Strategi for Handel og Udvikling - handlingsplan - WTO

1. Baggrund

Det indgår i Redegørelsen af 29. januar 2002 for Regeringens Gennemgang af Danmarks Udviklings- og Miljøsamarbejde med Udviklingslandene, at der skal udarbejdes en overordnet ramme for den danske multilaterale indsats for handel og udvikling. Desuden skal samspillet med den bilaterale bistand intensiveres, så det sikres at Danmark yder et systematisk bidrag til udviklingslandenes bestræbelser på at drage nytte af deres komparative fordele på ver densmarkedet. Det tilkendegives ligeledes, at der fra dansk side vil blive arbejdet for, at øgede EU-ressourcer afsættes til gennemførelse af en udviklingsorienteret handelsdagsorden. Handel og udvikling er et af prioritetsområderne for fællesskabsbistanden.

På denne baggrund er der udarbejdet en handlingsplan, som sætter rammerne for en styrket indsats for handel og udvikling som en del af Danmarks deltagelse i udviklingssamarbejdet. Handlingsplanen omfatter to dele: 1. En analyse- og baggrundsdel. 2. En strategidel. Analysedelen er fortsat under udarbejdelse og forudses at foreligge inden udgangen af 2002. Dette er strategidelen. Den er baseret på det hidtidige analysearbejde og vil blive justeret i lyset af indhøs tede erfaringer og udviklingen i forhandlingerne i WTO.

* * *

Handel er en kilde til udvikling og et stadigt mere intenst international handelssamkvem rummer særlige muligheder for at udviklingslandene vil kunne udnytte det til at fremme deres udvikling. Det er afgørende, at de rige lande medvirker til at de fattige lande får betingelser som reelt giver dem mulighed for at deltage i det internationale handelssamarbejde og at skabe merværdi i form af lokal og mere avanceret produktion. Ellers er der risiko for, at de fanges i deres afhængighed af nogle få eksportartikler med stor usikkerhed om indtjeningen til følge. Handelsregimerne stiller sig ofte i vejen for produktforædling som følge af høje toldsatser. Det samme gælder de udviklede landes subsidiering af de erhverv som er i konkurrence med udviklingslandene. Hertil kommer, at handelsregimerne udviklingslandene imellem ofte vanskeliggør et fornuftigt handelssamarbejde mellem dem. Kortsigtet protektionisme er reglen snarer e end undtagelsen.

Ekstrem fattigdom i udviklingslandene er et problem, som hovedsageligt skal løses ved hjælp af en mangesidig indsats af udviklingslandene selv. Støtte fra det internationale samfund er vigtig for et heldigt udfald af denne indsats. Globaliseringen åbner for muligheder, som rigtigt udnyttet kan medvirke til udvikling og bekæmpelse af fattigdom. Globaliseringens positive effekter bør derfor maksimeres og de negative enten undgås eller afbø des.

De potentielle udviklingsgevinster ved at sammenkæde handel og udvikling er store. En række lande i Asien har vist dette, og Danmarks udvikling gennem de sidste 150 år bygger på evnen til at deltage i og drage fordel af international handel.

Verdenshandelsorganisationen (WTO) er den dominerende organisation på handelsområdet. I WTO fastsætter medlemmerne spillereglerne for det internationale handelssamarbejde, ligesom de har etableret mekanismer til sikring af reglernes overholdelse. På WTO’s 4. ministerkonference i Doha i november 2001 blev det vedtaget at indlede en ny forhandlingsrunde med en "udviklingsdagsorden" – af mange derfor kaldt "udviklingsrunden". De nuv&ael delsaftaler er mangeartede og ofte komplicerede, og stiller dermed betydelige krav til udviklingslande med relativt svage administrative systemer. Særligt på kort sigt kan gennemførelse af handelsaftaler således være en stor byrde for visse udviklingslande. Doha-erklæringen understreger derfor generelt behovet for balancerede regler, der er til umiddelbar fordel for alle lande og påpeger derudover nødvendigheden af særlig hensyntagen til udviklingsland ene, i særdeleshed de mindst udviklede lande. Udviklingslandene har desuden behov for bistand, der kan sætte dem i stand til at deltage i forhandlingerne, gennemføre aftalerne og udnytte den markedsadgang, der åbnes for dem. I de tre år, som forhandlingsrunden forventes at vare, må de udviklede lande først og fremmest give indrømmelser på en række områder på den handelspolitiske dagsorden, som er af særlig interesse for udvikli ngslandene, men også give øget bistand til at deltage i forhandlingerne, gennemføre aftalerne, og udnytte den markedsadgang, der åbnes for dem.

Vedtagelsen af Doha-runden markerer på flere måder et skift i den internationale handelspolitik. Tidligere forsøg på at lave særlige løsninger for udviklingslandene synes nu afløst af reel erkendelse af, at det internationale handelssystem skal være til fordel for alle deltagere. Udviklingslandene har i den forbindelse påpeget, at øget markedsadgang for landbrugsvarer og afvikling af landbrugssubsidier anses for særligt vigtige for at skabe fremdrift i forhandlingerne under udviklingsrunden.

Beslutningerne i Doha blev fulgt op af Konferencen om Udviklingsfinansiering i Monterrey, Mexico, i marts 2002. Her gav de udviklede lande og udviklingslandene hinanden håndslag på et nyt partnerskab, hvor udviklingslandene forpligter sig til at føre en politik, der fremmer vækst og sikrer fremgang for den brede befolkning. De udviklede lande forpligter sig til gengæld til at øge ressourceoverførslerne til udviklingslandene og arbejde for regl er og ordninger i det internationale handelssamkvem, som gør det attraktivt for udviklingslandene at deltage. Partnernes efterlevelse af disse intentioner ses som uadskillelige forudsætninger for at gøre et reelt indhug i verdens fattigdom og skabe en mere menneskeværdig og sikker fremtid for alle. Handel er på denne måde med Konferencen om Udviklingsfinansiering blevet placeret centralt i den langsigtede indsats frem mod år 2015 for at opfylde de internationale u dviklingsmål, som blev vedtaget i forbindelse med Millenniumtopmødet i 2000. Handel og udvikling spiller også en vigtig rolle i forbindelse med Verdenstopmødet om Bæredygtig Udvikling i Sydafrika i sensommeren 2002.

Der er et klart dansk ønske om at skabe en bedre balance mellem de udviklede lande og udviklingslandene både gennem et generelt løft i udviklingslandenes indkomster og deltagelse i det økonomiske og handelsmæssige samarbejde, nationalt, regionalt og globalt. Handel og økonomisk samarbejde er en forudsætning for fremdrift og vækst. Det stiller krav til både udviklingslandene og de udviklede lande om tilpasninger og reformer. Fra dan sk side understreges det, at gevinsterne af et lands handelsreformer som hovedregel tilfalder landet selv.

Globaliseringen indebærer stadigt stigende international handel med varer og tjenesteydelser. Udviklingslandenes deltagelse i det internationale handelssamarbejde er en realitet. Over 100 udviklingslande er allerede medlemmer af WTO, og de mindst udviklede lande har med vedtagelsen af "Everything but Arms-initiativet" fra februar 2001 opnået told- og kvotefri adgang til EU’s markeder for alle andre varer end våben og ammunition, med overgangsordninger for sukker og bananer. Det viser for det første, at udviklingslandene er interesserede i at blive integrerede i verdensøkonomien og for det andet, at de rige lande, herunder EU, er villige til at støtte dem på dette område. Det ændrer imidlertid ikke ved, at der eksisterer en lang række hindringer for de udviklingslande, som ønsker at deltage i det internationale handelssamarbejde. Der er brug for en stor og ofte langsigtet indsats fra alle aktører, for at rydde disse hindringer af vejen så udviklingslandene kan drage fuld nytte af deltagelsen i verdenshandelen.

Danmark har i en årrække ydet bistand gennem multilaterale organisationer med henblik på at styrke udviklingslandenes deltagelse i det internationale handelssystem. Danmark har traditionelt været en af de mest aktive fortalere for konkrete indrømmelser og tiltag overfor udviklingslandene både indenfor WTO og i EU. I enkelte lande har den bilaterale bistand også været anvendt til at styrke et lands kapacitet på handelsområdet.

Denne indsats har regeringen valgt at øge. En række begivenheder, der tidsmæssigt falder sammen, frembyder lovende perspektiver for en intensiveret dansk indsats for handel og udvikling. Det drejer sig i første omgang om påbegyndelsen af forhandlingerne i WTO-regi. Det danske EU-formandskab i andet halvår af 2002 er en oplagt mulighed for at sætte fokus på handel og udvikling i EU-regi. Derudover påbegyndes i efteråret 2002 for handlinger mellem EU og AVS-landene om økonomiske partnerskabsaftaler. De omfatter regionale frihandelsaftaler, der også vil bidrage til handelsreformer i de deltagende lande. Aftalerne vil skulle udformes i overensstemmelse med WTO’s regler for regionale handelsaftaler. Endelig vil det øgede fokus på erhvervsudvikling i den bilaterale bistand åbne muligheder for nye konkrete danske initiativer i programsamarbejdslandene.

Et intensiveret arbejde om handel og udvikling forudsætter øget og tættere samarbejde mellem de, der beskæftiger sig med handel og de, der beskæftiger sig med udviklingssamarbejde. Det gælder både nationalt og internationalt såvel som indenfor og mellem enkelte ministerier.

2. Udviklingslandenes generelle behov

Sammenhængen mellem handel og udvikling er kompleks. Udviklingslandenes fulde integration i det internationale handelssystem kræver en mangesidig indsats, hvor markedsadgang for udviklingslandene, balancerede internationale handelsregler og –aftaler og øget bistand til handelsområdet går hånd i hånd. Et gennemsigtigt, enkelt og ikke-diskriminerende internationalt handelssystem vil være til fordel for udviklingslandene.

Fra dansk side vil man koncentrere kræfterne om at støtte udviklingslandene i deres bestræbelser på at drage større nytte af det internationale handelssystem med følgende generelle tiltag:

1. Støtte til deltagelse i forhandlinger, herunder fastlæggelse af nationale prioriteter og forhandlingsstrategier i forhold til forhandlingerne i WTO og i andre sammenhæng bl.a. i AVS-landenes forhandlinger med EU om regionale økonomiske partnerskabsaftaler.
2. Støtte til opbygning af kapacitet indenfor statsadministrationen, den private sektor og civilsamfundet med henblik på rettidig implementering af indgåede handelsaftaler.
3. Støtte til udnyttelse af eksisterende og fremtidig markedsadgang.

Som udgangspunkt er det udviklingslandene selv, der må definere behovene for konkret støtte indenfor handel og udvikling, og indsatserne må skulle ses i sammenhæng med andre bistandsprioriteter i hvert enkelt land. Der findes ikke én model, der passer alle lande. De strategier for fattigdomsreduktion, som er under udarbejdelse i mange lande, udgør i stigende omfang det overordnede redskab for planlægning af bistand. Det tilsiger, at de ogs&arin g; gøres til ramme for bistand indenfor handel og udvikling.

2.1. Støtte til forhandlingsdeltagelse

Der er generelt enighed om, at udviklingslandene har brug for bistand til at deltage i forhandlingerne. Der vil blive forhandlet om mange emner parallelt, både i WTO og regionalt med AVS-landene. Mange af forhandlingsemnerne er komplicerede. Det kræver indsigt og viden, når det skal vurderes, om et resultat er en fordel eller ulempe for det enkelte land. Fuld deltagelse i forhandlingerne kræver derfor både personale og vidensm&ael ig;ssige ressourcer, inklusiv lokal forskningsmæssig kapacitet. Ressourcer som mange af udviklingslandene ikke er i stand til at afsætte. Danmark opfatter støtte til udviklingslandes forhandlingsdeltagelse som en opgave, der særligt egner sig for en multilateral indsats. De multilaterale organisationer vil have den fornødne uafhængighed til at påtage sig denne opgave. Det gælder ligeledes for støtte til forhandlinger om medlemskab af WTO.

1. Danmark vil gennem bidrag til en række multilaterale organisationer støtte udviklingslandenes deltagelse i de kommende forhandlinger især i WTO regi, men også i andre fora herunder i AVS-EU-regi.

 

2.2. Opbygning af kapacitets med henblik på implementering af resultater

Det giver ikke mening at sikre udviklingslandenes deltagelse i forhandlingerne og konkrete udviklingsvenlige forhandlingsresultater med mindre landene efterfølgende er i stand til at drage fordel af de opnåede resultater. Det kræver både indsigt og ressourcer at gennemføre aftalerne bl.a.i forhold til national lovgivning og administration.

Rettidig gennemførelse af indgåede aftaler er afgørende for det enkelte lands mulighed for at drage fordel af det internationale handelssystem. Udviklingslandenes vanskeligheder ved at gennemføre delaftaler fra Uruguay-runden viser imidlertid, at der er et stort behov for at støtte dem i at opbygge national kapacitet til at analysere de indgåede aftaler og efterfølgende udarbejde en arbejdsplan for gennemførelse af aftalerne. Gennemf&o slash;relsen af aftaler indgået i den nye WTO-runde og i forbindelse med forhandlingerne i AVS-regi vil tilsvarende stille store krav til langt de fleste udviklingslande.

2. Danmark vil arbejde for, at EU-bistanden bl.a. anvendes til at støtte arbejdet med at gennemføre indgåede aftaler i udviklingslandene. Ligeledes vil en række multilaterale organisationer, herunder i særdeleshed WTO, have en vigtig rolle i forhold til at yde udviklingslandene støtte til kapacitetsopbygning med henblik på gennemførelse af aftaler. Danmark vil bl.a. gennem fortsatte bidrag til WTO’s generelle trustfond støt te arbejde. Også over den bilaterale bistand vil der kunne gives landespecifik støtte til gennemførelse af aftaler og kapacitetsopbygning.

 

2.3. Udnyttelse af markedsadgang

I mange sektorer er der et udtalt behov for, at både de udviklede lande og udviklingslandene indbyrdes øger adgangen til deres respektive markeder - især for produkter fra de mindst udviklede lande. Dette vil kunne ske såvel multilateralt som regionalt og bilateralt.

Gruppen af mindst udviklede lande har i en årrække haft særligt lempelig adgang til mange udviklede landes markeder. Antallet af mindst udviklede lande er imidlertid ikke blevet reduceret. Omvendt er det for et antal lande – primært i Asien – lykkedes at anvende en eksportorienteret vækststrategi. En række mere overordnede faktorer har afgørende indflydelse på, hvorfor udviklingslandenes kun i så begrænset omfang har et at drage fordel af det internationale handelssystem. Identifikation og udvidelse af eksportpotentialet er af stor vigtighed. Ofte er der også tale om centrale mangler i den kæde af faktorer, som skal være tilstede for at nå såvel det lokale som det internationale marked. Det kan dreje sig om manglende kvalitetskontrol, markedsføring, passende oplagringsmuligheder, infrastruktur eller usikkerhed om ejendomsretten til produktionsfaktorer. Ofte vil reformtiltag båd e på makro- og på sektorniveau være nødvendige, såfremt de positive muligheder i det internationale handelssystem skal udnyttes fuldt ud. Der er tale om tiltag, som ikke nødvendigvis er snævert knyttet til handelssystemet, men som er en væsentlig del af den bredere udviklingsdagsorden, herunder sikring af god regeringsførelse og intern omfordeling således at også særligt udsatte grupper får andel i gevinsterne af den internatio nale handel.

3. Danmark vil støtte gennemførelse af nødvendige reformer og konkrete aktiviteter i udviklingslandene, der skaber mulighed for at de kan drage egentlig fordel af markedsadgang. Indsatsen bør tage udgangspunkt i det enkelte lands strategi for fattigdomsreduktion (PRS), fastlægges i tæt samspil med modtagerlandet og gennemføres i samarbejde med andre donorer. Danmark vil være en aktiv part i disse drøftelser og støtte refo rmprogrammer såvel gennem den bilaterale bistand som multilateralt, herunder gennem EU.

3. Den overordnede ramme for indsatsen

Den øgede danske indsats indenfor handel og udvikling vil blive gennemført i tråd med følgende overordnede principper:

4. at der konsekvent arbejdes for forudsigelige handelsregimer, der også imødekommer udviklingslandenes interesser;
5. at der arbejdes for, at handelsreformer i udviklingslandene skal ledsages af politikker, der sikrer en langsigtet, fattigdomsreducerende vækst. Det betyder bl.a., at reformarbejdet generelt må baseres på grundige fattigdomsdiagnostikker;
6. at indsatser i et land ikke kommer til at virke forvridende i forhold til andre udviklingslande;
7. at indsatserne samtidig fremmer en bæredygtig udvikling som ikke er protektionistisk;
8. at indsatser formuleres således, at mænd og kvinder får lige muligheder for at udnytte det udviklingspotentiale, der ligger i handel.

 

3.1. Generelle initiativer

At skabe sammenhæng mellem handel og udvikling fordrer at der tænkes og ageres på tværs af en række eksisterende strukturer og arbejdsområder. Det gælder både i Danmark, i forhold til EU og globalt. Regeringen agter på dette overordnede niveau:

9. at være initiativtager til en proces, hvor spørgsmålet om sammenhæng mellem forskellige politikområder - den såkaldte kohærensproblematik hvor forskellige initiativer/politikker ikke skal modvirke men derimod understøtte hinanden - både i Danmark og i EU sættes i højsædet med henblik på at anvise mulige løsninger;
10. at såvel de multilaterale som de bilaterale bevillinger til handelsrelaterede bistandsaktiviteter i de kommende år prioriteres højere;
11. at iværksætte en kortlægning af den danske ressourcebase indenfor området med henblik på at kunne bidrage til at yde den bedst mulige rådgivning af udviklingslandene;
12. at sørge for opfølgning af denne strategi gennem etablering af en følgegruppe i Udenrigsministeriet, der får til primær opgave at sikre kohærens i den danske indsats indenfor handel og udvikling.

 

4. Allerede igangsatte initiativer

Drøftelserne i opfølgningen på WTO’s ministerkonference i Doha har vist, at der mellem landene er meget stor forskel i opfattelsen af, hvad behovet for opfølgning er. Med den målsætning, at handel skal bidrage til bæredygtig udvikling og fattigdomsbekæmpelse i udviklingslandene har regeringen allerede intensiveret indsatsen. Regeringen er indstillet på, at der sættes øgede ressourcer ind på dette områd

 

Overordnet har regeringen i 2002 indenfor handel og udvikling:

13. afsat en pulje på 20 mio. kr. på det multilaterale område til fremme af udviklingslandenes integration i det internationale handels- og investeringssamarbejde;
14. nedsat en intern task-force i Udenrigsministeriet på tværs af ministeriets afdelinger, der har til opgave at udarbejde en handlingsplan og udstikke rammerne for Danmarks fremtidige indsats for handel og udvikling;
15. oprettet en særlig importfremmefacilitet, der har til formål at medvirke til, at eksisterende eksportmuligheder for udviklingslandene udnyttes bedre med henblik på at øge eksporten fra de fattigste lande til Danmark.

På det multilaterale område har regeringen:

16. aktivt støttet implementeringen af pilotprojektet under den Integrerede Ramme for handel og udvikling (IF) der går ud på at sikre integration af handelsområdet i de mindst udviklede landes nationale udviklingsstrategier/strategier for fattigdomsreduktion (PRS);
17. gennem sit formandskab for styrekomiteen for den Integrerede Ramme arbejdet for at definere en samlet koordineret og internationalt anerkendt model for integration af handelsdimensionen i de mindst udviklede landes udviklingsstrategier;
18. aktivt arbejdet for oprettelsen af og bidraget til finansiering af AITIC ( Agency for International Trade Information and Cooperation) som en mellemstatslig organisation, der får til opgave at støtte udviklingslandenes deltagelse og integration i WTO, herunder især de lande, som ikke er repræsenteret i Genève, hvor WTO-forhandlingerne føres.

I forhold til EU og de multilaterale handelsforhandlinger har regeringen:

19. indenfor langt de fleste punkter under udviklingsdagsordenen for WTO’s nye forhandlingsrunde iværksat arbejdet med at identificere særlige udviklingsvenlige tiltag, som Danmark vil arbejde for at få gennemført i den kommende forhandlingsrunde (se afsnit 5.2.1 nedenfor);
20. intensiveret samarbejdet med NGO’er, forskningsmiljøer og andre udenfor centraladministrationen om identifikation af sådanne særlige udviklingsvenlige tiltag i forbindelse med Doha-runden;
21. besluttet og igangsat arbejdet med at gøre sammenhængen mellem handel og udvikling til en prioritet for det danske EU-formandskab;
22. anmodet Kommissionen om inden udgangen af 2002 at udarbejde en meddelelse om øget sammenhæng mellem EU’s handels- og udviklingspolitikker (meddelelsen blev offentliggjort den 18. september 2002);
23. arbejdet for, at mandatet for EU’s kommende forhandlinger med AVS-landene om regionale økonomiske partnerskabsaftaler (handelsaftaler) er imødekommende i forhold til AVS-landenes handelsmæssige interesser.

Endelig har regeringen i 2002 på det bilaterale område

24. iværksat en pilotindsats indenfor handel og udvikling i tre danske programsamarbejdslande (Ghana, Tanzania, Vietnam).

5. Indsatsniveauer

En række multinationale institutioner og organisationer (UNCTAD, WTO, ITC) har i en årrække ydet bistand indenfor handel og udvikling, mens store multilaterale udviklingsorganisationer som Verdensbanken, UNDP, IMF m.fl. først for nylig for alvor er begyndt at interessere sig for at give direkte støtte på handelsområdet. EU har siden slutningen af 2000 haft en udviklingspolitik, hvor handel og udvikling er et af seks prioriterede områder. S tadigt flere bilaterale donorer er ligeledes begyndt at interessere sig for området. Med så mange aktører er en struktureret og koordineret tilgang til området nødvendig. Fra dansk side vil indsatsen blive rettet imod:

25. øget deltagelse i og samarbejde om en hensigtsmæssig multilateral ramme for handel og udvikling, der sætter det enkelte udviklingsland i stand til selv at definere behov og ønsker understøttet af organisationer og donorer;
26. samordning af politikområderne i EU med henblik på reel integration af udviklingslandene i det internationale handelssystem. Specielt skal EU-handelspolitikken udformes, så den i øget omfang tager konkrete hensyn til udviklingslandenes særlige behov og ønsker, og EU-udviklingspolitikken skal tilrettelægges, så den i langt højere grad kommer til at understøtte reformer og tiltag i udviklingslandene, der sigter p&ari ng; øget udnyttelse af den internationale handels muligheder;
27. øget fokusering på handel og udvikling i den bilaterale danske bistand, hvor relevante eksisterende og nye sektorprogrammer vil blive udformet, så de understøtter en reel deltagelse i det internationale handelssamarbejde, og hvor de danske repræsentationer vil arbejde for at intensivere samarbejdet med landenes regeringer og andre donorer med henblik på at sikre koordinering af indsatserne på handelsområdet.

 

5.1. Den multilaterale indsats

Doha-runden har ført ny dynamik til det multilaterale samarbejde om handel og udvikling. De traditionelle aktører på området (WTO, UNCTAD og ITC) arbejder i stigende omfang sammen indbyrdes og med en række andre multilaterale institutioner.

28. Danmark er en stærk fortaler for, at der på det multilaterale område sikres samordning og en klar arbejdsdeling mellem de forskellige aktører med udgangspunkt i deres mandater og kompetencer;
29. de multilaterale aktørers mandater og kompetencer samt evner til at skabe resultater vil danne grundlag for den danske bidragspolitik overfor disse organisationer. Foruden støtte til organisationer forudses ydet støtte til en række multilaterale initiativer indenfor handel og udvikling.

 

5.2. Handelspolitikken

I Doha-erklæringen understreges nødvendigheden af, at der aftales balancerede regler på handelsområdet der muliggør, at alle lande, rige som fattige, opnår konkrete fordele af det internationale handelssystem. Alle deltagerne i Doha-forhandlingerne må således bestræbe sig på, at der opnås resultater, der generelt er udviklingsvenlige, og som ikke pålægger svage administrative syste mer i udviklingslandene forpligtelser, som ikke opfylder udviklingskriterier.

Handelspolitikken er i EU helt overvejende fællesskabskompetence og den danske handelspolitik varetages som følge heraf gennem EU. Mulighederne for fra dansk side at føre en udviklingsvenlig handelspolitik afhænger derfor i høj grad af, hvorvidt vi kan gøre danske synspunkter gældende i EU-systemet. I forbindelse med vedtagelsen af Everything but Arms-initiativet i 2001 var Danmark en af de varmeste fortalere for, at initiativet skulle gæ ;lde for alle varer, d.v.s. uden de senere indførte overgangsordninger for ris, bananer og sukker. Endvidere var Danmark stærkt medvirkende til en væsentlig forøgelse af stort set alle udviklingslandes begunstigede adgang til EU’s marked, da man ved årsskiftet 2001/02 vedtog en revision af Fællesskabets generelle præ- ferenceordning (GSP- General System of Preferences).

Denne udviklingsvenlige linje vil blive fortsat og intensiveret i den nye WTO-runde og i forhandlingerne om de regionale partnerskabsaftaler med AVS-landene, der indledes i efteråret 2002. I den forbindelse vil Danmark sammen med andre ligesindede EU-lande arbejde for, at der i EU’s forhandlingspositioner bredt indarbejdes konkrete udviklingsvenlige positioner.

Danmark vil i sin deltagelse i de internationale forhandlinger om udvikling af globale og regionale rammer for handel lade sig lede af, at det er i alle verdens landes interesse, at udviklingslandene hurtigst muligt integreres fuldt ud i det internationale handelssystem.

 

5.2.1. Tiltag under Doha-runden

Udviklingslandene har på det handelspolitiske område en række overordnede ønsker, hvis hovedindhold Danmark støtter. Doha-runden vil i de kommende år være det væsentligste handelspolitiske omdrejningspunkt, som forventes at få afgørende indflydelse på verdenshandelen i det kommende årti.

I forbindelse med Doha-runden vil regeringen overordnet set arbejde for

30. at udmeldingerne i Doha-erklæringen om handelsrelateret faglig bistand til og kapacitetsopbygning i udviklingslandene konkretiseres mest muligt,
31. at der sikres en effektiv og synlig deltagelse af udviklingslandene i WTO-forhandlingerne,