Kopi SAU: skriftlig besvarelse af spørgsmål nr. S 3786 stillet af Holger K. Nielsen (SF) den 29. august 2001
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget
(Alm. del - bilag 71)
økonomi- og
finansministerråd
(Offentligt)
_____________________________________________
SAU, Alm. del - bilag 26
(Løbenr. 824)
STATSMINISTERIET
Dato: 5. oktober 2001
Statsminister Poul Nyrup Rasmussens svar på spørgsmål nr. S 3786 stillet af Holger K. Nielsen (SF).
Spørgsmål:
"Hvilke initiativer vil statsministeren tage for sammen med den franske statsminister at støtte det belgiske formandskabs ventede initiativ for at gennemføre en skat på valutatransaktioner?"
Svar:
Jeg har redegjort for min holdning til ideerne om at gennemføre en skat på valutatransaktioner og beslægtede problemstillinger flere gange i løbet af det seneste år, bl.a. i forbindelse med besvarelsen af S 1413 den 9. marts d.å. og S 2205 besvaret den 28. marts d.å.
Grundideen bag Tobin-skatten, som er at sikre en højere grad af stabilitet på de internationale valutamarkeder, er interessant og - synes jeg - sympatisk.
Der er imidlertid en del velkendte praktiske problemer knyttet til forslaget om en Tobin-skat. Disse omfatter ikke mindst muligheden for at omgå Tobin-skatten ved at flytte handel med valuta til områder, der ikke er omfattet af skatten. Det man kan kalde finansielle "frihavne". Det vil endvidere i praksis næppe kunne lade sig gøre at skelne mellem spekulative og ikke-spekulative transaktioner. Endelig er det ikke helt sikkert, at gennemførelsen af en skat på valutatransaktioner vil sikre mere stabile valutamarkeder. Dette skyldes, at gevinstchancen i forbindelse med spekulationer om ændringer i valutakurser ofte vil overstige det niveau for en beskatning, som man kan forestille sig.
Overvejelser om at stabilisere de internationale finansielle markeder foregår i ganske mange internationale fora, bl.a. Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og FN. Der er bl.a. redegjort for en del af dette arbejde i de spørgsmål jeg har refereret til oven for. Regeringen følger dette arbejde nøje.
På det uformelle ECOFIN-rådsmøde i Liege var der en generel drøftelse af globaliseringen, herunder blev også spørgsmålet om Tobin-skatten berørt. Diskussionen på det uformelle ECOFIN vil blive fortsat på ECOFIN-rådsmødet den 16. oktober med henblik på udarbejdelse af en rapport om globaliseringen og udviklingsmæssige spørgsmål.
Jeg vil gerne afslutningsvis fremhæve, at jeg deler spørgerens optagethed af de reelle problemer:
- Vi har i perioder alt for stor ustabilitet på de finansielle markeder i verden. Det rammer samtidig sårbare samfund og forstærker enkeltlandes vanskeligheder med at håndtere egne økonomiske problemer.
- Vi må desværre konstatere, at der stadig er et meget stort og voksende svælg mellem den rige verdens lande og udviklingslandene - både med hensyn til levevilkår, økonomi og teknologi.
Derfor bør de mere tekniske sider af debatten om Tobin-skatten ikke overskygge den kendsgerning, at der er et massivt behov for at få taget fat på ovenstående reelle problemer. Også - og i endnu højere grad - i lys af terrorkatastrofen den 11. september 2001. Med andre ord: Debatten må fortsætte med henblik på at finde frem til de globale "værktøjer" og regler, som er nødvendige modtræk til d lash;rnævnte globale problemer.