Hjælpemenu

Hovedmenu

Rådsmøde alm. anlig. og eksterne forbind. 9-10/12 02 rdegørelse

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Hent bilaget i PDF-format her

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget
(Alm. del - bilag 458)
rådsmødereferater
(Offentligt)

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EU-sekr.

23. december 2002

 

 

 

 

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Udenrigsministeriets redegørelse for rådsmøde (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 9.-10. december 2002.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

UDENRIGSMINISTERIET EU-sekr. j.nr. 400.A.5-0-0

Nordgruppen Den 20. december 2002

R E F E R A T

Rådsmøde (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 9.-10. december 2002.

 

1. Mellemøsten

På mødet drøftedes forberedelserne til Mellemøst-kvartettens møde i Washington den 20. december. Eneste større udestående i forhold til at nå til enighed med USA om køreplanen for etableringen af en palæstinensisk stat i 2005 var spørgsmålet om våbenhvile som betingelse for et moratorium for bosættelsesaktiviteter. Endvidere var spørgsmålet om tidspunktet for godkendelsen og offentliggørelsen af køreplanen åbent på grund af amerikansk tøven. Der var blandt ministrene tilslutning til, at EU fortsat skulle arbejde for en formel vedtagelse af køreplanen d. 20. december. Der var endvidere tilslutning til, at Det Europæiske Råd i København skulle udsende et stærkt signal om især behovet for en vedtagelse af køreplanen inden årets udgang samt vedrørende et moratorium på bosættelsesaktiviteter. Endelig konstaterede Rådet uden debat, at arbejdet med at sikre afviklingen af irakiske masseødelæggelsesvåben fortsatte på grundlag af Sikkerhedsrådsresolution 1441. Rådet ville følge situationen og vende tilbage hertil på et senere møde.

2. Det vestlige Balkan

Rådet hilste fremskridtene i arbejdet med forfatningscharteret for Serbien og Montenegro velkommen og udtrykte håb om en snarlig parlamentarisk vedtagelse af charteret. Rådet tog med bekymring resultatet af præsidentvalget i Serbien den 8. december til efterretning. Rådet understregede, at alle politiske partier måtte arbejde for en snarlig løsning for at sikre stabilitet og en fortsættelse af reformprocessen.

I forhold til Kosovo bød Rådet udvidelsen af UNMIK’s administrative autoritet til det nordlige Mitrovica velkommen. Man fremhævede det arbejde, der var blevet udført af SRSG Steiner og myndighederne i Beograd for at sikre aftalen.

Rådet understregede dets bekymring over våbeneksporten til Irak fra Bosnien-Herzegovina og Forbundsrepublikken Jugoslavien - i strid med FN sanktioner. Rådet gentog, at alle stater må gennemføre grundige undersøgelser og sikre, at de ansvarlige bliver retsforfulgt. Rådet fremhævede endvidere betydningen af at etablere civil kontrol over militæret i de involverede lande.

Rådet fremhævede udfaldet af London Konferencen om Organiseret Kriminalitet og udtrykte fuld støtte til London erklæringen. Rådet understregede, at kampen mod organiseret kriminalitet og korruption er en hovedprioritet i samarbejdet med landende i det Sydøstlige Europa.

Rådet vedtog uden drøftelse fælles aktioner, der forlængede mandaterne for EU’s Særlige Repræsentant i Makedonien (FYROM) og for den Særlige Koordinator for Stabilitetspagten for det Sydøstlige Europa.

3. Migration og udvikling

Se under dagsordenspunkt 4.

4. Opfølgning på DER Sevilla: Finansiering af migrationshåndtering

Kommissionen præsenterede en Meddelelse om Integration af Migrationsanliggender i EU's eksterne forbindelser. Den indeholdt to ventede meddelelser om hhv. Migration og Udvikling og Finansiering af Migrationshåndtering. Den del, som vedrører finansiering af migrationshåndtering vil ligeledes blive præsenteret på Rådet (retlige og indre anliggender) den 20. december 2002. Rådet havde en kort indledende drøftelse af meddelelsen. Grækenland var indstillet på, at drøftelsen af integration af migrationsanliggender i EU’s eksterne forbindelser fortsætter under det græske formandskab. Formandskabet konkluderede, at Rådet anmodede Coreper om under det græske formandskab at forberede substansbehandlingen af såvel spørgsmålet om sammenhængen mellem migration og fattigdomsbekæmpelse som effektiviteten af de eksisterende finansielle midler i forhold til indsatser inden for migrationshåndtering.

5. Moldova

Punktet blev taget af dagsordenen.

6. EU/Afrika forbindelser

Under middagen var der en drøftelse af det kommende EU-Afrika topmøde, planlagt til at finde sted i Lissabon i april 2003. Drøftelsen skal ses i lyset af krisen i Zimbabwe og præsident Mugabes uforsonlige kurs over for det internationale samfund. Det blev besluttet at sende en EU-trojka mission til Afrika i januar 2003 for med den afrikanske side at drøfte modaliteter for mødet. GAERC vil påny drøfte sagen på det førstkommende møde i januar 2003.

7. Grønland: Præsentation af Kommissionens meddelelse om midtvejsevaluering af fiskeriprotokollen mellem EU og Grønland

(KOM (2002)697 endelig).

Kommissionen præsenterede meddelelsen på rådsmødet. Det fremgik, at meddelelsen tog sigte på fundamentale ændringer i den aftalemæssige situation mellem Grønland og EU. Meddelelsen tog derved udgangspunkt i den situation, der havde eksisteret siden Grønlands udmeldelse og som havde ført til kritik fra Revisionsretten og Europa-Parlamentet. Når Kommissionen fremlagde sin meddelelse nu, skulle det ses på baggrund af midtvejsrevisionen af fiskeriprotokollen, som skulle være afsluttet i juni 2003. Det betød, at Rådet skulle træffe beslutning om forslagene i meddelelsen inden udgangen af februar 2003. Meddelelsen havde et kort sigte vedrørende fiskeriprotokollen og et længere sigte vedrørende en fremtidig partnerskabsaftale. Kommissionen fandt, at der kun kunne tages stilling til forslagene på kort sigt set i sammenhæng med stillingtagen til meddelelsens langsigtede perspektiv. Hermed skete der en adskillelse af fisk og den generelle relation til Grønland. Mere konkret lagde meddelelsen op til på langt sigt at frigøre Grønland fra OLT-forordningen og i stedet basere forholdet mellem parterne på en aftale om bæredygtig udvikling. Der sigtedes mod, at det fremtidige og langsigtede arrangement skulle gælde fra 2007.

8. Rådsbeslutning vedr. mandat til Kommissionen til at åbne forhandlinger om tilpasning af EØS-aftalen med Norge, Island og Liechtenstein i lyset af udvidelsen af EU

Punktet blev vedtaget uden debat.

9. Status for arbejdet i de øvrige rådsformationer

Formandskabet redegjorde for arbejdet i øvrige rådsformationer. Formanden fremhævede fremskridt opnået i forskellige rådsformationer vedr. gennemførelsen af Lissabon-strategien, herunder rådsmøde (transport, telekommunikation og energi) den 25. november vedr. det indre marked for el og gas samt den politiske enighed om Dublin II-forordningen på rådsmøde (retlige og indre anliggender) den 28.-29. november. Formandskabets redegørelse blev taget til efterretning.

 

10. Forberedelse af Det Europæiske Råds møde i København

Rådet havde en anden drøftelse af forberedelsen af Det Europæiske Råd i København den 12.-13. december 2002.

Der var opbakning til formandskabets forslag om at koncentrere drøftelserne på Det Europæiske Råd i København om udvidelsen og rådets funktionsmåde i lyset af udvidelsen.

Herudover var der på rådsmødet tilslutning til omtale af Prestige-katastrofen i konklusionerne fra København.

Udvidelsen

Forud for rådsmødet blev der afholdt individuelle ministermøder med Laeken10 landene om formandskabets forhandlingspakker. Flere kandidatlande indikerede vilje til at afslutte tiltrædelsesforhandlingerne på de foreliggende grundlag og på den betingelse, at eventuelle horisontale forbedringer, som måtte blive givet senere, også ville komme disse lande til gode.

I forberedelsen af Det Europæiske Råd drøftede Rådet udvidelsesforhandlingerne med Laeken10 landene med henblik på afslutning heraf i København. Der var grundlæggende enighed om formandskabets forslag til forhandlingspakker med undtagelse af de finansielle spørgsmål.

Rådet kunne generelt tilslutte sig teksten om Bulgarien og Rumænien i formandskabets udkast til kommenteret dagsorden.

Rådet drøftede det næste skridt i Tyrkiets EU-kandidatur. Der var enighed om fortsat støtte til konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Helsingfors. Et flertal af lande støttede, at der fra Det Europæiske Råd i København sendtes et klart positivt signal til Tyrkiet. Fsva. Cypern var der enighed om, at en Cypern-løsning bedst kunne tilvejebringes inden Det Europæiske Råd i København. Såfremt en løsning ikke blev fundet inden København var der enighed om, at udgangspunktet var Helsingfors-konklusionerne, og at et delt Cypern derefter sandsynligvis ville blive optaget.

 

Fremtidens formandskaber

Punktet blev ikke drøftet.

Sprogregimer i et udvidet EU

Formandskabet præsenterede rapporten til Det Europæiske Råd om sprogregimer i et udvidet EU. Der var bred støtte til rapporten. Formandskabet konkluderede at arbejdet ville fortsætte på grundlag af rapportens konklusioner.

11. Rådets arbejdsprogram 2003

De kommende græske og italienske formandskaber præsenterede kort deres foreløbige udkast til Rådets arbejdsprogram 2003. Formandskaberne ville udarbejde et endeligt program inden for kort tid.

12. Interinstitutionel aftale om bedre lovgivning

Formandskabet redegjorde for forhandlingsstatus efter det seneste møde med Europa-Parlamentet vedr. forhandlingerne om en interinstitutionel aftale om bedre lovgivning (IIA). Der forsøges indgået en aftale snarest muligt.

13. Terrorisme: Rapport om handlingsplanen

Punktet blev vedtaget uden debat.

14. EU’s informationsstrategi

Punktet blev vedtaget uden debat.

15. Menneskerettigheder og demokratisering: Opfølgning på rådsmødet 25. juni 2001

Punktet blev vedtaget uden debat.

16. Kimberley-processen: Indførelse af certifikationssystem for rå-diamanter

Punktet blev taget af dagsordenen.

17. Manoflodsområdet

Punktet blev vedtaget uden debat.

18. Udkast til forordning vedrørende hindring af ulovlig parallelhandel med medicin

Punktet blev taget af dagsordenen.

19. Aftale med Norge vedrørende liberalisering af handel med landbrugsvarer

Punktet blev vedtaget uden debat.

20. Aftale med Norge vedrørende eliminering af den ikke-landbrugsmæssige komponent af toldsatserne på forarbejdede landbrugsvarer

Punktet blev taget af dagsordenen.

21. Somalia: Vedtagelse af fælles holdning om våbenembargo

Punktet blev taget af dagsordenen.

22. Den nordlige Dimension: Årlig fremskridtsrapport

Punktet blev vedtaget uden debat.

23. Årlig rapport vedrørende gennemførelse af den fælles strategi overfor Ukraine

Punktet blev vedtaget uden debat.

24. Cuba: Revision/forlængelse af den fælles holdning

Punktet blev vedtaget uden debat.

25. Colombia

Punktet blev vedtaget uden debat.

26. Europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik (ESDP)

Rådet godkendte formandskabets fremskridtsrapport til det Europæiske Råd i København den 12.-13. december 2002 om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. De udestående elementer vedr. samarbejdet mellem EU og NATO afventer drøftelserne på Det Europæiske Råd.

27. Forberedelse af EU/Canada-topmøde den 19. december 2002

Punktet blev vedtaget uden debat.

28. Afghanistan

Tyskland orienterede Rådet om resultatet af Petersberg II konferencen den 2. december 2002, hvor det internationale samfunds engagement i Afghanistan blev genbekræftet. Behovene for en styrkelse af de institutionelle reformer i regering, militær og politi blev fremhævet. Erklæringen om godt naboskab mellem Afghanistan og dets umiddelbare naboer blev ikke underskrevet på Petersberg II konferencen, men forventes vedtaget i Kabul, Afghanistan den 22. december 2002.

29. Kommissionens forslag til ændringsskrivelse nr. 4 til budgetforslaget for 2003

Punktet blev vedtaget uden debat.

30. Kaliningrad

Der var enighed om, at der inden underskrivelsen af tiltrædelsestraktaten skal vedtages en tilpasning af Schengen-reglerne i medfør af den forståelse, der blev opnået på EU-Rusland-topmødet den 11. november 2002 om transit mellem Kaliningrad og resten af Rusland. Desuden bekræftede Rådet, at EU vil yde bistand til Litauen svarende til de ekstra omkostninger, som Litauen får i forbindelse med gennemførelsen af forståelsen med Rusland.