Grundnotat om finansiering af europæiske politiske partier
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget
(Alm. del - bilag 770)
udenrigsministerråd
(Offentligt)
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere | |||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor | |
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Udenrigsministeriets grundnotat vedrørende Kommissionens forslag til forordning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om vedtægt for og finansiering af europæiske politiske partier, KOM(2003)77 af 19.02.2003.
|
Udenrigsministeriet Nordgruppen |
Den 21. marts 2003 |
Grundnotat til Folketingets Europaudvalg
Kommissionens forslag til forordning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om vedtægt for og finansiering af europæiske politiske partier
KOM(2003)77 af 19.02.2003
- Baggrund
- Indhold
I henhold til Nice-traktatens artikel 191, stk. 2 skal der vedtages en forordning om vedtægt for og finansiering af europæiske politiske partier. Rådet vedtager forordningen på grundlag af artikel 251 med kvalificeret flertal efter proceduren for fælles beslutningstagen.
Kommissionen har tidligere fremsat et forslag til interimsforordning om vedtægter for og finansiering af europæiske politiske partier mhp. på tiden frem til Nice-traktatens ikrafttræden. Forslaget blev fremsat i henhold til artikel 308, hvortil der kræves enstemmighed i Rådet. Forslaget til interimsforordning blev behandlet i 2001 under svensk og belgisk formandskab. Det lykkedes dog ikke at nå til enighed i Rådet, hvorfor forhandlingerne blev indstillet.
Kommissionen har efter Nice-traktatens ikrafttræden den 1. februar 2003 fremsat et revideret forslag til forordning om europæiske politiske partier den 19. februar 2003. Forslaget ligger meget tæt på den kompromistekst som forelå under belgisk formandskab, og som blev forelagt til forhandlingsoplæg i Europaudvalget forud for rådsmøde (udenrigsministre) den 29.-30. oktober 2001. De to væsentligste ændringer vedrører en ændring af artikel 5 fsva. kriterierne for tildeling af finansiel støtte til politiske partier, hvor kravet om repræsentation i Europa-Parlamentet, regionale eller nationale parlamenter eller har opnået mindst 5% af stemmerne ved seneste valg til Europa-Parlamentet er ændret fra 3 medlemslande til en 1/3 af medlemslandene. Derudover er der i forslagets betragtning 1 kommet en specifik henvisning til EU’s Charter for grundlæggende rettigheder.
Forslaget indeholder kriterierne for, hvordan europæiske politiske partier kan vælge at registrere deres vedtægter hos Europa-Parlamentet, samt kriterierne for, at partier, som har registreret deres vedtægter, kan opnå støtte.
Kommissionen foreslår, at for at få partivedtægten, der skal angive partiets mål og ledelsesstruktur, registreret hos Europa-Parlamentet, skal partiet have deltaget i valg til Europa-Parlamentet eller have udtrykt intentioner herom i en formel erklæring registreret hos Europa-Parlamentet. Herudover skal partierne i henhold til Kommissionens forslag være repræsenteret i mindst 3 medlemsstater samt i deres vedtægter og handlinger respektere de grundlæggende principper om demokrati og menneskerettigheder samt overholde de grundlæggende frihedsrettigheder, som er fastslået i Traktaten om Den Europæiske Union. (jf. TEU, art.6) Europa-Parlamentet skal offentliggøre de deponerede vedtægter.
Spørgsmålet om overholdelse af kravene til registrering af vedtægten/indsigelser herom afgøres ifølge Kommissionens forslag af Europa-Parlamentet selv.
I henhold til Kommissionens reviderede forslag vil der kunne gives støtte til europæiske politiske partier, som modtager 25 % af deres budget fra anden side, og som lever op til et af følgende to kriterier:
- Partier eller dets nationale afdeling skal være repræsenteret i Europa-Parlamentet eller nationale/regionale parlamenter i mindst en tredjedel af medlemsstaterne, eller
- Partiet skal have opnået mindst 5 % af stemmerne ved det seneste valg til Europa-Parlamentet i mindst en tredjedel af medlemsstaterne.
Kommissionen foreslår, at støtten gives som dels et grundbeløb ("flat-rate") på 15%, dels et beløb afhængig af antallet af medlemmer i Europa-Parlamentet (85%). De midler, der foreslås tildelt europæiske politiske partier, vil komme fra De Europæiske Fællesskabers almindelige budget, og kan ikke anvendes til direkte eller indirekte finansiering af nationale politiske partier eller til valgkampagner.
Forslaget indeholder i øvrigt bestemmelser om, hvilke aktiviteter, der kan støttes samt om revision og kontrol svarende til de almindelige procedurer for fællesskabsmidler, herunder krav om tilbagebetaling af uberettiget udbetalt støtte. Der er endvidere krav om offentliggørelse af partiregnskaberne og finansieringskilder. Herunder foreslår Kommissionen et forbud mod donationer større end 5000 € fra per enkelt bidragsyder, ligesom alle donationer over 100 € skal offentliggøres.
Udgangspunktet for Kommissionens forslag er kompromistekst fra belgisk formandskab i anden halvdel af 2001. De væsentligste forskelle mellem nærværende forslag og den belgiske kompromistekst vurderes at være ændringen af kravene til repræsentation i artikel 5 fra et absolut tal på 3 medlemslande i den belgiske kompromistekst til et forholdstal på en tredjedel af medlemslandene i Kommissionens forslag. Herudover foreslår Kommissionen en specifik henvisning til EU’s Charter for grundlæggende rettigheder i forslagets betragtninger samt at budgetlinjen for finansiering af europæiske politiske partier bør placeres under Europa-Parlamentet.
- Europa-Parlamentets holdning
- Nærheds- og proportionalitetsprincippet
- Gældende dansk ret
- Lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser
- Samfundsøkonomiske konsekvenser
- Tidligere forelæggelse for Europaudvalget
Europa-Parlamentet har endnu ikke udtalt sig om nærværende forslag fra Kommissionen.
Meddelelsen forventes ikke at få betydning for nærheds- og proportionalitetsprincippet.
Meddelelsen vedrører vedtægter for og finansiering af europæiske politiske partier på fællesskabsplan og vurderes ikke at have betydning for dansk ret.
Kommissionens meddelelse vurderes ikke at have nogen lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.
Meddelelsen vurderes ikke at have samfundsøkonomiske konsekvenser.
Kommissionens nærværende forslag til forordning har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.