Hjælpemenu

Hovedmenu

Grundnotat vedr. Europol-ansatte, der gør tjeneste i tredjelande

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Hent bilaget i PDF-format her

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget
(Alm. del - bilag 550)
retlige og indre anliggender ministerråd
(Offentligt)

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EU-sekr.

30. januar 2003

 

 

 

 

 

 

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Justitsministeriets grundnotat om forslag til Rådets retsakt om ændring af vedtægten for Europols personale for så vidt angår Europol-ansatte, der gør tjeneste i et tredjeland.

 

 

 

 

 

Kære udenrigsminister.

Vedlagt sender jeg et forslag til Rådets retsakt om ændring af vedtægten for Europol-ansatte, der gør tjeneste i et tredjeland tillige med et grundnotat om forslaget, idet jeg skal anmode om, at materialet oversendes til Folketingets Europaudvalg.

Det bemærkes, at materialet ligeledes vil blive oversendt til Folketingets Retsudvalg.

Med venlig hilsen

GRUNDNOTAT

om

forslag til Rådets retsakt om ændring af vedtægten for Europols personale for så vidt angår Europol-ansatte, der gør tjeneste i et tredjeland.

  1. Baggrund.
  2. Den 26. juli 1995 blev konventionen af 26. juli 1995 om oprettelse af en europæisk politienhed (Europol-konventionen) vedtaget af Rådet og undertegnet af medlemslandene.

    Konventionen, der er gennemført i dansk ret ved lov nr. 415 af 10. juni 1997, trådte i kraft den 1. oktober 1998, og Europol påbegyndte herefter sit virke den 1. juli 1999.

    I medfør af artikel 30, stk. 3, i Europol-konventionen fastlægges de nærmere enkeltheder vedrørende Europols personale i en vedtægt, som vedtages af Rådet med enstemmighed efter udtalelse fra Europols Styrelsesråd og efter proceduren i afsnit VI i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU).

    Vedtægten for Europols personale (personalevedtægten) blev vedtaget ved Rådets retsakt af 3. december 1998 og trådte i kraft den 1. januar 2000. Personalevedtægten er efterfølgende ændret ved Rådets retsakter af henholdsvis 2. december 1999 og 15. marts 2001.

    På et møde i Europols Styrelsesråd den 5. – 6. september 2002 blev der opnået enighed om at ændre Europols personalevedtægt med henblik på at fastlægge bestemmelser for Europol-ansatte, der gør tjeneste i tredjelande.

    På den baggrund har Danmark fremsat et forslag om ændring af personalevedtægten for så vidt angår Europol-ansatte, der gør tjeneste i tredjelande.

    Forslaget er fremsat med hjemmel i artikel 30, stk. 3, i Europol-konventionen og artikel 34, stk. 2, litra c, i TEU.

  3. Indhold.
  4. Forslaget indebærer, at der indføres særlige bestemmelser for Europol-ansatte, der gør tjeneste i tredjelande.

    Forslaget indeholder således bestemmelser om udbetaling af løn m.v. i anden valuta end euro, refusion af rejseudgifter og bosættelsespenge. Endvidere indeholder forslaget bestemmelser om forflyttelse, særlige forpligtelser, arbejdsvilkår, indtægter og familietillæg, godtgørelse af særlige udgifter, social sikring samt uddannelsestillæg for Europol-ansatte, der vender tilbage til Europols hovedsæde i Haag efter udstationering i et tredjeland.

  5. Gældende dansk ret.
  6. Ved lov nr. 415 af 10. juni 1997 blev konventionen af 26. juli 1995 om oprettelse af en europæisk politienhed (Europol-konventionen) gennemført i dansk ret. Loven, der trådte i kraft den 1. juli 1999, bestemmer, at Europol-konventionen gælder her i landet, jf. lovens § 1, stk. 1.

  7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.
  8. Forslaget har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

    Danmarks bidrag til Europols budget afholdes af Rigspolitichefen inden for de bevillingsmæssige rammer.

  9. Høring.

Forslaget har været drøftet på møder i Justitsministeriets Styregruppe vedrørende det danske EU-formandskab med deltagelse af blandt andet Rigspolitichefen, Rigsadvokaten og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet.

Forslaget er sendt i høring hos Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Roskilde, Domstolsstyrelsen, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Datatilsynet, Politidirektøren i København, Den danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Politimestre i Danmark, Landsforeningen af beskikkede advokater, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Amnesty International, Det Danske Center for Menneskerettigheder samt Dansk Told- og Skatteforbund.