Hjælpemenu

Hovedmenu

Grundnotat om offentlige kontrakter

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget (2. samling)
(Alm. del - bilag 190)
økonomi- og finansministerråd
(Offentligt)

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EU-sekr.

28. december 2001

 

 

 

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Økonomi- og Erhvervsministeriets grundnotat om Kommissionens meddelelse om Fællesskabsretten vedrørende offentlig kontrakter og mulighederne for at tage hensyn til sociale aspekter i disse kontrakter, KOM(2001)566 endelig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Økonomi- og Erhvervsministeriet

17. december 2001

Sag 01-870-2

/vu

 

 

Kommissionens meddelelse om Fællesskabsretten vedrørende offentlige kontrakter og mulighederne for at tage hensyn til sociale aspekter i disse kontrakter (KOM(2001)566 endelig)

Resumé

Kommissionen har fremlagt sin fortolkning af mulighederne for at inddrage sociale hensyn, når offentlige myndigheder i EU laver EU-udbud.

Meddelelsen angiver, hvordan sociale hensyn kan inddrages på hvert stadium af et udbud. De væsentligste indholdsmæssige elementer i meddelelsen gennemgås nedenfor.

  1. Baggrund og indhold
  2. Kommissionen fremlagde sin fortolkningsmeddelelse den 15. oktober 2001.

    Formålet er at klarlægge de eksisterende muligheder for at tage sociale hensyn ved indgåelse af offentlige kontrakter.

    Meddelelsen angiver, hvordan sociale hensyn kan inddrages på hvert stadium af et udbud.

    Fastlæggelse af kontraktgenstanden:

    I forbindelse med større indkøb kan en offentlig myndighed stille krav om, at leverandøren tager sociale hensyn ved kontraktens udførelse. Myndigheden kan kun stille krav, der er indenfor rammerne af den sociale lovgivning og internationale, europæiske og nationale standarder i det land, hvor kontrakten udføres. Sociale krav kan stilles i de såkaldte kontraktsvilkår.

    Vilkårene skal overholde EU-retten og må ikke forskelsbehandle leverandører fra andre medlemslande.

     

    Eksempler på sociale kontraktsvilkår er bl.a. ansættelse eller uddannelse af arbejdsløse samt foranstaltninger, der øger ligebehandling af mænd og kvinder på arbejdspladsen.

    Hvis et land har indført særlige, nationale regler på det sociale område (f.eks. foranstaltninger for at undgå arbejdsulykker i form af skiltning, opbevaring af farlige produkter mv.), skal den offentlige indkøber henvise til disse forpligtelser i udbudsmaterialet.

    De ordregivende myndigheder kan (eller skal, hvis medlemslandet kræver det) henvise til den eller de nationale myndigheder, hvor leverandørerne kan få relevante oplysninger om de forpligtelser, der skal overholdes på det sted, hvor arbejdet eller tjenesteydelsen udføres. Henvisningen skal ske i udbudsbetingelserne.

    Ordregiveren kan bede leverandørerne om at angive, om de har taget hensyn til sådanne nationale forpligtelser i tilbuddet. Har de ikke det, kan de ikke deltage i konkurrencen om kontrakten.

     

    Tekniske specifikationer:

    Når den offentlige indkøber beskriver den ønskede vare eller tjenesteydelse i udbudsmaterialet, kan der stilles krav til både valg af materialer og til produktionsmåden. Disse krav kaldes tekniske specifikationer. Tekniske specifikationer af social karakter kan f.eks. være særlige krav vedrørende produktsikkerhed eller krav til edb-udstyr, så det kan anvendes af blinde.

    Omvendt kan en teknisk specifikation ikke være et krav, der stilles til virksomhedens drift (f.eks. til ledelsesformen eller beskæftigelse af handicappede m.v.), fordi der ikke er den fornødne tilknytning mellem virksomhedens drift og varen eller tjenesteydelsen. På samme måde kan en form for "social mærkning", som går på en virksomheds "sociale holdning" ikke bruges som teknisk specifikation.

    Udvælgelse af leverandører:

    I udvælgelsesfasen skal ordregiveren identificere de leverandører, som er i stand til at udføre den pågældende kontrakt.

    En leverandør kan udelukkes fra at deltage i konkurrencen om en offentlig kontrakt, hvis han er dømt for en strafbar handling, der efter national ret rejser tvivl om den faglige hæderlighed. Eksempler kan være en dom for "sort arbejde" eller arbejdsmiljø.

    De krav, som den offentlige indkøber kan stille til leverandørernes "tekniske kapacitet" dvs. til erfaring, faglig dygtighed, teknisk udstyr m.v. - gør det i et vist omfang muligt at tage hensyn til sociale aspekter. Kravene skal dog have betydning for leverancens kvalitet. Hvis kontrakten kræver særlig faglig dygtighed på det sociale område, vil særlig erfaring legitimt kunne anvendes som et kriterium ved bedømmelsen af ansøgerens tekniske kunnen og viden (f.eks. specifik erfaring med uddannelse af langtidsledige).

    Omvendt kan man ikke generelt lægge vægt på, at en leverandør har en bestemt social holdning eller lever op til et bestemt socialt ansvar, med mindre dette på relevant vis er udtryk for virksomhedens tekniske evne til at udføre en kontrakt.

    Tildeling af kontrakten:

    En offentlig indkøber kan kun lægge vægt på sociale hensyn/anvende sociale kriterier ved valget af den virksomhed, der skal have ordren, når det giver en direkte økonomisk fordel for indkøberen, og de anvendte sociale kriterier har tilknytning til varen/tjenesten eller dennes udførelse. Som et eksempel kan nævnes, at det er lovligt at tage hensyn til handicappedes særlige behov i forbindelse med en kontrakt, de r har til formål at levere EDB-tjenester til samtlige ansatte i en kommune.

    De offentlige indkøbere kan ved tildelingen af kontrakten forkaste bud, som forekommer unormalt lave. Blandt de elementer, som de offentlige indkøbere kan tage hensyn til ved afvisning af et unormalt lavt bud, kan nævnes manglende overholdelse af arbejdsmiljøbestemmelser. Medlemsstaterne kan vedtage bestemmelser, der forpligter offentlige ordregivere til at forkaste unormalt lave bud ved manglende overholdelse af f.eks. arbejdsretlige bestemmelser.

  3. Europa-Parlamentets holdning
  4. Fortolkningsmeddelelsen har ikke været forelagt Europa-Parlamentet.

  5. Nærheds- og proportionalitetsprincippet
  6. Fortolkningsmeddelelsen har ingen indflydelse på nærheds- og proportionalitetsprincippet.

  7. Gældende dansk ret
  8. Fortolkningsmeddelelsen vedrører mulighederne for at varetage sociale hensyn ved offentlige indkøb efter Traktaten (og heraf afledte principper) og EUs udbudsdirektiver. Disse er her i landet implementeret ved:

    Bekendtgørelserne nr. 787, 788 og 789, alle af 5. november 1998, bekendtgørelse nr. 799 af 10. november 1998 og bekendtgørelse nr. 2 af 4. januar 1999.

    Bekendtgørelserne er udstedt i medfør af lovbekendtgørelse nr. 600 af 30. juni 1992 om fremgangsmåderne ved indgåelse af bygge- og anlægskontrakter og indkøb m.v.

  9. Høring
  10. Fortolkningsmeddelelsen har ikke været i høring.

  11. Lovgivningsmæssige, statsfinansielle og samfundsøkonomiske konsekvenser
  12. Fortolkningsmeddelelsen skønnes ikke at have lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller samfundsøkonomiske konsekvenser.

  13. Tidligere forelæggelser i Europaudvalget

Fortolkningsmeddelelsen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.