Kopi SAU: Svar på spm. 10 om redegørelse for Kommissionens Joint EU Transfer Pricing Forum, fra skatteministere, kopi til
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget
(Alm. del - bilag 199)
økonomi- og finansministerråd
(Offentligt)
_____________________________________________
SAU, Alm. del - bilag 62 (Løbenr. 2114)
Skatteministeriet J.nr. 5.2002-218-0009
Til
Folketingets Skatteudvalg
Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr.10 - 13 af 4. oktober 2002.
(Alm. del - bilag 10).
Svend Erik Hovmand
Spørgsmål 10:
I Skatteministeriets notat af 22. juli 2002 "Status over fiskale EU-forslag 2. halvår 2002", jf. 2001-02, 2. samling, alm. del – bilag 446, er vedrørende Kommissionens meddelelse om selskabsbeskatning KOM (2001) 528 oplyst, at Kommissionen er ved at etablere et Joint EU Transfer Pricing Forum. Ministeren bedes redegøre nærmere for dette forums sammensætning, virke og formål m.v.
Svar:
Kommissionen har etableret et Fælles EU Transfer Pricing Forum bestående af 25 medlemmer, én repræsentant for hver medlemsstat og 10 repræsentanter fra erhvervslivet. Formanden for forumet er en uafhængig person, med erfaring fra både skatteadministrationen og erhvervslivet. Herudover inviteres OECD og kandidatlandene til at deltage i forumet som observatører. Det er hensigten, at der skal afholdes to til tre møder om året – første møde blev afholdt den 3. oktober 2002.
Forumets overordnede mål er at skabe en mere ensartet transfer pricing praksis i medlemsstaterne og at forbedre implementeringen af Voldgiftskonventionen.
Forumets opgaver bliver bl.a. at:
- udvikle og udveksle "best practice" for bilaterale og multilaterale Advance Pricing Agreements (APA),
- udvikle ensartede dokumentationskrav og forbedre metoderne til fastsættelse af interne afregningspriser inden for OECD’s retningslinier.
- undersøge nødvendige forbedringer af Voldgiftskonvention. Forumets forslag til praktiske forbedringer vil fungere som input til Kommissionens annoncerede revidering af Voldgiftskonventionen, og forslag om ændring af konventionen til et direktiv.
Det Fælles EU Transfer Pricing Forum skal ikke diskutere konkrete transfer pricing sager og skal heller ikke erstatte den formelle beslutningsproces i EU. Forumet forventes i stedet at opnå enighed om nogle pragmatiske, ikke-lovgivningsmæssige, initiativer, som kan afhjælpe nogle af transfer pricing problemerne på det indre marked.
Spørgsmål 11:
Med henvisning til Kommissionens direktivforslag om moms af rejsebureauers ydelser KOM (2002) 64 bedes ministeren redegøre for regeringens overvejelser i forhold til det merprovenu til staten på 50 mio. kr. og den tilsvarende meromkostning til rejsebureauerne, som en gennemførelse af direktivforslaget efter det oplyste vil medføre, jf. 2001-02, 2. samling, alm. del – bilag 242.
Svar:
Indledningsvis skal det bemærkes, at en af Kommissionens vigtigste målsætninger med forslaget er at fjerne den aktuelle konkurrenceforvridning på det europæiske rejsemarked. En forvridning, som er et resultat af, at visse rejser indenfor EU overhovedet ikke bliver beskattet i dag. Det gælder dels rejser, som sælges af bureauer udenfor EU, og dels rejser, der sælges fra Danmark og Irland, som har fritaget rejsebureauvirksomhed fra momspli gten.
Under det spanske formandskab i første halvår 2002 har Kommissionens forslag hidtil været til teknisk behandling på 3 møder i momsarbejdsgruppen under Rådet (ECOFIN). Forhandlingerne kan dog ikke karakteriseres som særligt fremskredne. Man mangler således på en række afgørende punkter at finde frem til en fælles forståelse inden forslaget kan forelægges Rådet.
Jeg kan dog allerede på nuværende tidspunkt slå fast, at skulle forslaget blive vedtaget, vil regeringen naturligvis i overensstemmelse med det gældende skattestop gennemføre en tilsvarende sænkning af en anden skat.
I Skatteministeriets notat af 22. juli 2002 "Status over fiskale EU-forslag 2. halvår 2002", jf. 2001-02, 2. samling, almindelig del – bilag 446 fremgår, at der vedrørende Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om edb-registrering af punktafgiftspligtige vares bevægelser og kontrollen hermed KOM(2001) 466 og Kommissionens forslag om at ændre den retlige ramme for det administrative momssamarbejde KOM(2001) 29 drøftelser i gang om en ændring af retsgrundlaget fra traktatens artikel 95 (vedtagelse med kvalificeret flertal i fælles beslutningstagen med Europa-Parlamentet) til artikel 93 (vedtagelse med enstemmighed i Rådet). Ministeren bedes redegøre nærmere for baggrunden for og indholdet af drøftelserne om ændring af retsgrundlaget.
Svar:
Artiklerne 93 og 95 i EU-Traktaten udstikker begge retningslinjerne for proceduren for vedtagelse af retsakter, som har til hensigt at harmonisere medlemsstaternes lovgivning af hensyn til det indre marked.
Artikel 95, som forudsætter vedtagelse med kvalificeret flertal og i fælles beslutningstagen med Europa-Parlamentet af retsakter af hensyn til det indre markeds oprettelse og funktion er en generel bestemmelse, som finder anvendelse i almindelighed. Efter sin ordlyd finder den dog ikke anvendelse på blandt andet fiskale bestemmelser – altså bestemmelser om skatter og afgifter.
Til gengæld finder artikel 93 anvendelse i sådanne tilfælde. Efter sin ordlyd skal bestemmelsen anvendes, når der udstedes forslag til retsakter om harmonisering af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende omsætningsafgifter, punktafgifter og andre indirekte skatter, af hensyn til det indre markeds oprettelse og funktion. Efter bestemmelsen skal sådanne retsakter vedtages af Rådet med enstemmighed.
Både Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om edb-registrering af punktafgiftspligtige vares bevægelser og kontrollen hermed KOM(2001) 466 – herefter EMCS-forslaget – og Kommissionens forslag om at ændre den retlige ramme for det administrative momssamarbejde KOM (2001) 294 blev fremsat af Kommissionen med Traktatens artikel 95 (kvalificeret flertal og fælles beslutningstagen med Europa-Parlamentet) som retsgrundlag.
For så vidt angår EMCS-forslaget kan jeg oplyse følgende:
Det blev under forhandlingerne relativt hurtigt klart, at flere medlemsstater anså forslaget for at vedrøre en harmonisering af lovgivningen om punktafgifter og dermed for at være omfattet af Traktatens artikel 93. Som begrundelse herfor er blandt andet blevet nævnt, at forslaget vil have en direkte effekt på afgiftsopkrævningen i medlemsstaterne og på de nationale afgiftsregler. Endvidere er nævnt, at cirkulationsdirektivet nødvendi gvis må ændres for at ordningen kan fungere, og at dette skal ske med enstemmighed.
De pågældende medlemsstater har indtil videre udgjort et blokerende mindretal.
Rådets Juridiske Tjeneste har udtalt sig til støtte for anvendelsen af artikel 95, og på det seneste har der været en vis bevægelse, der kan tyde på, at der snart vil komme en afklaring af retsgrundlaget.
Under det danske formandskab skulle de sidste mere tekniske spørgsmål være afklaret. Retsgrundlaget er derfor det eneste udestående spørgsmål.
For så vidt angår forslaget om administrativt momssamarbejde kan jeg oplyse følgende:
Under forhandlingerne er medlemslandene blevet enige om at ændre retsgrundlaget fra Traktatens artikel 95 til artikel 93 for den nye forordning om administrativt momssamarbejde, idet forslaget anses for at have direkte effekt på momsopkrævningen i medlemslandene. Forslaget til ny retlig ramme for momssamarbejdet indebærer blandt andet, at alle bestemmelser om momssamarbejde samles ét sted og momsen skal derfor fjernes fra direktiv 77/799/EØF om gensi dig bistand på områderne direkte og indirekte skat. Medlemslandene er blevet enige om, at det korrekte retsgrundlag for direktivændringen er Traktatens artikel 93 og 94, hvor artikel 93 er retsgrundlag for bestemmelserne vedrørende de tilbageværende indirekte skatter, nemlig punktafgifterne, og artikel 94 er retsgrundlag for bestemmelserne vedrørende de direkte skatter.
Rådets Juridiske Tjeneste har støttet medlemslandene i deres opfattelse af retsgrundlaget i forbindelse med forslagene vedrørende den nye retlige ramme for administrativt momssamarbejde.
Der arbejdes på at Rådet kan opnå politisk enighed om alle dele af forslagene vedrørende administrativt samarbejde på ECOFIN-mødet den 5. november 2002.
Spørgsmål 13:
I Skatteministeriets notat af 22. juli 2002 "Status over fiskale EU-forslag 2. halvår 2002", jf. 2001-02, 2. samling, almindelig del – bilag 446 fremgår, at der vedrørende programmet for fælles toldkontrolaktioner i 2002 pr. 1. juli 2002 er gennemført 4 aktioner. Ministeren bedes redegøre for indholdet og resultaterne af de 4 gennemførte aktioner.
Svar:
Om de fire gennemførte aktioner kan jeg oplyse følgende:
Mercure: Aktionen blev ledet af Frankrig, og pågik i 7 dage i marts 2002. Den rettede sig mod ecstasy fra Europa til især USA og Australien. 14 Medlemslande, Australien, Canada og USA, samt Island og Schweiz deltog i aktionen. Der blev udvekslet et antal meddelelser, men med få resultater på baggrund heraf. I alt var der under aktionen 13 beslaglæggelser af ecstasy.
SOL 2002: Aktionen blev ledet af Spanien og varede 11 dage i maj 2002. Den rettede sig mod kokain, der i containere, der transporteres ad søvejen. Aktionen havde deltagelse af samtlige Medlemslande, to Kandidatlande samt Norge. Der blev udsendt 300 meldinger og beslaglagt 127 kg kokain.
Moneypenny II: Aktionen blev ledet af Storbritannien. Den fandt sted i juni 2002 og varede 7 dage. Aktionen rettede sig mod bekæmpelse af hvidvaskning af penge ved afsløring og beslaglæggelse af overførsler over grænserne af kontante pengebeløb hidrørende fra kriminalitet. 12 Medlemslande og 4 Kandidatlande deltog. Aktionen førte til 36 beslaglæggelser af omkring €2 millioner. Ingen af beslaglæggelserne fandt sted p&ar aggrund af deklarationer men var alene resultat af deciderede kontroller af rejsende.
Truck Stop: Aktionen blev ledet af Tyskland og pågik i 13 dage i april 2002. Den rettede sig mod heroin langs Balkanruten. Aktionen havde deltagelse af 14 Medlemslande, 10 Kandidatlande samt Hviderusland, Norge, Rusland, Schweiz og Ukraine. Aktionen førte til beslaglæggelse af i alt 320 kg heroin samt en del beslaglæggelser af andre varer - herunder 1 beslaglæggelse af narkotikaprækursorer.