EU-toldfritagelsesordning for indførelse af forsvarsmateriel
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget
(Alm. del - bilag 40)
økonomi- og
finansministerråd
(Offentligt)
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Forsvarsministeriets og Skatteministeriets notat om en EU-toldfritagelsesordning for indførsel af forsvarsmateriel fra tredjelande.
Forsvarsministeriet J. nr. 99/02-299-00014
Told- og Skattestyrelsen
4. oktober 2002
Notat til Folketingets Europaudvalg
om
en EU-toldfritagelsesordning for indførsel af forsvarsmateriel fra tredjelande
1. Baggrund
Folketingets Europaudvalg er i et notat af 4. april 2002 blevet orienteret om den danske regerings besvarelse af Kommissionens åbningsskrivelse vedrørende betaling af told af militært materiel importeret fra tredjelande.
Det fremgår af notatet, at Danmark siden 1978 - i lighed med langt de fleste andre medlemsstater - har haft en toldfritagelsesordning for militært materiel indført fra tredjelande. Det fremgår endvidere af notatet, at Kommissionen i sin åbningsskrivelse gør gældende, at materiel indført fra tredjelande kun kan fritages for told, hvis dette følger af afledt fællesskabsret vedtaget med hjemmel i EF-traktatens artikel 26. Det er således Kommissionens opfattelse, at EF-traktatens artikel 296 - om beskyttelse af væsentlige sikkerhedsinteresser - ikke kan finde anvendelse i en toldsammenhæng med den virkning, at en medlemsstat efter omstændighederne måtte være berettiget til at undlade at opkræve told ved indførsel af visse typer materiel fra tredjelande, uanset at medlemsstaten ikke efter andre dele af fællesskabsretten måtte være fritaget for denne forpligtelse. P&a ring; den baggrund anfører Kommissionen, at Danmark - ved at undlade at opkræve told - har overtrådt sine forpligtelser efter fællesskabsretten.
Som oplyst i notatet har adskillige andre medlemslande modtaget en tilsvarende åbningsskrivelse som Danmark
Som det fremgår af notatet har regeringen i sit svar til Kommissionen tilkendegivet, at den er villig til - sammen med andre medlemsstater - at indlede drøftelser med henblik på at finde en forhandlet løsning på det problem, som Kommissionen har rejst.
På den baggrund har det danske formandskab taget sagen op over for Kommissionen og de andre medlemsstater med henblik på at få vedtaget en forordning om toldfritagelse for militært materiel, der indføres fra tredjelande.
2. Formål og indhold
Formålet med at vedtage en forordning på området vil være fremover at sikre, at medlemsstaternes militære myndigheder kan undlade at betale told af militært udstyr indført fra tredjelande. Kommissionen har i 1988 forelagt et forslag herom for Rådet (dok KOM (88) 502), der ikke blev vedtaget. Det forventes, at der i nær fremtid vil blive udarbejdet et nyt forslag til forordning, hvis indhold i yderligere omfang vil være tilpasse t medlemsstaternes ønsker.
Forslaget indeholder bestemmelser om:
- hvilket forsvarsmateriel, der skal være omfattet af forordningen (anvendelsesområdet),
- hvilke myndigheder, der efter forordningen har mulighed for at indføre materiel toldfrit,
- den administrative procedure, der nærmere skal følges i forbindelse med anvendelse af forordningen,
- Kommissionens mulighed for at kontrollere, at forordningens regler respekteres af medlemsstaterne.
3. Europa-Parlamentet
Et kommende forslag til forordning vil være baseret på EF-traktatens artikel 26. Efter denne bestemmelse skal Europa-Parlamentet ikke høres om forslaget.
4. Retsgrundlag
Som nævnt vil et kommende forslag til forordning være baseret på EF traktatens artikel 26, hvorefter Rådet træffer afgørelse om forslaget med kvalificeret flertal.
5. Høring
Dansk Industri er orienteret om de indledende drøftelser, og forslaget bliver sendt til høring hos Dansk Industri og HTS - Handel, Transport og Serviceerhvervene.
6. Nærheds- og proportionalitetsprincippet
En løsning, hvorefter medlemsstaterne i fællesskab fastsætter regler for, i hvilken udstrækning militært materiel importeret fra tredjelande kan fritages for told, kan kun ske på baggrund af en forordning vedtaget med hjemmel i EF-traktatens artikel 26. Forslaget rejser således ikke spørgsmål i relation til nærhedsprincippet.
7. Lovgivningsmæssige konsekvenser
Vedtagelsen af en forordning vil ikke have lovgivningsmæssige konsekvenser.
8. Samfundsøkonomiske og statsfinansielle konsekvenser
Vedtagelsen af en forordning på området vil indebære, at forsvaret ikke skal betale told af materiel, der indføres fra tredjelande, og som bliver omfattet af forordningen.
Det er vanskeligt at vurdere den betydning, det evt. måtte have for forsvarets fremtidige udgifter til materielanskaffelser, såfremt der ikke vedtages en forordning, allerede fordi Kommissionen og medlemsstaterne ikke er enige om de retlige følger af ikke at opnå en forhandlet løsning.