Svar på spørgsmål 4-5

I løbet af 1990'erne har flere EU og EØS-lande indført særlige ordninger med henblik på rekruttering af bestemte typer af arbejdskraft. Antallet af sådanne særlige ordninger er steget støt i takt med, at mangelen på især højt kvalificeret arbejdskraft er blevet mere udtalt. Neden for præsenteres kort nogle af disse ordninger.

Norge

Norge har i en årrække haft mangel på arbejdskraft inden for sundhedssektoren. Der har været en udpræget mangel på læger og sygeplejersker, specielt i de mere tyndt-befolkede områder. Problemet er søgt løst ved at indgå bilaterale aftaler med nogle få udvalgte lande. Norge giver almindelige opholds- og arbejdstilladelser til ansøgere fra disse udvalgte lande. Ansøgere kommer på et intensivt norsk sprogkursus, hvor de samtidig bliver orienteret om det norske sundhedsvæsen og norsk kultur. Norge har i en årrække gjort brug af læger og sygeplejersker fra de øvrige nordiske lande, men den øgede konkurrence om arbejdskraft inden for sundhedssektoren i de nordiske lande har tvunget Norge til også at søge efter kvalificeret arbejdskraft uden for denne kreds af lande. Det norske Arbeitsdirektorat indgik i juni 2001 en sådan bilateral aftale med Filip pinerne, og tidligere på året lavede man en lignende aftale med Polen. Gennem disse bilaterale aftaler er der blevet rekrutteret 1.100 sygeplejersker, læger og tandlæger fra udlandet.

Sverige

Sverige har indgået aftaler med de baltiske lande, som gør det muligt at deltage i arbejdspraktik i Sverige. Ifølge aftalen skal praktikanten være mellem 18 og 30 år.Det tilbudte arbejde skal være i overensstemmelse med personens uddannelse og erfaring.

Tyskland

Tyskland har i løbet af 1990erne i lighed med andre EU-lande indgået en lang række bilaterale aftaler med flere af kandidatlandene, der omhandler indvandringen af gæstearbejdere, sæsonarbejdere, kontraktarbejdere, grænsependlere, erhvervs-praktikanter og au pair-personer.

Endvidere har Tyskland - på grund af mangelen på højt kvalificeret arbejdskraft inden for informationsteknologi - indført et særligt visum til arbejdskraft med IT-kompetencer. Her er tale om en Green Card-ordning, der indfører særlige regler for tildeling af opholds- og arbejdstilladelse for udlændinge med helt bestemte kvalifikationer (eller kompetencer) og tillige opererer med specielle opholds- og arbejdstilladelser, der afviger fr a de almindelige. Med denne ordning, der blev indført 1. august 2000, vil den tyske regering give specielle opholds- og arbejdstilladelser til maksimalt 20.000 personer i op til fem år under forudsætning af, at de imødekommer de opstillede kriterier for tildeling af opholds- og arbejdstilladelse. Ordningen opererer med, at man skal opfylde ét af følgende to kriterier: 1) kvalifikationskriteriet (relevant kandidateksamen fra universitet eller anden højere l&aeli g;reanstalt) eller 2) indtjeningskriteriet (dokumenterede IT-kompetencer og en årsindtægt på mindst 51.000 euro).

Opgørelser fra Bundesanstalt für Arbeit pr. 30. september 2002 viser, at der fra juli 2000 til ultimo september 2002 er udstedt 12.907 Green Cards i Tyskland til IT-eksperter fra udlandet, hvilket svarer til 64,5 % af de 20.000 udbudte Green Cards.

Af modtagerne af Green Cards er 87,6 % mænd og 12,4 % kvinder.

Fordelt på grupper af lande er Indien tildelt flest Green Cards med 2.978. Herefter følger gruppen bestående af Rusland, Ukraine, Hviderusland og de Baltiske lande med 1.766 og Rumænien med 956. En fordeling af Green Cards på hovedgrupper af lande og køn fremgår af tabel 1.

Ultimo juni 2002 var 84,9% eller 10.952 af tilladelserne givet til udlændinge, der kommer fra lande uden for EU, mens 15,1% eller 1.955 var udstedt til udenlandske kandidater fra tyske højere læreanstalter.

Ultimo juni 2002 var 10.984 Green Cards eller 85,1% blevet tildelt på baggrund af kvalifikationskriteriet (kandidat fra højere læreranstalt), mens 1.922 eller 14,9% var blevet tildelt efter indtjeningskriteriet (indtjening over 51.000 euro om året).

Tallene for størrelsen af virksomheder, der ansætter udlændinge på Green Card viser, at det fortsat primært er de mindre virksomheder med under 100 ansatte, der anvender ordningen. Af tilladelserne er ca. 2/3-dele givet til denne gruppe af virksomheder.

Blandt de større virksomheder med over 500 ansatte har der dog vist sig en øget lyst til benytte Green Card ordningen.

Særlige ordninger for tildeling af arbejdstilladelse til borgere uden for EU

I vedlagte oversigt er i stikordsform en samlet oversigt over de ordninger, der gælder i de enkelte EU-lande for anvendelse af arbejdskraft fra lande uden for EU. Det bemærkes, at oversigten blev udarbejdet af EU-Kommissionen i marts 2001, og at ændringer derfor kan være kommet til siden.

Dette notat beskriver indledningsvist den nuværende interne mobilitet mellem de enkelte EU-lande. Efterfølgende beskrives den nuværende indvandring fra de ti Central- og Østeuropæiske ansøgerlande til EU og Danmark. Afslutningsvis anføres de mulige følger af EU-udvidelen for migrationen fra Central- og Østeuropa til de nuværende EU-lande.

Følgende central- og østeuropæiske lande forventes - sammen med Malta og Cypern - at blive medlemmer af EU i 2004: Estland, Letland, Litauen, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Polen og Slovenien. Yderligere to central- og østeuropæiske lande (Bulgarien og Rumænien) forventes at blive medlemmer af EU i 2007.

Emnet for dette notat er migrationen fra ovennævnte ti central- og østeuropæiske EU-ansøgerlande. Den mulige migration fra Malta og Cypern skønnes at være af så begrænset omfang, at den ikke er medtaget i notatet.

I medfør af Traktaten om de Europæiske Fællesskaber skal enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af medlemslandenes arbejdstagere, for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår, afskaffes. Det er således et vigtigt mål at fjerne hindringer for den frie bevægelighed mellem medlemslandene, bl.a. ved at sikre, at personer, der arbejder og opholder sig i et andet medlemsland end hj emlandet, ikke mister deres sociale rettigheder, når de udnytter deres ret til fri bevægelighed.

Bestræbelser på at sikre den frie bevægelighed internt i EU er begrundet i ønsket om at realisere potentialerne i det indre marked for derigennem at modvirke kvalifikationsflaskehalse og ubalancer med arbejdsløshed i visse lande og mangel på arbejdskraft i andre lande. En række initiativer er taget for at fremme mobiliteten intern i EU. Senest har Kommissionen i februar 2002 udarbejdet en handlingsplan vedrørende kvalifikationer og mobili tet.

Ikke desto mindre er den geografiske mobilitet internt i EU stadig relativt begrænset. Således skiftede kun 225.000 personer - eller 0,1 % af den samlede befolkning i EU - officiel adresse mellem to EU-lande i 2000. Til sammenligning flyttede 5,9 % af den samlede befolkning i USA fra én delstat til en anden i 1999.

I nedenstående tabel 1 er den interne mobilitet mellem de enkelte EU-lande opgjort, for så vidt angår 1998/1999.

Det fremgår af tabel 1, at knapt 28 % af alle borgere, der immigrerede til Danmark i 1998, var EU-statsborgere. Omkring 1/5 af alle udenlandske borgere, der bor i Danmark, kommer fra et EU-land. Borgere fra Tyskland udgør med 20,9 % den største gruppe af EU-borgere, der flytter til Danmark. Herefter kommer borgere fra Sverige og England med hhv. 18,4 % og 16, 8 %.

2,4 % af de EU-borgere, der vælger at flytte til et andet EU-land, flytter til Danmark. Det skal i den sammenhæng erindres, at den danske befolkning udgør 1½ pct. af EU's samlede befolkning.

I 1999 var der beskæftiget næsten 5,3 mio. ikke-EU-statsborgere i EU, svarende til lidt under 4% af arbejdsstyrken. Godt og vel halvdelen af disse var beskæftiget i Tyskland. Resten var for langt størstedelens vedkommende beskæftiget i Frankrig, Storbritannien og Østrig (i nævnte rækkefølge).

Antallet af statsborgere fra de central- og østeuropæiske kandidatlande, der var beskæftiget i nuværende EU-medlemslande, androg i 1999 kun 290.000 ud af de ovenfor nævnte 5,3 mio., svarende til 0,2% af arbejdsstyrken i EU. I Østrig, som har relativt flest beskæftigede fra kandidatlandene, tegnede statsborgere fra kandidatlandene sig for 1,2% af arbejdsstyrken. I Tyskland er det tilsvarende tal 0,4 %. De to lande tegnede s ig for tilsammen 70% af den i EU beskæftigede arbejdskraft fra kandidatlandene. Ikke desto mindre udgjorde statsborgere fra kandidatlandene kun ca. 10% af den udenlandske arbejdskraft i de to lande.

Antallet af indvandrere fra kandidatlandene, heriblandt også familiemedlemmer og studerende, androg i 1999 ca. 830.000, svarende til 0,2% af EU’s samlede befolkning. 65% af disse opholder sig i Tyskland og næsten 15% i Østrig. Indvandrere i EU fra de enkelte kandidatlande fremgår af figur 1 nedenfor.

Den kommende udvidelse af EU i 2004 med ti nye medlemslande med en samlet befolkning på 75 mio. mennesker (sammenlignet med EU-15’s befolkning på 377 mio. mennesker) aktualiserer debatten om befolkningsvandringer i EU.

En række forskellige undersøgelser har forsøgt at forudsige den fremtidige vandring af arbejdskraft fra kandidatlandene til EU. Et gennemgående træk ved de foreliggende analyser er, at forfatterne ikke forventer dramatiske stigninger i arbejdskraftvandringerne fra Øst- til Vestereuropa som følge af EU’s udvidelse.

Der er derfor heller ikke forventninger om voldsomme påvirkninger af arbejdsløshed eller lønniveau i de nuværende EU-lande. Det forventes dog, at især grænseregionerne i Tyskland, Østrig og Italien vil opleve en markant og mærkbar indvandring fra de nye EU-medlemmer, når arbejdskraften får lov til at bevæge sig frit.

De foreliggende studier bygger på to principielt forskellige typer af information. Den ene gruppe af prognoser anvender kvantitative modeller, der estimeres på grundlag af historiske erfaringer om sammenhænge mellem migration og en række årsagsvariable, hvor især løn- eller indkomstforskelle spiller en stor rolle. Vanskeligheden er naturligvis, at resultaterne fra denne type af analyser bygger på "dobbelt ekstrapolation" i den forstand, at ma n må forudsætte, at erfaringerne fra en anden tidsperiode og et andet geografisk område kan overføres til de kommende vandringer fra Øst- og Centraleuropa til de nuværende EU-lande.

Den anden prognosemetode bygger på interviewundersøgelser af befolkningerne i Øst- og Centraleuropa. Disse studier sigter typisk på at afdække, hvor stor en del af befolkningen, der har konkrete planer om at emigrere inden for en given tidshorisont. Svarene på denne type af hypotetiske spørgsmål varierer erfaringsmæssigt med måden spørgsmålene formuleres på og skal derfor tolkes med varso mhed. Et hovedresultat fra de foreliggende interviews er, at mellem en og fire procent af befolkningerne i de central- og østeuropæiske lande konkret overvejer at søge beskæftigelse i udlandet. En fordel ved denne type af undersøgelser er, at man kan afdække mere konkrete ønsker og planer for emigration. En analyse af emigrationsplanerne hos befolkningen i Polen, Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn fra 1997 viser således, at næsten 2/3 af de adspurgte med migrationsplaner ville vælge Tyskland eller Østrig som destinationslande, mens ganske få nævner de skandinaviske lande. Omkring 2/3 angiver, at de vil opholde sig i værtslandet en kortere årrække for herefter at vende tilbage til hjemlandet. Undersøgte karakteristika for personer, der ønsker at emigrere til EU, afspejler ganske godt de historiske erfaringer fra faktiske migrationsbølger, hvor første generation af udvandrere typisk er ung e og relativt veluddannede.

Et centralt og ofte citeret analyse finansieret af EU-Kommissionen er The Impact of Eastern Enlargement on Employment and Labour Markets in the EU Member States, som er udarbejdet af T. Boeri & H. Brücker (2000). Studiet er sammen med andre analyser sammenfattet i EU-Kommissionens meddelelse fra marts 2001.

Tabel 4 gengiver analysens prognose for den samlede indvandring fra kandidatlandene til de nuværende EU-lande.

Tabel 4: Borgere fra øst- og centraleuropæiske kandidatlande i EU-15, 2002-2030.

Analysen påregner årlig indvandringer til de nuværende EU-lande på godt 300.000 personer i årene umiddelbart efter udvidelsen. Nettoindvandringen forventes relativt hurtigt at flade ud og allerede i år 2015 at være reduceret til ca. 100.000 personer om året. Som anført i ovenstående tabel 4 forventes antallet af indbyggere fra de nye EU-lande i 2030 at udgøre knapt 4 mio. mennesker.

Udtrykt i procent vil andelen af borgere fra ansøgerlandene i de nuværende EU-lande stige fra 0,2% til 1,1% af befolkningen i løbet af de næste tre årtier. For ansøgerlandene betyder dette, at den mængde af borgere fra ansøgerlandene, der bor i de nuværende EU-lande, vil stige fra 0,8% til 4%.

Tyskland og Østrig forventes at ville modtage henholdsvis 65% og 12% af indvandrerne fra de nye EU-lande.

For Danmark er på opdrag af Kommission udarbejdet analyser af de økonomiske konsekvenser af EU-udvidelsen, som også inddrager kortfattede overvejelser om effekterne på arbejdskraften (Kristensen & Jensen, 2001; Madsen & Sørensen, 2002). Begge analyser er baseret på modelberegninger, der med hensyn til antagelser om arbejdskraftvandringer bygger på studierne af Boeri og Brücker.

Også interesseorganisationerne har været aktive på området. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har således udgivet flere analyser af arbejdsmarkedskonsekvenserne af EU’s udvidelse.

I den tidligere nævnte analyse fra Boeri og Brucker er der - for de enkelte EU-medlemslande - gennemført en fremskrivning af antallet af indvandrede fra ansøgerlandene. Skønnet bygger på, at væksten i antal indvandrere fra ansøgerlandene til de nuværende EU-lande efter sker proportionalt med den nuværende fordeling af borgere fra de central- og østeuropæiske lande i de forskellige EU-lande.

Selv om tabel 5 kan give en fornemmelse af de mulige størrelsesordener for indvandringen fra de nye medlemslande, er det samtidig vigtigt at understrege, at der er tale om en migrationsmodel baseret på, at erfaringer med indvandringen fra Øst- og Centraleuropa fra perioden 1967-1998 kan overføres til den kommende EU-udvidelse.

Det skal fremhæves, at prognosen vedrører antal statsborgere og ikke antal arbejdstagere. Normalt antages antallet af arbejdstagere at udgøre 40-45 procent af befolkningen, men med mulighed for betydelige afvigelser i tilfælde af vandringer domineret af yngre personer eller midlertidig migration.

Endelig skal nævnes, at prognosen bygger på en antagelse om helt frie vandringer af arbejdskraft efter udvidelsen. I det omfang, hvor nogle EU-lande åbner for fri adgang, mens andre bevarer restriktioner i en overgangsperiode, vil der kunne opstå nye vandringsmønstre, som ikke indfanges af prognosen. Det skal i den sammenhæng erindres, at Tyskland og Østrig har varslet at ville gøre brug af en overgangsordning i en periode på op til syv år.

Afslutning

I forhold til udsigten til en stagnerende arbejdsstyrke i Danmark vil en forventet begrænset øget indvandring fra Central- og Østeuropa kunne betyde et værdifuldt tilskud af arbejdskraft inden for eksempelvis sundhedsområdet, ingeniørområdet og i uddannelsessektoren. Andre lande som eksempelvis Norge og Tyskland har bl.a. gennem en såkaldt Green Card ordning forsøgt at målrette rekrutteringen af udenlandsk arbejdskraft i tråd med efterspørgslen på de nationale arbejdsmarkeder (jævnfør særskilt notat herom til FEU).