Grundnotat om erstatning til ofre for forbrydelser
4.
I grønbogen opstillede Kommissionen 3 målsætninger for et eventuelt fællesskabs-
initiativ:
a) at sikre forbrydelsesofre, der er hjemmehørende i EU, mulighed for er-
statning fra staten i hele EU,
b) at begrænse de urimelige virkninger, der kan følge af forskellene i med-
lemsstaternes erstatningsniveauer, og som i praksis afhænger af ofrets
bopælsstat, eller hvor i EU den pågældende bliver offer for en forbrydel-
se, og
c) at skabe lettere adgang til erstatning fra staten til ofre for forbrydelser i
sager, der involverer flere medlemsstater.
Reaktionerne på grønbogen bekræftede ifølge Kommissionen klart, at man
fortsat bør forfølge disse 3 målsætninger.
Kommissionen peger desuden på, at Europa-Parlamentet siden 1980'erne5 og se-
nest i sit høringssvar på grønbogen har givet udtryk for støtte til bestræbelserne på
at forbedre erstatningsmulighederne for ofre for forbrydelser.
På denne baggrund opstiller Kommissionen i direktivforslaget for det første mini-
mumsstandarder, der skal sikre, at det i alle EU-medlemsstater bliver muligt for
ofre at få en passende erstatning fra staten, herunder minimumsstandarder for
a) hvilke personer der er omfattede samt det territoriale anvendelsesområde
for offererstatningsordningerne,
b) hvilke tab der skal dækkes, og efter hvilke principper erstatningsbeløbet skal
fastsættes,
c) forholdet mellem den statslige offererstatning og anden erstatning, og
d) mulighederne for at indføre visse betingelser for at få erstatning for staten.
For det andet opstilles der i direktivforslaget regler om samarbejde mellem medlems-
staternes myndigheder, der skal lette adgangen til erstatning i de situationer, hvor
forbrydelsen finder sted i en anden medlemsstat end den, hvor ofret har bopæl (sa-
ger med grænseoverskridende aspekter).
4
Wergens, Anna: Crime victims in the European Union, Brottsoffermyndigheten,
Umeå, 2000. Undersøgelsen er gennemført med støtte fra EU's Grotius-program.
5
Kommissionen fremhæver herved Europa-Par lamentets beslutning om erstatning til
ofre for voldsforbrydelser (EF-tidende C 256 af 9. oktober 1989, s. 32-33) og dets beslut-
ning om meddelelse fra Kommissionen om ofre for kriminalitet i Den Europæiske Uni-
on (EF-tidende C 67 af 1. marts 2001, s. 304-308).
6
Kommissionen understreger i direktivforslaget, at de nævnte to målsætninger hæn-
ger nøje sammen. Uden mulighed for erstatning fra staten i samtlige medlemsstater
kan der ikke skabes lettere adgang til erstatning i sager, der involverer flere med-
lemsstater, og uden let adgang til erstatning fra staten i sager, der involverer flere
medlemsstater, vil muligheden for erstatning i praksis ikke omfatte alle ofre i EU.
7
3. Behovet for en fællesskabsindsats
I direktivforslaget gøres i hovedtræk re de for forskellene mellem de eksi-
sterende offererstatningsordninger i EU.
Der er indført offererstatningsordninger i 13 medlemsstater6. I 7 af disse
medlemsstater kan der alene gives erstatning til ofre, der har lidt alvorli-
ge skader som følge af forbrydelsen, og i 5 medlemsstater kan der ikke
ydes erstatning for ikke-økonomisk tab (f.eks. tort og erstatning for svie
og smerte). Endvidere varierer principperne for erstatningsfastsættelsen
– f.eks. kan der i nogle medlemsstater ske nedsættelse eller bortfald af
erstatningen som følge af ofrets relation til skadevolderen eller på grund
af ofrets økonomiske situation.
Forskellene i retsstillingen indebærer desuden, at en person med bopæl i
en medlemsstat, der har etableret en offererstatningsordning, ikke vil
have mulighed for offererstatning, hvis den pågældende rejser til en an-
den medlemsstat, der ikke har etableret en offererstatningsordning. Om-
vendt vil en person, der rejser i modsat retning opleve en væsentlig for-
bedring af retsstillingen.
Hertil kommer, at en person, der bliver offer for en forbrydelse i en an-
den medlemsstat end den, hvor den pågældende har bopæl, muligvis vil
have svært ved at få adgang til erstat ning fra staten allerede på grund af
manglende bistand til at håndtere de administrative procedurer, som er
forbundet med en ansøgning om offererstatning.
6
Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Holland, Irland, Luxembourg, Portugal, Spani-
en, Sverige, England, Tyskland og Østrig.
8
Kommissionen konkluderer i direktivudkastet, at de nævnte forskelle i
retsstillingen i EU medfører urimelige og tilfældighedsprægede følger,
der ikke er forenelige med målet om i EU at skabe et område med frihed,
sikkerhed og retfærdighed for alle.
4. Direktivets retsgrundlag
Direktivforslaget indeholder en gennemgang af de mulige retsgrundlag for de fore-
slåede regler om minimumsstandarder mv. for offererstatning.
Kommissionen bemærker i forslaget, at de foreslåede regler har mange ligheder
med den eksisterende fællesskabsret med hensyn til det retlige samarbejde i civile
sager. Selv om erstatning fra staten i mange henseender er tæt forbundet med civil-
ret, er der imidlertid ikke tale om civile sager efter traktatens artikel 61, litra c), da der
ikke er tale om at skabe rettigheder eller forpligtelser for enkeltpersoner.
Forbedrede erstatningsmuligheder for ofre for forbrydelser vil fremme den frie
bevægelighed for personer. Der er imidlertid ingen direkte forbindelse mellem be-
skyttelse af ofre for forbrydelser og oprettelsen af det indre marked, og direktivfor-
slaget må derfor anses for at falde uden for anvendelsesområdet fortraktatens artikel
94 og 95.
Da direktivforslaget i alt væsentligt falder ind under det civilretlige område og har
den nævnte forbindelse til den frie bevægeli ghed for personer, falder direktivforsla-
get ikke ind under anvendelsesområdet for traktaten om Den Europæiske Union.
Kommissionen fremhæver, at behovet for at forbedre erstatningen til ofre for for-
brydelser klart blev fastslået i Tammerfors-konklusionerne og understreget i de
positive reaktioner på grønbogen – herunder Europa-Parlamentets beslutning og
udtalelsen fra Det Økonomis ke og Sociale udvalg.
Direktivforslaget bidrager til oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og
retfærdighed og fremmer den frie bevægeli ghed for personer, og derfor falder for-
slaget efter Kommissionens vurdering ind under de overordnede mål med traktaten
om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.
Det er efter Kommissionens opfattelse nødvendigt at gennemføre direktivforslagets
mål for at nå traktatens generelle målsætninger, og da ingen anden bestemmelse i
traktaten tillægger EU-institutionerne den nødvendige beføjelse til at vedtage de
9
foreslåede initiativer, konkluderer Kommissionen, at det er nødvendigt at anvende
artikel 308 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab som retsgrundlag for
forslaget.
5. Direktivforslagets indhold
5.1. Indledning
Direktivforslaget indeholder 3 afsnit. Afsnit 1 indeholder bl.a. bestemmelser om
direktivets territoriale anvendelsesområde, hvilke personer der er omfattet, princip-
per for fastsættelse af erstatningsbeløbet, minimumsbeløb for erstatning og proces-
suelle regler vedrørende indgivelse af ansøgning om erstatning og anmeldelse af
forbrydelsen. Afsnit 2 beskriver reglerne for fremsendelse, modtagelse og behand-
ling af ansøgninger, når sagerne har grænseoverskridende aspekter og afsnit 3 inde-
holder gennemførelsesbestemmelserne.
Det fremgår af artikel 1, at formålet med direktivet er at indføre minimumsstandar-
der for erstatning til ofre for forbrydelser og at lette adgangen til en sådan erstat-
ning i grænseoverskridende situationer.
5.2. Afsnit 1. Minimumsstandarder for erstatning til ofre for forbrydelser
Artikel 2 definerer det grundlæggende anvendelsesområde for minimumsstandar-
derne. Heraf fremgår det, at medlemsstaterne skal yde erstatning til:
a) ofre, der har lidt personskade, som er direkte forårsaget af en forsætlig for-
brydelse mod ofrets liv, helbred eller personlig integritet, og som er begået
på en af medlemsstaternes område og
b) nære slægtninge eller personer, der ve d døsfald har mistet en forsørger, så-
ledes som defineret i litra a), som følge af den skadevoldende handling.
Hvilken stat, der skal yde erstatning, fremgår af artikel 3. Det fremgår heraf, at er-
statningen ydes af den medlemsstat, på hvis område forbrydelsen er begået. Erstat-
ning skal ydes til borgere i Den Europæiske Union og til personer med lovligt op-
hold i en medlemsstat uden nogen forskelsbehandling.
Artikel 4 fastslår principperne for, hvilke tab der kan udløse erstatning, og hvordan
erstatningen skal beregnes. Erstatningen skal således dække økonomisk og ikke-
økonomisk tab, som er en direkte følge af den personskade, ofret har lidt, eller -
hvis der er tale om nære slægtninge eller personer, der har mistet en forsørger- som
er en direkte følge af ofrets død, jf. artikel 1, stk. 1. Det er op til de enkelte med-
10
lemsstater, hvorvidt erstatningsbeløbet skal fastsættes fra sag til sag, eller om belø-
bet skal fastsættes efter forud fastsatte satser for hele erstatningen eller for alle eller
nogle af de tab, der er dækket af erstatningen, jf. artikel 4, stk. 2.
Artikel 4, stk. 3, giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte et loft for det sam-
lede erstatningsbeløb, der kan tildeles. Der gives endvidere mulighed for at begræn-
se erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste eller tab af forsørger, hvis der er tale om
ansøgere, der har en meget høj indtægt eller i øvrigt er særlig velstående.
Erstatningen kan efter artikel 4, stk. 4, udbetales som et engangsbeløb eller i rater.
Artikel 5 giver ofre for forbrydelser ret til at få udbetalt et forskud af den erstatning,
de har søgt om, hvis fire betingelser er opfyldt. For det første skal ansøgningens
berettigelse være fastslået (litra a). For det andet skal der være grund til at tro, at den
endelige afgørelse ikke kan træffes hurtigt efter indgivelsen af ansøgning om erstat-
ning (litra b). For det tredje skal forskudsudbetalingen være berettiget i lyset af an-
søgerens økonomiske forhold (litra c), og for det fjerde skal det med rimelig sikker-
hed kunne fastslås, at skadevolderen hverken helt eller delvist vil være i stand til at
opfylde en dom eller en afgørelse, der tilkender ofret erstatning (litra d).
Beregningen af forskuddet overlades til medlemsstaterne, idet det nødvendigvis må
afhænge af en vurdering af den konkrete situation. Medlemsstaterne kan efter artikel
5, stk. 2, kræve hel eller delvis tilbagebetaling af det udbetalte forskud, hvis den en-
delige afgørelse af erstatningsansøgningen indebærer, at ansøgningen afvises, eller
der tilkendes en erstatning, der er lavere end forskuddet.
Medlemsstaterne kan, hvis de ønsker det, udelukke ansøgere, der kun har lidt min-
dre skader, f.eks. ved at indføre et mindstebeløb for erstatning, jf. artikel 6.
Artikel 7 giver medlemsstaterne mulighed for at bestemme, at erstatningen skal
nedsættes eller bortfalde på grund af den skadelidtes handlemåde (uagtsomhed) i
forhold til den skadevoldende begivenhed.
Artikel 8 giver medlemsstaterne ret til at gøre erstatningen fra staten subsidiær i
forhold til et erstatningskrav mod skadevolderen. Det fremgår således af artikel 8,
stk. 1, at medlemsstaterne i de sager, der er omfattet af artikel 2, stk. 1, litra a (ofre,
der har lidt personskade), kan gøre ydelse af erstatning betinget af, at ansøgeren har
gjort en rimelig indsats for at opnå og få fuldbyrdet en dom eller en afgørelse om
erstatning fra skadevolderen. Medlemsstaterne er dog forpligtet til at indføre und-
tagelser i de tilfælde, hvor a) det må formodes, at skadevolderen hverken helt eller
11
delvist vil være i stand til at opfylde en dom eller en afgørelse om skadeserstatning,
b) ansøgeren ikke har været i stand til at opnå en dom eller en afgørelse om erstat-
ning inden en frist på to år efter forbrydelsen, fordi politiets undersøgelse eller
straffesagen endnu ikke er afsluttet eller c) ansøgeren har haft vanskeligt ved at op-
nå en dom eller en afgørelse som nævnt i stk. 1, fordi han ikke har kunnet anlægge
erstatningssag mod skadevolderen i den medlemsstat, hvor ansøgeren har bopæl.
Muligheden for at modtage forskud må dog ikke påvirkes negativt af anvendelsen af
kriterierne i artikel 8, idet det fremgår af bestemmelsen, at muligheden for at mod-
tage forskud udelukkende reguleres af betingelserne i artikel 5.
I medfør af artikel 9 kan medlemsstaterne i erstatningsbeløbet - for at undgå dob-
belterstatning – fradrage enhver erstatning eller andre ydelser, der er udbetalt fra
andre kilder for de samme skader, eller kræve disse tilbagebetalt.
Artikel 10 fastslår medlemsstaternes mulighed for at indtræde i ofrets rettigheder,
hvorved medlemsstaterne kan forsøge at få fuldbyrdet en erstatningsdom hos ska-
devolderen, efter at staten har udbetalt erstatning.
Efter artikel 11 kan medlemsstaterne i de sager, der er nævnt i artikel 2, stk. 1, litra a
(ofre, der har lidt personskade), gøre ydelsen af erstatning betinget af, at ansøgeren
har anmeldt forbrydelsen til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor
forbrydelsen er begået, jf. artikel 11, stk. 1. De medlemsstater, der anvender oven-
nævnte betingelse, kan bestemme, at politianmeldelse skal ske inden for en nærmere
fastsat frist. Fristen skal dog være på mindst syv dage fra den dato, hvor forbrydel-
sen blev begået, jf. artikel 11, stk. 2.
Det følger endvidere af artikel 11, stk. 3, at såfremt medlemsstaterne indfører en
betingelse om, at ofret skal anmelde forbrydelsen indenfor en bestemt frist, skal der
indføres undtagelser i de tilfælde, hvor ofret har gyldige grunde til ikke at anmelde
forbrydelsen eller til ikke at foretage anmeldelsen inden for den fastsatte frist.
I henhold til artikel 12, stk. 1, forudsætter ydelse af erstatning ikke, at skadevolderen
er fundet eller blevet retsforfulgt. Medlemsstaterne kan dog bestemme, at afgørel-
sen af en ansøgning om erstatning stilles i bero, indtil den politiefterforskning eller
den straffesag, der er indledt som følge af forbrydelsen, er afsluttet, når a) en sådan
udsættelse er nødvendig for at fastslå, om skaden blev forvoldt ved en forsætlig
forbrydelse, og b) det ikke forsinker behandlingen unødigt eller skaber belastende
økonomiske problemer for ansøgeren, jf. artikel 12, stk. 2.
12
Efter artikel 13, stk. 1, kan medlemsstaterne gøre ydelse af erstatning betinget af, at
ansøgningen er indgivet senest to år efter forbrydelse har fundet sted, eller når poli-
tiets undersøgelser eller straffesagen er afsluttet. Der skal imidlertid indføres undta-
gelser, når ansøgeren ikke med rimelighed kunne forventes at indgive ansøgning
indenfor den fastsatte frist, og i de situationer hvor en sag involverer flere med-
lemsstater, jf. artikel 13, stk. 2.
Artikel 14 omhandler de ansvarlige myndigheder og administrative procedurer. Det-
te område er som udgangspunkt overladt til medlemsstaterne, idet det af artikel 14,
stk. 1, blot fremgår, at medlemsstaterne opretter eller udpeger en eller flere myndig-
heder med ansvar for at træffe afgørelse om ansøgning om erstatning. Efter artikel
14, stk. 2, skal medlemsstaterne forsøge at holde de administrative formaliteter, der
kræves opfyldt af en ansøger, på et minimum, uden at det berører muligheden for at
foretage en grundig vurdering af ansøgningen og træffe afgørelse om erstatnings-
ydelsen. Med andre ord skal procedurerne være så simple og smidige som muligt.
Derudover fremgår det af artikel 14, stk. 3, at det skal være muligt at indgive ansøg-
ning på alle De Europæiske Fællesskabers officielle sprog, og endvidere, at ansøgere
skal have mulighed for at appellere en afgørelse om afvisning af en erstatningsan-
søgning, jf. artikel 14, stk. 4.
Artikel 15 forpligter medlemsstaterne til at sikre, at ofrene har adgang til oplysnin-
ger om erstatning fra staten straks ved deres første henvendelse til de kompetente
myndigheder, som forbrydelsen skal anmeldes til. Oplysningerne skal være til rådig-
hed på alle De Europæiske Fællesskabers officielle sprog og skal mindst omfatte
direktivets bestemmelser, således som gennemført af medlemsstaterne, samt vejlede
om de administrative procedurer i forbindelse med indgivelse af ansøgning i den
omhandlede medlemsstat. Det fremgår af artikel 24, at Kommissionen vil udarbejde
en håndbog, der vil indeholde disse oplysninger.
5.3. Afsnit 2. Adgang til erstatning i sager med grænseoverskrivende aspekter.
I henhold til artikel 16, stk. 1, har en ansøger, der er omfattet af artikel 2, stk. 1, ret
til at indgive ansøgning om erstatning til en myndighed i den stat, hvor vedkom-
mende har bopæl, også selv om forbrydelsen er begået i en anden stat. Medlemssta-
terne skal således oprette eller udpege en eller flere myndigheder (bistandsydende
myndighed), der har ansvaret for anvendelsen af stk. 1, jf. artikel 16, stk. 2.
Artikel 17 omhandler den bistand, som ansøgeren har krav på, når han eller hun
henvender sig til den bistandsydende myndighed i bopælslandet for at søge om er-
statning i en anden medlemsstat. Den bistandsydende myndighed skal således give
13
ansøgeren de nødvendige formularer og oplysninger om erstatningsordningerne i
den medlemsstat, hvor der søges om erstatning, og skal rådgive om, hvordan an-
søgningsformularen skal udfyldes, og bistå ansøgeren med, i det omfang det er mu-
ligt at sikre, at ansøgningen ledsages af de nødvendige bilag. Myndigheden skal ikke
foretage en vurdering af ansøgningen og kan kun afvise ansøgningen, hvis det er
åbenlyst, at ansøgningen ikke indgives i god tro, jf. artikel 17, stk. 3.
Efter artikel 18 skal den bistandsydende myndighed fremsende ansøgningen til den
kompetente myndighed i den medlemsstat, der skal træffe afgørelse om ansøgnin-
gen (den besluttende myndighed).
Artikel 19 beskriver, hvorledes den besluttende myndighed skal reagere, når den
modtager en ansøgning om erstatning fra en anden medlemsstat. Det fremgår såle-
des, at myndigheden snarest muligt efter modtagelsen skal oplyse den bistandsy-
dende myndighed om bl.a. navn på den kontaktperson, der behandler sagen og en
foreløbig angivelse af den frist, inden for hvilken der vil blive truffet afgørelse om
ansøgningen.
Såfremt den besluttende myndighed behøver yderligere oplysninger til brug for
vurderingen af ansøgningen om erstatning, bistår den bistandsydende myndighed
ansøgeren med at efterkomme en sådan anmodning, jf. artikel 20.
Artikel 21 vedrører samarbejdet mellem de to implicerede myndigheder for i videst
muligt omfang at give ansøgeren mulighed for at blive hørt i bopælslandet. Hvis
den besluttende myndighed ønsker at høre ansøgeren, skal det således tilstræbes
enten, at ansøgeren kan blive hørt af den bistandsydende myndighed, således at
denne myndighed derefter fremsender en udskrift af høringen til den besluttende
myndighed, eller at ansøgeren høres direkte af den besluttende myndighed via tele-
eller videokonference.
Den besluttende myndighed skal sende afgørelsen og en udskrift af afgørelsen til
ansøgeren og den bistandsydende myndighed, så snart afgørelsen er truffet, jf. arti-
kel 22.
Artikel 23 fastlægger reglerne for anvendelse af sprog i samarbejdet mellem myn-
dighederne. De oplysninger, som myndighederne fremsender til hinanden ifølge
artikel 18-22, skal affattes på et sprog, som den myndighed, oplysningerne sendes
til, har oplyst at kunne acceptere. Ansøgningsformularerne og de vedlagte bilag kan
dog affattes på et af De Europæiske Fællesskabers officielle sprog, jf. artikel 23, stk.
1, litra a. Endvidere skal den fulde ordlyd af den afgørelse, som den besluttende
14
myndighed har truffet, affattes på den pågældende medlemsstats sprog, jf. artikel 23,
stk. 1, litra b. Endelig bestemmer den bistandsydende myndighed, på hvilket sprog
udskrifter udfærdiget efter en høring i overensstemmelse med artikel 21, stk. 2, litra
a, skal foreligge, jf. artikel 23, stk. 1, litra c.
Af artikel 23, stk. 3, fremgår det, at ansøgningsformularer og alle bilag fremsendt i
overensstemmelse med artikel 18-22 er fritaget for krav om bekræftelse af ægthed
og andre lignende formaliteter.
5.4. Afsnit 3. Gennemførelsesbestemmelser.
Artikel 24 indeholder de nødvendige bestemmelser for udarbejdelse af den hånd-
bog, som den bistandsydende myndighed skal anvende. Kommissionen udarbejder i
samarbejde med medlemsstaterne og inden for rammerne af det europæiske net-
værk for civil- og handelssager, oprettet ved beslutning 2001/470/EF, håndbogen
og offentliggør denne på internettet. Kommissionen sørger i den forbindelse for
den nødvendige oversættelse af håndbogen, jf. artikel 24, stk. 2. Senest den 31. de-
cember 2004 skal hver medlemsstat til brug for udarbejdelsen af håndbogen frem-
sende de nødvendige oplysninger til Kommissionen, jf. artikel 24, stk. 1.
Håndbogen giver den bistandsydende myndighed alle de oplysninger, der er
nødvendige, for at den kan opfylde sine forpligtelser efter afsnit 2 i direktivet,
herunder hos hvilken besluttende myndighed i medlemsstaten der skal søges
om erstatning, hvilket sprog myndigheden kan acceptere, og hvilke kriterier
og betingelser der findes i den pågældende medlemsstats erstatningsordning,
samt hvilke ansøgningsformularer der skal anvendes.
Artikel 26 indeholder en standardbestemmelse, der giver medlemsstaterne mulighed
for at give ofrene en bedre retsstilling end minimumsstandarderne i direktivforsla-
get. I artikel 26, stk. 2, er det endvidere fastsat, at medlemsstaterne ikke med henvis-
ning til dette direktiv kan forringe den gældende retsstilling for ofrene i det pågæl-
dende land.
Artikel 27-29 indeholder standardbestemmelserne i fællesskabsdirektiver og tidsfrist
for gennemførelse. Det fremgår af artikel 27, stk. 1, at medlemsstaterne skal sætte de
love og administrative forskrifter i kraft, der er nødvendige for at efterkomme dette
direktiv, senest den 30. juni 2005. Derudover følger det af artikel 27, stk. 2, at med-
lemsstaterne kan bestemme, at bestemmelserne kun skal gælde ansøgere, der har
været ofre for en forbrydelse begået efter den frist, der er nævnt i stk. 1.
6. Gældende dansk ret
15
De danske regler om erstatning fra staten til ofre er fastsat ved lov om
erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (offererstatningsloven).
Afgørelse om erstatning i henhold til offererstatningsloven træffes af Nævnet ved-
rørende erstatning til ofre for forbrydelser (Erstatningsnævnet). Nævnet består af
en formand, der skal være dommer, og af 2 andre medlemmer, hvoraf det ene med-
lem udnævnes efter indstilling fra socialministeren og det andet medlem efter ind-
stilling fra Advokatrådet. Medlemmerne og stedfortrædere for disse udnævnes for 4
år. Justitsministeren fastsætter nævnets forretningsorden og regler om indgivelse af
ansøgning.
6.1. Personskade
Efter offererstatningslovens § 1, stk. 1, yder staten erstatning og godtgørelse
for personskade, der forvoldes ved en straffelovsovertrædelse, hvis overtrædel-
sen er begået i den danske stat. Det samme gælder personskade, der indtræ-
der i forbindelse med hjælp til politiet under anholdelse eller i forbindelse
med en lovlig privat anholdelse eller forhindring af strafbare handlinger.
Desuden ydes der efter § 1, stk. 2, erstatning for skade på tøj og andre sædvanlige
personlige ejendele, herunder mindre kontantbeløb, som skadelidte havde på sig,
da personskaden blev forvoldt.
For denne form for person- og tingsskade har skadelidte et retskrav på erstatning fra
staten, når lovens betingelser er opfyldt. Der ydes erstatning for enhver overtrædel-
se af straffeloven, som medfører personskade eller dødsfald – herunder overtrædel-
ser af bestemmelser der kriminaliserer uagtsomme skadeforvoldelser – og det er
uden betydning for kravet på erstatning, om skadevolder eller skadelidte er dansker
eller udlænding.
I medfør af § 1, stk. 3, kan der endvidere i særlige tilfælde ydes erstatning for skader, der
forvoldes ved en forbrydelse uden for den danske stat, hvis skadelidte har bopæl i Danmark,
har dansk indfødsret eller på gerningstidspunktet gjorde tjeneste for en udsendt
dansk udenrigsrepræsentation. Der kan desuden ydes erstatning, når sådanne hand-
linger er begået mod skadelidte med bopæl i Danmark under dennes erhvervsud-
øvelse uden for den danske stat.
Skadelidte har ikke et retskrav på erstatning efter § 1, stk. 3. Erstatning ydes kun i
tilfælde, hvor det konkret vil være rimeligt, at den danske stat yder erstatning, fordi
sagen er væsentligt knyttet til Danmark. Efter forarbejderne drejer det sig især om
tilfælde, hvor forbrydelsen er begået på et dansk skib i udlandet, hvor forbrydelsen
er begået i udlandet af en dansk statsborger eller en person med fast bopæl i Dan-
16
mark, samt i forbindelse med flykapringer eller terrorhandlinger i udlandet rettet
mod danske statsborgere. Danske turister i udlandet må således normalt benytte de
erstatningsordninger, der gælder i den stat, hvor den skadevoldende forbrydelse er
begået.
Erstatningen efter § 1, stk. 3, beregnes efter reglerne om personskadeerstatning i
erstatningsansvarsloven.
Efter offererstatningslovens § 2 yder staten, hvis skadelidte afgår ved døden, erstat-
ning efter erstatningsansvarslovens §§ 12-14 a og § 26 a. Bestemmelsen indebærer,
at der skal betales erstatning for tab af forsørger og for rimelige begravelsesudgifter
(jf. erstatningsansvarslovens § 12), og at der tilkommer den efterlevende ægtefælle
eller samlevende et overgangsbeløb (jf. erstatningsansvarslovens § 14 a). Efterlader
afdøde sig ikke ægtefælle eller samlever, kan overgangsbeløbet tilkendes en anden efterladt person, når
særlige omstændigheder taler derfor.
Endvidere kan der i særlige tilfælde efter en konkret vurdering tilkendes en godtgø-
relse til efterlevende, der stod afdøde særligt nær, hvis dødsfaldet er forvoldt forsæt-
ligt eller ved grov uagtsomhed af en anden person (jf. erstatningsansvarslovens § 26
a). Efter forarbejderne skal der i almindelighed betales godtgørelse, hvis dødsfaldet
er forvoldt forsætligt.
4.2. Tingsskade
Efter offererstatningslovens § 3, stk. 1, yder staten endvidere erstatning for tingsska-
de, der forvoldes ved en straffelovsovertrædelse i den danske stat af visse instituti-
onsanbragte personer, f.eks. personer, der er tvangsanbragt på institution under
kriminalforsorgen, er anholdt med henblik på fængsling eller er varetægtsfængslet,
eller som er tvangsindlagt på psykiatrisk hospital mv.
Skadelidte har også efter denne bestemmelse et retskrav på erstatning, hvis lovens
betingelser i øvrigt er opfyldt. I modsætning til § 1, stk. 2, er det ingen betingelse, at
der også er forvoldt personskade. Der kan dog ikke ydes erstatning for en formue-
skade som følge af bedrageri o.lign. forbrydelser.
Erstatning i medfør af § 3, stk. 1, ydes for skade, der forvoldes på institutionens
område eller under ophold uden for dette med tilladelse fra institutionen eller i for-
bindelse med udeblivelse eller undvigelse.
4.3. Almindelige regler om offererstatning
17
Efter bestemmelsen i offererstatningslovens § 6 gælder det generelt for erstatning
efter offererstatningsloven, at der ydes erstatning, selv om skadevolderen er ukendt eller ikke
kan findes, er under 15 år eller er utilregnelig.
Efter § 6 a finder dansk rets almindelige regler om skadevolderens erstatningsansvar
tilsvarende anvendelse på afgørelser i henhold til offererstatningsloven. Det gælder
således bl.a. reglerne om nedsættelse eller bortfald af erstatning på grund af skade-
lidtes eller afdødes medvirken til skaden eller accept af risikoen for at lide skade.
Efter § 7 ydes der ikke erstatning i det omfang, skaden godtgøres af skadevolderen eller
dækkes af forsikringsydelser eller andre ydelser, der har karakter af virkelig skadeserstat-
ning. Ved lov nr. 463 af 7. juni 2001 ophævedes med virkning fra den 1. januar
2002 en regel om, at erstatningen fra staten generelt er subsidiær i forhold til andre
ydelser, som tilfalder den skadelidte i anledning af skaden, herunder ydelser efter
den sociale lovgivning, løn under sygdom, pensionsydelser, private forsikringer eller
andre økonomiske ydelser. Der skal således fremover ikke foretages fradrag i er-
statningen i videre omfang end efter de almindelige regler i erstatningsansvarsloven.
Erstatningen fra staten vil dog i visse tilfælde fortsat være subsidiær i forhold til andre
ydelser, som den skadelidte modtager. Det gælder først og fremmest, hvis den skade-
lidte opnår erstatning fra skadevolder selv eller fra skadevolders ansvarsforsikring.
Erstatning fra staten vil også fortsat være subsidiær i tilfælde, hvor den skadelidte
selv har tegnet en skadesforsikring (f.eks. indboforsikring eller ulykkesforsikring),
som dækker det lidte tab, jf. ovenfor. I så fald kan den skadelidte ikke få dækket
sådanne konkrete udgifter to gange, dvs. både fra forsikringen og fra staten. Den
skadelidte skal endvidere søge udgifterne dækket af sin forsikring, før den pågæl-
dende søger erstatning fra statskassen, og den skadelidte kan således ikke vælge at
gå til Erstatningsnævnet i stedet for til forsikringsselskabet.
Efter § 8 kan erstatning for tingsskade efter § 3 (men ikke erstatning for tingsskade
efter § 1, stk. 2) nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte har undladt at træffe sædvanlige
sikkerhedsforanstaltninger, herunder tegning af forsikring.
Lovens § 9 a fastsætter en beløbsgrænse for erstatning for tingsskade efter §§ 3-4. Beløbet
reguleres årligt og udgør i 2003 91.500 kr.
18
Efter offererstatningslovens § 10 for-
udsætter erstatning fra staten, at straf-
felovsovertrædelsen er anmeldt til
politiet uden unødigt ophold, og at skade-
lidte under en eventuel straffesag mod
skadevolderen nedlægger påstand om erstatning. I praksis anses en politianmeldelse,
der er indgivet inden 24 timer, sædvanligvis for rettidig.
Efter § 10, stk. 2, kan kravet om hurtig anmeldelse fraviges, hvis forholdene taler
for det. Dette vil f.eks. kunne være tilfæl det, hvis ofret på grund af den begåede
forbrydelse har været i en tilstand, der kan minde om chok, og hvor den pågælden-
de som følge heraf ikke (inden for det første døgn) har foretaget politianmeldelse
eller rettet henvendelse til myndigheder eller andre, der kunne vejlede om kravet
om politianmeldelse.
Er skadelidtes krav på erstatning og godtgørelse fra skadevolderen afgjort ved dom,
ydes erstatning efter offererstatningsloven som udgangspunkt med det beløb, som
er fastsat ved dommen, jf. § 11 a.
Hvis skadelidte har indgivet ansøgning om erstatning til Erstatningsnævnet, og ska-
delidtes krav på erstatning fra skadevolderen er under behandling ved retten eller
afgjort ved dom, kan nævnet med justitsministerens tilladelse indtræde som part i sagen
eller indbringe dommen for højere ret efter samme regler som den skadelidte.
Nævnet kan ikke behandle en ansøgning, der er indgivet mere end 2 år efter, at lov-
overtrædelsen er begået, medmindre der foreligger særlige grunde, jf. § 13. Særlige
grunde kan f.eks. foreligge, hvis skadelidte først senere får kendskab til, at der er
begået en forbrydelse, eller hvis tingsskade er forvoldt af en person, der er omfattet
af § 3.
Nævnet kan, jf. lovens § 14, opfordre ansøgeren til at medvirke til sagens oplysning,
herunder ved personligt fremmøde for nævnet, ved i tilfælde af personskade at lade
sig undersøge af en læge og om fornødent, eventuelt ved indlæggelse, at lade sig
undergive observation og behandling. Nævnet kan endvidere afkræve andre, der har
kendskab til forholdene, oplysninger, der må anses for nødvendige, f.eks. indhente
sygehusjournaler.
4.4. Krav om politianmeldelse uden unødigt op-
hold, forældelse mv.
19
Udgifterne ved sagens behandling ved nævnet betales af staten. Nævnet kan i særli-
ge tilfælde bestemme, at ansøgeren helt eller delvis skal have dækket udgifter, som
den pågældende har afholdt i anledning af sagen.
I det omfang der ydes erstatning efter offererstatningsloven, indtræder staten i ska-
delidtes krav mod skadevolderen, jf. § 17.
6. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
Hvis Europa-Kommissionens forslag til Rådets direktiv om erstatning
til ofre for forbrydelser fremsætte s med hjemmel i artikel 308 i trakta-
ten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, vil direktivet være
bindende for Danmark.
Formålet med forslaget til direktiv er dels at gennemføre minimumsstandarder for
offererstatning i EU, dels at indføre regler om samarbejde mellem myndighederne i
sager med grænseoverskridende aspekter.
Det foreliggende forslag til direktiv forpligter medlemsstaterne til at yde erstatning
til ofre, der har lidt personskade, der er direkte forårsaget af en forsætlig forbrydelse mod
ofrets liv, helbred eller personlige integritet (artikel 2, stk. 1, litra a). Ved personskade skal
ifølge forslaget forstås bådefysisk og psykisk skade (jf. artikel 2, stk. 2, litra c).
Efter den gældende offererstatningslovs § 1, stk. 1, yder staten erstatning og godt-
gørelse for personskade, der forvoldes ved en straffelovsovertrædelse. Anvendelsesom-
rådet for direktivforslaget rækker muligvis ud over egentlige straffelovsovertrædel-
ser, men det fremgår bl.a. af forslaget, at udtrykket 'forsætlig forbrydelse' skal de-
fineres i overensstemmelse med loven i det land, hvor forbrydelsen er begået. Det
er uafklaret, hvorvidt kravet om dækning af ikke-økonomiske tab går videre end
den kompensation, der efter dansk ret ydes for ikke-økonomisk skade i form af
godtgørelse for tort samt svie og smerte.
Direktivudkastet vil således på disse punkter muligvis kunne nødvendiggøre lov-
ændringer i Danmark.
Efter direktivudkastet skal medlemsstaterne, hvis forbrydelsen har medført ofrets
død, endvidere yde erstatning til nære slægtninge eller personer, der har mistet en forsørger som
følge af den skadevoldende handling (artikel 2, stk. 1, litra b). Udtrykkene 'nære
slægtninge' og 'personer, der har mistet en forsørger' skal efter forslaget defineres
i overensstemmelse med loven i det land, hvor forbrydelsen er begået. Efter offer-
erstatningslovens regler har efterladte et retskrav på forsørgertabserstatning udmålt
20
efter erstatningsansvarslovens bestemmelser, og staten kan herudover yde godtgø-
relse til nære slægtninge (efterladte, der st od afdøde særligt nær), uanset om de ved
dødsfaldet har mistet en forsørger, i tilfælde, hvor skadevolderen har forvoldt døds-
faldet forsætligt eller ved grov uagtsomhed, jf. erstatningsansvarslovens § 26 a. Reg-
len i § 26 a er fakultativ.
Det kan ikke udelukkes, at bestemmelsen i direktivudkastet om erstatning til efter-
ladte vil indebære en forpligtelse til at yde erstatning i videre omfang, end hvad der
følger af offererstatningsloven. Direktivudkastet vil således på dette punkt muligvis
kunne nødvendiggøre lovændringer.
Det er uafklaret, hvilke ikke-økonomiske 'tab' der skal dækkes i medfør af direk-
tivforslaget. På den baggrund og under hensyn til, at reglen i dansk lovgivning om
godtgørelse til efterladte er fakultativ, kan det ikke udelukkes, at direktivforslaget
også på dette punkt vil nødvendiggøre lovændringer.
Som det fremgår ovenfor under afsnit 5, følger det af direktivudkastets artikel 5,
stk. 1, at medlemsstaterne skal udbetale forskud af erstatningen, hvis de specielle betin-
gelser i litra a)-d) er opfyldt. Endvidere følger det af stk. 2, at medlemsstaterne kan
kræve hel eller delvis tilbagebetaling af det udbetalte forskud, hvis den endelige af-
gørelse af erstatningsansøgningen indebærer, at ansøgningen afvises, eller der til-
kendes en erstatning, der er lavere end forskuddet.
Efter dansk ret er det som hovedregel ikke muligt at udbetale en eventuel erstat-
ning, før Erstatningsnævnet har truffet afgørelse i sagen, men hvis nævnet anser
betingelserne for at yde erstatning for at være opfyldt, kan der i medfør af nævnets
forretningsorden i særlige tilfælde udbetales forskud.
Direktivforslagets artikel 5 må således antages at ville nødvendiggøre lovændringer.
Medlemsstaterne kan ifølge artikel 8 gøre erstatning betinget af, at ansøgeren har
gjort en rimelig indsats for at opnå og få fuldbyrdet en dom om erstatning fra skadevolderen.
Denne betingelse kan imidlertid ikke opstilles med hensyn til andre personer end
det 'direkte offer' – f.eks. efterladte som ansøger staten om erstatning for forsør-
gertab el. lign.
Endvidere skal medlemsstater, der betinger erstatning fra staten af, at den pågæl-
dende har foretaget en rimelig indsats for at opnå erstatning fra skadevolderen, gøre
undtagelse herfra, hvis skadevolderen ikke kan antages at ville kunne betale erstat-
ning, hvis ofret på grund af lange politiundersøgelser mv. ikke har kunnet få kravet
21
mod skadevolderen prøvet inden 2 år efter forbrydelsen eller hvis ofret har haft
vanskeligt ved at gå videre med sit krav mod skadevolderen fordi sagen ikke har
kunnet anlægges i den medlemsstat, hvor ansøgeren har bopæl.
Efter offererstatningslovens § 10, stk. 1, er erstatning betinget af, at skadelidte un-
der en eventuel straffesag mod skadevolderen nedlægger påstand om erstatning.
Direktivforslagets artikel 8 vil muligvis nødvendiggøre en ændring af § 10, stk. 1, på
dette punkt.
Medlemsstaterne kan endvidere gøre ydelse af erstatning betinget af, at ansøgeren
har anmeldt forbrydelsen til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor forbrydelsen er
begået, jf. direktivudkastets artikel 11, stk. 1. I givet fald kan medlemsstaten bestem-
me, at politianmeldelse skal ske inden for en frist, der ikke må være under 7 dage fra
den dato, hvor forbrydelsen blev begået.
Efter offererstatningslovens § 10, stk. 1, forudsætter erstatning fra staten, at forbry-
delsen er anmeldt til politiet uden unødigt ophold. I praksis anses en politianmeldelse,
der er indgivet inden 24 timer, sædvanligvis for rettidig. Efter § 10, stk. 2, kan kra-
vet om politianmeldelse fraviges, hvis forholdene taler for det.
Direktivudkastets bestemmelse om en minimumsfrist på 7 dage vil formentlig kræ-
ve lovændring.
Direktivudkastet åbner mulighed for, at medlemsstaterne kan bestemme, at en ansøg-
ning skal indgives senest to år efter, at forbrydelsen har fundet sted, eller når politiets under-
søgelser eller straffesagen er afsluttet, hvis dette tidspunkt ligger efter to års-fristen
(artikel 13). Denne frist må dog bl.a. ikke gælde i tilfælde, hvor ofret på grund af
konkrete omstændigheder ikke med rimelighed kunne forventes at indgive ansøg-
ning inden for den fastsatte frist.
Efter § 13 i offererstatningsloven kan nævnet ikke behandle en ansøgning, der er
indgivet mere end 2 år efter, at lovovertrædelsen er begået, medmindre der foreligger særli-
ge grunde, som f.eks. hvis den skadelidte først senere får kendskab til, at der er begået
en forbrydelse.
Det vil muligvis være nødvendigt at præcis ere offererstatningslovens § 13 for fuldt
ud at opfylde direktivforslagets krav på dette punkt.
22
Direktivudkastets artikel 14, stk. 1, medfører, at medlemsstaterne skal oprette eller
udpege en eller flere myndigheder med ansvar for at træffe afgørelse om ansøgnin-
ger om erstatning. Medlemsstaterne skal endvidere indføre mulighed for at anke en
afgørelse om afslag på erstatning (artikel 14, stk. 4).
Det fremgår af offererstatningslovens § 16, at erstatningsnævnet har den endelige
afgørelse af de sager, der indbringes for nævnet. Ansøgeren kan indbringe erstat-
ningsnævnets afgørelser for domstolene.
Det er på nuværende tidspunkt uafklaret, om muligheden for domstolsprøvelse af
erstatningsnævnets afgørelser er tilstrækkelig for at opfylde direktivforslagets krav
om en ankeadgang.
Direktivudkastets afsnit 2 (artikel 16-23) omhandler adgang til erstatning i sager med
grænseoverskridende aspekter. Det fremgår af direktivudkastets artikel 16, stk. 1, at hvis
forbrydelsen begås i en anden medlemsstat end den, hvor ansøgeren har bopæl, har
ansøgeren ret til at indgive ansøgning til en myndighed i bopælsmedlemsstaten. I den forbin-
delse er medlemsstaterne forpligtet til at oprette eller udpege en eller flere myndig-
heder (bistandsydende myndigheder) til at varetage ansvaret for bistand til ansøge-
ren (artikel 16, stk. 2.).
Det fremgår derudover af artikel 17, at den bistandsydende myndighed skal give
ansøgeren de nødvendige formularer og oplysninger om erstatningsordningerne i
den medlemsstat, hvor der søges om erstatning. Myndigheden skal endvidere vide-
resende ansøgningen til den kompetente myndighed i den medlemsstat, der skal
træffe afgørelse om ansøgningen (den besluttende myndighed) (artikel 18), og myn-
digheden skal efter anmodning fra den besluttende myndighed fremsende alle sup-
plerende oplysninger, som den besluttende myndighed måtte ønske efter at have
modtaget ansøgningen (artikel 20).
Ønsker den besluttende myndighed at høre ansøgeren, skal den bistandsydende og
besluttende myndighed samarbejde med henblik på at organisere høringen, og her-
under så vidt muligt sikre, at ansøgeren kan blive hørt af den bistandsydende myn-
dighed, således at denne myndighed derefter fremsender et udskrift af høringen til
den besluttende myndighed (artikel 21, stk. 2, litra a), eller at ansøgeren kan høres
direkte af den besluttende myndighed via tele- eller videokonference (artikel 21, stk.
2, litra b).
23
Efter offererstatningslovens § 11 fastsætter justitsministeren nævnets forretningsor-
den og regler om indgivelse af ansøgning. Direktivforslagets sagsbehandlingsregler
vil i vidt omfang kunne gennemføres administrativt.
7. Høring
Direktivforslaget er sendt til høring hos:
Europa-Kommissionenes udkast til Rådets direktiv om erstatning til ofre for
forbrydelser har været sendt til høring hos:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne for Københavns
Byret og for retterne i Århus, Odense , Ålborg og Roskilde, Den Danske
Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigs-
advokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af
Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Dan-
mark, Nævnet vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser, Datatilsynet,
Advokatrådet, Institut for Menneskerettigheder, Foreningen Stop Volden,
Landsforeningen Hjælp Voldsofre og Landsorganisationen Forebyg Vold.
Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra Præsidenterne for Østre og
Vestre Landsret, præsidenterne for Københavns Byret og for retterne i År-
hus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommer-
fuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,
Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politi-
forbundet i Danmark, Nævnet vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser,
Datatilsynet, Advokatrådet, Institut for Menneskerettigheder og Landsfor-
eningen Hjælp Voldsofre.
I.
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Præsidenterne for Køben-
havns Byret og for retterne i Århus, Odense, Ålborg, og Roskilde, Den
Danske Dommerforening, Domstolsstyrelsen, Dommerfuldmægtig-
foreningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Datatilsynet og Advokat-
rådet har ikke bemærkninger til direktivudkastet.
Politidirektøren i København anfører, at medlemsstaterne ifølge artikel 11,
1. led, i direktivudkastet kan gøre erstatning betinget af, at ansøgeren har an-
meldt forbrydelsen til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor
forbrydelsen er begået. Af artiklens 2. led fremgår imidlertid, at denne betin-
gelse under visse omstændigheder skal anses for opfyldt, når ansøgeren har
anmeldt forbrydelsen i den medlemsstat, hvor den pågældende har bopæl.
Efter politidirektørens opfattelse vil det kunne være vanskeligt for myndig-
heden i gerningslandet at tage stilling til erstatningskravet, hvis forbrydelsen
ikke med det samme er anmeldt til politiet i gerningslandet, der således har
kunnet foretage de relevante afhøringer mv. Konsekvensen heraf vil kunne
24
være, at erstatning i videre omfang end i dag må afslås, fordi det ikke kan
godtgøres, at den pågældende har været udsat for en forbrydelse. Muligheden
for at anmelde forbrydelsen i ofrets bopælsland bør derfor begrænses til sær-
lige tilfælde, hvor det ikke har været pr aktisk muligt at anmelde forbrydelsen i
gerningslandet.
Efter direktivudkastets artikel 14 skal medlemsstaterne indføre mulighed for
at anke afgørelser om afslag på erstatning til ofre. Politidirektøren peger i den
forbindelse på, at dette – hvis bestemmelsen skal forstås således, at Erstat-
ningsnævnets afgørelser skal kunne påklages til en anden administrativ myn-
dighed – kræver en lovændring, idet Er statningsnævnets afgørelser efter gæl-
dende ret er endelige. Politidirektøren bemærker i den forbindelse, at en
eventuel administrativ ankemulighed må påregnes at ville blive udnyttet i ho-
vedparten af de afgørelser, hvor der gives afslag på erstatning.
Politimesterforeningen bemærker, at den i direktivudkastets artikel 16
nævnte bistandsydende myndighed efter foreningens opfattelse bør være po-
litiet på det sted, hvor ofret bor. Det i artikel 25 nævnte centrale kontakt-
punkt vil i Danmark mest hensigtsmæssigt kunne være Justitsministeriet.
Politiforbundet anfører for så vidt angår den del af direktivudkastet, som
tager sigte på at lette adgangen til erstatning i sager, der involverer flere med-
lemsstater, at den bistandsydende myndighed, der ifølge udkastet skal udpe-
ges i hver medlemsstat, bør være en anden myndighed end politiet – f.eks. et
sekretariat under Erstatningsnævnet. Det anføres i den forbindelse, at vareta-
gelsen af denne opgave bl.a. forudsætter et indgående kendskab til reglerne
om udfærdigelse og behandling af ansøgninger om offererstatning samt
sproglige kundskaber. Såfremt denne opgave placeres hos politiet vil det efter
forbundets opfattelse stille krav om tilførsel af yderligere ressourcer til politi-
et.
Nævnet vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser kan henholde sig
til sit høringsbrev af 13. december 2001 om Kommissionens grønbog om
erstatning til ofre for forbrydelser. Nævnet finder dog anledning til at frem-
komme med bemærkninger til en række af direktivudkastets bestemmelser:
For så vidt angår direktivudkastets artikel 2, stk. 1, litra a (om omfattede per-
soner mv.), anfører nævnet, at personkredsen, der i bestemmelsen beskrives
som 'ofre, der har lidt personskade, der er direkte forårsaget af en forsætlig
forbrydelse mod ofrets liv, helbred…', formentlig må forstås som værende
bredere end personkredsen i den gældende danske offererstatningslov.
Efter artikel 11, stk. 2 (om anmeldelse af forbrydelsen), skal en eventuel frist
for politianmeldelse være på mindst 7 dage fra det tidspunkt, hvor forbrydel-
sen blev begået. Ifølge nævnet vil denne bestemmelse indebære, at nævnets
praksis i henhold til den gældende offererstatningslovs § 10 ikke vil kunne