Rådsmøde (transportministeråd) 31/12 02 Redegørelse
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget
(Alm. del - bilag 457)
rådsmødereferater
(Offentligt)
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Trafikministeriets redegørelse for rådsmøde (transportministre) den 31. december 2002.
TRAFIKMINISTERIET
Referat af Rådsmødet (transportministre) den 31. december 2002
Det eneste punkt på dagsordenen var spørgsmålet om transitkørsel med lastvogne gennem Østrig, når den nuværende økopoint-ordning udløber med udgangen af 2003.
Der er tale om en sag, som har haft høj prioritet under hele det danske formandskab, og som der har været holdt adskillige møder både i COREPER og i Rådet om for at finde en løsning.
På sit møde i København anmodede Det Europæiske Råd om, at Rådet inden årets udgang vedtager en forordning om en midlertidig løsning for transitkørsel med lastvogne gennem Østrig i 2004 – 2006.
På denne baggrund afholdtes den 31. december 2002 et rådsmøde (transportministre). Der var kun mødt ministre fra 5 lande, hvorfor betingelserne for at træffe beslutning (quorum) ikke var til stede. På baggrund af en redegørelse fra Rådets Juridiske Tjeneste kunne det konstateres, at dette ikke forhindrede, at man kunne have en politisk drøftelse og at formanden kunne drage konklusioner af resultatet af denne drøftelse.
På rådsmødet fremlagde det danske formandskab endnu et kompromisforslag. Efter drøftelsen heraf kunne formanden konkludere, at et kvalificeret flertal af medlemslandene kan støtte en løsning, der indebærer følgende hovedelementer:
- Fra 1. januar 2004 – når den nuværende økopointordning i Østrig udløber – indføres der et midlertidigt transitsystem for kørsel med tunge lastbiler gennem Østrig.
- Denne overgangsordning gælder i første omgang for 2004 og kan forlænges til 2005 og 2006 med mindre der forinden i Rådet er vedtaget nye fællesskabsregler for betaling for lastbilers anvendelse af vejinfrastrukturen (Eurovignette-ordningen). I den forbindelse afgav Rådet og Kommissionen en fælles erklæring, hvoraf det fremgår, at man vil bestræbe sig på at vedtage et nyt Eurovignette-direktiv inden for Europa-Parlamentets nuværende lovgivningsperiode, og Kommissionen bekræftede sin intention om at fremlægge et forslag med henblik herpå i første halvdel af 2003.
- EURO 4 standard lastbiler undtages fra transitsystemet
- Transit med EURO 0 lastbiler forbydes med undtagelse af EURO 0 lastbiler, som er indregistreret i Grækenland eller Portugal
- Antallet af point til rådighed i transitsystemet sættes i 2004 til 40 % af 1991-niveauet svarende til mængden af økopoint til rådighed i 2003. I 2005 og 2006 reduceres antallet af point til hhv. 38-39 % og 34,9-38 %. Antallet af point for hhv. 2005 og 2006 vil blive fastlagt i en komitéprocedure på grundlag af en analyse foretaget af Kommissionen af det faktiske omfang af transitkørsler gennem Østrig med EURO 4 standard lastbiler.
- Pointene fordeles mellem medlemsstaterne efter de samme principper som i 2003, idet der dog ved fordelingen af reserven tages særligt hensyn til behovet for transit mellem Tyskland og Schweiz ad ruten øst om Bodensøen, dvs. strækningen Lindau-Bregenz-St. Margarethen) ("Hörbranz-transit").
- Der er er ingen direkte begrænsning af antallet af transitkørsler gennem Østrig ("108-procent-reglen" afskaffes)
Østrig, Italien, Holland og Belgien tilkendegav, at man ikke vil kunne stemme for denne løsning.
Rådet vil herefter vedtage sin fælles holdning på ovennævnte grundlag, når Europa-Parlamentet har afgivet sin udtalelse.