Svar på spm. om erstatning, ofre, til udenrigsministeren Kopi til justitsministeren
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget
(Alm. del - bilag 1054)
retlige og indre
anliggender ministerråd
(Offentligt)
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Under henvisning til Europaudvalgets skrivelse af 14. marts 2001 (Alm. del {{SPA}} bilag 903) vedlægges Justitsministeriets besvarelse af det deri stillede spørgsmål nr. 136.
N O T A T
om
de lovgivningsmæssige konsekvenser af en gennemførelse i dansk ret af rammeafgørelsen om ofres stilling i forbindelse med straffesager.
På et møde i Wien i december måned 1998 godkendte Det Europæiske Råd en handlingsplan udarbejdet af Rådet og Kommissionen med henblik på gennemførelse af Amsterdam-traktatens bestemmelser om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Af handlingsplanen fremgår det bl.a., at der inden for 5 år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden skal gennemføres en undersøgelse af medlemsstaternes re gler om offererstatning samt en undersøgelse af muligheden for fælles handling inden for dette område.
I en meddelelse af 14. juli 1999 til Rådet, Europa-parlamentet og Det Økonomiske Sociale Udvalg om ofre for kriminalitet i Den Europæiske Union er Kommissionen fremkommet med en række overvejelser og forslag til tiltag på dette område (KOM (1999) 349).
Det fremgår af konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere den 15.- 16. oktober 1999, at der under hensyn til Kommissionens meddelelse bør udarbejdes minimumsstandarder for beskyttelse af ofrene for kriminalitet, navnlig for ofrenes adgang til domstolene og tilsvarende organer og deres ret til skadeserstatning, herunder dækning af sagsomkostninger. Af konklusionerne fremgår det endvidere, at der bør udarbejdes nationale programm er til finansiering af offentlige og private foranstaltninger vedrørende bistand til og beskyttelse af ofre.
På denne baggrund vedtog Rådet den 15. marts 2001 en rammeafgørelse om ofres stilling i forbindelse med straffesager. Kopi af rammeafgørelsen vedlægges.
- Indhold
Retsgrundlaget for rammeafgørelsen er artikel 31, jf. artikel 34, i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU).
Artikel 1 indeholder nærmere definitioner af de i rammeafgørelsen anvendte begreber.
Det følger af artikel 2, at medlemsstaterne fortsat skal gøre deres yderste for at sikre, at ofre behandles med respekt og værdighed, ligesom medlemsstaterne skal anerkende ofres rettigheder og interesser.
Af artikel 3 fremgår bl.a., at medlemsstaterne skal sikre ofres ret til at blive hørt i forbindelse med sagen eller tilvejebringe beviser, ligesom hver medlemsstat skal træffe de nødvendige foranstaltninger til, at ofre alene bliver afhørt i nødvendigt omfang.
Efter artikel 4 skal medlemsstaterne bl.a. sikre, at et offer fra den første kontakt med de retshåndhævende myndigheder har adgang til de oplysninger, der måtte være relevante for ofret. Ofret skal således i det mindste modtage oplysning om, hvilke organisationer der ville kunne yde støtte, hvilken form for støtte ofret kan få, hvor og hvorledes der kan foretages anmeldelse. Herudover skal ofret modtage oplysning om, hvorlede s og på hvilke betingelser ofret er berettiget til at modtage advokatbistand, erstatning og politibeskyttelse samt hvilke særlige muligheder ofret har for at varetage sine interesser, hvis ofret er bosiddende i et andet EU-land.
Ofre, der udtrykker ønske herom, skal endvidere kunne modtage oplysning om den videre behandling af anmeldelsen og relevant information i forbindelse med straffesagen. Endelig skal hver medlemsstat sikre, at der {{SPA}} i det mindste i de tilfælde, hvor gerningsmanden udgør en potentiel fare for ofret - om nødvendigt kan træffes afgørelse om underretning af ofret ved en eventuel løsladelse af den person, der er varetægtsfængslet e fsoner en frihedsstraf på grund af lovovertrædelsen.
Ifølge artikel 5 skal medlemsstaterne, når et offer optræder som vidne eller part under straffesagen, træffe de nødvendige foranstaltninger for i størst mulig udstrækning - og i samme omfang som for tiltalte - at begrænse kommunikationsvanskeligheder med hensyn til ofrets forståelse af vigtige dele af straffesagen.
Hver medlemsstat skal efter artikel 6 sikre, at ofre får adgang til rådgivning, som i begrundede tilfælde kan være gratis, om deres rolle under straffesagen og eventuelt mulighed for advokatbistand, når de kan optræde som part i straffesagen.
I artikel 7 fastslås det, at ofre, der optræder som part eller vidne, skal have mulighed for at få udgifter i forbindelse med deres påkrævede deltagelse i straffesagen refunderet i henhold til gældende nationale bestemmelser.
Det følger af artikel 8, at medlemsstaterne skal sikre ofre for forbrydelser og deres familier passende beskyttelse i sager, hvor ofret er blevet truet, eller hvor der er grund til at frygte for ofrets sikkerhed. I det omfang det er i overensstemmelse med medlemsstatens grundlæggende retsprincipper, skal medlemsstaterne sikre, at der {{SPA}} om nødvendigt efter retskendelse {{SPA}} gives passende mulighed for at beskytte ofrenes, deres families eller ligestille privatliv, herunder fotografisk gengivelse af disse.
Efter artikel 8 skal hver medlemsstat endvidere sikre, at kontakt mellem ofret og gerningsmanden i retsbygninger undgås, medmindre straffesagen gør en sådan kontakt nødvendig. Eventuelt sørger hver medlemsstat med henblik herpå for, at der efterhånden indrettes særskilte venteværelser til ofrene i retsbygningerne. Endelig forpligtes medlemsstaterne til med henblik på at beskytte navnlig de mest sårbare ofre mod f&osl ash;lgerne af at afgive forklaring i et offentligt retsmøde at sikre, at disse ofre efter retskendelse kan vidne under forhold, der opfylder denne målsætning. Den måde, hvorpå disse ofre skal vidne, skal være hensigtsmæssig og i overensstemmelse med medlemsstaternes grundlæggende retsprincipper
Efter artikel 9 skal medlemsstaterne sikre, at ofre for straffelovsovertrædelser har ret til, at der inden for rimelig tid bliver truffet afgørelse om, hvorvidt gerningsmanden skal yde ofret erstatning, undtagen i de tilfælde hvor spørgsmålet om erstatning i henhold til national lovgivning afgøres i anden sammenhæng. Herudover skal hver medlemsstat træffe passende foranstaltninger for at fremme, at gerningsmanden yder passende erstatning til ofrene. Endelig fremgår det af artikel 9, at ejendele, der er blevet beslaglagt, skal leveres tilbage til ofret så hurtigt som muligt.
Rådet afgav i forbindelse med vedtagelsen af rammeafgørelsen en erklæring vedrørende artikel 9, stk. 1, hvoraf det fremgår, at den afgørelse om erstatning fra gerningsmanden til ofret, der træffes som led i den strafferetlige procedure, kan begrænses i sit indhold eller til dele af kravet. Erklæringen er optaget i Rådets mødeprotokol.
Af artikel 10 fremgår bl.a., at medlemsstaterne i straffesager, hvor de anser det for hensigtsmæssigt, skal søge at fremme mægling, ligesom medlemsstaterne skal sikre, at en aftale, der indgås mellem offer og gerningsmand under en sådan mægling, kan tillægges betydning i forbindelse med straffesagen .
Det følger af artikel 11, at medlemsstaterne bl.a. skal sikre, at de kompetente myndigheder har mulighed for at træffe afgørelse om, at ofre, der er bosiddende i et andet EU-land, kan afgive vidneforklaring umiddelbart efter, at lovovertrædelsen er begået, ligesom de kompetente myndigheder i størst muligt omfang bør kunne anvende bestemmelserne om video- og telefonafhøringer i artikel 10 og 11 i konventionen af 29. maj 2000 om ge nsidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater. Endelig skal medlemsstaterne sikre, at ofre i visse tilfælde i deres hjemland kan foretage anmeldelse af lovovertrædelser, der er begået mod dem i et andet EU-land.
Ifølge artikel 12 skal medlemsstaterne støtte, udvikle og forbedre det grænseoverskridende samarbejde om beskyttelsen af ofre, herunder forbindelserne mellem organisationer, der yder støtte til ofre.
Efter artikel 13 skal hver medlemsstat fremme støtten til ofre både i forbindelse med den oprindelige modtagelse af ofret og senere. Dette kan ske ved, at medlemsstaten stiller specialuddannet personale til rådighed eller anerkender og yder finansiel støtte til organisationer, som bistår ofre. Endvidere skal medlemsstaterne efter artikel 14 fremme initiativer, der gør det muligt for personer fra f.eks. politi og retsvæsen, der bes kæftiger sig med ofre, at modtage passende undervisning.
Endelig følger det af artikel 15, at medlemsstaterne skal støtte, at der gradvist skabes passende fysiske rammer med henblik på at sikre, at ofre under hele sagen behandles korrekt og ikke bliver udsat for unødigt pres. Dette gælder efter bestemmelsen bl.a. for så vidt angår de fysiske forhold hos politiet og domstolene.
Rammeafgørelsen finder ifølge artikel 16 anvendelse på Gibraltar, og efter artikel 17 skal medlemsstaterne vedtage de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme rammeafgørelsen inden den 22. marts 2006 for så vidt angår artikel 10, inden den 22. marts 2004 for så vidt angår artikel 5 og 6 og inden den 22. marts 2002 for så vidt angår de øvrige bestemmelser.
På baggrund af indberetninger fra medlemsstaterne om de gennemførte foranstaltninger skal Rådet foretage en vurdering af, i hvilken udstrækning medlemsstaterne har gennemført de nødvendige foranstaltninger, jf. artikel 18.
Rammeafgørelsen træder efter artikel 19 i kraft samme dag, som den bliver offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende.
- Forelæggelser for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg
- Lovgivningsmæssige konsekvenser af rammeafgørelsen
Det oprindelige forslag til rammeafgørelse blev tillige med et grundnotat oversendt til Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg henholdsvis den 2. november og den 9. november 2000. Endvidere blev sagen forelagt for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg til orientering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 29. maj 2000. Aktuelle notater blev oversendt til Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg henholdsvis den 17. og 18. maj 2000. Herudover blev sagen forelagt for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg til orientering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 28. september 2000. Aktuelle notater blev oversendt til Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg den 14. september 2000.
Endelig blev sagen forelagt for Folketingets Europaudvalg med henblik på forhandlingsoplæg forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 15.- 16. marts 2001. Aktuelle notater blev oversendt til Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg den 1. marts 2001.
I det grundnotat om det oprindelige forslag til rammeafgørelse, som Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg modtog henholdsvis den 2. og 9. november 2000, konkluderes det, at forslaget ved en uændret vedtagelse ville forudsætte, at der blev gennemført lovændringer i Danmark.
Det var således vurderingen, at en uændret vedtagelse ville nødvendiggøre en ændring af retsplejeloven, i det omfang medlemsstaternes forpligtelse til efter forslaget at beskytte ofres privatliv måtte antages at indebære en forpligtelse til at skjule ofrets identitet for tiltalte under retssagen.
Herudover anføres det i grundnotatet, at det er vurderingen, at den oprindelige formulering af artikel 9, hvorefter provenu opnået ved bøder og salg af konfiskerede genstande fortrinsvis skal anvendes til finansieringen af offererstatningsprogrammer, ville kræve lovændringer, idet det nævnte provenu efter dansk ret tilfalder statskassen.
Endelig bemærkes det i grundnotatet, at udkastet til rammeafgørelse i den oprindelige udformning ville have visse statsfinansielle konsekvenser, idet medlemsstaterne ifølge forslaget skulle sikre, at retsbygninger er udstyret med særskilte venteværelser til ofre.
Under forhandlingerne er forslaget til rammeafgørelse ændret på en række punkter, og det er Justitsministeriets vurdering, at den vedtagne rammeafgørelse ikke har lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.
4.1. Referat- og navneforbud
Det fremgår af artikel 8, stk. 2, i rammeafgørelsen, at hver medlemsstat skal sikre, at der om nødvendigt som led i retssagen kan træffes passende foranstaltninger til at beskytte ofrenes, deres familiers eller ligestillede personers privatliv, herunder beskytte dem mod fotografisk gengivelse.
Efter retsplejelovens § 30 kan retten i straffesager forbyde offentlig gengivelse af forhandlingen (referatforbud), bl.a. når offentlig gengivelse må antages at bringe nogens sikkerhed i fare, eller når offentlig gengivelse vil udsætte nogen for unødig krænkelse. Efter § 30a træffer retten afgørelse om referatforbud efter anmodning eller af egen drift. Afgørelse om referatforbud træffes efter § 30b ved kendelse, efter at parte rne og tilstedeværende personer, der er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4, har haft lejlighed til at udtale sig.
Efter retsplejelovens § 31 kan retten i straffesager endvidere forbyde, at der sker offentlig gengivelse af navn, stilling eller bopæl for sigtede (tiltalte) eller andre under sagen nævnte personer, eller at den pågældendes identitet offentliggøres (navneforbud) på anden måde, når offentlig gengivelse må antages at bringe nogens sikkerhed i fare, eller når offentlig gengivelse vil udsætte nogen for unødig kræn kelse. Retten træffer efter § 31a afgørelse om navneforbud efter anmodning. Afgørelsen træffes ved kendelse, efter at parterne og tilstedeværende personer, der er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4, har haft lejlighed til at udtale sig. Navneforbudet bortfalder senest ved afsigelsen af endelig dom.
Efter retsplejelovens § 32 er det forbudt under retsmøder at optage eller transmittere billeder og lyd, medmindre retten undtagelsesvis tillader dette. Offentliggørelse af billeder og lyd, der er optaget i strid hermed, er forbudt. Retten kan i øvrigt på ethvert tidspunkt under sagen forbyde offentlig gengivelse af billeder og lyd, der er optaget under et retsmøde. Rettens afgørelse træffes ved kendelse. Personer, der afgiver forklaring under retsmødet, skal gøres bekendt med, at der optages billeder og lyd. Endelig er billedoptagelse i rettens bygninger forbudt, medmindre rettens præsident eller den dommer, der varetager rettens administration, giver tilladelse dertil.
Overtrædelse af ovennævnte bestemmelser i retsplejeloven straffes med bøde.
Endelig straffes efter straffelovens § 264d med bøde, hæfte, eller fængsel indtil 6 måneder den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person.
Det er vurderingen, at retsplejelovens §§ 30-32 samt straffelovens § 264d opfylder forpligtelsen i rammeafgørelsens artikel 8, stk. 2, til at sikre, at der kan træffes passende foranstaltninger med henblik på at beskytte ofrenes privatliv. Bestemmelsen kræver således ikke lovændringer. Det bemærkes i den forbindelse, at der under forhandlingerne er indsat en henvisning i rammeafgørelsens artikel 8, stk. 2, til artikel 8, stk. 4, hvorefter den måde, hvorpå forklaring afgives, skal være i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats grundlæggende retsprincipper.
4.2. Indretningen af retsbygninger
Det fremgår af artikel 8, stk. 3, i rammeafgørelsen, at hver medlemsstat skal sikre, at kontakt mellem ofret og gerningsmanden i retsbygningerne undgås, medmindre straffesagen gør en sådan kontakt nødvendig. Når det er relevant for at opnå dette, sørger hver medlemsstat for, at der efterhånden i retsbygningerne indrettes særskilte venteværelser for ofrene.
Bestemmelsen forpligter således ikke, som det var tilfældet i det oprindelige forslag, medlemsstaterne til at sikre, at der i alle retsbygninger indrettes særskilte venteværelser til de forurettede. Bestemmelsen forpligter alene medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger for at undgå kontakt mellem offer og gerningsmand i retsbygningerne og - når det måtte være relevant - efterhånden indrette særskilte venteværels er til ofrene.
Det er vurderingen, at man fra dansk side allerede opfylder disse krav, idet Justitsministeriet i 1998 udsendte en vejledning om indretning af nye retsbygninger. Vejledningen fastslår, at der ved opførelse af nye retsbygninger og ved større om- eller tilbygninger bør etableres særskilt venterum for vidner, der ikke før retsmødet bør konfronteres med tiltalte eller personer med tilknytning til denne.
Justitsministeriet og Domstolsstyrelsen har endvidere den 28. september 2000 udsendt en cirkulæreskrivelse til henholdsvis politi og anklagemyndighed samt domstolene med anmodning om, at det nærmere aftales, hvordan man lokalt håndterer spørgsmålet, hvis der i tilknytning til retssalen ikke er indrettet særskilte venterum for vidner, der ikke før retsmødet bør konfronteres med tiltalte eller personer med tilknytning til denne.
Bestemmelsen skønnes således ikke at have nogen statsfinansielle konsekvenser.
4.3. Afgivelse af vidneforklaring
Efter § 8, stk. 4, i rammeafgørelsen er medlemsstaterne forpligtede til at sikre, at ofre i visse tilfælde kan vidne under forhold, der beskytter dem mod følgerne af at afgive forklaring i et offentligt retsmøde. Forklaring skal i disse tilfælde afgives på en måde, der er hensigtsmæssig og i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats grundlæggende retsprincipper.
Efter retsplejelovens § 29 kan retten bestemme, at et retsmøde skal holdes for lukkede døre (dørlukning), bl.a. når sagens behandling i et offentligt retsmøde vil udsætte nogen for en unødvendig krænkelse. I straffesager kan der endvidere træffes bestemmelse om dørlukning, bl.a. når sagens behandling i et offentligt retsmøde må antages at bringe nogens sikkerhed i fare, eller når sagens behandling i et offentligt retsmøde må antages på afgørende måde at hindre sagens oplysning.
Endelig kan dørene i sager om overtrædelse af straffelovens bestemmelser om forbrydelser mod kønssædeligheden lukkes under den forurettedes forklaring, når den pågældende anmoder om det.
Efter § 29c træffes afgørelse om dørlukning efter § 29 ved kendelse, efter at parterne og tilstedeværende personer, der er omfattet af § 172, stk. 1, 2, eller 4, har haft lejlighed til at udtale sig.
Offentlig gengivelse af, hvad der forhandles i retsmøder, der holdes for lukkede døre, er forbudt, medmindre dørlukning alene er sket af hensyn til ro og orden i retslokalet.
Efter retsplejelovens § 848 kan retten endvidere beslutte, at tiltalte skal forlade retssalen, medens et vidne eller en medtiltalt afhøres, når særegne grunde taler for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås. Når tiltalte som følge af en sådan beslutning ikke har overværet afhøringen af et vidne eller en medtiltalt, skal han, når han på ny kommer til stede i retssalen, have oplysning om, hvem der har afgive t forklaring i hans fravær, og om indholdet af forklaringen, for så vidt den angår ham. Retten kan på begæring bestemme, at et vidnes bopæl ikke må oplyses for tiltalte, såfremt afgørende hensyn til vidnets sikkerhed taler derfor, og det må antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar.
Efter retsplejeloven har tiltalte således altid ret til at blive gjort bekendt med, hvem der har afgivet vidneforklaring. Denne ret er bl.a. begrundet i, at det antages, at kendskab til identiteten på de personer, der afgiver vidneforklaring, er af stor vigtighed for tiltaltes forsvar.
Under forhandlingerne er artikel 8, stk. 4 ændret i forhold til det oprindelige udkast til rammeafgørelse, således at det nu udtrykkeligt i bestemmelsen anføres, at den måde hvorpå forklaring afgives, skal være i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats grundlæggende retsprincipper. Det er på denne baggrund vurderingen, at bestemmelsen ikke forpligter Danmark til at ændre retsplejelovens bestemmelse om, at t iltalte skal gøres bekendt med identiteten på de personer, der afgiver vidneforklaring.
4.4. Anvendelse af provenu opnået ved bøder og salg af konfiskerede genstande
Bestemmelsen i det oprindelige forslag til rammeafgørelse, hvorefter provenu opnået ved bøder og salg af konfiskerede genstande fortrinsvis skal anvendes til finansieringen af offererstatningsprogrammer, er udgået, og nødvendiggør således ikke lovændringer.
4.5. Samlet vurdering af de lovgivningsmæssige konsekvenser af rammeafgørelsen
Det er vurderingen, at de bestemmelser i udkastet til rammeafgørelse, som i deres oprindelige udformning krævede lovændringer eller havde statsfinansielle konsekvenser, nu er ændret, således at de hverken nødvendiggør lovændringer eller har statsfinansielle konsekvenser.
Det er endvidere vurderingen, at de øvrige bestemmelser i rammeafgørelsen, hverken har lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.