Hjælpemenu

Hovedmenu

Rådsmøde retlige og indre anliggender 13.-14/6 Tillæg til samlenotat bilag

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget (2. samling)
(Alm. del - bilag 773)
retlige og indre anliggender ministerråd
(Offentligt)

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EU-sekr.

3. juni 2002

 

 

 

 

Med henblik på mødet i Folketingets Europaudvalg den 7. juni 2002 – dagsordenspunkt rådsmøde (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse - integrationsdelen) og mødet i Det Blandede Udvalg på ministerniveau med deltagelse af Norge og Island den 13.-14. juni 2002 – vedlægges Justitsministeriets notat vedrørende dagsordenens punkt 63.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kære udenrigsminister.

Vedlagt sender jeg et aktuelt notat vedrørende Kommissionens forslag af 18. april 2002 til Rådets forordning om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav, der forventes præsenteret på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 13.-14. juni 2002, idet jeg skal anmode dig om at oversende det til Folketingets Europaudvalg.

Det bemærkes, at det aktuelle notat ligeledes vil blive oversendt til Folketingets Retsudvalg.

Med venlig hilsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nyt dagsordenspunkt.

Vedrørende: Kommissionens forslag af 18. april 2002 til Rådets forordning om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav (KOM(2002) 159 endelig).*

Nyt notat.

  1. Baggrund.
    2.

    Spørgsmålet om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument, dvs. et dokument, der kan danne grundlag for fuldbyrdelse af civile domme i alle EU-medlemslande uden mellemliggende eksekvaturprocedure, har været drøftet i EU i en længere årrække.

    Ved "eksekvaturprocedure" forstås en procedure, hvorved der tages stilling til, om en udenlandsk retsafgørelse kan anerkendes og fuldbyrdes. Først når retsafgørelsen er tillagt eksekvatur, kan fuldbyrdelses- og anerkendelsesproceduren igangsættes.

    Drøftelser i løbet af 1990’erne førte imidlertid ikke til en afskaffelse af eksekvaturproceduren, men alene til en begrænsning af de indsigelser, der kan fremsættes under denne, ligesom muligheden for at fremsætte indsigelser blev henlagt til appelinstansen. Dette skete ved, at Bruxelles I-konventionen (konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssage 1. marts 2002 blev afløst af Bruxelles I-forordningen (forordning nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område).

    Det Europæiske Råd udtalte på sit møde i Tampere i oktober 1999, at princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser bør udgøre hjørnestenen i det retlige samarbejde i EU. Det Europæiske Råd anmodede således "Rådet og Kommissionen om inden december 2000 at vedtage et program med foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig an erkendelse. Det blev endvidere anført, at der i forbindelse med dette program også bør også sættes et arbejde i gang med hensyn til det europæiske tvangsfuldbyrdelsesdokument og de aspekter af retsplejen, som det skønnes nødvendigt at vedtage fælles minimumsstander for, således at princippet om gensidig anerkendelse lettere kan gennemføres under overholdelse af medlemsstaternes fundamentale retsgrundsætninger", jf. konklusione rne fra det Europæiske Råds møde pkt. 37.

    Den 30. november 2000 vedtog Rådet et "Program med foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område". I henhold til programmet er afskaffelse af eksekvaturproceduren for ubestridte krav en af Fællesskabets hovedprioriteter.

    Under det svenske formandskab (1. halvår 2001) drøftede Rådets udvalg for civilretlige spørgsmål herefter de overordnede principper for udarbejdelse af et europæisk fuldbyrdelsesdokument for ubestridte pengekrav. Ved at starte med et instrument, som alene vedrører ubestridte pengekrav, er det tanken at forsøge at undgå nogle af de vanskeligheder, som har vist sig at være forbundet med en generel afskaffelse af eksekvaturproce duren. Kommissionen fremlagde i oktober 2001 et foreløbigt udkast til forordning om et europæiskfuldbyrdelsesdokument, som var genstand for drøftelser på et ekspertmøde i Kommissionen den 10. oktober 2001, ligesom det spanske formandskab afholdt et seminar den 17.-18. januar 2002, hvor kriterier for udarbejdelse af et europæisk fuldbyrdelsesdokument blev drøftet.

    På den baggrund har Kommissionen den 18. april 2002 fremsat et forslag til Rådets forordning om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav. Kommissionen agter at præsentere forslaget på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 13.-14. juni 2002.

    Efter artikel 1 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amsterdam-traktaten, deltager Danmark ikke i Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der foreslås i henhold til afsnit IV i EF-traktaten (forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender).

    Da retsgrundlaget for Kommissionens forslag er EF-Traktatens artikel 61, litra c, jf. artikel 65, deltager Danmark ikke i en kommende vedtagelse af forordningen, der således ikke vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.

  2. Indhold.

I henhold til artikel 1 er formålet med forordningen at skabe et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav, som tillader fri bevægelighed for retsafgørelser, retsforlig og officielt bekræftede dokumenter mellem medlemsstaterne. Dette sker ved at fastlægge mindstestandarder, hvis overholdelse fjerner behovet for den såkaldte eksekvaturprocedure i fuldbyrdelsesmedlemsstaten forud for anerkendelsen og fuldbyrdelsen.

 

Efter artikel 2 skal forordningen finde anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset domsmyndighedens art. Forordningen finder ikke anvendelse på spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender samt på spørgsmål vedrørende a) fysiske personers retlige status samt deres rets- og handleevne, formueforholdet mellem ægtefæller og arv efter loven eller testamente, b) konkurs, akkord , og andre lignende ordninger, c) social sikring og d) voldgift. Forordningens anvendelsesområde svarer således til anvendelsesområdet for Bruxelles I-forordningen.

Artikel 2, stk. 3, bestemmer, at der ved "medlemsstat" forstås alle medlemslande med undtagelse af Danmark [Det Forenede Kongerige og Irland].

Artikel 3 indeholder en række definitioner.

Begrebet "retsafgørelse" defineres i overensstemmelse med definitionen i Bruxelles I-forordningen som enhver afgørelse truffet af en ret i en medlemsstat, uanset hvordan den betegnes, såsom dom, kendelse eller fuldbyrdelsesordre, herunder fastsættelse af sagsomkostninger, som foretages af en embedsmand ved retten. For så vidt angår Sverige omfatter udtrykket "ret" i forbindelse med hurtig retsforfølgning i sager om pe ngekrav (betalningsföreläggende) også det svenske fogedvæsen (kronofogdemyndighet).

Ved "krav" forstås et forfaldent pengekrav på et nærmere angivet beløb.

Et krav anses for "ubestridt", hvis debitor

  1. udtrykkeligt har givet sit samtykke hertil under retssagen ved erkendelse eller ved at indgå et forlig, som retten har godkendt, eller
  2. aldrig har gjort indsigelser over for kravet i løbet af retssagen, idet en erklæring fra debitors side, der udelukkende er baseret på faktiske vanskeligheder ved at indfri gælden, ikke kan anses for en indsigelse i denne henseende, eller
  3. ikke har givet møde eller ladet sig repræsentere på retsmøde om det pågældende krav, efter først at have bestridt kravet under retssagen, eller
  4. udtrykkeligt har erkendt kravet i et officielt bekræftet dokument.

En retsafgørelse "betegnes som en endelig afgørelse", hvis retsafgørelsen ikke er appelleret, eller tidsfristen for en ordinær appel af retsafgørelsen er udløbet, uden at der er indgivet appel. Ved "ordinær appel" forstås ethvert retsligt skridt, som vil kunne medføre annullering eller ændring af den retsafgørelse, som er genstand for proceduren for attestering som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument, og hvis iværksættelse i oprindelsesmedlemsstaten skal ske inden for en frist, der er fastsat ved lov, og som løber fra og med samme retsafgørelse.

Ved "officielt bekræftet dokument" forstås

  1. et dokument, der officielt er udstedt eller registreret som et officielt bekræftet dokument, og hvor bekræftelsen af dets ægthed vedrører dokumentets indhold og er fastslået af en offentlig myndighed eller et andet organ, som er bemyndiget hertil af den medlemsstat, hvor det er udfærdiget, eller
  2. aftaler om underholdspligt, som er indgået over for en administrativ myndighed, eller som er bekræftet af en sådan myndighed.

Ved "oprindelsesmedlemsstat" forstås den medlemsstat, hvor den retsafgørelse, der skal attesteres som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument, er afsagt. Ved "fuldbyrdelsesmedlemsstat" forstås den medlemsstat, hvor den retsafgørelse, der skal attesteres som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument, søges fuldbyrdet. Endelig forstås ved "afsigende ret" den ret, der har afsagt den retsafg& oslash;relse, som skal attesteres som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument.

Artikel 4 bestemmer herefter, at en retsafgørelse om et ubestridt krav, der er attesteret som et europæisk fuldbyrdelsesdokument i oprindelsesstaten, anerkendes og fuldbyrdes i de øvrige medlemsstater uden krav om eksekvaturprocedure.

Efter artikel 5 kan en retsafgørelse om et ubestridt krav attesteres som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument af den ret, som har afsagt retsafgørelsen, hvis følgende fire betingelser er opfyldt:

  1. Retsafgørelsen kan fuldbyrdes og kan betegnes som en endelig afgørelse i oprindelsesstaten, og
  2. retsafgørelsen ikke strider imod kompetencereglerne i Bruxelles I-forordningen, kapitel II, afdeling 3, 4 og 6 vedrørende henholdsvis forsikringssager, sager om forbrugeraftaler og enekompetence, og
  3. i tilfælde, hvor kravet anses for ubestridt på grund af manglende indsigelser (artikel 3, stk. 4, litra b) eller på grund af debitors udeblivelse fra et retsmøde, efter først at have bestridt kravet under retssagen (artikel 3, stk. 4, litra c), skal retssagen i oprindelsesstaten opfylde de mindstestandarder for procedurer, som er fastlagt i forslagets kapitel III. Disse mindstestandarder finder således ikke anvendelse i tilfælde, hv or debitor udtrykkeligt har samtykket i kravet under retssagen, eller aldrig har gjort indsigelser under retssagen, jf. artikel 10, og
  4. når forkyndelse af dokumenter i en anden medlemsstat end oprindelsesstaten har fundet sted i overensstemmelse med artikel 31.

Artikel 6 bestemmer, at den afsigende ret attesterer de dele af en retsafgørelse, som opfylder betingelserne i forordningen, som et europæisk fuldbyrdelsesdokument, når der er afsagt retsafgørelse a) om flere sagsgenstande, som ikke alle vedrører forfaldne pengekrav på et nærmere angivet beløb, eller b) om et forfaldent pengekrav på et nærmere angivet beløb, hvor kravet kun delvist er ubestridt eller kun delvis opfylder betingelserne for attestering.

Artikel 7 bestemmer bl.a., at den afsigende ret ved attestering skal anvende den standardformular, der er indeholdt som bilag 1, og at attesten skal udstedes på det sprog, som retsafgørelsen er udfærdiget på.

Det fremgår af artikel 8, at en afgørelse vedrørende en anmodning om attestering som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument ikke kan appelleres.

Artikel 9 bestemmer, at den afsigende ret på anmodning fra kreditor kan udstede en attest som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for sikrende retsmidler, når der foreligger en retsafgørelse, som endnu ikke kan betegnes som endelig, men som opfylder alle andre betingelser for attestering som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument, jf. artikel 5. En sådan attest har retskraft til at danne grundlag for enhver form for sikrende foranstaltnin g mod debitors ejendom i fuldbyrdelsesmedlemsstaten. Der kan således ikke i national ret stilles yderligere betingelser, såsom periculum in mora (f.eks. fare for debitors aktiver vil forsvinde), for at foretage foreløbige sikrende foranstaltninger. Artikel 9 bestemmer endvidere, at intet skal være til hinder for, at kreditor i overensstemmelse med lovgivningen i fuldbyrdelsesmedlemsstaten påberåber sig foreløbige, herunder sikrende retsmidler, uden at der stilles krav om en attest som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument.

Artikel 10, som indleder forordningens kapitel III om mindstestandarder for procedurer vedrørende ubestridte krav, fastslår, at en retsafgørelse om et krav, som anses for ubestridt på grund af manglende indsigelser under retssagen eller debitors udeblivelse fra et retsmøde, efter først at have bestridt kravet under retssagen, kun kan attesteres som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument, hvis retssagen i oprindelseslandet har fulgt pr ocedurekravene i kapitel III.

Artikel 11 omhandler personlig forkyndelse og fastsætter, at det indledende processkrift skal være forkyndt for debitor på en af følgende måder:

  1. personlig forkyndelse bevidnet ved et modtagelsesbevis med angivelse af modtagelsesdatoen, som debitor har underskrevet, eller
  2. personlig forkyndelse bevidnet ved en erklæring om, at debitor har modtaget dokumentet, udstedt af den kompetente embedsmand, der forestod forkyndelsen, eller
  3. postforkyndelse bevidnet ved et modtagelsesbevis med angivelse af modtagelsesdatoen, som debitor har underskrevet og returneret, eller
  4. forkyndelse for debitor gennem elektroniske midler, såsom fax eller e-post, bevidnet ved et modtagelsesbevis med angivelse af modtagelsesdatoen, som debitor har underskrevet og returneret.

Det følger endvidere af bestemmelsen, at forkyndelsen gyldigt kan ske over for debitors lovpligtige repræsentant eller debitors befuldmægtigede.

I artikel 12 angives en række forkyndelsesmetoder, som kan accepteres, såfremt rimelige bestræbelser på at forkynde det indledende processkrift eller et tilsvarende dokument for debitor personligt som omhandlet i artikel 11, stk. 1, litra a) og b) har vist sig forgæves.

Forkyndelse kan foretages ved

  1. personlig forkyndelse på debitors bopæl over for voksne personer med bopæl i eller ansat i samme husholdning som debitor.

    2. Hvis debitor er en selvstændig erhvervsdrivende, et selskab eller anden juridisk person, kan der endvidere ske

  2. personlig forkyndelse på debitors erhvervsbopæl over for voksne personer, der er ansat af debitor, eller
  3. deponering af dokumentet i debitors postkasse på debitors bopæl, hvis postkassen egner sig til sikker opbevaring af post, eller
  4. deponering af dokumentet på et postkontor eller hos kompetente offentlige myndigheder og skriftlig meddelelse om denne deponering i debitors postkasse på debitors bopæl, hvis postkassen egner sig til sikker opbevaring af post, og den skrevne meddelelse tydeligt angiver, at det drejer sig om et retsdokument, og at meddelelsen har retsvirkning som forkyndelse, fra hvilket tidspunkt tidsfrister vil blive beregnet.

Det fremgår videre af bestemmelsen, at forkyndelse gyldigt kan ske over for debitors lovpligtige repræsentant eller debitors befuldmægtigede. Endelig bestemmes det, at forkyndelse efter artikel 12 ikke kan tillades, hvis debitors bopæl ikke kendes med sikkerhed.

Artikel 13 bestemmer, at den afsigende ret skal modtage bevis for, at forkyndelse har fundet sted i overensstemmelse med artikel 11 og 12, i form af enten et modtagelsesbevis fra debitor for så vidt angår artikel 11, stk. 1, litra a), c) og d) eller et dokument underskrevet af den kompetente embedsmand, der forestod forkyndelsen med angivelse af tid og sted for forkyndelsen, forkyndelsesmetode og, hvis dokumentet er forkyndt for en anden person end debitor, navnet p&ari ng; denne person og dennes tilknytning til debitor.

Artikel 14 bestemmer for så vidt angår retsafgørelser om krav, der anses for ubestridte på grund af debitors udeblivelse fra et retsmøde (både i tilfælde, hvor kravet aldrig har været bestridt under retssagen, og hvor kravet indledningsvist har været bestridt), at indkaldelsen til retsmødet, hvis den ikke er forkyndt sammen med det indledende processkrift eller et tilsvarende dokum ent, skal være forkyndt for debitor:

  1. i overensstemmelse med artikel 11, 12 og 13, eller,
  2. mundtligt under et tidligere retsmøde om det samme krav, hvis dette fremgår af protokollen fra det pågældende tidligere retsmøde.

Det fastsættes i artikel 15, at debitor skal have haft mindst 14 kalenderdage eller, hvis debitor har bopæl i en anden medlemsstat, mindst 28 kalenderdage fra datoen for forkyndelsen af det indledende processkrift eller et tilsvarende dokument til at forberede sit forsvar og reagere på kravet. For så vidt angår retsafgørelser om krav, der anses for ubestridte på grund af debitors udeblivelse fra et retsmøde (både i tilfæ lde, hvor kravet aldrig har været bestridt under retssagen, og hvor kravet indledningsvist har været bestridt), skal indkaldelsen til retsmødet, hvis den ikke er forkyndt sammen med det indledende processkrift eller et tilsvarende dokument, være forkyndt for debitor med samme frist for at sætte debitor i stand til at give møde eller lade sig repræsentere.

For at sikre behørig underretning af debitor om kravet stiller artikel 16 krav om, at det indledende processkrift eller tilsvarende dokument skal indeholde:

  1. parternes navn og bopæl
  2. kravets størrelse
  3. såfremt der kræves renter af kravet, rentesatsen og det tidsrum, for hvilket der kræves renter, medmindre en lovpligtig rente tilføjes hovedstolen uden anmodning herom som følge af lovgivningen i den medlemsstat, hvor retsafgørelsen afsiges, og
  4. sagens genstand, herunder mindst en kort beskrivelse af de omstændigheder, der påberåbes som grundlag for kravet.

 

Artikel 17 stiller krav om behørig underretning af debitor om de nødvendige processuelle skridt for at gøre indsigelse mod kravet. Det indledende processkrift eller tilsvarende dokument skal således indeholde eller ledsages af oplysning om:

  1. tidsfristen for at bestride kravet og adressen, hvortil indsigelsen skal sendes, samt de formaliteter, der skal opfyldes for at bestride kravet, herunder repræsentation ved en advokat, hvor dette er obligatorisk,
  2. muligheden af en retsafgørelse til kreditors fordel i tilfælde af manglende overholdelse af de formaliteter, der skal opfyldes for at gøre indsigelse mod kravet,
  3. det forhold, i medlemsstater, hvor dette er tilfældet, at der kan afsiges en retsafgørelse til kreditors fordel i tilfælde af manglende indsigelse fra debitors side, uden rettens undersøgelse af kravets berettigelse eller efter rettens begrænsede prøvelse,
  4. det forhold, i medlemsstater, hvor dette er tilfældet, at der ikke er mulighed for ordinær appel af en sådan retsafgørelse, eller at omfanget af rettens prøvelse i forbindelse med en ordinær appel er begrænset.
  5. muligheden for at en sådan retsafgørelse attesteres som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument uden mulighed for appel af en sådan attest og den deraf følgende mulighed for fuldbyrdelse i alle øvrige medlemsstater uden mellemliggende foranstaltninger i fuldbyrdelsesmedlemsstaten.

Artikel 18 stiller krav om behørig underretning af debitor om de nødvendige processuelle skridt for at undgå en retsafgørelse om et krav, der er ubestridt som følge af udeblivelse fra et retsmøde. Retten skal således i eller sammen med indkaldelsen tydeligt anføre, hvor og hvornår retsmødet skal finde sted samt de mulige følger som anført ovenfor under artikel 17, litra b), c), d) og e), i tilfæl de af manglende fremmøde.

Artikel 19 bestemmer, at såfremt mindstekravene ikke er opfyldt, kan dommen alligevel attesteres som et europæisk fuldbyrdelsesdokument, hvis

  1. dommen er korrekt forkyndt for debitor i overensstemmelse med artikel 11-14, og
  2. det har været muligt for debitor at anfægte retsafgørelsen gennem ordinær appel, og
  3. appelfristen er mindst 14 kalenderdage eller, hvis debitor har sin bopæl i en anden medlemsstat, mindst 28 kalenderdage fra retsafgørelsens forkyndelse, og
  4. debitor i eller sammen med retsafgørelsen er vejledt om muligheden og tidsfristen for ordinær appel samt, hvor og hvordan appel indgives, og
  5. debitor ikke inden tidsfristens udløb har appelleret retsafgørelsen.

Artikel 19 bestemmer videre, at en manglende overholdelse af procedurekravene i artikel 11-14 vedrørende forkyndelse kan afhjælpes, og en retsafgørelse attesteres som et europæisk fuldbyrdelsesdokument, hvis det kan fastslås, at debitor personligt har modtaget det pågældende dokument og den behørige underretning om de nødvendige processuelle skridt mv. i tilstrækkelig god tid til at forberede sit forsvar, jf. artikel 15-18.

For så vidt angår retsafgørelser om krav, som er ubestridte på grund af manglende indsigelser eller debitors udeblivelse fra et retsmøde efter først at have bestridt kravet, fastsætter artikel 20 mindstestandarder for, hvornår debitor efter anmodning skal fritages fra virkningerne af udløbet af fristen for ordinær appel. Der skal således i hvert fald meddeles fritagelse, hvis debitor uden egen skyld ikke h ar fået kendskab til retsafgørelsen i så god tid, at han kunne indgive en ordinær appel, hvis debitor uden egen skyld ikke har fået kendskab til det indledende processkrift/indkaldelsen i så god tid, at han har kunnet forberede sit forsvar/give møde under et retsmøde, medmindre afhjælpningsbetingelserne i artikel 19, stk. 1, vedrørende forkyndelse af retsafgørelsen, underrettelse om appelmulighed mv. er opfyldt, eller hvis debitors indsigelser ikke forekommer helt grundløse.

Hvis retsafgørelsen ikke fuldstændigt kan prøves af appelretten skal debitor med de samme begrundelser (dog ikke den begrundelse, at han ikke har fået kendskab til retsafgørelsen i tilstrækkelig god tid til at kunne indgive ordinær appel) endvidere kunne fritages fra virkningerne af udløbet af fristen for at gøre indsigelser eller fra virkningerne af udeblivelse fra et retsmøde.

Endelig bestemmes det, at debitor skal have en frist for at indgive anmodning om fritagelse på 14 kalenderdage eller, hvis debitor har sin bopæl i en anden medlemsstat, mindst 28 kalenderdage efter at debitor har fået kendskab til retsafgørelsen.

Artikel 21 bestemmer, at fuldbyrdelsesprocedurerne med forbehold af bestemmelserne i kapitel IV (artikel 21-24) er underlagt national lovgivning i fuldbyrdelsesstaten. Artiklen bestemmer videre, at kreditor skal fremlægge følgende for de fuldbyrdende myndigheder:

  1. en genpart af retsafgørelsen, der opfylder de nødvendige betingelser for at fastslå ægtheden, og
  2. en genpart af attesten som et europæisk fuldbyrdelsesdokument, der opfylder de nødvendige betingelser for at fastslå ægtheden, og
  3. om nødvendigt en bekræftet oversættelse af attestens tekstdele til det/et af de officielle sprog i fuldbyrdelsesstaten eller til et andet sprog, som er accepteret af denne stat.

 

Det fremgår endvidere af artikel 21, stk. 3 og 4, at kreditor ikke kan pålægges yderligere gebyrer, sikkerhedsstillelse, eller depositum af nogen art med den begrundelse, at han er udlænding eller ikke har bopæl/opholdssted i fuldbyrdelsesstaten. Endvidere kan kreditor ikke pålægges at tilvejebringe en postadresse i fuldbyrdelsesstaten eller antage en befuldmægtiget.

Det følger af artikel 22, at fuldbyrdelsesmedlemsstaten skal give debitor mulighed for domstolsprøvelse, hvis retsafgørelsen er uforenelig med en tidligere retsafgørelse afsagt i en anden medlemsstat eller i et tredjeland forudsat at, a) den tidligere retsafgørelse vedrørte samme sagsgenstand og samme parter, og b) den tidligere retsafgørelse opfylder betingelserne for anerkendelse i fuldbyrdelsesmedlemsstaten, og uforeneligheden ikk e kunne have været fremført som en indsigelse i forbindelse med retsmøderne i oprindelsesmedlemsstaten.

 

Retsafgørelsen eller attesteringen heraf som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument kan under ingen omstændigheder prøves med hensyn til sagens realitet i fuldbyrdelsesmedlemsstaten.

I artikel 23 bestemmes det, at retten kan udsætte fuldbyrdelsesproceduren, begrænse den til sikrende retsmidler, eller gøre fuldbyrdelsen betinget af sikkerhedsstillelse, hvis debitor har indgivet anmodning om fritagelse fra virkningerne af overskridelse af fristen for ordinær appel, jf. artikel 20, anmodning om genoptagelse eller om annullering af retsafgørelsen i oprindelsesmedlemsstaten eller om domstolsprøvelse, jf. artikel 22, i fuldbyrde lsesmedlemsstaten.

Artikel 24 bestemmer, at medlemsstaterne skal samarbejde om at lette fuldbyrdelsen af europæiske tvangsfuldbyrdelsesdokumenter ved at oplyse offentligheden og faglige kredse om fuldbyrdelsesmetoder og -procedurer samt om kompetente fuldbyrdelsesmyndigheder i medlemsstaterne. Oplysningerne skal navnlig offentliggøres inden for rammerne af det civil- og handelsretlige netværk, jf. Rådets beslutning 2001/470/EF.

Artikel 25 bestemmer, at retsforlig, som kan fuldbyrdes i den medlemsstat, hvor det er indgået, kan attesteres som et europæisk fuldbyrdelsesdokument af den ret, som har godkendt forliget. Attestering sker ved brug af den standardformular, der er indeholdt som bilag III. Det bestemmes endvidere, at bestemmelserne i forordningens kapitel II og IV, bortset fra artikel 5 og 22, stk. 1, skal finde tilsvarende anvendelse.

Efter artikel 26 kan officielt bekræftede dokumenter vedrørende et krav, der kan fuldbyrdes i en medlemsstat, attesteres som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument af den myndighed, der har bekræftet dokumentets ægthed. Attestering sker ved brug af den standardformular, der er indeholdt som bilag IV. Det kræves dog, at debitor af den myndighed, der har bekræftet dokumentet, er underrettet om den umiddelbare e ksigibilitet i alle medlemsstaterne forud for hans samtykke til udstedelsen eller den officielle registrering, og at det fremgår af dokumentet, som debitor har underskrevet, at underretningen har fundet sted. Det bestemmes endvidere, at bestemmelserne i forordningens kapitel II og IV, bortset fra artikel 5 og 22, stk. 1, skal finde tilsvarende anvendelse.

Det bestemmes i artikel 27, at den afsigende ret ved afgørelse af, om en debitor har bopæl i oprindelsesmedlemsstaten, skal anvende denne stats interne lovgivning. Har debitor ikke bopæl på oprindelsesmedlemsstatens område, skal den afsigende ret ved afgørelsen af, om debitor har bopæl på en anden medlemsstats område, anvende denne medlemsstats lovgivning. Bestemmelsen svarer til artikel 59 i Bruxe lles I-forordningen.

Artikel 28 bestemmer bl.a., at selskaber og andre juridiske personer i relation til forordningen har bopæl på det sted, hvor de har deres vedtægtsmæssige hjemsted, deres hovedkontor eller deres hovedvirksomhed. Bestemmelsen svarer til Bruxelles I-forordningens artikel 60.

Det følger af artikel 29, at forordningen kun finder anvendelse på retssager, der er anlagt, og på officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt, efter forordningens ikrafttræden. Artikel 29, stk. 2, definerer, hvornår en sag anses for anlagt.

Artikel 30 indebærer, at dels Bruxelles I-forordningen, dels andre på særlige områder fastsatte regler for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, der er indeholdt i fællesskabsretsakter eller i de harmoniserede nationale lovgivninger til gennemførelse af disse retsakter i overensstemmelse med artikel 67 i Bruxelles I-forordningen, og endelig konventioner, hvori medlemsstaterne er parter, og som på særlige områd er fastsætter regler for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i overensstemmelse med artikel 71 i Bruxelles I-forordningen, finder anvendelse i det omfang, der ikke er anmodet om attestering som et europæisk fuldbyrdelsesdokument.

Artikel 31 fastslår, at forkyndelsesforordningen kan anvendes i forbindelse med sagen i oprindelsesstaten. Dog kan en retsafgørelse afsagt efter forkyndelse i henhold til forkyndelsesforordningens artikel 19, stk. 2, om afsigelse af udeblivelsesdom uden bevis for, at det indledende processkrift er forkyndt, ikke attesteres som et europæisk fuldbyrdelsesdokument. Artikel 31, stk. 3 foreslår, at denne forordnings mindsteregler om forkyndelse samtidig finder anvendelse.

Artikel 32 bestemmer, at standardformularerne i bilagene til forordningen ajourføres eller ændres i overensstemmelse med den rådgivningsprocedure, der er omhandlet i artikel 33, stk. 2.

Artikel 33 bestemmer, at Kommissionen bistås af et rådgivende udvalg, som er omhandlet i artikel 75 i Bruxelles I-forordningen, jf. artikel 3 og 7 i Rådets beslutning af 28. juni 1999 (1999/468/EF).

I henhold til artikel 34 træder forordningen i kraft den 1. januar 2004.

4. Europaparlamentet

Europaparlamentet høres i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 67, men er endnu ikke fremkommet med en udtalelse.

 

 

 

 

 

 

 

5. Høring

Forslaget vil blive sendt i høring hos Præsidenterne for Østre Landsret, Vestre Landsret, Københavns byret samt retterne i Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen og Advokatrådet.

6. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har endnu ikke været forelagt Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.

7. Subsidiaritetsprincippet

Forordningsforslaget ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

8. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Som anført under punkt 1, er forslaget omfattet af det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender.

Danmark deltager således ikke i en kommende vedtagelse af forordningen, der ikke vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.

9. Tidligere forelæggelser for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg.