Grundnotat om ophugning af fiskerfartøjer
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget (2. samling)
(Alm. del - bilag 905)
fiskeriministerråd
(Offentligt)
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Fødevareministeriets grundnotat om forslag til Rådets forordning om en EF-hasteforanstaltning til ophugning af fiskerfartøjer, KOM(2002) 190.
om forslag til Rådets forordning om en EF-hasteforanstaltning til ophugning af fiskerfartøjer
KOM (2002) 190
Baggrund
Kommissionen har ved KOM (2002) 190 endelig udg. af 28. maj 2002 stillet forslag til Rådets forordning om en hasteforanstaltning til ophugning af fiskerfartøjer. Forslaget er oversendt til Rådet den 7. juni 2002.
Forslaget er fremsat med hjemmel i TEF artikel 36 og 37 og kan vedtages af Rådet med kvalificeret flertal efter høring af Europa-Parlamentet.
Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Kommissionen har ikke redegjort for nærheds- og proportionalitetsprincippet, idet ordningen er et led i gennemførelsen af EU's fælles fiskeripolitik.
Formål og indhold
Forslaget går ud på at der indføres en særlig ophugningsordning som supplement til den ordning, som findes i forordning 2792/1999 om de nærmere regler og betingelser for Fællesskabets strukturforanstaltninger for fiskeriet.
Ordningen forbeholdes for fartøjer, hvis fiskeriindsats skal reduceres med mindst 25% som led i en flerårig forvaltningsplan som fastlagt i Kommissionens forslag til ny grundforordning.
Støtten fastsættes med samme maksimum som den almindelige ophugningsstøtte, men forøget med 20%.
Forslaget fastlægger en procedure hvorefter medlemslandene årligt kan ansøge om EU midler til ordningen. Ved tildelingen af midler tages der hensyn til de midler, der i forvejen er afsat til tilpasning af fiskeriindsats i medlemslandenes strukturprogrammer for fiskeriet 2000-2006.
Ifølge et bilag til forslaget skønnes det, at der skal anvendes i alt 272 mio. euro i perioden 2003-2007
Udtalelser
Europa-Parlamentets udtalelse foreligger endnu ikke.
Konsekvenser
Forslaget forventes ikke at have lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.
Høring
§5-udvalget har endnu ikke udtalt sig om forslaget.
Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Forslaget har været forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering den 7. juni 2002, jf. aktuelt notat af 30. maj 2002 (LFM 2103).