Svar på spørgsmål om arbejdsopgaver, udenrigsminister, til udenrigsministeren

Svar:

Der henvises til vedlagte notat.

"Regeringen bedes oplyse, hvilke EU-lande der har en Europaminister, hvad deres opgaver er, og hvordan deres placering er i forhold til landets udenrigsminister, såvel på hjemmefronten som på udefronten."

Der kan ikke identificeres en klar, ensartet praksis med hensyn til, hvordan de 15 EU-lande har organiseret varetagelsen af Europapolitiske spørgsmål.

I relation til ovenstående spørgsmål er der grundlag for følgende overordnede opdeling af landene i tre kategorier: 1) Lande der ikke har en Europaminister/en statssekretær med ansvar for europæiske anliggender; 2) Lande med en Europaminister/statssekretær; 3) Øvrige.

Ad 1) Fem lande har ikke en Europaminister eller en statssekretær med ansvar for europæiske anliggender. Det drejer sig udover Danmark om Irland, Luxembourg, Østrig og Belgien, der er det tiltrædende EU-formandskabsland.

Ad 2) Tre lande har en Europaminister. Det drejer sig om UK, Frankrig og Finland.

Fem lande (Tyskland, Spanien, Holland, Portugal, Sverige) har en politisk udnævnt statssekretærer. Det kan nævnes, at man i Tyskland har såvel en parlamentarisk statssekretær, som er medlem af Forbundsdagen som en departemental statssekretær.

Der er forskelle på disse otte lande med hensyn til den konkrete organisering af varetagelsen af Europapolitiske spørgsmål.

Følgende generelle tendenser kan fremhæves. Med undtagelse af Sverige og Finland er Europaministeren/statssekretæren underlagt udenrigsministeren og varetager Europapolitiske spørgsmål under udenrigsministerens generelle ressortområde. Udover EU-anliggender, der naturligvis står centralt, kan Europaministerens/statssekretærens område omfatte emner som Central- og Østeuropa, Schengen, Europarådet og OECD. Det kan i den fo rbindelse nævnes, at den finske Europaminister udover Europapolitiske spørgsmål også varetager handelspolitiske spørgsmål (sorterer under udenrigsministeren) samt er ansvarlig for markedsafdelingen i Handels- og Industriministeriet.

I Sverige og Finland er statssekretæren hhv. Europaministeren underlagt statsministeren. Opgaverne udgøres generelt af de opgaver, som påhviler statsministeren, men som denne ikke har mulighed for at tage sig af.

Det er f.s.v.a. den eksterne repræsentation det generelle mønster, at Europaministerens/statssekretærens deltagelse afhænger af de praktiske omstændigheder for det enkelte møde, herunder om udenrigsministeren har mulighed for at deltage. I praksis indebærer dette, at Europaministeren/statssekretæren ofte fungerer som stedfortræder, idet der samtidig er tilfælde med dobbelt deltagelse.

3) Situationen i Italien og Grækenland adskiller sig delvist fra ovenstående tendenser. I Grækenland har man en såkaldt alternerende udenrigsminister, der er underlagt udenrigsministeren, og som udover EU-området også varetager opgaver i relation til bl.a. Afrika, Latinamerika samt miljø og konsulære sager.

I Italien har man traditionelt haft en minister i den italienske regering med ansvar for kommunautære anliggender uden portefølje. Opgaven har ikke været at være stedfortræder for udenrigsministeren. I stedet har funktionen været at koordinere ressortministeriernes gennemførelse af gældende EU-forpligtelser. I den nye Berlusconi-regering videreføres Europaministerposten, idet ansvarsområdet dog endnu ikke er fastlagt. I Italien har man derudover en statssekretær for europæiske anliggender, der fungerer som stedfortræder for udenrigsministeren såvel internt som i EU-regi.

EU-sekr., den 29. juni 2001