Rådsmøde kulturministre 21/6-01 Samlenotat
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget
(Alm. del - bilag 1307)
kulturministerråd
(Offentligt)
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Med henblik på mødet i Folketingets Europaudvalg den 15. juni 2001 – dagsordenspunkt rådsmøde (kulturministre) den 21. juni 2001 – vedlægges Kulturministeriets notat om de punkter, der forventes optaget på dagsordenen for rådsmødet.
7. juni 2001
Aktuelt notat til Folketingets Europaudvalg
KUM 0042
Rådsmøde (kultur/av) den 21. juni 2001
Foreløbig dagsorden
side
- Kommissionens evalueringsrapport om gennemførelsen af Rådets henstil
ling med hensyn til beskyttelse af mindreårige og den menneskelige værdighed
KOM (2001) 106
- vedtagelse af Rådskonklusioner 3
- Forstærket informations- og erfaringsudveksling på det audiovisuelle om-
Råde mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater og kandidat-
landene
- vedtagelse af Rådsresolution og meningsudveksling 5
- a. Public service Radio/tv
b. (Evt.) Gennemførelse af programmet MEDIA+
- mundtlig information fra Kommissionen 6
4. Telekommunikationsdirektiverne: Konsekvenser for det audiovisuelle
område
- mundtlig redegørelse fra formandskabet 8
5. Udvekslinger og oplysninger og erfaringer vedr. professionelle kunstneres vilkår i forbindelse med udvidelsen af EU
- vedtagelse af Rådsresolution og meningsudveksling 8
6. Rapport fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg om gennemførelsen af Rådets forordning (EØF)
3911/92 om udførsel af kulturgoder og Rådets direktiv 93/7/EØF om tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er fjernet fra en medlemsstats område
KOM (2000) 325
- mundtlig redegørelse fra Kommissionen
- udveksling af synspunkter 10
7. Den Europæiske Kulturhovedstad: Indstilling af jurymedlemmer
- information fra den svenske og den belgiske delegation 11
8. (Evt.) a. Handlingsplanen "eEurope"
(Evt.) b. Gennemførelse af programmet Kultur 2000
- mundtlig information fra Kommissionen 12
9. Eventuelt
ad 1. Kommissionens evalueringsrapport om gennemførelsen af Rådets henstilling med hensyn til beskyttelse af mindreårige og den menneskelige værdighed.
Baggrund og indhold
Formandskabet har fremlagt et forslag til rådskonklusioner om Kommissionens evalueringsrapport af 27. februar 2001 om gennemførelsen af Rådets henstilling med hensyn til beskyttelse af mindreårige og den menneskelige værdighed. Rådets konklusioner er en kvittering for Kommissionens rapport, som er bestilt af Rådet i dets henstilling af 24. september 1998.
Rapportens konklusioner er, at
- beskyttelsesinitiativer generelt set er opmuntrende
- brugere og forbrugere har været for lidt involveret i disse initiativer
- initiativerne endnu er beskedne på digital-tv-området
- der er behov for en sammenhængende strategi, som er tilpasset de enkelte av-medier, f.eks. internet-tv og interaktivt tv.
Forslaget opfordrer medlemsstaterne til at
- fortsætte arbejdet med at fremme gennemførelsen af henstillingen med særligt fokus på inddragelse af brugere og forbrugere
- sprede resultaterne for at fremme udvekslingen af erfaringer og udviklingen af nye færdigheder vedrørende beskyttelse af mindreårige.
Forslaget opfordrer Kommissionen til at
- fremme udveksling på fællesskabsplan af erfaringer og god praksis
- fortsætte dialogen med de berørte parter og navnlig med branchen om mulighederne for at indføre tekniske ordninger for forældrekontrol i det digitale miljø
- forelægge Rådet en ny rapport senest den 31. december 2002.
Høring
Forslaget har været sendt til høring i DR, TV 2, Medierådet for Børn og Unge og Forbrugerstyrelsen. De er alle enige om, at beskyttelse af mindreårige i forhold til de elektroniske medier er et vigtigt spørgsmål. DR og TV 2 peger på, at tv-stationerne selv påtager sig ansvaret for ikke at sende programmer, der kan skade børn. De finder, at selvregulering er det mest hensigtsmæssige middel til at sikre beskyttelseshensynet – ig;r fordi opfattelsen af, hvad der er skadeligt, er kulturelt betinget, og fordi teknologien udvikler sig hurtigt.
Medierådet for Børn og Unge lægger vægt på, at Internettet som udgangspunkt ikke skal opfattes som en trussel mod børn. Efter Medierådets opfattelse er der behov for dokumentation af, hvad børn går efter på nettet, og debat om, hvad der skræmmer dem.
Forbrugerstyrelsen peger især på, at undervisning i skolerne skal lære børn at blive kritiske medieforbrugere, og at der skal være tekniske muligheder for forældre og andre voksne for indsigt i og sortering af medieindhold. Desuden finder Forbrugerstyrelsen, at der er behov for en fælles holdning i EU til, hvad der er god skik i de nye medier i forhold til mindreårige.
Evt. lovændringer eller statsfinansielle konsekvenser
Forslaget til konklusioner indebærer ingen lovændringer eller statsfinansielle konsekvenser for Danmark.
Nærheds- og proportionalitetsprincipper
Konklusionerne, som er et formandskabsinitiativ, redegør ikke for disse principper.
Efter dansk opfattelse er formålet med konklusionerne i overensstemmelse med disse principper.
Tidligere forelæggelse for Europaudvalget
Konklusionerne har ikke tidligere været forelagt Europaudvalget, men Rådets ovennævnte henstilling af 24. september 1998 blev forelagt udvalget den 20. maj 1998 med forudgående fremsendelse af notat af 13. maj 1998 (KUM 0016).
ad 2. Forstærket informations- og erfaringsudveksling på det audiovisuelle område mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater og kandidatlandene.
Baggrund og indhold
Blandt det svenske formandskabs tre mærkesager afspejles de to, nemlig udvidelsen og beskæftigelsen også i dets initiativer på kultur- og av-området. Formandskabet har derfor fremlagt forslag til Rådsresolution om forstærket informations- og erfaringsudveksling på det audiovisuelle område mellem Den Europæiske Union og dens medlemslande og kandidatlandene.
Resolutionsforslaget understreger blandt andet
- betydningen af deltagelse i fællesskabsprogrammer som MEDIA Plus som en integreret del af førtiltrædelsesstrategien
- at en forstærket informations- og erfaringsudveksling bør være rettet mod spørgsmål, der er knyttet til overtagelse og gennemførelse af gældende fællesskabsret.
Forslaget opfordrer Kommissionen til inden for de gældende retlige og økonomiske rammer og under hensyn til udvidelsesprocessens tidsplan
- med udgangspunkt i de eksisterende fora og netværk at forstærke informations- og erfaringsudvekslingen
- i samråd med medlemsstaterne og kandidatlandene at indkredse de spørgsmål, som det anses for væsentligt at inddrage i en sådan udveksling
- at videreudvikle samarbejdet med Europarådet med henblik på at drage nytte af de erfaringer, som Europarådet ligger inde med på området samt undgå overlapning
- på hensigtsmæssig vis at holde Rådet orienteret om arbejdet.
Forslaget opfordrer medlemsstaterne til
- at fremme en øget informations- og erfaringsudveksling mellem EU og dens medlemsstater og kandidatlandene
- at samarbejde med Kommissionen om en forstærket informations- og erfaringsudveksling.
Høring
Forslaget har ikke været sendt til høring
Evt. lovændringer eller statsfinansielle konsekvenser
Resolutionsforslaget indebærer ingen lovændringer eller statsfinansielle konsekvenser for Danmark.
Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Resolutionen, som er et formandskabsinitiativ, redegør ikke for disse principper.
Efter dansk opfattelse er formålet med resolutionen i overensstemmelse med disse principper, fordi den er et led i udvidelsesprocessen, og fordi den holder sig inden for Fællesskabets retlige og økonomiske rammer.
Tidligere forelæggelse for Europaudvalget.
Resolutionen har ikke tidligere været forelagt Europaudvalget.
ad 3. Public service radio/tv og MEDIA Plus-programmet.
Indledning
Der forventes en mundtlig information fra Kommissionen om dens overvejelser omkring public service radio/tv og om dens gennemførelse af programmet MEDIA Plus.
- Public service radio/tv
- Programmet MEDIA Plus
Baggrund og indhold
Kommissionens tjenestegrene er i gang med at udarbejde et dokument, som skal belyse grundlaget, herunder kriterier og principper for afgørelser i klagesager, den har haft eller har til behandling om finansiering af public service radio og tv.Klagesagerne er rejst af nogle private, kommercielle tv-stationer i blandt andet Spanien og Frankrig.
Kommissionens dokument skal danne baggrund for en bredere debat med medlemsstaternes repræsentanter inden for statsstøtte og public service radio/tv og de kommercielle kanaler.
Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Der er tale om en mundtlig orientering fra Kommissionen om status for dens arbejde og overvejelser omkring public service radio/tv.
Tidligere forelæggelse for Europaudvalget
Spørgsmål omkring public service radio/tv har tidligere været forelagt Europaudvalget, senest på mødet den 17. november 2000 med forudgående fremsendelse af notat af 8. november 2000 (KUM 0039).
Baggrund og indhold
Kommissionen forventes at give en mundtlig orientering om den praktiske gennemførelse af programmet MEDIA Plus (2000/821/EF af 20. december 2000 samt 163/2001/EF af 19. januar 2001).
MEDIA Plus-programmet har - stor set - samme indhold som det hidtidige MEDIA II-program. Programmet støtter grænseoverskridende aktiviteter og projekter før og efter produktionen. Indsatsområderne er efteruddannelse, produktudvikling, distribution og markedsføring.
Den samlede bevillingsramme for programmets femårige periode (2001-2005) er 400 mio. EUR.
Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Der er tale om en mundtlig orientering fra Kommissionen om den praktiske gennemførelse af en vedtaget retsakt.
Tidligere forelæggelse for Europaudvalget
MEDIA Plus-programmet har tidligere været forelagt Europaudvalget, den 22. september 2000 med henblik på forhandlingsoplæg (notat af 13. september 2000) (KUM 0037) og den 17. november 2000 til orientering (no
tat af 8. november 2000) (KUM 0039).
ad 4. Telekommunikationsdirektiverne: Konsekvenser for det audiovisuelle område.
Baggrund og indhold
Det forventes, at formandskabet vil give en mundtlig redegørelse om de mulige konsekvenser, som en række forslag til telekommunikationsdirektiver kan have for det audiovisuelle område. Direktiverne udgør den regulatoriske fællesskabsramme for elektronisk kommunikationsinfrastruktur og relaterede tjenester – det såkaldte "99’review".
Det drejer sig om følgende direktivforslag:
- Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (KOM(2000) 393).
- Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter (KOM(2000) 384).
- Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om tilladelse for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (KOM (2000) 386).
- Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (KOM (2000) 392.
- Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (KOM (2000) 385).
Tidligere forelæggelse for Europaudvalget
Europaudvalget er tidligere af IT- og Forskningsministeriet orienteret om de fem direktiver.
For Kulturministeriets del blev Europaudvalget orienteret på mødet den 17. november 2000 med fremsendelse af notat af 8. november 2000 (KUM 0039).
Ad 5. Udveksling af oplysninger og erfaringer vedr. professionelle kunstneres vilkår i forbindelse med udvidelsen af EU.
Baggrund og indhold
I lyset af udvidelsesprocessen har formandskabet fremlagt et forslag til rådsresolution om udveksling af oplysninger og erfaringer vedrørende professionelle kunstnere i forbindelse med udvidelsen af EU.
Resolutionsforslaget understreger blandt andet
- at udvekslingen af oplysninger om god praksis og nationale politikker vedrørende professionelle kunstneres vilkår kan være til gensidig gavn, også som led i udvidelsesprocessen
- at give de relevante organisationer, der repræsenterer skabende og udøvende kunstnere, mulighed for at fremsætte deres synspunkter, når der planlægges foranstaltninger vedrørende deres vilkår.
Forslaget opfordrer Kommissionen til under hensyn til subsidiaritetsprincippet og inden for de nuværende juridiske og budgetmæssige rammer
- at tilskynde til udveksling af oplysning og erfaringer vedrørende professionelle kunstneres vilkår mellem medlemsstaterne samt mellem medlemsstaterne og kandidatlandene
- at sikre relevante kunstnerorganisationer i Europa mulighed for at fremsætte synspunkter, når der planlægges foranstaltninger på fællesskabsniveau vedrørende professionelle kunstneres vilkår.
Høring
Forslaget har ikke været sendt til høring.
Evt. lovændringer eller statsfinansielle konsekvenser
Resolutionsforslaget indebærer ingen lovændringer eller statsfinansielle konsekvenser for Danmark.
Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Resolutionsforslaget omtaler hensynet til subsidiaritetsprincippet.
Tidligere forelæggelse for Europaudvalget
Resolutionen har ikke tidligere været forelagt Europaudvalget.
ad 6. Rapport fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg om gennemførelsen af Rådets forordning (EØF) 3911/92 om udførsel af kulturgoder og Rådets direktiv 93/7/EØF om tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er fjernet fra en medlemsstats område.
Baggrund og indhold
Der forventes en mundtlig redegørelse fra Kommissionen om dens beretning om gennemførelse af følgende to vedtagne retsakter:
Forordning 3911/92 om udførsel af kulturgoder samt Direktiv 93/7 om tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er fjernet fra en medlemsstats område blev vedtaget af Rådet hhv. den 9. december 1992 og den 15. marts 1993. Dansk lovgivning blev bragt i overensstemmelse med disse retsakter gennem Lov 1104 af 22. december 1993 om tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er fjernet fra et EU-medlemslands område mv.
Forordningen etablerer et system med udføselstilladelse for eksport til lande uden for Fællesskabets toldområde af bestemte kategorier af kulturgenstande. Direktivet etablerer grundlag for et administrativt og juridisk samarbejde mellem medlemsstaterne i tilfælde, hvor eksport af bestemte kategorier af kulturgenstande er sket i strid med en medlemsstats lovgivning. De kulturgenstande, der er omfattet af de to retsakter, fremgår af et bilag, der er identisk f or begge retsakter.
Ifølge retsakterne skal Kommissionen hvert tredje år udarbejde en beretning om gennemførelsen af retsakterne.
Kommissionen afgav sin første beretning den 31. maj 2000 (KOM (2000) 325), bl.a. med baggrund i besvarelserne på spørgeskemaer sendt til medlemslandene.
Rapportens hovedkonklusioner er, at gennemførelsen af retsakterne i medlemslandene har haft en positiv indvirkning på beskyttelsen af kulturgoderne.
Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Der er tale om et led i en praktisk udførelsesforanstaltning af allerede vedtage retsakter.
Tidligere forelæggelse for Europaudvalget
Sagen har været forelagt Europaudvalget ved flere tidligere lejligheder, senest på mødet den 12. maj 2000 med forudgående fremsendelse af notat af 4. maj 2000 (KUM 0035).
ad 7. "Den Europæiske Kulturhovedstad" - indstilling af jurymedlemmer.
Baggrund og indhold
Sverige og Belgien forventes at fremlægge indstilling om deres kandidater til medlemmer af juryen i forbindelse med fællesskabsaktionen "Den Europæiske Kulturhovedstad".
Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1419/99/EF af 25. maj 1999 omfatter en fællesskabsaktion vedrørende "Den Europæiske Kulturhovedstad" 2005-2019.
I artikel 2, stk. 2 i afgørelsen fastsættes det
at Kommissionen hvert år indkalder en jury, som udarbejder en rapport om ansøgningen/ansøgningerne fra byen/byerne, og
at juryen består af syv uafhængige højtstående personer, som er eksperter inden for den kulturelle sektor, hvoraf to udpeges af Europa-Parlamentet, to af Rådet, to af Kommissionen og én af Regionsudvalget.
Rådets afgørelse af 17. december 1999 (2000/C9/01) fastlægger de tekniske procedurer for, hvordan Rådet internt - og første gang i år 2000 - udpeger sine to jurymedlemmer. Ifølge afgørelsen indstiller de to medlemsstater, der varetager formandskabet i løbet af året, hver en person, der det følgende år skal deltage i juryen. Rådet udpeger med simpelt flertal de to jurymedlemmer.
Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Der er tale om et led i en praktisk udførelsesforanstaltning af allerede vedtagne retsakter.
Tidligere forelæggelse for Europaudvalget
Sagen har været forelagt Europaudvalget ved flere lejligheder, senest på mødet den 17. november 2000 med forudgående fremsendelse af notat af 8. november 2000 (KUM 0039).
ad 8. (Evt.) Handlingsplanen "eEuropa" samt gennemførelse af programmet Kultur 2000.
Inledning
Der forventes en mundtlig orientering fra Kommissionen om gennemførelsen af henholdsvis handlingsplanen "eEuropa" og programmet Kultur 2000.
- Handlingsplanen "eEuropa"
- Gennemførelse af programmet Kultur 2000
Baggrund og indhold
Der forventes en mundtlig orientering fra Kommissionen om den indflydelse og betydning, som handlingsplanen "eEuropa" kan have for dele af kulturområdet.
Handlingsplanen, der blev vedtaget på topmødet i Feira den 19.-20. juni 2000, skal føre Europa og dets borgere ind i informationssamfundet (alle europæere "på internettet") og forbedre konkurrencen i forhold til USA og Asien.
Handlingsplanen kan formentlig specielt have betydning i forbindelse med digitalisering af kulturarven og befolkningens adgang til kultur.
Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Der er tale om en mundtlig orientering fra Kommissionen.
Tidligere forelæggelse for Europaudvalget
Spørgsmålet om "eEuropa"- handlingsplanens betydning for kulturområdet er tidligere forelagt for udvalget til orientering den 17. november 2000 med forudgående fremsendelse af notat af 8. november 2000 (KUM 0039).
Baggrund og indhold
Der forventes en mundtlig orientering fra Kommissionen om den
praktiske gennemførelse af programmet Kultur 2000.
Kommissionen fremsatte den 28. maj 1998 en meddelelse, der indeholder et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om indførelse af et enhedsinstrument for planlægning og finansiering af samarbejdet på kulturområdet. (Program "Kultur 2000"). (KOM (1998) 266).
Forslaget er fremsat med hjemmel i Traktatens artikel 151 og kan vedtages med enstemmighed i fælles beslutningstagen med Europa-Parlamentet efter proceduren i artikel 251.
Det nye "rammeprogram" afløser de gældende kulturprogrammer KALEJDOSKOP (støtte til samarbejdsprojekter, udveksling mv. på kulturområdet), ARIANE (støtte til samarbejde på bogområdet, herunder specielt støtte til oversættelse af nyere litteratur) og RAPHAEL (et handlingsprogram for kulturarven).
Efter endt forligsprocedure blev programmet vedtaget den 14. februar 2000 (508/2000/EF).
Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Der er tale om en mundtlig orientering fra Kommissionen om den praktiske gennemførelse af en vedtaget retsakt.
Tidligere forelæggelse for Europaudvalget
Programmet Kultur 2000 har tidligere været forelagt Europaudvalget, senest på mødet den 17. november 2000 med forudgående fremsendelse af notat af 8. november 2000 (KUM 0039).