Rådsmøde økonomi- og finansministre 22/1 Tillæg til samlenotat
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget (2. samling)
(Alm. del - bilag 230)
økonomi- og finansministerråd
(Offentligt)
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Med henblik på mødet i Folketingets Europaudvalg fredag den 18. januar 2002 - dagsordenspunkt rådsmøde (økonomi- og finansministre) den 22. januar 2002 – vedlægges Justitsministeriets supplerende notat vedrørende dagsordenens punkt 6.
Aktuelt notat vedrørende en EU-sag inden for Justitsministeriets ansvarsområde.
Side:
|
2-4 |
Tillægsbudget for Europol i 2002 |
Vedrørende: Tillægsbudget for Europol i 2002.
Nyt notat.
- Baggrund.
- Indhold.
- Europa-Parlamentet.
- Høring.
- Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.
- Subsidiaritetsprincippet.
- Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.
- Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.
I medfør af Europol-konventionens artikel 35 skal Rådet vedtage Europols budget senest den 30. juni året før regnskabsårets påbegyndelse.
På den baggrund blev Europols budget for 2002 vedtaget på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 28. – 29. maj 2001.
Budgettet for 2002 er på € 48.504.000 (svarende til cirka kr. 363.780.000), hvoraf Danmarks bidrag udgør € 835.014 (svarende til cirka kr. 6.262.605).
Som led i den styrkede indsats mod terrorisme på baggrund af terrorangrebene i USA den 11. september 2001 og i forlængelse af konklusionerne fra det ekstraordinære rådsmøde (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 20. september 2001 samt det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd den 21. september 2001 er der i Europol-regi etableret en særlig anti-terrorisme enhed.
Med henblik på finansieringen af de nye initiativer i Europol-regi som led i den styrkede EU-indsats mod terrorisme er det fundet nødvendigt at tilføre flere ressourcer til Europol i 2002 ved et tillægsbudget.
Udkastet til Europols tillægsbudget for 2002 blev godkendt på et møde i Europols Styrelsesråd den 11. – 12. december 2001.
Udkastet til Europols tillægsbudget for 2002 forventes forelagt på et kommende rådsmøde med henblik på vedtagelse.
Tillægsbudgettet indebærer, at Europol i 2002 tilføres yderligere € 3.160.000 (svarende til cirka kr. 23.700.000).
Danmarks bidrag til tillægsbudgettet vil udgøre € 60.693 (svarende til cirka kr. 455.198), således at Danmarks samlede bidrag til Europol i 2002 vil være på € 895.707 (svarende til cirka kr. 6.717.803).
I tillægsbudgettet lægges der op til, at Europol tilføres 20 nye stillinger med henblik på bekæmpelse af terrorisme, herunder ni stillinger i forbindelse med den særlige Task Force til bekæmpelse af terrorisme, der er oprettet i Europol-regi, samt nye stillinger med henblik på indsatsen mod finansiering af terrorisme og udsendelse af Europol-forbindelsesofficerer til USA og Interpols Generalsekretariat i Lyon.
Endvidere er der inden for det allerede vedtagne budget for 2002 foretaget en omprioritering af Europols ressourcer med henblik på at styrke terror-bekæmpelsen.
Udkastet til Europols tillægsbudget for 2002 har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet til udtalelse.
Der er ikke foretaget høring i anledning af udkastet til Europols tillægsbudget for 2002.
Sagen har ikke været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.
Europols budget for 2002 blev senest drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 14. maj 2001.
Subsidiaritetsprincippet ses ikke at have betydning for udkastet til Europols tillægsbudget for 2002.
Sagen har ikke lovgivningsmæssige konsekvenser.
Danmarks bidrag til Europols budget for 2002 afholdes af Rigspolitichefen inden for de bevillingsmæssige rammer.
Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg.
Udkastet til Europols budget for 2002 blev forelagt Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 28. – 29. maj 2001. Et aktuelt notat om sagen blev oversendt til Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg den 15. maj 2001.