Hjælpemenu

Hovedmenu

Svar på Kommissionens udtalelse om efteropkrævning af told

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Hent bilaget i PDF-format her

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget
(Alm. del - bilag 1394)
økonomi- og finansministerråd
(Offentligt)

 

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EU-sekr.

14. juni 2001

 

 

 

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Skatteministeriets notat om regeringens svar på Kommissionens begrundede udtalelse af 6. april 2001.

 

 

 

 

 

1999-450-0014

8. kt.

25. maj 2001

 

Notat til Folketingets Europaudvalg om regeringens

svar på Kommissionens begrundede udtalelse af 6. april 2001

Sagen omhandler spørgsmål om medlemsstaternes finansielle ansvar i forbindelse med fejl, der begås af toldmyndighederne.

Europa-Kommissionen har i en begrundet udtalelse af 6. april 2001 meddelt, at de danske myndigheder ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til artikel 2 og 8 i afgørelse 94/728 og EF-traktatens artikel 10 ved ikke at have overdraget et beløb på 140.409,60 kr. til Kommissionen i forbindelse med en sag om efteropkrævning af told, REC 14/98. Kommissionen anmoder derfor om at beløbet overdrages. Kommissionen har efter at have gennemgået den danske regerings bemærkninger til åbningsskrivelsen af 19.juli 2000 fastholdt sin opfattelse af, at Danmark ikke har overholdt sine forpligtelser ved at have undladt at betale det omhandlede beløb.

Sagen drejer sig om en indfortoldningssag, hvor de danske toldmyndigheder foretog en fejlagtig rettelse af en toldangivelse. Efterfølgende blev fejlen rettet og spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende myndighedsfejl medførte at det omhandlede beløb ikke kunne efteropkræves hos importøren, blev forelagt for Toldkodeksudvalget under Kommissionen.

Kommissionen traf afgørelse i sagen om, at Danmark efter toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b, ikke skulle efteropkræve beløbet hos den afgiftspligtige, idet virksomheden havde været i god tro, og idet den ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget den pågældende fejl, som de danske myndigheder havde begået.Det er Kommissionens opfattelse, at Danmark er finansielt ansvarlig for de fejl, der er begået af de danske myndigheder . Selvom toldkodeksen fritager den afgiftspligtige for sit finansielle ansvar overfor medlemsstaten, friholder den efter Kommissionens opfattelse ikke medlemsstaten for ansvar overfor fællesskabets budget som følge af myndighedsfejl. Det er Kommissionens opfattelse, at medlemsstaternes ansvar er omfattet af Fællesskabets finansielle bestemmelser, særligt artikel 8 i afgørelse 94/728 og artikel 2 i forordning 1552/89.

I regeringens svar argumenteres for, at Kommissionen ikke kan anvende artikel 8 i afgørelse 94/728 som hjemmel for det finansielle ansvar fra medlemsstaten i forbindelse med myndighedsfejl. Artikel 8, stk. 2, i samme afgørelse fastslår, at det er Rådet, der vedtager de bestemmelser, der fastlægger reglerne for opkrævning, bogføring og overdragelse af egne indtægter, hvorfor det er gennemførelsesforordning 1552/89 (erstattet af for ordning 1150/2000), der indeholder hjemlen for, hvilke beløb der skal bogføres og overføres til Kommissionen. Efter artikel 2, stk. 1 i forordning 1552/89 er Fællesskabets fordring fastlagt, når toldbestemmelsernes betingelser om bogføring er opfyldt, og beløbet er meddelt den afgiftspligtige. Fællesskabets fordring opstår således på bogføringsdatoen. Da toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b, netop fritager toldmyndighederne fra at foretage bogføring, når toldmyndighederne begår fejl, som den afgiftspligtige ikke kunne forventes at have opdaget, opstår der ikke nogen fordring. Efter forordning 1552/89 skal det omhandlede beløb ikke bogføres og dermed heller ikke overføres til Kommissionen.

Det bemærkes, at Kommissionen flere gange har stillet forslag om at ændre forordning 1552/89, således at medlemsstaterne gøres finansielt ansvarlige for egne myndighedsfejl, men forslagene er hidtil blevet afvist af et flertal af medlemslandene.

Den pågældende sag er af Kommissionen udtaget som en prøvesag. En eventuel afgørelse ved EF-Domstolen vil derfor være af principiel betydning for Kommissionens afgørelse af andre tilsvarende sager såvel i Danmark som i de øvrige medlemslande. For Danmarks vedkommende kan de sager, som vil blive berørt af EF-Domstolens eventuelle afgørelse, beløbsmæssigt gøres op til ca. 40 mill. kr.