisering af internationale handelsprocedurer, og forhandlinger herom skal
indledes efter Cancún. Frem mod Cancún skal WTO's Råd for Varehandel frem
mod Cancún-konferencen undersøge GATT-artiklerne V, VIII og X vedr. hhv.
transitfrihed, toldbehandlingsgebyrer og offentliggørelse af tolddirektiver med hen-
blik på at identificere behov for og prioriteringer af handelslettelsesforanstaltninger.
I takt med at toldsatserne er blevet reduceret i GATT/WTO, har andre barrierer
for varernes frie bevægelighed tiltrukket sig opmærksomhed. Udover tekniske stan-
darder og certificeringskrav, der allerede reguleres i TBT-aftalen om tekniske han-
delshindringer, er handelslettelse sat på dagsordenen som et emne, der kan øge
markedsadgangen. Handelslettelse sigter mod forenkling og harmonisering af inter-
nationale handelsprocedurer, herunder toldprocedurer, med henblik på at lette va-
rers passage over landegrænser.
EU har været toneangivende i det hidtidige arbejde og har fremlagt en række papi-
rer, der sigter mod bedre information om og harmonisering af toldprocedurer. EU
har fået støtte fra en række industrilande, herunder USA, Canada og New Zealand,
mens udviklingslandene generelt har været skeptiske overfor etableringen af et nyt
sæt bindende WTO-regler, der vil påføre dem nye forpligtelser. Anført af Indien og
Brasilien stiller udviklingslandene spørgsmålstegn ved gevinsterne ved handelslettel-
sesregler og ønsker med henvisning til ressourcebegrænsninger at binde forhandlin-
ger om nye regler sammen med ydelse af teknisk bistand. EU har på denne bag-
grund foreslået SDT-bestemmelser på området, herunder differentiering i forplig-
telser og overgangsperioder. Såfremt der ydes tilsagn om teknisk bistand og SDT-
regler, forventes udviklingslandenne at kunne acceptere forhandlinger om handels-
lettelse efter Cancún – afhængig af fremskridt og resultater på øvrige forhandlings-
emner.
Danmark har interesse i fortsat liberalisering af verdenshandelen, og efterhånden
som toldsatserne er blevet reduceret som følge af tidligere GATT/WTO-
forhandlinger, bliver det relevant at fjerne andre barrierer for den internationale
handel. Man har derfor fra dansk side støttet ideen om at præcisere og styrke WTO-
reglerne for internationale handelsprocedurer.
Handelspolitisk Kontor
20