Rådsmøde retlige og indre anliggender (justits) 28/2 02 redegørelse
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget (2. samling)
(Alm. del - bilag 501)
rådsmødereferater
(Offentligt)
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Justitsministeriets redegørelse for rådsmøde (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 28. februar 2002.
R E D E G Ø R E L S E
for
rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 28. februar 2002.
Dagsordenspunkt 1: Kommissionens forslag til Rådets forordning om fastlæggelse af en generel ramme for Fællesskabets aktiviteter med henblik på at fremme gennemførelsen af et europæisk civilretligt område.
Sagen var ikke på den endelige dagsorden for rådsmødet.
Dagsordenspunkt 2: Rådets afgørelse om videreførelse af forhandlingerne om en international konvention om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område inden for rammerne af Haagerkonferencen.
Sagen var ikke på den endelige dagsorden for rådsmødet.
Dagsordenspunkt 3: Bekæmpelse af organiseret kriminalitet (åben debat).
Under den åbne debat blev det fra dansk side fremhævet, at bekæmpelsen af organiseret kriminalitet bør have høj prioritet såvel nationalt som internationalt, og at EU-indsatsen på området må videreføres i overensstemmelse med allerede fastlagte handlingsplaner, idet samarbejdet med tredjelande – især i nærområderne - om bekæmpelsen af organiseret kriminalitet bør styrkes.
Det blev i forlængelse af den åbne debat konkluderet, at der som led i bekæmpelsen af organiseret kriminalitet er behov for et velfungerende samarbejde mellem de retshåndhævende myndigheder ikke blot indbyrdes i forholdet mellem EU-landene, men også i forhold til tredjelande.
Dagsordenspunkt 4: Rådets afgørelse om foranstaltninger overfor det nye syntetiske narkotika PMMA.
Rådsafgørelsen blev vedtaget.
Dagsordenspunkt 5: Det Europæiske Politiakademi – midlertidig placering af sekretariatet.
Rådet tog orienteringen om den midlertidige placering af sekretariatet for det europæiske politiakademi til efterretning, idet der samtidig blev opnået enighed om en erklæring, der friholder det midlertidige værtsland for udgifter i forbindelse med indgåelse af kontrakter på vegne af det europæiske politiakademi. Erklæringen vil blive optaget i mødeprotokollen.
Dagsordenspunkt 6: Protokol om ændring af Europol-konventionen.
Der var enighed om at fortsætte arbejdet med udkastet til protokol om ændring af Europol-konventionen, idet man i første omgang forsøger at færdiggøre de bestemmelser, der vedrører dels Europols bistand i forhold til fælles efterforskningshold, som oprettes af medlemsstaterne, dels Europols mulighed for at opfordre medlemsstaternes kompetente myndigheder til at iværksætte konkrete efterforskninger.
Dagsordenspunkt 7: Samarbejdsaftaler mellem Europol og Tjekkiet og Schweiz.
Rådet godkendte samarbejdsaftalen mellem Europol og Tjekkiet, hvorimod samarbejdsaftalen mellem Europol og Schweiz ikke var på den endelige dagsorden for rådsmødet.
Dagsordenspunkt 8: Rådets afgørelse om tilpasning af vederlag og tillæg for Europols ansatte.
Sagen var ikke på den endelige dagsorden for rådsmødet.
Dagsordenspunkt 9: Tillægsbudget for Europol i 2002.
Tillægsbudgettet blev vedtaget.
Dagsordenspunkt 10: Rådets retsakt om ændring af Rådets retsakt af 12. marts 1999 om fastsættelse af regler for Europols videregivelse af personoplysninger til tredjelande og eksterne organisationer.
Retsakten blev vedtaget.
Dagsordenspunkt 11: Præsentation af Kommissionens grønbog om strafferetlig beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser og etableringen af en europæisk anklagemyndighed.
Kommissionen præsenterede sin grønbog. Flere medlemslande, herunder Danmark, indtog en skeptisk holdning over for indholdet af Kommissionens grønbog.
Dagsordenspunkt 12: Rådets afgørelse om oprettelse af Eurojust.
Rådsafgørelsen blev vedtaget.
Dagsordenspunkt 13: Rammeafgørelse om gennemførelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af aktiver eller bevismidler.
Der blev opnået politisk enighed om forslaget til rameafgørelse, idet bl.a. Danmark dog opretholdt et parlamentarisk forbehold. Forslaget vil blive forelagt for Europa-Parlamentet med henblik på fornyet udtalelse.
Dagsordenspunkt 14: Rapport om gennemførelsen af Rådets rammeafgørelse af 29. maj 2000 om styrkelse af beskyttelsen mod falskmøntneri ved hjælp af strafferetlige og andre sanktioner, i forbindelse med indførelsen af euroen.
Rådet tog rapporten til efterretning, idet Rådet samtidig besluttede, at en yderligere rapport om gennemførelsen af rammeafgørelsen skal udarbejdes i løbet af efteråret 2002.
Dagsordenspunkt 15: Oversigt over den bedste praksis i forbindelse med Schengen-reglernes anvendelse.
Rådet godkendte oversigten og konklusionerne i tilknytning hertil.
Dagsordenspunkt 16: Rådets afgørelse om Irlands anmodning om at deltage i visse dele af Schengen-reglerne.
Rådsafgørelsen blev vedtaget.
Dagsordenspunkt 17: Forbindelserne med USA.
Der var på rådsmødet enighed om at fortsætte overvejelserne med henblik på fastlæggelsen af et mandat for forhandlinger om indgåelse af en samarbejdsaftale mellem EU og USA på det strafferetlige område.
Dagsordenspunkt 18: Møde på ministerniveau med kandidatlandene.
Der blev på mødet med kandidatlandene opnået enighed om den fælles erklæring vedrørende bekæmpelse af narkotikakriminalitet m.v. Endvidere fik kandidatlandene overdraget den under dagsordenspunkt 15 nævnte oversigt, ligesom der var generel enighed om at fortsætte samarbejdet med henblik på gennemførelse af de nødvendige tilpasninger i kandidatlandene, bl.a. på det administrative og judicielle område. < /P>