Økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og anvendelse heraf
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget (2. samling)
(Alm. del - bilag 253)
landbrugsministerråd
(Offentligt)
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
KOMITÉSAG
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Fødevareministeriets notat om forslag til Kommissionens forordning om ændring af bilag I, B samt bilag II, D og E i Rådets forordning (EØF) nr. 2092/91 af 24. juni 1991 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om anvendelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler, dokument AGRI/52122/2001.
Forslaget forventes sat til afstemning på mødet i Den Stående Komité for Økologisk Landbrug den 31. januar – 1. februar 2002.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
om forslag til Kommissionens forordning om ændring af bilag I, B samt bilag II, D og E i Rådets forordning (EØF) Nr. 2092/91 af 24. juni 1991 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om anvendelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler.
Dokument AGRI/52122/2001
Forslaget forventes sat til afstemning på mødet i Den Stående Komité for Økologisk Landbrug den 31. januar- 1. februar 2002.
Forslaget behandles i en III a-procedure. Hvis der er kvalificeret flertal, udsteder Kommissionen forordningen. Opnås der ikke kvalificeret flertal, forelægger Kommissionen sagen for Rådet, der kan vedtage forslaget uændret med kvalificeret flertal eller ændre det med enstemmighed. Handler Rådet ikke inden en frist på højst tre måneder, kan Kommissionen udstede forordningen.
Forslaget vedrører ændring af bilag I, B samt bilag II, D og E i økologi-forordningen og indebærer, at medlemsstaterne får mulighed for at tillade anvendelse af syntetiske vitaminer og aminosyrer i økologisk animalsk produktion i en overgangsperiode.
Forslaget vurderes at ville have positive effekter for dyrevelfærden hos økologiske drøvtyggere og kan have positiv indflydelse på dyrevelfærden i visse fjerkræbesætninger.
Regeringen agter på den baggrund at stemme for forslaget, idet man arbejder for, at anvendelsen af syntetiske aminosyrer begrænses.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
1. afdeling, 1. kontor/Plantedirektoratet
J. nr. 1996-403-2/1997-4334-11
Den 18. januar 2002
KHR/PFA/BSC
LFM 0592
Aktuelt notat til Folketingets Europaudvalg
om forslag til Kommissionens forordning om ændring af bilag I, B samt bilag II, D og E i Rådets forordning (EØF) Nr. 2092/91 af 24. juni 1991 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om anvendelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler.
Dokument AGRI/52122/2001
Resumé
Forslaget vedrører ændring af bilag I, B samt bilag II, D og E i økologi-forordningen og indebærer, at medlemsstaterne får mulighed for at tillade anvendelse af syntetiske vitaminer og aminosyrer i økologisk animalsk produktion i en overgangsperiode.
Gennemførelse af forslaget vil have positive effekter for dyrevelfærden hos økologiske drøvtyggere og kan have positiv indflydelse på dyrevelfærden i visse fjerkræbesætninger.
Baggrund
Kommissionen har fremsat forslag til Kommissionens forordning om ændring af bilag I, B samt bilag II, D og E i Rådets forordning (EØF) Nr. 2092/91 af 24. juni 1991 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om anvendelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler.
Forslaget er fremsat med hjemmel i Rådets forordning nr. 2092/91 af 24. juni 1991 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler (herefter "økologiforordningen"), særligt artikel 13, anden tankestreg.
Forslaget behandles i en III a-procedure i Den Stående Komité for Økologisk Landbrug. Hvis der er kvalificeret flertal, udsteder Kommissionen forordningen. Opnås der ikke kvalificeret flertal, forelægger Kommissionen sagen for Rådet, der kan vedtage forslaget uændret med kvalificeret flertal eller ændre det med enstemmighed. Handler Rådet ikke inden en frist på højst tre måneder, kan Kommissionen udstede forordning en.
Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Der redegøres ikke for nærheds- og proportionalitetsprincippet, da der er tale om gennemførselsbestemmelser til en allerede vedtaget retsakt.
Formål og indhold
Forslaget åbner mulighed for at anvende syntetiske vitaminer (A, D og E) til drøvtyggere samt syntetiske aminosyrer (methionin, threonin og lysin) til fjerkræ og svin i økologisk jordbrug. Forslaget er fremsat på baggrund af tilkendegivelser om, at forbudet mod syntetiske vitaminer og aminosyrer kan medføre og i visse tilfælde har medført dyrevelfærdsmæssige problemer hos de økologiske husd yr.
Forslaget indebærer, at myndighederne i en overgangsperiode får mulighed for at dispensere fra forbudet mod syntetiske vitaminer og aminosyrer. Overgangsperioden for vitaminer foreslås at løbe til 31. december 2005, mens den for aminosyrerne vil udløbe den 31. december 2006. Der kan dog kun gives dispensation til anvendelsen af aminosyrer, hvis den enkelte medlemsstat fremlægger en plan for, hvordan situationen skal forbedres ved udgangen af dispensationsperioden.
For yderligere at sikre tilførslen af aminosyrer til fjerkræ ændres kravet om, at mindst 65 pct. af foderet til slagtefjerkræ skal udgøres af korn, til, at mindst 70 pct. af foderet skal udgøres af korn, proteinafgrøder eller oliefrø. Endelig tillades produktet gærfløde (restprodukt fra ølproduktion) som et ikke-økologisk fodermiddel.
Kommissionen skal ved udgangen af dispensationsperioden udarbejde en statusrapport på baggrund af indberetningerne fra medlemsstaterne.
Udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig.
Gældende dansk ret
Området er reguleret af reglerne i økologiforordningen.
Konsekvenser
Forslaget har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.
Gennemførelse af forslaget vil betyde en udvidelse af listen over tilladte tilsætningsstoffer i økologisk foder. Forslaget vurderes at ville have positive effekter for dyrevelfærden hos økologiske drøvtyggere og kan have positiv indflydelse på dyrevelfærden i visse fjerkræbesætninger.
Der er naturlige vitaminpræparater på det danske marked, som indeholder A og D-vitamin hhv E-vitamin. Generelt er anvendelse af de naturlige præparater forbundet med betydelig usikkerhed, idet produkternes stabilitet og sideeffekter er uafklaret og afventer videnskabelig efterprøvning. Der har tidligere været konstateret generelle problemer med vitaminmangel hos økologiske drøvtyggere.
Der er ikke på nuværende tidspunkt præparater med naturlige aminosyrer på markedet, hvorfor dyrenes behov for aminosyrer skal dækkes gennem fodringen. Muligheden for anvendelse af syntetiske aminosyrer vurderes at have betydning for dyrevelfærden i visse fjerkræsbesætninger.
Syntetiske vitaminer og aminosyrer kan anvendes i det konventionelle jordbrug.
Høring
Forslaget har været i høring i Det Rådgivende Fødevareudvalg og §2-udvalget (landbrug).
Forbrugerrådet er principielt imod anvendelsen af syntetiske vitaminer og aminosyrer til økologiske husdyr. Med henvisning til de anførte dyrevelfærdsmæssige problemer kan man dog acceptere de foreslåede ændringer med de tilhørende betingelser om forskningsaktiviteter og planer for alternative løsninger efter dispensationsperiodens udløb.
Landbrugsraadet støtter generelt forslaget og anser især muligheden for at tillade anvendelsen af syntetiske vitaminer til drøvtyggere og syntetiske aminosyrer til fjerkræ og svin som hensigtsmæssig. Det er erfaringen, at der i øjeblikket kan opstå sundheds- og dyrevelfærdsmæssige problemer som følge af vanskelighederne ved at opfylde dyrenes fysiologiske behov, såfremt muligheden for anvendelse af syntetiske vitaminer til drøvtyggere og syntetiske aminosyrer til smågrise og fjerkræ ikke er til stede. På baggrund af denne viden kan det virke uhensigtsmæssigt, at de vandopløselige vitaminer som B og C ikke er inkluderet i den midlertidige tilladelse.
Landbrugsraadet anerkender forslaget om ændring af kravet om, at 70 pct. af foderet til slagtefjerkræ skal bestå af korn, proteinafgrøder og oliefrø.
Endvidere finder Landbrugsraadet det passende, at der åbnes mulighed for en øget vitamintilførsel ved at tillade brugen af gærfløde under forudsætning af, at de øvrige bestemmelser i EU-forordningen overholdes. Brugen af gærfløde giver en god udnyttelse af et biprodukt (udnyttelse af lokale og regionale ressourcer) med et vist proteinindhold.
Landbrugsraadet opfordrer til, at kravet om minimum 60 pct. grovfoder til drøvtyggere snarest tages op til revision, idet den høje procentsats kan skabe fodringsbetingede problemer for både kalve og små drøvtyggere.
Landbrugsraadet foreslår desuden, at der arbejdes for, at listen med tilladte biprodukter som fodermidler udvides med melasse (biprodukt fra sukkerproduktionen) og glucose, således at melasse tilføjes i forordningens bilag II, del C, punkt 1.4: Knolde og rodfrugter samt produkter og glucose tilføjes i forordningens bilag II, del C, punkt 1.7: Andre planter samt produkter og biprodukter heraf.
Mejeriforeningen har ingen bemærkninger til forslaget.
Specialarbejderforbundet (SID) er af den opfattelse, at økologisk foder ikke må indeholde nogen form for syntetiske midler. Man kan derfor ikke støtte forslaget om, at der i økologisk foder kan anvendes syntetiske vitaminer eller aminosyrer.
Med hensyn til ændring af krav til, at 65 pct. af foderet skal bestå af korn, proteinafgrøder og oliefrø har man ingen bemærkninger. Det samme gælder tilladelsen til at anvende gærfløde som fodermiddel.
DAKOFO finder de foreslåede ændringer fornuftige, og at ændringerne vil give bedre muligheder for at sammensætte afbalancerede foderrationer til husdyr i den økologiske produktion til gavn for dyrevelfærd og miljø, idet der åbnes mulighed for at anvende syntetiske vitaminer til drøvtyggere samt syntetiske aminosyrer til fjerkræ og svin.
For så vidt angår kravet om, at jordbrugeren skal dokumentere nødvendigheden af at anvende syntetiske aminosyrer mener man, at det ville være administrativt mere enkelt, hvis dokumentationskravet blev pålagt f.eks. rådgivningssystemet, hvorefter der så kunne gives en generel tilladelse på nationalt plan.
Man kan ligeledes støtte forslagene om at udvide ændringen af mindstekravet til kornandelen til slagtefjerkræ og at tillade anvendelse af gærfløde.
Hotel-, Restaurant- & Turisterhvervets Arbejdsgiverforening (HORESTA) har ikke umiddelbart kommentarer.
Foreningerne samlet i Økologiens Hus, herunder Landsforeningen for Økologisk Jordbrug (LØJ), kan tilslutte sig forslaget.
Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Grundnotat er oversendt den 8. november 2001. Revideret grundnotat er oversendt den 4. december 2001.