Hjælpemenu

Hovedmenu

Athen konventionen om søtransport af passagerer og gods

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget
(Alm. del - bilag 5)
transportministerråd
(Offentligt)

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EU-sekr.

3. oktober 2001

 

 

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Erhvervsministeriets notat om Rådets konklusioner om Fællesskabets og medlemslandenes holdning i forbindelse med forhandlingen af en ny protokol til ændring af Athen konventionen om søtransport af passagerer og gods, 1974 .

 

 


2. oktober 2001

Politisk Juridisk Center

Sag 199919692

/BSO

 

 

Rådets konklusioner om Fællesskabets og medlemslandenes holdning i forbindelse med forhandlingen af en ny protokol til ændring af Athen konventionen om søtransport af passagerer og gods, 1974 *

  1. Baggrund og indhold
  2. Den 22. december 2000 vedtog Rådet forordning nr. 44/2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EF-domsforordningen eller Bruxelles I-forordningen). Forordningen træder i kraft den 1. marts 2002.

    Da retsgrundlaget for Bruxelles I-forordningen er EF-traktatens artikel 65, jf. artikel 61, litra c, deltog Danmark ikke i vedtagelsen af forordningen, der således ikke er bindende for eller finder anvendelse i Danmark, jf. protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til som bilag til Amsterdamtraktaten (forbeholdet vedr. retlige og indre anliggender).

    Den juridiske komité i FN’s internationale søfartsorganisation, IMO, har igennem længere tid drøftet en protokol til ændring af Athen konventionen om søtransport af passagerer og gods fra 1974. Ud over en række ændringer af hovedkonventionen indeholder udkastet til den nye protokol også regler om domstolskompetence samt anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser inden for konventionens område.

    Med vedtagelsen af Bruxelles I-forordningen i december 2000 fik Fællesskabet såkaldt ekstern kompetence på de retsområder, der dækkes af forordningen. Fællesskabet har derfor kompetencen til at forhandle og vedtage de dele af ovennævnte protokol, der vedrører domstolskompetence samt anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser. Dette gælder dog ikke for Danmark, som i kraft af den manglende deltagelse i Bruxelles I-forordnin gen fortsat forhandler hele protokollen på egne vegne.

    Arbejdet i IMO er næsten afsluttet, og det sidste møde i den juridiske komité afholdes i perioden fra den 8. oktober til den 12. oktober 2001. Herefter skal protokollen vedtages på en diplomatkonference i 2002/2003.

    På den baggrund er der udarbejdet et udkast til rådskonklusioner omFællesskabets og medlemslandenes holdning i forhandlingerne om protokollen. Formålet med konklusionerne er at give forhandlingsmandat til Kommissionen på den del af protokollen, hvor Fællesskabet har kompetencen.

    For så vidt angår området for Fællesskabets kompetence anføres det i rådskonklusionerne navnlig, at Fællesskabet bør sikre, at protokollens bestemmelser om domstolskompetence samt anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på Athenkonventionens område så vidt muligt er i overensstemmelse med reglerne i Bruxelles I-forordningen.

    Herudover angives det i rådskonklusionerne, at medlemslandene på de områder, hvor de har kompetence til at forhandle og vedtage protokollen, så vidt muligt skal forhandle på grundlag af koordinerede forhandlingspositioner.

    Da retsgrundlaget for den del af rådskonklusionerne, der vedrører Fællesskabets kompetence er baseret på Bruxelles I-forordningen, som Danmark ikke deltager i, og da konklusionerne skønnes at have retlig virkning, deltager Danmark heller ikke i vedtagelsen af denne del af rådskonklusionerne. Danmark deltager derimod i den del af konklusionerne, der vedrører medlemsstaternes kompetence.

    Rådskonklusionerne forventes vedtaget snarest.

  3. Europa-Parlamentet
  4. Konklusionerne har ikke været forelagt Europa-Parlamentet.

  5. Nærheds- og proportionalitetsprincippet
  6. Konklusionerne er i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet.

  7. Gældende dansk ret
  8. Danmark har ikke ratificeret Athen konventionen med tilhørende protokol, men store dele af konventionen og den senere ændring er gennemført i Søloven.

  9. Høring
  10. Konklusionerne har ikke været sendt i høring.

  11. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
  12. Konklusionerne vil hverken have lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

  13. Samfundsøkonomiske konsekvenser
  14. Konklusionerne vil ikke have samfundsøkonomiske konsekvenser.

  15. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Konklusionerne har ikke tidligere været nævnt for Folketingets Europaudvalg.

 

 

*

Regeringen agter på denne baggrund at godkende konklusionerne for så vidt angår den del, der vedrører medlemsstaternes kompetence, og at tage konklusionerne til efterretning for så vidt angår den del, der vedrører Fællesskabets kompetence.

Afsnittet afsluttes med: "Sagen skønnes at burde nævnes i Folketingets Europaudvalg med henblik på forhandlingsoplæg"/"...med henblik på orientering." eller "Der skønnes ikke behov for, at sagen nævnes i Folketingets Europaudvalg".