Rådsmøde fiskeriministre 25/4 01 pressemeddelelse

10. Det mest centrale problem for fiskeriforvaltningen er behovet for at begrænse det samlede fiskeripres til et bæredygtigt niveau. Den fælles fiskeripolitik har begrænset stigningen i fiskeridødeligheden for flere store bestande, men værdifulde bestande bliver fortsat udnyttet i alt for høj grad, og forskellige ikke-målarter er fortsat truet, medens bevarelse af biodiversiteten har fået stigende betydning.

11. De væsentligste instrumenter, der findes i grundforordningen( 3), og som benyttes inden for den fælles fiskeripolitik er de årlige samlede tilladte fangstmængder (TAC'er), tekniske bevarelsesforanstaltninger såsom regler om redskabernes selektivitet og fiskeriforbud i rum og tid samt de flerårige udviklingsprogrammer (FUP), der sigter på at begrænse Fællesskabets flådekapacitet og fiskeriindsats.

12. TAC'erne er nøgleinstrumentet i den fælles fiskeripolitiks ressourceforvaltning. Forsigtighedsprincippet indarbejdes i stigende grad heri på grundlag af grænse- og referencepunkter for fiskeridødelighed og gydebestand foreslået af Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) og/eller andre anerkendte internationale fora. Mellem- eller langsigtede forvaltningsstrategier, som allerede er fastlagt for visse kommercielt vigtige bestande i Nords&oslas h;en og Østersøen, er nyttige instrumenter med henblik på at sikre udnyttelsesniveauer, der er stabile og forenelige med bæredygtige ressourcer på lang sigt. Desuden skal muligheden for at anvende flerårige strategier for flere arter overvejes i fremtiden.

13. Det er vigtigt at tilskynde fiskeindustrien og de enkelte fiskere til at deltage i en ansvarlig forvaltning af ressourcerne. Kommissionen opfordres til at undersøge, hvilke midler der kan fremme en sådan deltagelse, navnlig via forskellige former for forvaltning af kvoterne.

14. Genudsætninger, fiskeaffald og bifangster er teknisk komplekse problemer, som skal løses for at forbedre bevarelsen af økosystemer, biodiversitet og kommercielle fiskebestande. Bifangst af visse følsomme arter såsom havpattedyr, fugle, skildpadder og hajer udgør i stigende grad et problem, der kan kræve specifikke foranstaltninger. På globalt plan er spørgsmålet om fugle og hajer omfattet af FAO's handlingsplaner( 4). Havpattedyr er genstand for særlig beskyttelse i henhold til aftalen om beskyttelse af små hvaler i Østersøen og Nordsøen (ASCOBANS) og aftalen om beskyttelse af hvaler i Sortehavet og Middelhavet (ACCOBAMS). Hvis disse handlingsplaner og aftaler overholdes fuldt ud, vil det bidrage betydeligt til at holde bifangsterne af de nævnte følsomme arter inden for bæredygtige rammer.

15. Naturtype- og fugledirektiverne( 5) og især det tilknyttede net af beskyttede steder i det marine miljø "Natura 2000" er et centralt element i beskyttelsen af det marine økosystem, der kan have konsekvenser for fiskeriet. Medlemsstaterne opfordres til i samarbejde med Kommissionen at fortsætte deres indsats for at gennemføre disse direktiver fuldt ud i deres eksklusive økonomiske zoner.

16. Bevarelse af kommercielle arter er helt afgørende afhængig af programmer for beskyttelse af gydebestand og unge fisk. Rådet noterer sig i den forbindelse de afgørelser, der er truffet om genoprettelsesplaner for bestandene af torsk og kulmule i Det Irske Hav, Nordsøen og farvandene vest for Skotland og om indførelse af BACOMA( 6) -vinduet for trawl til brug i torskefiskeriet i Østersøen.

17. Fællesskabet har behandlet spørgsmålet om ubalance mellem den eksisterende fiskerikapacitet og de disponible ressourcer ved at implementere FUP'erne. FUP'erne har, trods væsentlige reduktioner i kapaciteten i nogle medlemsstater, imidlertid ikke givet anledning til tilstrækkelige fremskridt i retning af en bæredygtig balance mellem kapacitet og ressourcer i hele Fællesskabet. På den baggrund vil Fællesskabets flådepolitik skulle tages op til fornyet overvejelse som led i revisionen af den fælles fiskeripolitik.

18. I de seneste tiår er fiskeripresset og -effektiviteten steget globalt i forhold til de disponible bestande på grund af bl.a. indførelse af moderne teknologi, medens støtte endnu ikke har givet anledning til tilstrækkelige fremskridt med hensyn til at sikre Fællesskabets fiskeindustri et tilfredsstillende niveau af økonomisk levedygtighed. Hvis der er fastsat støtte, bør den i overensstemmelse med principperne i den fælles fiskeripoli tik i fuldt omfang tage hensyn til nødvendigheden af at bevare fiskeriressourcerne og beskytte miljøet.

19. Flere kystområder, som modtager støtte, har stadig alvorlige sociale og økonomiske problemer, hovedsagelig på grund af stor afhængighed af fiskeriet og mangel på økonomisk diversificering. Det er vigtigt at sikre, at fiskeri- og miljøpolitikken tager fuldt hensyn til denne afhængighed.

20. Utilstrækkelig videnskabelig viden om de marine økosystemers funktion og de direkte og indirekte virkninger på havmiljøet og biodiversiteten fra fiskerisektoren og fra faktorer, der er uafhængige af denne sektor, er et stort problem. Relevant indsamling af data samt videnskabelig forskning og videnskabelige undersøgelser skal fremmes for at gøre fiskeriforvaltningen i stand til så nøjagtigt som muligt at evaluere den mulige virkning af bes lutningerne og træffe passende foranstaltninger med henblik på at gøre fiskerisektoren mere økologisk bæredygtig. Samarbejdet mellem havøkologer og fiskeribiologer må forbedres med henblik på at gennemføre fælles/kombinerede undersøgelser af fiskebestande og havmiljøer, der er nødvendige for den yderligere udvikling af en nyttig økosystemtilgang inden for fiskeriforvaltningen. ICES's initiativ med henblik på at udvikle et tværfagligt program for forskning i marine økosystemer og på at nedsætte et rådgivende udvalg for økosystemer er et skridt i denne retning.

21. De marine økosystemer påvirkes ikke blot af fiskeri, men også af virkninger fra andre menneskelige aktiviteter, som f.eks. forurening med farlige eller radioaktive stoffer, fysiske forstyrrelser og eutrofiering gennem næringsstoftilførsel. Mange fiskearters overlevelsesrate påvirkes af det forurenede havmiljø eller ved kontaminering med giftige stoffer, således at disse arter ikke er egnede til konsum. Medlemsstaterne bør bestræbe sig på at eliminere sådanne kilder til kontaminering/forurening og samarbejde med deres naboer, Fællesskabet samt kompetente internationale fora som bl.a. konventionen om beskyttelse af Middelhavets havmiljø og kystområder (Barcelona-konventionen), konventionen om beskyttelse af havmiljøet i Østersøområdet (Helcom), Oslo/Paris- konventionen om beskyttelse af havmiljøet i det nordøstlige Atlanterhav (Ospar) og Nordsøkonference-proces sen, hvis der er behov for grænseoverskridende aktioner.

22. Ændringer i det akvatiske økosystem på grund af forurening og klimaændringer kan have en betydelig virkning på vandkvaliteten, der er en afgørende faktor for den europæiske akvakulturindustris fremtidige potentiale. Biotoksiner skaber vanskeligheder for skaldyrsindustrien, og det er nødvendigt med en intensiv indsats for bedre at forstå disse fænomener med henblik på at udvikle standarder for forvaltningskontrol og strategier p&a ring; fællesskabsplan, der kan forbedre virkningerne på industrien og sikre forbrugersikkerheden. Akvakultursektoren er også afhængig af, at biodiversiteten bevares som grundlag for fremtidig forskning og udvidelse af havbrug. Den nylige adfærdskodeks for en europæisk akvakultur er et vigtigt instrument i denne forbindelse. Dens anvendelse bør fremmes.

23. Gennemførelsen af den fælles fiskeripolitiks forvaltningsforanstaltninger må, hvis den skal være effektiv, ledsages af relevant kontrol, der omfatter alle stadier af fiskeriet, og som benytter moderne teknologi såsom satellitbaseret fartøjsovervågning (FOS). Det er planen i løbet af 2001 at vedtage et kontrolprogram, der fokuserer på at gennemføre ensartede metoder til kontrol af det fiskeripres, som Fællesskabet skaber. Program met omfatter bedre overvågnings- og kontrolaktiviteter til havs og på land og yderligere samarbejde og gennemsigtighed i kontrol og håndhævelse mellem medlemsstaterne.

24. Fællesskabets indsats inden for regionale fiskeriorganisationer og aftaler med tredjelande samt Fællesskabets udviklingspolitik bør være i overensstemmelse med de fiskeripolitikker og -regler, der gælder i Fællesskabets farvande under den fælles fiskeripolitik. Fiskeriaftaler bør fremme sunde fiskeressourcer og brugen af miljøvenlige fiskeriteknikker samt udviklingen af forvaltningskapacitet i det pågældende tredjeland til at h&a ring;ndhæve beskyttelseslovgivningen. På denne baggrund er det væsentligt, at Fællesskabet gennemfører den endelige ratifikation af relevante globale og regionale konventioner, navnlig FN-aftalen om fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskearter.

25. Fællesskabet bør fortsat nøje følge og tage hensyn til det arbejde, der gøres inden for rammerne af de konventioner om naturbeskyttelse, der kan vedrøre fiskeriet, bl.a. Washington-konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter (CITES), Bonn-konventionen om beskyttelse af migrerende arter af vilde dyr og Bern-konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder.

26. Udvidelsen af Den Europæiske Union må også omfatte støtte til de nye medlemsstater, således at de kan blive i stand til at deltage i fastsættelsen af passende miljømål for deres fiskerisektorer med henblik på udvikling af et bæredygtigt fiskeri.