Grundnotat om transitkørsel gennem Østrig
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget (2. samling)
(Alm. del - bilag 272)
transportministerråd
(Offentligt)
_____________________________________________
TRU, Alm. del - bilag 195
(Løbenr. 3542)
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Trafikministeriets grundnotat vedrørende forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af et økopointsystem, som finder anvendelse i 2004 for lastbilers transitkørsel gennem Østrig, KOM(2001)807 final.
|
Dato:
|
22. januar 2002 |
Grundnotat vedrørende forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af et økopointsystem, som finder anvendelse i 2004 for lastbilers transitkørsel gennem Østrig, KOM (2001) 807 final.
- Baggrund og indhold
Forslaget er fremsat under henvisning til traktatens artikel 71, stk. 1, og vil skulle vedtages efter artikel 251, kvalificeret flertal/fælles beslutningstagen med Parlamentet.
Transporter gennem Østrig er i henhold til protokol nr. 9 artikel 11 (2) i tiltrædelsesakten for Østrig underlagt et særligt økopoint-system. Formålet med ordningen er at nedbringe det samlede Nox – emissionsniveau fra lastvogne, der kører i transit gennem Østrig med 60 % i perioden 1. januar 1992 – 31. december 2003.
Økopointsystemet finder anvendelse i en overgangsperiode indtil 31. december 2003.
De nærmere bestemmelser i forbindelse med ordningen er fastlagt i Kommissionens forordning (EF) nr. 3298/94 af 21. december 1994.
Ordningen, der omfatter lastbiler over 7,5 tons tilladt totalvægt, indebærer, at der mellem alle medlemsstater af Kommissionen fordeles et vist antal økopoint, der giver ret til transitkørsel gennem Østrig. Det nødvendige antal økopoint afhænger af den forurening, den enkelte lastbil udsender. Antallet af uddelte økopoint sænkes løbende i hele overgangsordningens anvendelsesperiode.
Europa-Parlamentets og Rådets forslag:
I konklusionerne fra mødet i Laeken den 14. og 15. december 2001 anmodede Det Europæiske Råd om, at økopointsystemet midlertidigt forlænges som led i beskyttelse af miljøet i Alperegionen.
Forlængelsen af økopointsystemet skønnes efter forslaget at være nødvendig, indtil der vedtages et rammeforslag vedrørerende betaling for infrastruktur. De nærmere foranstaltninger til gennemførelse af forordningen skal gennemføres af Kommissionen i samråd med et rådgivende udvalg bestående af repræsentanter fra medlemsstaterne.
I det foreliggende forslag indføres et økopointsystem i perioden fra 1. januar 2004 – 31. december 2004. Økopointsystemet vil som nu finde anvendelse på lastbiler over 7,5 tons tilladt totalvægt, der transiterer Østrig.
Forslaget løber over ét år med mulighed for forlængelse i op til to gange et år (i alt 3 år), såfremt EU ikke inden da har vedtaget nye bestemmelser om vejbenyttelsesafgifter.
Kommissionen vedtager efter bistand fra et udvalg bestående af repræsentanter fra medlemsstaterne de nærmere bestemmelser for fremgangsmåderne vedrørende økopointsystemet, fordelingen af økopointene og tekniske spørgsmål.
I henhold til forslagets bilag I fastsættes antallet af økopoint til rådighed til fordeling mellem medlemssaterne i 2004 til et antal svarende til det antal økopoint, der efter det igangværende økopointsystem er til rådighed i 2003.
2. Gældende dansk ret
Der findes ikke tilsvarende danske bestemmelser.
Gældende danske bestemmelser påvirkes ikke ved en gennemførelse af indholdet i det foreliggende forslag.
3. Høring
Færdselsstyrelsen har foretaget en høring af den berørte organisation Dansk Transport og Logistik.
Høringen er endnu ikke tilendebragt. Supplerende grundnotat fremsendes.
4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
Gennemførelse af indholdet i det foreliggende forslag har ingen lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.
5. Samfundsøkonomiske og andre konsekvenser
Gennemførelse af indholdet i det foreliggende forslag skønnes at have den (samfundsøkonomiske) konsekvens for Danmark, at danske transportørers adgang til at transitere Østrig kan blive begrænset i op til 3 år mere.
6. Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Kommissionen nævner ikke nærheds- og proportionalitetsprincippet i forbindelse med forslaget.
Regeringen er af den opfattelse, at fordelingen af økopoint til medlemstaterne kun kan finde sted på fællesskabsniveau.
7. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.