Hjælpemenu

Hovedmenu

Grundnotat vedr. transmissible spongiforme encephalopatier

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Hent bilaget i PDF-format her

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget
(Alm. del - bilag 547)
landbrugsministerråd
(Offentligt)

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EU-sekr.

30. januar 2003

 

 

 

 

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Fødevareministeriets grundnotat om forventet forslag til Kommissionens Forordning om ændring af Bilag VII, VIII og IX til Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) Nr. 999/2001 for så vidt angår udryddelse af transmissible spongiforme encephalopatier.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Grundnotat til Folketingets Europaudvalg

om forventet forslag til Kommissionens Forordning om ændring af Bilag VII, VIII og IX til Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) Nr. 999/2001 for så vidt angår udryddelse af transmissible spongiforme encephalopatier

Der foreligger ikke et konkret forslag

Baggrund

Kommissionen har på møder i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed fremlagt overvejelser om ændring af bilag VII, VIII og IX til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 for så vidt angår udryddelse af transmissible spongiforme encephalopathier (TSE). Kommissionens overvejelser vedrører ændring af politikken for nedslagning, når der konstateres BSE i en kvægbesætning.

Et konkret forslag vil kunne baseres på Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) nr. 999/2001 af 22. maj 2001, særligt artikel 23.

Et forslag forventes at ville skulle behandles i en procedure III i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed. Hvis der er kvalificeret flertal, udsteder Kommissionen forordningen. Opnås der ikke kvalificeret flertal, forelægger Kommissionen sagen for Rådet og underretter samtidig Europa-Parlamentet. Rådet kan med kvalificeret flertal vedtage forslaget uændret eller udtale sig mod det med kvalificeret flertal. Hvis der er kvalificeret flertal imod forslaget, skal Kommissionen behandle sagen på ny. Handler Rådet ikke inden en frist på højst tre måneder, kan Kommissionen udstede forordningen.

Nærheds- og proportionalitetsprincippet

Der redegøres ikke for nærheds- og proportionalitetsprincippet, da der er tale om gennemførelsesbestemmelser til en allerede vedtaget retsakt.

Formål og indhold

Kommissionens overvejelser om et nyt forslag har som formål at tilpasse og ajourføre EU-medlemsstaternes beskyttelsesforanstaltninger over for TSE.

Ifølge den hidtidige model for nedslagning af kvæg ifølge forordning nr. 999/2001, bilag VII, stk. 2 a, er hovedreglen, at hele besætningen bliver slået ned ved et positivt tilfælde. Medlemsstaterne kan dog ud fra en epidemiologisk vurdering vælge at nøjes med at nedslå kohortedyrerne. Det vil sige dyr, der er født 12 måneder før og efter, at et sygt dyr er fundet i besætningen eller dyr, som indenfor 12 måneder har været i samme opdrætsbesætning som et sygt dyr, der efter fødslen er flyttet fra sin oprindelsesbesætning (foderkohorten).

Kommissionens overvejelser går ud på som hovedregel kun at slå kohortedyrene ned, dog således at medlemsstaterne fortsat kan vælge at slå hele besætningen ned ud fra en vurdering af den epidemiologiske situation.

Drøftelserne i den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed har ført til, at Kommissionen vil anmode Den Videnskabelige Styringskomité om en udtalelse inden sagens videre behandling.

Udtalelse

Europa-Parlamentet vil ikke skulle udtale sig om et kommende forslag.

Gældende ret

TSE-området er reguleret ved Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) Nr. 999/2001 af 22. maj 2001 om fastsættelse af regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af visse transmissible spongiforme encephalopatier, senest ændret ved Kommissionens Forordning (EF) Nr. 1494/2002 af 21. august 2002.

Forordninger er umiddelbart gældende i dansk ret.

Konsekvenser

Et forslag forventes ikke at ville få statsfinansielle konsekvenser.

Et forslag forventes ikke at ville indebære en ændring af beskyttelsesniveauet og forventes ikke at ville medføre en ændring i den danske nedslagningspolitik, idet der fortsat vil være mulighed for at slå hele besætningen ned ved positive BSE tilfælde.

Forbrugerne vil fortsat være sikrede ved kravene om fjernelse af specificeret risikomateriale (SRM) fra slagtekroppe og kravet om BSE-test af alt slagtekvæg over 30 måneder.

 

Høring

§ 2-udvalget (landbrug) er orienteret om overvejelserne og Landbrugsraadet har på vegne af medlemsorganisationerne tilkendegivet, at før baggrunden for overvejelserne om ændring af nedslagningspolitikken og eventuel ny viden om BSE er nærmere drøftet, ønsker man ikke nogen ændring af den nuværende danske nedslagningspolitik.

Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Overvejelserne har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.