Grundnotat om rammeafgørelse vedrørende ulovlig narkotikahandel

Artikel 9 indeholder regler om jurisdiktionskompetence. Efter bestemmelsen skal medlemsstaterne sikre, at de har straffekompetence i forhold til ulovlig narkotikahandel, når der er tale om forhold, der begås på den pågældende medlemsstats territorium, eller af personer, der har statsborgerskab - eller for juridiske personers vedkommende hjemsted - i den pågældende medlemsstat. Medlemsstaterne kan meddele Rådets Generalsekretariat, i h vilket omfang bestemmelserne skal gælde for den pågældende medlemsstat. Hvis en medlemsstat ikke udleverer egne statsborgere, er den pågældende medlemsstat efter forslaget forpligtet til at have straffekompetence i forhold til ulovlig narkotikahandel, der er begået af en af medlemsstatens egne statsborgere uden for dennes område.

Efter artikel 10 forpligter medlemsstaterne sig til i videst muligt omfang at samarbejde og yde hinanden bistand i forbindelse med retsforfølgningen af ulovlig narkotikahandel.

Ifølge artikel 11 skal medlemsstaterne senest den 30. juni 2003 have truffet de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme rammeafgørelsen. Medlemslandene skal i forbindelse hermed straks meddele Kommissionen og Generalsekretariatet for Rådet teksten til de bestemmelser, der gennemfører rammeafgørelsen i national ret.

I forlængelse heraf forpligtes medlemslandene til første gang senest den 31. december 2006 og derefter hvert femte år at forelægge Kommissionen en sammenfattende rapport om gennemførelsen af rammeafgørelsen. Kommissionen udarbejder herefter en evalueringsrapport om medlemslandenes gennemførelse af rammeafgørelsen.

Efter forslagets artikel 12 træder rammeafgørelsen i kraft 20 dage efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Efter § 1 i lov om euforiserende stoffer (lovbekendtgørelse nr. 391 af 21. juli 1969, som senest ændret ved lov nr. 1054 af 11. december 1996) bemyndiges sundhedsministeren til at bestemme, at stoffer, som efter internationale vedtagelser eller efter Sundhedsstyrelsens skøn frembyder ganske særlig fare i anledning af deres euforiserende egenskaber, ikke må forefindes her i landet, medmindre ministeren meddeler tilladelse hertil. Udover de forhold, der omfat tes af sundhedsministerens tilladelse, er ind- og udførsel, salg, køb, udlevering, modtagelse, fremstilling, forarbejdning og besiddelse af sådanne stoffer forbudt.

Bekendtgørelse nr. 698 fra 1993 om euforiserende stoffer med senere ændringer opregner de stoffer, for hvilke forbudet i loven gælder. Omfattet af bekendtgørelsen er de stoffer, der er omfattet af 1961-konventionen og den tilhørende protokol af 1972 samt 1971-konventionen, stoffer, som Rådet efter artikel 5 i den fælles aktion af 16. juni 1997 vedrørende udveksling af oplysninger, risikovurdering og kontrol med nye former for syntetisk narkotika har besluttet skal underkastes kontrolforanstaltninger, og euforiserende stoffer, som ministeren efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen har besluttet kun må anvendes i medicinsk eller videnskabeligt øjemed. Derimod omfattes de prækursorer, der opregnes i 1988-konventionen, ikke af bekendtgørelsen. Endvidere undtages en række af de stoffer, der er omfattet af 1961 og 1971 konventionerne, når disse indgår i ganske små doser i forbindelse med andre s toffer.

Efter § 3 i lov om euforiserende stoffer straffes overtrædelser af loven eller bekendtgørelsen med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Efter straffelovens § 191 straffes den, der i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer under særligt skærpende omstændigheder overdrager euforiserende stoffer med fængsel indtil 6 år. Angår overdragelsen en betydelig mængde særlig farligt eller skadeligt stof, eller har overdragelsen af et sådant stof i øvrigt haft en særlig farlig karakter, kan straffen stige til fængsel i 10 år.

Efter straffelovens § 191, stk. 2, straffes på samme måde den, der i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer indfører, udfører, køber, udleverer, modtager, fremstiller, forarbejder eller besidder sådanne stoffer med fortsæt til at overdrage dem.

Efter § 4 i lov nr. 479 af 30. juni 1993 om fremstilling og handel med visse varer, der benyttes ved ulovlig fremstilling og handel med narkotika og psykotrope stoffer (prækursorloven), må en række af de prækursorer, der er omfattet af 1988-konventionen, ikke fremstilles, forarbejdes, forhandles, distribueres eller overdrages uden en licens.

Efter lovens § 11 straffes afgivelse af urigtige oplysninger med henblik på opnåelse af en sådan licens med bøde eller fængsel indtil 2 år. Endvidere indeholder loven bestemmelser, som stiller krav til overdrageren om indberetning m.v. af visse faktiske oplysninger om stoffets karakter og mængde samt om salgs og produktionssteder. Overtrædelse af disse bestemmelser sanktioneres ligeledes med bøde eller fængsel indtil 2 år efter § 11.

Efter straffelovens § 25 kan en juridisk person straffes med bøde, når dette er bestemt ved lov eller i medfør af lov.

I forlængelse heraf følger det af straffelovens § 306, at juridiske personer kan ifalde strafansvar for overtrædelse af straffeloven, når overtrædelsen sker med henblik på at skaffe den juridiske person vinding.

Efter prækursorlovens § 11, stk. 4, kan juridiske personer ifalde strafansvar for overtrædelse af loven. Lov om euforiserende stoffer indeholder derimod ikke hjemmel til at pålægge juridiske personer strafansvar.

Efter straffelovens § 75 kan udbytte ved en strafbar handling, genstande med hensyn til hvilke der er begået en strafbar handling, og genstande, der har været brugt ved en strafbar handling, konfiskeres.

Under dansk straffemyndighed hører efter straffelovens § 6 handlinger, som foretages i den danske stat, på dansk fartøj, som befinder sig uden for nogen stats folkeretligt anerkendt område, på dansk fartøj, som befinder sig på fremmed folkeretligt anerkendt område, af personer, der hører til fartøjet eller som rejsende følger med dette.

Efter straffelovens § 7 hører endvidere under dansk straffemyndighed handlinger, som en person, der har dansk indfødsret eller er bosat i den danske stat, har foretaget uden for denne, for så vidt handlingen er foretaget uden for folkeretligt anerkendt statsområde, hvis handlinger af den pågældende art kan medføre højere straf end hæfte eller for så vidt handlingen er foretaget inden for sådant område, hvis den er strafbar også efter den dér gældende lovgivning.

Det følger endvidere af straffelovens § 8, nr. 6, at der foreligger dansk strafferetlig jurisdiktion, når udlevering af sigtede til retsforfølgning i et andet land afslås, og handlingen, for så vidt den er foretaget inden for folkeretligt anerkendt statsområde, er strafbar efter den dér gældende lovgivning, og den efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år.

Endelig er der efter straffelovens § 8, nr. 5, dansk straffekompetence, når en handling er omfattet af mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at foretage retsforfølgning.

Efter straffelovens § 21, stk. 1, straffes handlinger, som sigter til at fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse, når den ikke fuldbyrdes som forsøg. Efter bestemmelsens stk. 3 straffes forsøg kun, når der for lovovertrædelsen er foreskrevet højere straf end hæfte.

Efter straffelovens § 23, stk. 1, 1. pkt., omfatter den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse alle, der ved tilskyndelse råd eller dåd har medvirket til gerningen.

Straffelovens kapitel 10 indeholder bestemmelser om straffastsættelsen.

Efter § 80, stk. 1, skal der ved straffens udmåling tages hensyn til lovovertrædelsens grovhed og til oplysninger om gerningsmandens person, herunder om hans almindelige personlige og sociale forhold, hans forhold før og efter gerningen og hans bevæggrunde til denne. Efter § 80, stk. 2, vil det forhold, at gerningen er begået af flere i forening, i reglen være at anse som en skærpende omstændighed.

I § 84 opregnes en række forhold, der kan føre til nedsættelse af den i loven foreskrevne straf. Det drejer sig blandt andet om tilfælde, hvor gerningsmanden, efter at den strafbare handling er fuldbyrdet, frivilligt har afværget den af hans handling flydende fare, hvor han i øvrigt frivilligt har bestræbt sig for at forebygge fuldbyrdelsen eller genoprette den ved gerningen forvoldte skade, eller hvor han frivilligt har angivet sig selv og afla gt fuldstændig tilståelse.

Højesteret har i øvrigt ved dom af 17. juni 1998 (UfR 1998 side 1317) fastslået, at straffelovens § 80, stk. 1, giver mulighed for ved strafudmålingen at tage hensyn til, at tiltalte har medvirket ved sagens oplysning, herunder ved afgivelse af forklaring om medgerningsmænd. Højesteret udtalte i den forbindelse blandt andet følgende:

Efter artikel 2 i forslaget til rammeafgørelse forpligtes medlemslandene bl.a. til at sikre, at narkotikahandel som defineret i forslagets artikel 1 gøres strafbart.

Dette indebærer, at samtlige de stoffer, der omfattes af FN-konventionerne fra 1961 om narkotiske midler, 1971 om psykotrope stoffer og 1988 om ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer, samt i medfør af den fælles aktion 97/396/RIA af 16. juni 1997 er underlagt kontrolforanstaltninger, alene må forhandles efter særlig tilladelse, og at handel uden en sådan tilladelse skal være strafbar.

Som nævnt ovenfor findes de for dansk rets vedkommende relevante regler i prækursorloven samt lov om euforiserende stoffer og bekendtgørelse om euforiserende stoffer. Af denne regulering følger, at man efter dansk ret uden tilladelse kan forhandle en række prækursorer omfattet af 1988-konventionen samt en række stoffer omfattet af de øvrige konventioner, når disse indgår i små doser i forbindelse med andre stoffer. Endvi dere gælder det, at forhandling uden tilladelse (licens) af prækursorer ikke er selvstændigt strafsanktioneret.

På denne baggrund må det antages, at en uændret vedtagelse af forslaget vil nødvendiggøre, at der for alle prækursorer omfattet af 1988-konventionen indføres et krav om tilladelse til forhandling, og at forhandling uden en sådan tilladelse strafsanktioneres. Endvidere må det antages, at også de produkter, som efter § 1, stk. 3, i bekendtgørelse om euforiserende stoffer ikke efter gældende dansk ret er at anse for euforiserende stoffer, vil skulle indføres under forbudet i § 1, stk. 2, i lov om euforiserende stoffer, således at også disse produkter omfattes af en pligtmæssig godkendelsesordning.

Forslagets bestemmelser om forsøg og medvirken må anses for opfyldt i kraft af bestemmelserne i straffelovens §§ 21 og 23.

Efter forslagets artikel 4, stk. 1, forpligtes medlemslandene til at sikre, at ulovlig narkotikahandel i grove tilfælde kan straffes med fængsel i ikke under 5 år.

Strafferammen i lov om euforiserende stoffer er bøde eller fængsel indtil 2 år. Overtrædelser af lovgivningen om euforiserende stoffer kan efter straffelovens § 191 straffes med fængsel indtil 6 år, når der er tale om overdragelse af euforiserende stoffer til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag eller under andre skærpende omstændigheder. Angår overdragelsen en betydelig mængde særlig farligt eller skadeligt stof, eller har overdragelsen af et sådant stof i øvrigt haft en særlig farlig karakter, kan straffen stige til fængsel i 10 år.

Forslaget til artikel 4, stk. 1, har derfor ikke i sig selv lovgivningsmæssige konsekvenser.

Efter forslagets artikel 4, stk. 2, forpligtes medlemslandene endvidere til at foretage det fornødne for at sikre, at der kan ske konfiskation af stoffer, der har været genstand for ulovlig narkotikahandel, redskaber og formuegoder, der har været anvendt i forbindelse med denne handel, samt provenuer og fortjenester, der direkte eller indirekte er opnået ved sådanne handler.

Denne bestemmelse må antages at være opfyldt i kraft af straffelovens § 75, og bestemmelsen har derfor ikke lovgivningsmæssige konsekvenser.

Forslagets artikel 5 fastlægger en række forhold, som skal anses for skærpende omstændigheder, idet forholdene i øvrigt skal være underlagt en strafferamme på ikke under 7 års fængsel.

Under henvisning til straffelovens § 80 må det antages, at de i artikel 5 opregnede forhold efter omstændighederne vil kunne anses for skærpende i forbindelse med straffastsættelsen.

Strafferammekravet i forslagets artikel 5 vil alene være opfyldt for forhold, der kan henføres under straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., som omfatter tilfælde, hvor forholdet vedrører en betydelig mængde særligt farligt eller skadeligt stof.

Gennemførelse af denne del af forslaget vil således nødvendiggøre lovændringer.

Ifølge forslagets artikel 6 skal medlemsstaterne sikre, at det ved straffastsættelsen kan anses for en formildende omstændighed, at gerningsmanden har medvirket ved sagens opklaring eller i øvrigt har medvirket til at afdække organiseret ulovlig narkotikahandel, eksempelvis ved afgivelse af oplysninger, der er nyttige for efterforskningen mod andre gerningsmænd eller organiseret narkotikahandel, vil blive anset som formildende omstændigheder.

Set i lyset af den i afsnit 3.7. nævnte højesteretsdom, må bestemmelsen anses for opfyldt i dansk ret i kraft af straffelovens § 80 og § 84.

Efter forslagets artikel 7 forpligtes medlemslandene at sikre, at også juridiske personer vil kunne drages strafferetligt til ansvar for ulovlig narkotikahandel.

Som ovenfor anført indeholder straffeloven i § 306 en generel hjemmel til at pålægge juridiske personer strafansvar for overtrædelse af bestemmelser i loven – herunder § 191 – som begås for at skaffe den juridiske person vinding. En sådan hjemmel findes tillige i relation til overtrædelse af prækursorloven.

En tilsvarende hjemmel findes derimod ikke i lov om euforiserende stoffer, og en vedtagelse af forslaget vil således nødvendiggøre, at der i lov om euforiserende stoffer indsættes en henvisning til straffelovens kap. 5.

Reglerne om straffekompetence i forslagets artikel 9 må anses for opfyldt i kraft af straffelovens §§ 6 – 8 og vil derfor ikke nødvendiggøre lovændringer. Det bemærkes i den forbindelse, at der vil være mulighed for afgive en præciserende erklæring om reglernes anvendelse, herunder om særlige betingelser – f.eks. krav om dobbelt strafbarhed – i national ret.

5. Høring

Forslaget til rammeafgørelse er sendt i høring hos Advokatrådet, Amnesty International, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Finansministeriet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Politiforbundet i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Foreningen af Politimestre i Danmark, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Sundhedsministeriet, Socialministeriet, Politidirektøren i København, p ræsidenterne for Vestre og Østre Landsret, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense og Roskilde.