Rådsmøde udviklingsministre 31/5 01

(Dok. SEC(2001) 609)

På Det Europæiske Råds møde i Cardiff i 1998 blev en proces iværksat, hvorefter miljøhensyn skal integreres i alle Fællesskabets politikker. EU’s udviklingsministre fremlagde en rapport herom til Det Europæiske Råd i Helsinki i december 1999. Det Europæiske Råd anmodede Rådet (udviklingsministre) om at forelægge en samlet strategi for integration af miljø i Fællesskabets økonomiske og lingssamarbejde for Det Europæiske Råd i Göteborg i juni 2001. På den baggrund har Kommissionen udarbejdet et arbejdsdokument om emnet (SEC(2001) 609), og Rådet (udviklingsministre) forventes at kunne vedtage rådskonklusioner til forelæggelse for Det Europæiske Råd i Göteborg.

Denne proces må ses i sammenhæng dels med udviklingen af EU’s strategi for bæredygtig udvikling som led i forberedelsen til Topmødet for Bæredygtig Udvikling i 2002 i tiåret for Rio-konferencen, dels med EU’s 6. Miljøhandlingsprogram.

I forslaget til rådskonklusioner understreges forbindelsen med Rio-processen og forberedelsen til Topmødet for Bæredygtig Udvikling i 2002. Begrebet bæredygtig udvikling rummer økonomiske og sociale aspekter såvel som de miljømæssige. Det primære formål med Fællesskabets udviklingspolitik er fattigdomsbekæmpelse, hvilket indebærer støtte til bæredygtig udvikling. Ligeledes understreges vigtighede n af ratifikation af Kyoto-protokollen.

Rådet hilser Kommissionens arbejdsdokument og de indeholdte operationelle rammer og forslag til konkrete handlinger velkommen. Udviklingssamarbejdet bør støtte partnerlande i forsøget på at vende udviklingen i retning af bæredygtig forvaltning af naturressourcer med henblik på at forbedre fattiges levevilkår.

Der peges på fem prioriterede områder for handling til opfyldelse heraf:

1. Dialogen med partnerlande, herunder civilsamfundet, bør styrkes med henblik på at fremme bæredygtige udviklingspolitikker.
2. Miljøhensyn bør indarbejdes i alle planer og programmer for Fællesskabets udviklingssamarbejde. Disse skal støtte og baseres på behov og prioriteter.
3. Miljøintegration med henblik på bæredygtig udvikling bør finde sted i alle udviklingssamarbejdets seks prioriterede områder - handel og handelsliberalisering, regionalt samarbejde om bl.a. interregionale naturressourcer, strukturel reform og inddragelse af strategiske miljøvurderinger heri, transport og inddragelse af strategiske miljøvurderinger heri, egnsudvikling og kampen mod ørkendannelse samt god regeringsførelse og adg ang for offentligheden til information.
4. Rådet vil monitorere indsatsen med miljøintegration i Fællesskabets udviklingspolitik på basis af indikatorer som udviklet af bl.a. OECD/DAC og miljøindvirkningsvurderinger (Environmental Impact Assessments).
5. Rådet opfordrer til øget koordination og informationsudveksling mellem Kommissionen og medlemsstaterne om miljørelaterede aktiviteter. Ligeledes bør koordination og samarbejde med internationale aktører og FN systemet, herunder særlig UNEP (United Nations Environment Programme), øges og det internationale, multilaterale system styrkes.

Rådet vil regelmæssigt evaluere miljøintegrationsstrategien og dens resultater, startende i 2004.

Der foreligger ingen udtalelse fra Europa-Parlamentet.

Der er ikke redegjort for nærheds- og proportionalitetsprincippet. Princippet skønnes ikke at have relevans i forhold til rådskonklusionerne. Der er ingen statsfinansielle eller lovgivningsmæssige konsekvenser.

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketinget Europaudvalg. Folketingets Europaudvalg er dog tidligere blevet orienteret om sagen i forbindelse med rådsmødet (udviklingsministre) den 11. november 1999.

1. Rio +10.

Supplerende aktuelt notat følger.

 

 

2. Opbygning af et effektivt partnerskab med FN omkring udviklingspolitik og humanitære forhold.

Nyt notat.

I den fælles erklæring fra Rådet og Kommissionen om det Europæiske Fællesskabs udviklingspolitik (november 2000) blev behovet for forbedret dialog og tættere samarbejde mellem det Europæiske Fællesskab (EF) og andre aktører på det udviklingsmæssige område, såsom FN og de multilaterale finansielle institutioner såvel som NGOer, understreget.

På baggrund heraf forventes Kommissionen at fremlægge en meddelelse om opbygning af et effektivt partnerskab med FN indenfor det udviklingsmæssige og humanitære område. Målsætningen for opbygningen af et partnerskab mellem EF og FN er dels at klargøre EFs rolle i forhold til FN og det multilaterale system, dels at sikre komplementaritet i rollefordelingen mellem EF, de enkelte medlemsstater og FN .

Samarbejdet mellem EF og FN’s fonde- og programmer finder sted på grundlag af aftaler mellem EF og de enkelte FN-organisationer om finansiering af konkrete projekter hos disse organisationer. I enkelte tilfælde er etableret en bredere ramme for et sådant samarbejde. Eksempel herpå er et program over seks år mellem EU og FN’s Befolkningsorganisation, UNFPA, om fremme af reproduktiv sundhed i syv asiatiske lande.

EF yder derimod ikke bidrag til FN-organisationernes generelle budget. Bidrag hertil er ifølge Kommissionen et ansvar for de enkelte FN-medlemslande. Kommissionen deltager derfor alene på observatørbasis i de styrende organer i FN’s fonde og programmer på det udviklingsmæssige og humanitære område.

EF har i en årrække været en stor donor til enkeltstående projekter og aktiviteter i en lang række FN-organisationer. Det er imidlertid ikke hidtil lykkedes at etablere et generelt grundlag for et længerevarende programsamarbejde mellem EF og de nævnte FN-organisationer om operationelle aktiviteter på det udviklingsmæssige og humanitære område. Baggrunden herfor er fraværet af en overordnet politik fra EFs side for sa marbejde med FN’s fonde og programmer, hvortil kommer en række begrænsninger af administrativ karakter for et samarbejde som forskelle i regler for udbetalinger, revision, indkøb mv. EF har endvidere fundet, at deltagelse i finansiering af FN-projekter ikke har givet tilstrækkelig synlighed for EFs andel i projekterne.

På denne baggrund forventes Kommissionen at foreslå, at der udarbejdes en sammenhængende politik for et egentligt partnerskab mellem EF og FN om operationelle udviklingsaktiviteter og humanitær bistand. For at opnå større gennemslagskraft forventes det konkret at blive foreslået, at medlemsstaterne fremover i øget omfang søger at tale med én stemme i de forskellige FN-organisationer. En sådan samordning af synspunkter f inder allerede i dag sted i et vist omfang i de overordnede FN-organer (Generalforsamlingen, den Økonomiske og Sociale Kommission og dens funktionelle kommissioner m.fl. men dog ikke Sikkerhedsrådet), men har hidtil kun i meget begrænset omfang fundet sted indenfor programmer og fonde (såsom UNDP, UNICEF, UNHCR m.fl.). Fællesskabet vil således få en stærkere rolle i politik-formuleringen i organisationernes styrende organer.

Det er samtidig hensigten, at der skal sikres et langt mere gennemsigtigt og forudsigeligt partnerskab, både emnemæssigt og finansielt, mellem EF og udvalgte FN fonde og programmer. På baggrund af en analyse af samtlige FN-institutioner og deres mandater og kapaciteter, vil EF fremover overgå til mere generel programstøtte af et færre antal FN-institutioner. Ledetråden for denne analyse vil være ønsket om at etablere den bedst mulige arbejdsdeling mellem FN, EF og medlemsstaterne og afdække, hvilke FN fonde og programmer, der udfører aktiviteter, som stemmer overens med EFs synspunkter og målsætninger særligt om opnåelse af de internationale udviklingsmål (fattigdomsbekæmpelse, bæredygtig udvikling, sundhed, undervisning m.fl.).

Det svenske formandskab har på baggrund af Kommissionens forventede meddelelse udarbejdet forslag til konklusioner fra Rådet (udviklingsministre) om etablering af et effektivt partnerskab med FN indenfor det udviklingsmæssige og humanitære område.

 

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg. Folketingets Europaudvalg har ikke tidligere modtaget aktuelt notat i sagen.

 

Konfliktforebyggelse, udvikling og EU’s rolle (formandskabets debatoplæg)

Temadrøftelsen ventes at dreje sig om EU’s rolle i konfliktforebyggelse, set som en integreret del af Fællesskabets udviklingspolitik. Drøftelsen ventes at fokusere på hvordan EU’s bidrag til konfliktforebyggelse kan styrkes, herunder hvordan der kan skabes større sammenhæng mellem EU’s forskellige politikområder og instrumenter og et udbygget samarbejde med andre donorer.

 

3. Forbindelsen mellem nødhjælp, genopbygningsbistand og udviklingsbistand

Nyt notat.

(Dok. KOM(2001) 153 endelig udgave)

Kommissionen har fremlagt en meddelelse (KOM(2001) 153) om forbindelsen mellem nødhjælp, genopbygningsbistand og udviklingsbistand ("Linking Relief, Rehabilitation and development", LRRD). Meddelelsen er en opfølgning på en tilsvarende meddelelse fra 1996 (KOM(1996) 143), som blev positivt modtaget og gav anledning til en bred debat samt vedtagelse af rådskonklusioner, som støttede en højere grad af samordning af de forskellige inds atser.

Kommissionen anførte i sin meddelelse, at analysen af problemstillingen i Kommissionens meddelelse fra 1996 stadig er gældende, og at der siden da er taget en række initiativer med henblik på at skabe en bedre forbindelse mellem de forskellige bistandsformer, herunder senest i forbindelse med Kommissionens reformarbejde og opfølgningen af Kommissionens meddelelse (KOM(1999) 468) om evalueringen af ECHO og EU’s fremtidige humanitære bistand.

Kommissionen gennemgår problemerne vedrørende styrkelse af forbindelsen mellem nødhjælp, genopbygningsbistand og udviklingsbistand i de forskellige nødhjælpssituationer: naturkatastrofer, voldelige konflikter samt andre humanitære kriser, som er forårsaget af politisk, økonomisk eller social tilbagegang.

For naturkatastrofer anbefales, at der lægges større vægt på katastrofeforebyggelse og –beredskab i både humanitære programmer og udviklingsstrategier. Vedrørende voldelige konflikter anbefales, at bistandsindsatsen ses i en større økonomisk, social og politisk sammenhæng, og at der på de forskellige bistandsområder tages hensyn til faktorer af økonomisk, social og politisk karakter. For andre humanit ;re kriser anbefales, at EU’s kontor for humanitær bistand, ECHO koncentrerer sig om sit kernemandat, der er nødhjælp, og at ECHO’s indsats bliver udfaset i lande, hvor der ikke er tale om humanitære nødsituationer. I disse lande bør en fortsat indsats fra Fællesskabets side ydes gennem udviklingsinstrumenterne.

Det anbefales, at nødhjælp i højere grad tilrettelægges således, at indsatsen vil kunne udfases og erstattes af udviklingsbistand på en måde, som harmonerer med langsigtede udviklingsmålsætninger. Tilsvarende vil der i landestrategierne for udviklingsbistanden blive taget højde for eventuelle nødhjælpsbehov i lande med potentiale for humanitære kriser.

Kommissionen foreslår endvidere, at antallet af budgetlinier søges reduceret, og at Kommissionens instrumenter og procedurer på udviklingsområdet gennemgås med henblik på at sikre en hurtigere gennemførelse af bistandsindsatsen. Der foreslås endelig en forbedret koordination mellem Kommissionen og medlemslandene og i forhold til internationale organisationer.

Rådet forventes at drøfte Kommissionens meddelelse om forbindelsen mellem nødhjælp, genopbygningsbistand og udviklingsbistand og at kunne vedtage rådskonklusioner om denne meddelelse.

 

Sagen har tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering forud for rådsmødet (udviklingsministre) den 10. november 2000. Folketingets Europaudvalg modtog i den forbindelse et aktuelt notat om sagen.

 

4. Valgassistance og –observation.
   

Nyt notat.

(Dok. KOM(2000) 191)

Rådet ventes at kunne vedtage konklusioner vedr. Kommissionens meddelelse om EU valgbistand og valgobservation, der sigter på at tilvejebringe en sammenhængende ramme for politikken på dette område.

I forslaget til rådskonklusioner fastslås det, at afholdelsen af valg er afgørende for de langsigtede demokratiseringsprocesser, som EU støtter i en række lande. Konklusionerne understreger derfor behovet for sammenhæng mellem valgbistand og Unionens øvrige politik i forhold til de berørte lande, herunder de generelle eksterne relationer og udviklingssamarbejdet.

Der gøres i konklusionerne opmærksom på, at en væsentlig udfordring består i at beslutte, hvilke valg EU skal engagere sig i, og hvilke man ikke skal engagere sig i. I forlængelse heraf bemærkes det, at medlemslandenes individuelle valgbistand ikke hindres af iværksættelse af EU-bistand på området.

I forslaget til rådskonklusioner udtrykkes der anerkendelse af Kommissionens tiltag i retning af at sikre bedre koordination såvel internt som i forhold til Rådet, Europaparlamentet og Medlemsstaterne, og Kommissionen opfordres samtidig til at samarbejde tæt med disse, samt med relevante internationale organisationer, herunder FN og OSCE (Organisation for Security and Co-operation in Europe). I konklusionerne udtrykkes der ligeledes støtte til Kommissionens planer om at etablere et focal point for valgbistand og at udarbejde en løbende fortegnelse over forestående valg (valgkalender) som redskab i planlægningen.

Kommissionen opfordres til at fortsætte arbejdet med at udvikle indsatsen på valgbistands- og valgobservationsområdet og inden for tre år at gennemføre en grundig evaluering af erfaringerne hermed.

 

Sagen har tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg forud for mødet i Rådet (udenrigsministre) den 19-20. marts 2001. Folketingets Europaudvalg har tidligere modtaget aktuelt notat om sagen i denne forbindelse.

 

Eventuelt.

Det må forventes, at formandskabet sætter emnet ’Fælles udvikling’ på dagsordenen under punktet ’Eventuelt’.

 

5. Fælles udvikling.