Grundnotat om reformen af den fælles fiskeripolitik "Vejviser"
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget (2. samling)
(Alm. del - bilag 906)
fiskeriministerråd
(Offentligt)
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Fødevareministeriets grundnotat om meddelelse fra Kommissionen om reformen af den fælles fiskeripolitik ("Vejviser"), KOM(2002) 181.
om meddelelse fra Kommissionen om reformen af den fælles fiskeripolitik ("Vejviser")
KOM (2002) 181
Baggrund
Kommissionen har ved KOM (2002) 181 endelig udg. af 28. maj 2002 fremlagt en meddelelse om reformen af den fælles fiskeripolitik ("Vejviser"). Meddelelsen er oversendt til Rådet den 7. juni 2002.
Formål og indhold
Meddelelsen indledes med en kort beskrivelse af en række af problemerne i fiskeripolitikken samt en redegørelse for Kommissionens grønbog om den fremtidige fiskeripolitik og den ledsagende offentlige debat.
Dernæst beskrives målsætningerne for en ny fælles fiskeripolitik, hvorefter der er en gennemgang af de mere detaljerede indsatsområder og de tiltag, der opfattes nødvendige for en velfungerende fremtidig fiskeripolitik.
Forvaltning:
Generelt lægges mere vægt på sikring af bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne.
Der ventes øget anvendelse af flerårige forvaltningsplaner, som skal sikre den nødvendige genopbygning af en række truede bestande og skabe større stabilitet i fangstmulighederne. Et vigtigt element i planerne skal være styring af og begrænsning af fiskeriindsatsen (f.eks. gennem ordninger som begrænser det enkelte fartøjs fiskedage).
De flerårige forvaltningsplaner skal vedtages i Rådet, mens den årlige kvotefastsættelse overlades til en forvaltningskomité. Herved vil kompetence blive overdraget fra Rådet til Kommissionen.
Flådepolitik:
Flådepolitikken indbygges i grundforordningen. Der fastsættes lofter for det enkelte lands maksimale flådestørrelse. Disse lofter reduceres i takt med, at der gennemføres ophugningsordninger med offentlig støtte. Der fastsættes regler for tilgang/afgang til flåden, som kræver at der tages mindst lige så stor kapacitet ud uden støtte, som der sættes ind.
Der sikres informationsudveksling om flådepolitikken i de enkelte lande, som sikrer en kritisk vurdering af indsatsen.
Der indføres skærpede sanktioner med mulighed for at reducere fangstmulighederne, hvis medlemslandene ikke overholder lofterne.
Støtten til nybygning af fartøjer fjernes helt. Støtten til modernisering af fartøjer foreslås begrænset til investeringer, som ikke fører til øget fangstkapacitet (kvalitet, arbejdsforhold, sikkerhed m.v.)
Støtten til udflagning af fartøjer til 3. lande fjernes.
Der foreslås etablering af en særlig ordning til støtte til ophugning af fartøjer, som fisker arter, som er omfattet af genopbygningsplaner. Satsen forhøjes med 20% i forhold til de generelle ophugningssatser.
Kommissionen har skønnet, at der skal afsættes 272 mill. EUR som supplement til eksisterende midler til denne ordning.
Adgang til ressourcer:
I EU-farvande er der i princippet lige adgang til de forskellige farvande. Dog foreslås en videreførelse af de særlige ordninger om adgang til kystnære områder (12-sømileordningen). Den relative stabilitet - d.v.s fordelingen af fangstmulighederne i forhold til det historiske fiskerimønster – videreføres, men Kommissionen lægger op til, at fordelingen skal justeres ved en ny beregningsmetode. Kommissionen nævner dog, at reformen p& længere sigt vil kunne skabe forudsætninger for gradvis afvikling af nationale begrænsninger i fiskerisektoren som nationale kvoter og den relative stabilitet.
Spaniens og Portugals adgangsbegrænsninger til Nordsøen ophæves den 1. januar 2003 som følge af deres tiltrædelsestraktater. Herefter vil de få adgang til at fiske på arter, som ikke er regulerede i dag i f.eks Nordsøen. Der vil være tale om marginale arter af begrænset økonomisk interesse, som normalt ikke vil kunne fiskes uden væsentlige bifangster af regulerede arter.
Kontrol og håndhævelse:
Der lægges generelt op til en væsentlig styrket indsats på kontrolområdet.
F.eks. i form af en væsentlig udvidelse af satellitovervågning, m.h.p at kunne kontrollere bl.a. begrænsninger af fartøjernes dage til søs.
Herudover større harmonisering af kontrollen og sanktionsniveauerne i medlemslandene, så det sikres, at der opnås en forebyggende effekt.
Der ventes også øget kompetence til Kommissionen på kontrolområdet og bedre samarbejde mellem Kommissionen og landenes kontrolmyndigheder.
Beslutningstagning:
Beslutninger og rekommendationer truffet i internationale regionale fiskeriorganisationer foreslås som noget nyt at skulle gennemføres uden Rådets deltagelse, efter at Rådet har fastsat overordnede retningslinier herfor.
Der etableres regionale rådgivende råd med repræsentanter for erhvervet, forbrugere, miljøorganisationer, biologer m.v., som skal rådgive Kommissionen om forbedret fiskeriforvaltning. Tanken er at opnå bedre tilpasning af beslutningerne til særlige regionale forhold og sikre en større forståelse for og opbakning til de beslutninger som træffes.
Industrifiskeriet
Om industrifiskeriet siger Kommissionen, at industrifiskeri som alle andre fiskerier, vil være omfattet af den fælles fiskeripolitik, herunder flerårige forvaltningsplaner.
Kommissionen anfører, at industrifiskeriet bør rette sig mod arter, der ikke er et konsummarked for og at kontrollen med industrifiskeriet allerede har medført, at bifangsterne af konsumarter allerede er blevet meget reduceret.
Kommissionen nævner, at den vil anmode ICES (Det Internationale Havundersøgelsesråd) om at lave en undersøgelse af industrifiskeriets virkning på det marine økosystem.
Tidsplan
Afslutningsvis angives en oversigt med tidsplan over de kommissionsdokumenter i form af forslag, meddelelser og handlingsplaner, som Kommissionen forventes at offentliggøre frem til udgangen af 2002.
Listen omfatter følgende dokumenter opdelt efter emnegruppe, forventet vedtagelse og tidspunkt for offentliggørelse:
|
Rammeforordning: | |
|
Forslag til ny grundforordning – vedtages inden 1. jan. 2003 |
maj 2002 |
|
Strukturelle, økonomiske og sociale foranstaltninger: | |
|
Forslag til nødforanstaltninger til ophugning af fartøjer – vedtages inden 1. januar 2003 |
maj 2002 |
|
Forslag til strukturforanstaltninger – vedt. inden 1. jan. 2003 |
maj 2002 |
|
Meddelelse om sociale, økonomiske og regionale konsekvenser af omstrukturering af EU´s fiskerierhverv |
ultimo 2002 |
|
Evaluering af retningslinier for statsstøtte |
2003 |
|
Rapport om økonomisk forvaltning af EU´s fiskeri |
2003 |
|
Bevaringspolitik | |
|
Handlingsplan om miljøintegration i den fælles fiskeripolitik |
maj 2002 |
|
Handlingsplan om forbedring af den videnskabelige rådgivning i fiskeriforvaltningen |
ultimo 2002 |
|
Handlingsplan om discard |
ultimo 2002 |
|
Handlingsplan om fiskeriforvaltning i Middelhavet |
ultimo 2002 |
|
Adfærdskodeks for ansvarligt fiskeri; udarbejdes i samarbejde med Den Rådgivende Komité |
ultimo 2002 |
|
Internationale forhold | |
|
Handlingsplan om standsning af illegalt, ikke-rapporteret og ikke-reguleret fiskeri |
maj 2002 |
|
Ramme for fiskeripartnerskaber, nationalt og internationalt |
ultimo 2002 |
|
Handlingsplan om forbedring af bestandsvurderinger i tredjelandsfarvande |
ultimo 2002 |
|
Kontrol og håndhævelse: | |
|
Handlingsplan for kontrolsamarbejde |
ultimo 2002 |
|
Meddelelse om oprettelse af fælles kontrolstruktur |
ultimo 2002 |
|
Andet | |
|
Udviklingsstrategi for akvakultur |
ultimo 2002 |
|
Meddelelse om åbenhed, målopfyldelse og efterlevelse |
ultimo 2002 |
Udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
Konsekvenser
Meddelelsen har ingen statsfinansielle eller lovgivningsmæssige konsekvenser.
Høring
I §5-udvalget bemærkede Danmarks Fiskeriforening på baggrund af en første drøftelse af forslagene, at referenceloftet for den fremtidige flådepolitik på grundlag af FUP IV ikke var acceptabelt, og at målene fra FUP I ville være mere rimelige i forhold til de medlemslande, der har overholdt flådeprogrammerne. Foreningen lagde vægt på at fastholde den relative stabilitet, som det eneste anvendelige fordelingsprincip . Med hensyn til forslaget om oprettelsen af regionale rådgivende råd fandt Danmarks Fiskeriforening, at det kun ville have en værdi, hvis Kommissionen også lyttede til dem. Foreningen kunne gå ind for afskaffelsen af struktur- og flådestøtte, men det krævede, at der var ens vilkår for samtlige medlemslande, og at de konkurrenceforvridende nationale fradrags- og tilskudsordninger blev afskaffet. For så vidt angår forslaget til særlig o phugning fandt foreningen, at det begunstigede de lande, der ikke havde fulgt målene for kapacitetsreduktion, med ordningens ekstra høje tilskudssatser.
Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Meddelelsen har været forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering den 7. juni 2002, jf. aktuelt notat af 30. maj 2002 (LFM 2103).