Rådsmøde kulturministre 23/5 02 Samlenotat
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget (2. samling)
(Alm. del - bilag 690)
kulturministerråd
(Offentligt)
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Med henblik på mødet i Folketingets Europaudvalg den 17. maj 2002 – dagsordenspunkt rådsmøde (kulturministre) den 23. maj 2002 – vedlægges Kulturministeriets notat over de punkter, der forventes optaget på dagsordenen.
NOTAT 7. maj 2002
Aktuelt notat til Folketingets Europaudvalg
KUM 0047
Rådsmøde (kultur/av) den 23. maj 2002
Foreløbig dagsorden
Side
- Europæisk indsats og samarbejde på kulturområdet i fremtiden
- Udkast til Rådets resolution om en ny arbejdsplan for samarbejde på kulturområdet 2
- Vedtagelse og udveksling af synspunkter
- Kultur-2000 programmets fremtid: Note fra formandskabet 3
- Udveksling af synspunkter
- Udkast til Rådets resolution: "Hvordan bevarer vi fremtidens hukommelse – hvordan bevarer vi digitalt indhold for kommende generationer" 4
- Vedtagelse
- Den europæiske kulturhovedstad: Udpegelse af jurymedlemmer 6
- Orientering fra den spanske og den danske delegation
- Direktivet "fjernsyn uden grænser": note fra formandskabet 7
- Udveksling af synspunkter
- Orientering om formandskabets aktiviteter i første halvår 2002 8
- Eventuelt
Ad 1. Europæisk indsats og samarbejde på kulturområdet i fremtiden
- Udkast til Rådets resolution om en ny arbejdsplan for samarbejde på kulturområdet
- Vedtagelse og udveksling af synspunkter
Baggrund og indhold
Formandskabet har fremlagt et forslag til resolution om en ny arbejdsplan for det europæiske kultursamarbejde.
Formålet med forslaget er, at de kommende formandskaber i samarbejde med Kommissionen skal se på de hidtidige erfaringer med og muligheder for en bedre anvendelse af Traktatens kulturartikel, specielt i lyset af de nye udfordringer, der ligger i den kulturelle og teknologiske udvikling samt i udvidelsen. Handlingsplanen skal - med respekt for nærhedsprincippet - navnlig fokusere på st. 4 i kulturartiklen, dvs. hensynet til samt samspillet/synergien med kultur i de øvrige EU-politikker. I et bilag til resolutionen listes en halv snes emner eller områder, som kan være vejledende, men ikke bindende for arbejdet.
Arbejdsplanen lægger op til en "rullende dagsorden" for de kommende 5 formandskaber med henblik på, at arbejdet skal være afsluttet med udgangen af 2004 som vejledende tidsramme.
Bilaget til resolutionen indeholder følgende hovedelementer for arbejdsplanen:
- analyse og udvikling af metoder til at identificere og evaluere den europæiske merværdi
- fremme og formidling af den kulturelle mangfoldighed og fremme af dialogen mellem kulturer
- forbedret information for at lette borgernes adgang til kulturaktioner i EU
- styrkelse af synergien med andre Fællesskabsområder og –aktiviteter
- udveksling af god praksis
- fremme af bevægelighed for personer og værker i den kulturelle sektor
- analyse af udviklingsmulighederne i den europæiske kulturindustri og kreative industri
- fremme inddragelse og deltagelse af nye medlemsstater i kulturområdet.
Høring
Forslaget har ikke været sendt i høring. Arbejdsplanen indeholder alene emner til overvejelse og drøftelse med henblik på mulige konkrete forslag til den fremtidige praktiske gennemførelse af Traktatens kulturartikel.
Evt. lovændringer eller statsfinansielle konsekvenser
Forslaget indebærer ingen lovændringer eller statsfinansielle konsekvenser for Danmark.
Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Ifølge resolutionsforslaget skal arbejdsplanen gennemgås med fuld respekt for nærhedsprincippet. Efter danske opfattelse er forslaget i overensstemmelse med dette princip, specielt fordi arbejdsplanens formål med baggrund i de hidtidige erfaringer er at overveje og undersøge muligheder for den fremtidige praktiske gennemførelse af Traktatens kulturartikel.
Tidligere forelæggelse for Europaudvalget
Resolutionsforslaget har ikke tidligere været forelagt Europaudvalget.
- Kultur-2000 programmets fremtid: Note fra formandskabet
- Udveksling af synspunkter
Baggrund og indhold
Europa-Parlamentet og Rådet vedtog den 14 februar 2000 efter endt
forligsprocedure afgørelse (508/2000/EF) om indførelse af Kultur 2000 programmet. Der er tale om et femårigt program (2000 – 2004) med en samlet bevillingsramme på 167 mio. EUR. Formålet er at støtte samarbejdsprojekter – gerne flerårige – mellem kunstnere, kulturformidlere, kulturinstitutioner m.v. i Europa.
Formandskabet har udarbejdet en note med henblik på en diskussion om en mulig forlængelse – i uændret form – af det gældende program med to år, dvs. indtil udgangen af 2006. Noten peger blandt andet på, at de fremtidige retlige og finansielle betingelser er usikre, at det gældende program kun har fungeret i ca. 2 år, og at Kommissionens midtvejsevaluering af programmet først vil foreligge i løbet af 3. kvartal 2002.
Høring
Noten, der er formandskabets oplæg til en foreløbig meningsudveksling, har ikke været sendt i høring.
Evt. lovændringer eller statsfinansielle konsekvenser
Noten indebærer ingen lovændringer eller statsfinansielle konsekvenser for Danmark.
Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Noten omtaler ikke disse principper. Efter dansk opfattelse er noten i overensstemmelse med principperne, fordi den lægger op til en meningsudveksling om gennemførelsen af en vedtaget retsakt.
Tidligere forelæggelse for Europaudvalget
Noten har ikke tidligere været forelagt Europaudvalget, men Kultur 2000 programmet har tidligere været forelagt udvalget, senest den 15. juni 2001 forud for Rådsmødet (Kultur/AV) den 21. juni 2001 med forudgående fremsendelse af notat af 7. juni 2001.
Ad 2. Udkast til Rådets resolution: "Hvordan bevarer vi fremtidens hukommelse – hvordan bevarer vi digitalt indhold for kommende generationer"
- Vedtagelse af resolution
Baggrund og indhold
Formandskabet har fremlagt et forslag til rådsresolution om digitalisering af kulturarven: "Hvordan bevarer vi fremtidens hukommelse - hvordan bevarer vi digitalt indhold for kommende generationer?"
Forslaget tager udgangspunkt i, at Det Europæiske Råd på Lissabon-mødet i marts 2000 fastlagde en strategi, som skal forberede EU’s overgang til et videnbaseret samfund ved at føre en bedre politik for informationssamfundet og for forskning og udvikling, at handlingsplanen eEuropa 2002 opfordrer til øget digitalisering og brug af internet, blandt andet i offentlige tjenester og i kulturinstitutioner, samt at det femte ramme m for forskning, teknologisk udvikling og demonstration omfatter aktioner med videnskabelige og teknologiske mål som "adgang til videnskabelige, kulturelle og andre værdier, f.eks. ved at biblioteker, arkiver og museer tilsluttes net."
Forslaget fremhæver, at bevaring for fremtiden af kulturelle og intellektuelle værdier, skabt i enten digital eller "traditionel" form, afhænger af teknologier, der hurtigt ændrer sig, herunder ændringer i metoder for og udvikling af metoder og retningslinjer for en langsigtet bevaring, at det derfor er nødvendigt at satse på praktiske foranstaltninger, som kan afhjælpe den store spredning i metoderne, samt at "hukommelsesinstitutioner" som arkiver, biblioteker, museer har en central rolle i denne sammenhæng.
Der foreslås en række mål og vejledende foranstaltninger med henblik på yderligere analyse, herunder stimulering af udviklingen af politikker for digital bevaring af kultur og kulturarv, udveksling af erfaringer, fremskridt, standarder og formidling, analyse af omkostninger, uddannelsesbehov, partnerskaber samt forskningsbehov.
På denne baggrund opfordrer forslaget
Kommissionen og medlemsstaterne til i relevant omfang og inden for deres respektive kompetenceområder og med fuld respekt for nærhedsprincippet at gennemføre foranstaltninger eller undersøge, om de kan gennemføres.
Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne at vurdere situationen, at aflægge rapport til Rådet (i princippet hvert andet år), og at udarbejde en passende handlingsplan.
Høring
Forslaget har været sendt i høring hos berørte offentlige institutioner: Biblioteksstyrelsen, Det Kgl. Bibliotek, Rigsarkivet, Statsbiblioteket i Århus samt Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. Høringssvarene viser bred opbakning til forslaget, blandt andet i lyset af de igangværende danske over-
vejelser på området.
Evt. Lovændringer eller statsfinansielle konsekvenser
Resolutionsforslaget indebærer ingen lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser for Danmark.
Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Resolutionsforslaget omtaler hensynet til nærhedsprincippet. Efter dansk opfattelse er forslaget i overensstemmelse med dette princip.
Tidligere forelæggelse for Europaudvalget
Resolutionsforslaget har ikke tidligere været forelagt Europaudvalget.
Ad 3. Den europæiske kulturhovedstad: Udpegelse af jurymedlemmer
- Orientering fra den spanske og den danske delegation
Baggrund og indhold
Spanien og Danmark forventes at fremlægge foreløbig indstilling om kandidater til medlemmer af juryen i forbindelse med fællesskabsaktionen "Den Europæiske Kulturhovedstad" i 2007.
Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1419/99/EF af 25. maj 1999 omfatter fællesskabsaktionen "Den Europæiske Kulturhovedstad".
Ifølge afgørelsen udpeger Rådet hvert år en by - efter en rotationsliste mellem medlemslandene - som har ansøgt om at blive Europæisk Kulturhovedstad. Byen udpeges fire år, før den skal være kulturhovedstad. Valget sker efter bedømmelse i en jury af syv uafhængige eksperter inden for den kulturelle sektor, hvoraf to udpeges af Europa-Parlamentet, to af Rådet, to af Kommissionen og en af Regionsudvalget. Europa-Parlamentet har - hvis det ønsker - ret til at afgive en udtalelse om juryens indstilling. De to medlemslande, der har formandskabet i løbet af et år, indstiller hver en person, der det følgende år skal indgå i juryen. Rådet udpeger med simpelt flertal sine to jurymedlemmer. Landet, der i 2007 skal have den europæiske kulturhovedstad, er ifølge rotationslisten Luxembourg.
Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Der er tale om et led i en praktisk udførelsesforanstaltning af allerede vedtagne retsakter.
Tidligere forelæggelse for Europaudvalget
Rådets udpegning af jurymedlemmer for den europæiske kulturhovedstad i 2007 har ikke tidligere været forelagt udvalget. Men sagen, Europæisk Kulturhovedstad, har været forelagt Europaudvalget ved flere lejligheder, senest på mødet den 2. november 2001 forud for Rådsmøde (Kultur/AV) den 5. november 2001 med forudgående fremsendelse af notat af 25. oktober 2001.
Ad 4. Direktivet "fjernsyn uden grænser": note fra formandskabet
- Udveksling af synspunkter
Baggrund og indhold
Formandskabets note indeholder en gennemgang af de forpligtelser, som Kommissionen har i forbindelse med direktivet om "tv uden grænser" (89/552/EØF, ændret ved 97/36/EF):
- Afgive rapport om anvendelsen af artikel 4 og 5 (kvotebestemmelserne)
- Afgive rapport om anvendelsen af direktivet og evt. komme med forslag til ændringer, særligt i lyset af den teknologiske udvikling.
Begge rapporter skal ifølge direktivet afgives i 2002. Direktivet blev revideret i 1997, og medlemslandene skulle indføre det nye direktiv i national lovgivning inden udgangen af 1998. Direktivet har således fungeret i lidt over tre år.
På rådsmødet den 23. maj 2002 vil Kommissionen redegøre for, hvordan den agter at overholde sine forpligtelser.
Formandskabet lægger op til en meningsudveksling med baggrund i behovet for eftertanke, analyse og åbenhed og foreslår følgende emner:
- Erfaringer med implementering af direktivet
- De vigtigste udfordringer for national og europæisk audiovisuel lovgivning i lyset af national lovgivning
- Udviklingen i national lovgivning inden for den audiovisuelle sektor, særligt i lyset af den teknologiske udvikling.
Høring
Noten, der er formandskabets oplæg til en foreløbig meningsudveksling, har ikke været sendt i høring.
Evt. lovændringer eller statsfinansielle konsekvenser
Noten indebærer ingen lovændringer eller statsfinansielle konsekvenser for Danmark.
Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Noten omtaler ikke disse principper. Efter dansk opfattelse er noten i overensstemmelse med principperne, fordi den lægger op til en foreløbig meningsudveksling om gennemførelsen af en vedtaget retsakt.
Tidligere forelæggelse for Europaudvalget
Noten har ikke tidligere været forelagt Europaudvalget.
Ad 5. Orientering om formandskabets aktiviteter i første halvår 2002
- Mundtlig information fra formandskabet
Baggrund og indhold
Det forventes, at formandskabet vil give en mundtlig orientering om de aktiviteter på kulturområdet, som det afholder i anledning af formandskabet.
Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Der er tale om en mundtlig orientering om aktiviteter, som formandskabet på eget initiativ har arrangeret.
Tidligere forelæggelse for Europaudvalget
Sagen har ikke tidligere været forelagt Europaudvalget.