Hjælpemenu

Hovedmenu

Under henvisning til Europaudvalgets skrivelse af 5. marts 2001 (Alm. del bilag 849) vedlægges Udenrigsministeriets besvarelse

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Hent bilaget i PDF-format her

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget
(Alm. del - bilag 931)
udenrigsministerråd
(Offentligt)

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EU-sekr.

19. marts 2001

Under henvisning til Europaudvalgets skrivelse af 5. marts 2001 (Alm. del - bilag 849) vedlægges Udenrigsministeriets besvarelse af det deri stillede spørgsmål nr. 120.

UDENRIGSMINISTERIET Den 13. marts 2001

Nordgruppen N.8, j.nr. 400.E.4

Folketingets Europaudvalg har i skrivelse af 5. marts 2001 (alm. del - bilag 849) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål:

Spørgsmål 120:
"Idet der henvises til Kommissionens 17. beretning om overholdelse af EU-retten (1999) anmodes regeringen om at oplyse, i hvor stort omfang Norge og Island som medlem af EØS på tilsvarende vis gennem egen beslutning har tilsluttet sig EU-direktiver."

Svar:

EFTA-Tilsynsmyndigheden fører kontrol med samt udarbejder statistik vedrørende EFTA-landes implementering af EU-direktiver.

I henhold til EFTA-Tilsynsmyndighedens årsberetning for 1999 var der ved udgangen af 1999 1346 direktiver, hvor efterlevelsesdatoen var fastsat til den 31. december 1999 eller et tidspunkt før denne dato. (Efterlevelsesdatoen er den dato, ved hvilken EFTA stater vil skulle efterleve direktivet, med mindre en overgangsperiode er blevet bevilget eller der ikke ses at være behov for implementeringstiltag). Således fandt 1161 direktiver anvendelse for Island og 1279 direktiver anvendelse for Norge.

I sin årsberetning anfører EFTA-Tilsynsmyndigheden, at der i statistikken skelnes mellem implementeringsstatus for direktiver afhængigt af, om der alene er tale om direktiver, for hvilke der foreligger notifikation om fuld implementering, eller om der er tale om alle de direktiver, for hvilke der er modtaget en akceptabel notifikation. I sidstnævnte tilfælde er såvel direktiver, som er blevet notificeret som fuldt implementeret, som direktiver, som er notificeret som delvist implementeret, inkluderet i statistikken.

Af ovennævnte 1161 direktiver havde Island givet notifikation om, at 1113 direktiver var fuldt implementeret og at 16 direktiver var delvist implementeret. Dette svarer til, at fuld implementering forelå for 95,9 procent af direktiverne og at akceptabel notifikation forelå for 97, 2 procent af direktiverne.

Af ovennævnte 1279 direktiver havde Norge givet notifikation om, at 1215 direktiver var fuldt implementeret og at 33 direktiver var delvist implementeret. Dette svarer til, at fuld implementering forelå for 95,0 procent af direktiverne og at akceptabel notifikation forelå for 97,6 procent af direktiverne.