Grundnotat vedrørende miljøhensyn i offentlige kontrakter
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget
(Alm. del - bilag 1717)
indre marked
(Offentligt)
_____________________________________________
KOU, Alm.
del - bilag 312 (Løbenr. 26473)
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Erhvervsministeriets grundnotat vedrørende Kommissionens fortolkningsmeddelelse om Fællesskabets bestemmelser om offentlige kontrakter og mulighederne for at integrere miljøhensyn i offentlige kontrakter, (KOM(2001) 274 endelig).
|
Sag 01-870-2 /vu
|
Kommissionens fortolkningsmeddelelse om Fællesskabets bestemmelser om offentlige kontrakter og mulighederne for at integrere miljøhensyn i offentlige kontrakter (KOM(2001) 274 endelig).
Resumé
Kommissionen har fremlagt sin fortolkning af mulighederne for at integrere miljøhensyn i offentlige kontrakter.
- Baggrund og indhold
Kommissionen fremlagde sin fortolkningsmeddelelse den 4. juli 2001.
Formålet er at klarlægge de eksisterende muligheder for at tage miljøhensyn ved indgåelse af offentlige kontrakter.
Indførelse af muligheder der går videre, forudsætter, at det gældende regelsæt ændres.
Meddelelsen angiver, hvordan miljøhensyn kan inddrages på hvert stadie af et udbud. I det følgende gennemgås de væsentligste indholdsmæssige elementer i meddelelsen.
Fastlæggelse af kontraktgenstanden:
Offentlige indkøbere kan frit fastlægge, hvilket produkt de vil købe. På dette stadie er der rig lejlighed til at tage hensyn til miljøet og til at vælge en miljømæssig forsvarlig vare eller tjenesteydelse, blot dette ikke fører til diskriminering af mulige leverandører.
Tekniske specifikationer:
Ved specifikationen af kontrakten kan offentlige indkøbere ifølge meddelelsen nu stille krav om anvendelse af særlige materialer og en specifik produktionsproces. Herved kan man lovligt efterspørge f.eks. brug af genbrugsglas, økologisk dyrkede levnedsmidler eller "grøn elektricitet". Krav, der ikke vedrører selve produktionen, men den måde en virksomhed drives på, kan ikke stilles.
Den offentlige indkøber kan tillige udforme miljøkravene til kontraktens tekniske specifikationer i overensstemmelse med kriterierne for et miljømærke i det omfang kriterierne ikke vedrører den måde en virksomhed drives på, som f.eks. kriterier vedrørende miljøledelse samt sociale og etiske hensyn. Som dokumentation herfor kan der henvises til de pågældende miljømærker.
Udvælgelse af leverandører:
De krav den offentlige indkøber kan stille til potentielle leverandørers "tekniske kapacitet" kan i et vist omfang inddrage miljøaspekter. Mulighederne herfor er begrænsede, idet kravene skal have betydning for leverancens kvalitet. Dette indebærer, at man som offentlig indkøber ikke generelt kan lægge vægt på, at leverandøren har et miljøledelsessystem som f.eks. EMAS, da dette indebærer, at v irksomheden systematisk og bevidst inddrager miljøhensyn i driften af virksomheden.
Tildeling af kontrakten:
Ifølge meddelelsen kan en offentlig indkøber ved valget af det økonomisk mest fordelagtige tilbud kun lægge vægt på miljøhensyn, hvis denne kan påvise, at der er en direkte økonomisk fordel forbundet med anvendelsen af et sådant kriterie. Således vil en offentlig indkøber ved køb af f.eks. vaskemaskiner ikke kunne anvende et kriterium som "miljømæssig forsvarlighed", uden at det er yderligere specificeret, mens det omvendt er tilladt at inddrage en vares miljømæssige forsvarlighed, hvis denne er "oversat" til et specifikt, produktrelateret og økonomisk målbart kriterium såsom "energi eller vandforbrug".
- Nærheds- og proportionalitets princippet
- Gældende dansk ret
Fortolkningsmeddelelsen har ingen indflydelse på nærheds- og proportionalitetsprincippet.
Fortolkningsmeddelelsen vedrører mulighederne for at varetage miljømæssige hensyn ved offentlige indkøb efter Traktaten (og heraf afledte principper) og EUs udbudsdirektiver. Disse er her i landet implementeret ved:
- bekendtgørelse nr. 788 af 5. november 1998 om fremgangsmåderne ved offentlige indkøb af varer i Den Europæiske Union,
- bekendtgørelse nr. 789 af 5. november 1998 om fremgangsmåderne ved offentlige indkøb af tjenesteydelser i Den Europæiske Union,
- bekendtgørelse nr. 799 af 10. november 1998 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige bygge- og anlægskontrakter i Den Europæiske Union,
- bekendtgørelse nr. 787 af 5. november 1998 om udbud af indkøb inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation i Den Europæiske Union, og
- bekendtgørelse nr. 2 af 4. januar 1999 om udbud af bygge- og anlægsarbejder inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation i Den Europæiske Union.
- Høring
- Lovgivningsmæssige, statsfinansielle og samfundsøkonomiske konsekvenser
Fortolkningsmeddelelsen har ikke været i høring.
Fortolkningsmeddelelsen skønnes ikke at have lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller samfundsøkonomiske konsekvenser.