Rådsmøde alm. anlig. og eksterne forbind. 24/2 03 redegørelse
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget
(Alm. del - bilag 667)
rådsmødereferater
(Offentligt)
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Udenrigsministeriets redegørelse for rådsmøde (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 24. februar 2003.
UDENRIGSMINISTERIET EU-sekr. j.nr. 400.A.5-0-0
Nordgruppen Den 3. marts 2003
Rådsmøde (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 24. februar 2003.
1. Status for arbejdet i Konventet om EU’s fremtid
Næstformand i Konventet, Jean-Luc Dehaene, redegjorde for status for arbejdet i Konventet om EU’s fremtid. Konventet var gået ind i en fase, hvor man drøftede konkrete tekstforslag. Præsidiet var opmærksom på behovet for at finde den rigtige metode for at sikre tilstrækkelig tid til debatten i Konventet. Man stilede fortsat på at kunne færdiggøre arbejdet til juni, idet det selvsagt måtte afhænge af fremskridtene i drøftelserne.
Enkelte lande understregede behovet for, at Konventet afsluttede sit arbejde i juni, mens andre fandt det vigtigt, at der blev afsat tilstrækkelig tid til debat i Konventets plenum og tid til forberedelse af disse debatter. Processen måtte være åben og transparent. Fra dansk side foresloges, at ordet "føderal" i udkastet til forfatningstraktatens artikel 1 blev erstattet med den korrekte beskrivelse af traktatens karakter, nemlig et tæt og forpligtende samarbejde mellem medlemslandene. Man var omvendt tilfreds med formuleringerne omkring respekten for de nationale identiteter.
2. Status for arbejdet i de øvrige rådsformationer
Formandskabet redegjorde for arbejdet i de øvrige rådsformationer, hvor der siden sidste rådsmøde (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 27.-28. januar 2003 havde været afholdt en række møder i Rådet (Uddannelse, ungdom og kultur den 6. februar 2003, Økonomi og finans den 18. februar 2003 samt Landbrug og fiskeri den 20.-21. februar 2003). Formandskabets redegørelse blev taget til efterretning.
3. Forberedelse af Det Europæiske Råds møde i Bruxelles
Rådet godkendte udkast til kommenteret dagsorden for forårstopmødet. En række medlemslande og Kommissionen understregede behovet for at fokusere drøftelserne om visse nøglebudskaber, ikke mindst til markederne. Fra dansk side udtryktes bl.a. støtte til tanken om et budskab til de kommende medlemslande vedr. deres inddragelse i Lissabon-processen.
4. 2. fremskridtsrapport om Økonomisk og Social Samhørighed
Kommissær Barnier præsenterede den anden fremskridtsrapport vedr. økonomisk og social samhørighed. Det blev understreget, at de økonomiske og sociale forskelle i EU ville blive fordoblet med udvidelsen. Kommissionen fandt i lyset heraf, at der var behov for en styrket indsats, som prioriterer de mindst udviklede regioner. Der var samtidig behov for at finde en løsning vedr. den statistiske effekt af udvidelsen, som betød at nogle regioner ikke længere faldt inden for det eksisterende kriterium for tildeling af mål 1-støtte. Ifølge dette kriterium skal regionen have et BNP per capita, der er lavere end 75% af EU’s gennemsnit.
Den efterfølgende debat viste, at medlemslandene var delte i spørgsmålet om bevillingsrammens størrelse i den kommende budgetperiode. Mens nogle medlemslande støttede, at der afsættes flere midler til samhørighedspolitikken, understregede andre, at der ikke kan blive tale om at øge den samlede ramme.
Rådet vil på grundlag af Kommissionens rapport fortsætte drøftelserne frem mod Kommissionens fremlæggelse af sin tredje fremskridtsrapport i sidste kvartal 2003. Kommissionen ventes i starten af 2004 at fremlægge de nødvendige forordningsforslag for den fremtidige politik på området.
5. Orienteringsdebat om effektiviteten i Unionens eksterne relationer
Punktet blev taget af dagsorden.
6. Første diskussion om Wider Europe – Nye naboer
Rådet havde en generel drøftelse af EU’s fremtidige forhold til de nye naboer mod øst og syd. Kommissær Patten oplyste, at Kommissionens meddelelse om "Wider Europe" ventedes vedtaget i den nærmeste fremtid med henblik på drøftelse på rådsmødet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) i marts 2003. I overensstemmelse med DER/København ville meddelelsen omfatte alle Unionens naboområder.
7. Det vestlige Balkan
Rådet noterede sig Kroatiens ansøgning om EU-medlemskab. Formandskabet lagde op til, at Rådet i april anmoder Kommissionen om en udtalelse i overensstemmelse med EU’s praksis for ansøgninger om medlemskab.
8. Mellemøsten
Drøftelsen fandt sted under frokosten med deltagelse af generalsekretæren for den Arabiske Liga, Amr Moussa. Der var enighed om, at EU fortsat må kræve road map offentliggjort og implementeret så hurtigt som muligt. Der var videre enighed om, at det ikke gav mening at offentliggøre road map’et uden USA.
Også Irak blev drøftet over frokosten. Der fremkom ikke væsentligt nyt i forhold til drøftelsen på det uformelle topmøde den 17. februar. Under drøftelsen med den Arabiske Liga’s formand og generalsekretær understregede disse ønsket om en fredelig løsning. Fra arabisk side var der overvejelser om et nyt arabisk topmøde medio marts.
9. Europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik
HR/SG Solana redegjorde for status for gennemførelse af beslutningerne fra Det Europæiske Råd i København vedr. EU/NATO-samarbejdet (Berlin+). Solana var fortrøstningsfuld med hensyn til at sikre en samlet gennemførelse inden 1. marts 2003. Dagens vedtagelse af EU/NATO-sikkerhedsaftalen så Solana som værende af stor betydning for fremtidige indsatser. Solana appellerede til opfyldelse af EU's kapacitetsmål (Headline Goal), der som bekendt var sat til udgangen af 2003.
Solana redegjorde ligeledes for status for forberedelse af den kommende EU-operation i Makedonien. Der var allerede taget en række vigtige skridt, og forventningen var en planmæssig overtagelse i marts 2003.
Om overvejelserne vedrørende en evt. EU-overtagelse af NATO-operationen i Bosnien-Herzegovina (SFOR) ved årets udgang havde Solana sammen med formandskabet udarbejdet en første rapport. Solana understregede 3 grundprincipper for en sådan EU-overtagelse:
- en robust operation med grundlag i FN-pagtens kapitel VII (sikkerhedsrådsresolution),
- tæt samarbejde med NATO om forberedelse og overgang,
- tæt dialog med USA, de europæiske allierede ikke EU-medlemmer, Canada og Rusland med henblik på deres deltagelse i operationen.
Sigtet var at forelægge et krisestyringskoncept for operationen for Rådet i maj 2003. Der fremkom ikke særlige bemærkninger fra medlemslandene.
10. Forholdet mellem EU og Rusland
Rådet havde en første generel drøftelse om forberedelsen af næste EU-Rusland topmøde i maj og om en fornyelse af EU’s fælles strategi vedrørende Rusland. Der var enighed om, at det var vigtigt at effektivisere samarbejdet med Rusland og gøre det mere resultatorienteret for at nå konkrete resultater inden for de eksisterende samarbejdsområder.
Det blev under debatten fremhævet, at Tjetjenien måtte på dagsordenen for topmødet, og at samarbejdet om retslige og indre anliggende burde styrkes.
11. (Evt.) Samarbejdet mellem EU og OSCE
Formanden fremhævede samarbejdet med OSCE som en prioritet for det græske formandskab. Holland, som OSCE-formandskab, henviste til status for samarbejdet i en række aktuelle sager og udtrykte stor tilfredshed med formandskabets tilgang.
12. Finansforordning for Den 9. Europæiske Udviklingsfond (EUF 9)
Punktet blev taget af dagsorden.
13. Forberedelse af associeringsråd med Marokko
Punktet blev taget af dagsorden.
14. Moldova
Punktet blev taget af dagsorden.
15. Grønland: Kommissionens Meddelelse om midtvejsevaluering af fiskeriprotokollen mellem EU og Grønland
Punktet blev vedtaget uden debat.
16. Fælles holdning til mødet i det Fælles Råd og udenrigsministermøde mellem EU og Golfens Samarbejdsråd (GCC)
Punktet blev vedtaget uden debat.
17. Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om produktion og udvikling af statistik vedrørende videnskab og teknologi – vedtagelse af Rådets fælles holdning
Punktet blev taget af dagsorden.