Hjælpemenu

Hovedmenu

Grundnotat om retskemisk profilanalyse af syntetisk narkotika

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Hent bilaget i PDF-format her

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget
(Alm. del - bilag 855)
retlige og indre anliggender ministerråd
(Offentligt)

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EU-sekr.

5. marts 2001

 

 

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Justitsministeriets grundnotat om forslag til rådsafgørelse om indførelse af en ordning for særlig retskemisk profilanalyse af syntetisk narkotika samt grundnotat om forslag til rådsafgørelse om fremsendelse af udtagne prøver af ulovlig narkotika.


 

G R U N D N O T A T

om

forslag til rådsafgørelse om indførelse af en ordning for særlig retskemisk profilanalyse af syntetisk narkotika.

  1. Baggrund.
  2. På Det Europæiske Råds møde i Feira den 19.- 20. juni 2000 blev EU´s Narkotikahandlingsplan 2000-2004 godkendt. Det fremgår af Narkotikahandlingsplanens punkt 4.1.1.4, at medlemsstaterne med bistand fra Europol skal overveje mulighederne for at udveksle og kombinere oplysninger med henblik på at klarlægge, hvordan syntetisk narkotika fremstilles og handles, hvordan den kemiske sammensætning af disse stoffer er, og hvilke personer der er ind blandet i fremstillingen og handelen. Det fremgår endvidere, at medlemsstaternes retskemiske laboratorier bør udveksle oplysninger om analyser af prøver, der stammer fra beslaglæggelser af syntetisk narkotika.

    Konklusionerne fra et EU-finansieret pilot-projekt, som blev gennemført i 1999, har vist, at retskemiske profilanalyser af beslaglagt syntetisk narkotika udgør et vigtigt element i de retshåndhævende myndigheders efterforskning af narkotikaforbrydelser. Det blev dog tillige konkluderet, at der i forholdet mellem EU-landene er en række praktiske og juridiske problemer i forbindelse med udveksling af retskemiske oplysninger samt transport af prøver af beslaglagt narkotika.

    På denne baggrund har det svenske formandskab udarbejdet et forslag til rådsafgørelse om indførelse af en ordning for særlig retskemisk profilanalyse af syntetisk narkotika.

  3. Forslagets indhold.
  4. Retsgrundlaget for forslaget til rådsafgørelse er TEU artikel 30 og 31 samt artikel 34, stk. 2, litra

    c).

    Af forslagets artikel 1, stk. 1, fremgår det, at der med henblik på forebyggelse, afsløring, efterforskning og forfølgning af strafbare handlinger skal oprettes et europæisk net af laboratorier, der skal udføre særlige retskemiske profilanalyser af prøver af beslaglagt syntetisk narkotika.

    Syntetisk narkotika defineres i artikel 1, stk. 2, som MDMA og andre ecstasy-lignende stoffer (rusmidler af amfetamintypen).

    De laboratorier, der udpeges til at udføre de i artikel 1, stk. 1, nævnte særlige retskemiske profilanalyser, vil blive nævnt i et bilag til rådsafgørelsen. De udpegede laboratorier er kompetente til at analysere de relevante former for syntetisk narkotika, der er anført i bilaget, jf. i det hele artikel 2.

    I henhold til artikel 3, stk. 1, har de udpegede laboratorier til hovedopgave at udføre særlige retskemiske analyser på alle medlemsstaters vegne af de prøver af syntetisk narkotika, der fremsendes til laboratorierne. Endvidere skal laboratorierne afgøre, om der er sammenfald mellem de analyserede prøver og andre prøver, som det berørte laboratorium tidligere har analyseret.

    Af artikel 3, stk. 2, fremgår det, at de udpegede laboratorier skal anvende de bedst mulige kemiske processer til den særlige analyse og føre et register over alle analyserede prøver, således at det er muligt at kontrollere, om der er sammenfald mellem forskellige prøver.

    I henhold til artikel 4 skal de omkostninger, som et udpeget laboratorium pådrager sig i forbindelse med udførelsen af de fastlagte opgaver, afholdes af den medlemsstat, på hvis område laboratoriet er beliggende.

    Artikel 5 forpligter medlemsstaterne til, når nærmere opregnede betingelser er opfyldt, at udtage og fremsende prøver af beslaglagt syntetisk narkotika. Det fremgår således af artikel 5, stk. 1, at medlemsstaterne skal udtage prøver af syntetisk narkotika, som beslaglægges på fremstillingsstedet. Prøverne sendes herefter til de udpegede laboratorier, hvor prøverne skal analyseres.

    Beslaglægges syntetisk narkotika et andet sted end på fremstillingsstedet, skal medlemsstaterne udtage prøver af beslaget og fremsende disse prøver til de udpegede laboratorier, hvis den beslaglagte mængde overstiger 500 piller, 1000 ml væske eller 1000 g pulver eller løs vægt, jf. artikel 5, stk. 2.

    Det fremgår af artikel 5, stk. 3, at prøverne skal foreligge i en tilstrækkelig mængde til, at de udpegede laboratorier kan udføre deres opgaver i henhold til artikel 3.

    Ifølge artikel 5, stk. 4, kan en medlemsstat alene afslå at udtage og fremsende prøver af et beslag, hvis dette kan skade væsentlige nationale sikkerhedsinteresser, hvis det kan bringe gennemførelsen af en igangværende efterforskning eller en persons sikkerhed i fare, eller hvis udtagning og fremsendelse vil berøre oplysninger vedrørende særlige efterretningstjenester eller særlig efterretningsvirksomhed, der ang&arin g;r statens sikkerhed.

    Endvidere fremgår det artikel 5, stk.4, at udtagning af prøver og den efterfølgende fremsendelse skal foretages så hurtigt som muligt.

    Fremsendelsen af prøverne skal i henhold til artikel 5, stk. 5, ske i overensstemmelse med en rådsafgørelse om fremsendelse af udtagne prøver af ulovlig narkotika, som det svenske formandskab tillige har fremsat forslag til. Der henvises i den forbindelse til det særskilte grundnotat om dette forslag. Efter artikel 5, stk. 5, kan hverken den fremsendende eller den modtagende medlemsstat nægte at udfylde den fremsendelsesformular, der er beskre vet i forslaget til rådsafgørelse om fremsendelse af udtagne prøver af ulovlig narkotika.

    Laboratoriet skal efter analysen underrette den fremsendende medlemsstat så hurtigt som muligt om resultatet af analysen, jf. artikel 6, stk. 1. Medlemsstaten skal tillige informeres om eventuelle sammenfald med andre prøver.

    I henhold til artikel 6, stk. 2, skal medlemsstater, der tidligere har fremsendt prøver til laboratoriet, underrettes om mulige sammenfald og om oprindelsen af den prøve, der er sammenfald med.

    Europol skal efter artikel 7, stk. 1, have tilsendt efterforskningsoplysninger vedrørende en beslaglæggelse, der er omfattet af forslaget til rådsafgørelse, samtidig med, at prøven fra beslaglæggelsen sendes til det udpegede laboratorium. Fremsendelsen af oplysninger til Europol sker i overensstemmelse med Europol-konventionen.

    Europol skal tillige underrettes så hurtigt som muligt om alle sammenfaldende prøver samt meddeles oplysninger om arten af den beslaglagte narkotika og oprindelsen af de sammenfaldende prøver, jf. artikel 7, stk. 2. Fremsendelsen af oplysninger til Europol sker i overensstemmelse med Europol-konventionen.

    Det fremgår af artikel 7, stk. 3, at de i artikel 7, stk. 2, nævnte oplysninger sendes til Europol gennem den nationale enhed, der i medfør af artikel 4 i Europol-konventionen er oprettet i den medlemsstat, på hvis område det berørte laboratorium er beliggende.

    I henhold til forslagets artikel 8, stk. 1, skal rådsafgørelsen evalueres af Rådet inden 5 år efter afgørelsens ikrafttræden. Med henblik på denne evaluering skal de udpegede laboratorier i mindst fem år gemme registrering af alle særlige analyser, jf. artikel 8, stk. 2.

    Efter artikel 9 træder afgørelsen ikraft den 1. september 2001.

  5. Nuværende praksis.
  6. Det følger af lov om euforiserende stoffer med tilhørende bekendtgørelser, at ind- og udførsel, salg, køb, udlevering, modtagelse, fremstilling, forarbejdning og besiddelse af euforiserende stoffer alene må finde sted i overensstemmelse med bekendtgørelsen om euforiserende stoffer. I henhold til kapitel 74 i retsplejeloven kan politiet foretage beslaglæggelser til sikring af bl.a. bevismidler og konfiskation. Politiet kan således , hvis retsplejelovens bestemmelser er opfyldt, beslaglægge euforiserende stoffer, herunder syntetisk narkotika.

    De almindelige regler om bevissikring finder anvendelse, og det er derfor op til den enkelte politimester (politidirektøren i København), om der skal udtages en prøve af det beslaglagte (syntetiske) narkotika med henblik på en retskemisk analyse. De retskemiske afdelinger har tilladelse fra sundhedsmyndighederne til at modtage prøver af beslaglagt narkotika fra politiet.

    I sager, hvor der beslaglægges ecstasy, sendes samtlige beslag dog til analyse på én af landets tre retskemiske afdelinger. Endvidere kan Rigspolitiet i særlige tilfælde anmode politikredsene om at fremsende beslaglagt narkotika til analyse. Den lokale politimester træffer herefter afgørelse om, hvorvidt et beslag bør sendes til analyse.

    Der er endvidere iværksat et program for profilanalyse inden for PTN-samarbejdet (Politi og Told i Norden). I medfør af dette program udtages der efter aftale med de danske retskemiske afdelinger prøver af alle større beslag af amfetamin. I 1998 blev det besluttet, at der skal udtages prøver af beslag over 200 gram amfetamin. Prøverne sendes til Rigspolitiet af den enkelte politikreds eller af den retskemiske afdeling, når det er fastslå ;et, at der er tale om amfetamin.

    Rigspolitiet videresender herefter prøverne til Sveriges Kriminaltekniske Laboratorium i Linköping med henblik på en kemisk sporanalyse (en profilanalyse) og sammenligning med tidligere analyser af beslag fra Danmark og de øvrige nordiske lande. Formålet med den sammenlignende analyse er at give mulighed for at fastlægge amfetaminens oprindelse, produktionssted og produktionsmetoden.

     

     

  7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.
  8. Forslaget til rådsafgørelse ses ikke at have lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

     

  9. Høring.

Forslaget til rådsafgørelse om indførelse af en ordning for særlig retskemisk profilanalyse af syntetisk narkotika er sendt i høring hos Advokatrådet, Amnesty International, Dansk Told- og Skatteforbund, Datatilsynet, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Den danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Erhvervsministeriet, Finansministeriet, Indenrigsministeriet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Landsklubben HK Politiet, Pol itiforbundet i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Foreningen af politimestre i Danmark, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Skatteministeriet, Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet, Statsministeriet, Sundhedsministeriet, Udenrigsministeriet, Retskemisk Afdeling (København), Retskemisk Afdeling (Århus), Retskemisk Afdeling (Odense).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

G R U N D N O T A T

om

forslag til rådsafgørelse om fremsendelse af udtagne prøver af ulovlig narkotika

  1. Baggrund.

Interpol etablerede i 1978 en forenklet procedure for grænseoverskridende forsendelser af narkotikaprøver med henblik på sikring af bevismidler i retsforfølgningsøjemed. Dette skete på baggrund af, at FN´s narkotikaorganer (UNDCP og Narkotikakommissionen) havde udtalt, at grænseoverskridende forsendelse af narkotikaprøver med henblik på analyse eller sikring af bevismidler ikke har hjemmel i artikel 31 i Enkeltkonventionen ang& aring;ende narkotiske midler fra 1961, men derimod i artikel 35 og artikel 36 om bekæmpelse af ulovlig handel. Forsendelser i henhold til Interpols forenklede procedure skal foretages inden for rammerne af national lovgivning efter tilladelse fra en myndighed, der er udpeget som autorisationsmyndighed. Interpol har oplyst, at kun syv af EU´s medlemslande, herunder Danmark, er tilsluttet Interpols forenklede procedure.

 

På Det Europæiske Råds møde i Feira den 19.- 20. juni 2000 blev EU´s Narkotikahandlingsplan 2000-2004 godkendt. Det fremgår af Narkotikahandlingsplanens punkt 4.1.1.4, at medlemsstaterne med bistand fra Europol skal overveje mulighederne for at udveksle og kombinere oplysninger med henblik på at klarlægge, hvordan syntetisk narkotika fremstilles og handles, hvordan den kemiske sammensætning af disse stoffer er, og hvilke personer der er ind blandet i fremstillingen og handelen. Det fremgår endvidere, at medlemsstaternes retskemiske laboratorier bør udveksle oplysninger om analyser af prøver, der stammer fra beslaglæggelser af syntetisk narkotika.

Et EU-finansieret pilot-projekt konkluderede i 1999, at der i forholdet mellem EU-landene er en række juridiske og praktiske vanskeligheder i forbindelse med udveksling af retskemiske oplysninger til brug for efterforskning af narkotikaforbrydelser samt transport af beslaglagt narkotika mellem medlemslandene i analyseøjemed.

På denne baggrund har det svenske formandskab udarbejdet et forslag til rådsafgørelse om indførelse af en ordning for særlig retskemisk profilanalyse af syntetisk narkotika. Det følger af forslaget til rådsafgørelse, at medlemslandene forpligtes til at udtage prøver af beslaglagt syntetisk narkotika og sende disse prøver til de laboratorier, der er udpeget i henhold til rådsafgørelsen, med henblik på rets kemisk profilanalyse. Der henvises i den forbindelse til det særskilte grundnotat om forslaget.

Endvidere har det svenske formandskab fremsat forslag til en rådsafgørelse om fremsendelse af udtagne prøver af ulovlig narkotika. Dette forslag skal sikre, at prøver af beslaglagt syntetisk narkotika, der i henhold til ovennævnte forslag til rådsafgørelse om særlig retskemisk profilanalyse skal fremsendes til et udpeget laboratorium, kan sendes fra et medlemsland til et andet. Samtidig tager forslaget sigte på at fastlægge p roceduren for transport af udtagne prøver af anden narkotika.

2. Forslagets indhold.

Retsgrundlaget for forslaget til rådsafgørelse er TEU artikel 30 og 31 samt artikel 34, stk. 2, litra c.

Af forslagets artikel 1, stk. 1, fremgår det, at der ved rådsafgørelsen indføres en ordning for lovlig fremsendelse af udtagne prøver af ulovlig narkotika mellem medlemsstaterne.

I henhold til artikel 1, stk. 2, vil fremsendelse af udtagne prøver af ulovlig narkotika skulle anses som lovlig i alle medlemsstater, når fremsendelsen sker i henhold til rådsafgørelsen.

I artikel 2 defineres narkotika som værende alle de stoffer, der er nævnt i bilag I og II i FN´s Enkeltkonvention angående narkotiske stoffer fra 1961 med tilhørende protokol fra 1972, samt alle de stoffer, der er opregnet i de reviderede bilag I, II, III og IV i FN´s konvention om psykotrope stoffer fra 1971. Det fremgår endvidere af artikel 2, litra c, at alle stoffer, der er omfattet af afgørelser, der er truffet eller vil blive truffet i me dfør af artikel 5 i Rådets fælles aktion 97/396/RIA af 16. juni 1997 vedrørende udveksling af oplysninger, risikovurdering og kontrol med nye former for syntetisk narkotika, tillige er omfattet af rådsafgørelsens definition af narkotika.

Det følger af artikel 3, stk. 1, at hver medlemsstat udpeger et nationalt kontaktpunkt med henblik på gennemførelsen af rådsafgørelsen.

I henhold til artikel 3, stk. 2, skal oplysninger om de nationale kontaktpunkter sendes til Generalsekretariatet for Rådet, der sørger for, at oplysningerne offentliggøres i EF-Tidende.

Efter forslagets artikel 3, stk. 3, er de nationale kontaktpunkter de eneste instanser, som har kompetence til at tillade fremsendelse af prøver af ulovlig narkotika i medfør af rådsafgørelsen.

Af artikel 4, stk. 1, fremgår det, at det nationale kontaktpunkt i den medlemsstat, der ønsker at fremsende en prøve, indgår nærmere aftale om fremsendelsesmåden med det nationale kontaktpunkt i den medlemsstat, der skal modtage prøven. En formular til brug for denne aftale mellem kontaktpunkterne er medtaget i et bilag til forslaget til rådsafgørelse.

Når fremsendelsen af en prøve indebærer transport gennem en tredje medlemsstats område, skal det nationale kontaktpunkt i den medlemsstat, der fremsender prøven, underrette det nationale kontaktpunkt i den tredje medlemsstat om transporten, jf. herved artikel 4, stk. 2. Den tredje medlemsstat skal have en kopi af den formular, der er udfyldt i henhold til artikel 4, stk. 1.

Det følger af artikel 5, stk. 1, at fremsendelse af prøver af ulovlig narkotika mellem medlemsstaterne skal foregå under tilstrækkeligt sikre forhold.

I artikel 5, stk. 2, litra a-d, opregnes en række fremsendelsesmåder, som betragtes som tilstrækkelig sikre. Opregningen er ikke udtømmende. Som tilstrækkelig sikre anses transport foretaget af en tjenestemand fra den fremsendende eller den modtagende medlemsstat, fremsendelse som kurerpost, fremsendelse som diplomatpost og fremsendelse som anbefalet post.

 

I henhold til artikel 5, stk. 3, skal den særlige fremsendelsesformular, jf. artikel 4, ledsage prøven under hele fremsendelsen.

Det følger af forslagets artikel 5, stk. 4, at medlemsstaternes myndigheder ikke må hindre eller standse en forsendelse, der ledsages af en korrekt udfyldt fremsendelsesformular. Er der tvivl om, hvorvidt formularen er lovlig udstedt, kan myndighederne dog hindre eller standse en forsendelse, idet det nationale kontaktpunkt i den medlemsstat, der har standset en forsendelse, hurtigst muligt kontakter det nationale kontaktpunkt i den medlemsstat, hvor formularen er udfy ldt, med henblik på en afklaring af spørgsmålet.

Hvis der som fremsendelsesmåde er valgt transport foretaget af en tjenestemand fra den fremsendende eller den modtagende medlemsstat, må tjenestemanden ikke bære uniform, jf. artikel 5, stk. 5. Den pågældende må endvidere ikke have operative beføjelser eller udføre andre opgaver i forbindelse med transporten.

Af artikel 6, stk. 1, fremgår det, at en prøve af ulovlig narkotika ikke må overstige den mængde, der er nødvendig for de retslige eller retshåndhævende myndigheder i deres arbejde.

I henhold til forslagets artikel 6, stk. 2 , aftaler den fremsendende og den modtagende medlemsstat, hvordan den fremsendte prøve skal anvendes i den modtagende medlemsstat. Det følger dog af artikel 6, stk. 2, at prøven alene må anvendes med henblik på forebyggelse, afsløring, efterforskning og forfølgning af strafbare handlinger.

Ifølge artikel 7, stk. 1, skal rådsafgørelsen evalueres inden 5 år efter afgørelsens ikrafttræden. Med henblik herpå skal de nationale kontaktpunkter i medlemsstater, der har fremsendt prøver, opbevare en kopi af alle fremsendelsesformularer, der er udstedt i mindst de sidste fem år, jf. artikel 7, stk. 2.

Artikel 8 indeholder afgørelsens ikrafttrædelsesbestemmelse.

3. Nuværende praksis.

Det følger af lov om euforiserende stoffer med tilhørende bekendtgørelser, at ind- og udførsel, salg, køb, udlevering, modtagelse, fremstilling, forarbejdning og besiddelse af euforiserende stoffer alene må finde sted i overensstemmelse med bekendtgørelsen om euforiserende stoffer. I henhold til kapitel 74 i retsplejeloven kan politiet foretage beslaglæggelser til sikring af bl.a. bevismidler og konfiskation. Politiet kan således , hvis retsplejelovens bestemmelser er opfyldt, beslaglægge euforiserende stoffer.

De almindelige regler om bevissikring finder anvendelse, og det er derfor op til den enkelte politimester (politidirektøren i København), om der skal udtages prøve af det beslaglagte narkotika med henblik på en retskemisk analyse. De retskemiske afdelinger har tilladelse fra sundhedsmyndighederne til at modtage prøver af beslaglagt narkotika.

Fremsendelse af prøver af narkotika, der er beslaglagt i København, fremsendes af Rigspolitiet til Retskemisk Afdeling, København. Personale fra Rigspolitiet forestår den fysiske transport, hvis fremsendelsen ikke sker som kurerpost. Fremsendelse i efterforskningsøjemed af prøver af narkotika, der er beslaglagt andre steder i Danmark, vil, hvis der er alene er tale om fremsendelse over kortere afstande, ske på den måde, at politipersona le forestår den fysiske transport. Er der tale om fremsendelse over større afstande eller af meget små mængder narkotika, kan fremsendelsen ske som anbefalet post. Prøverne vil blive fremsendt til Retskemisk Afdeling, København, Retskemisk Afdeling, Odense, eller til Retskemisk Afdeling, Århus, afhængigt af, hvor beslaglæggelsen er foretaget.

Som led i et program for profilanalyse inden for PTN-samarbejdet (Politi og Told i Norden), udtages der i Danmark prøver af alle større beslag af amfetamin. Prøverne fremsendes til Rigspolitiet af de enkelte politikredse på den ovenfor skitserede måde. Rigspolitiet videresender herefter prøverne til Sveriges Kriminaltekniske Laboratorium i Linköping med henblik på profilanalyse. Fremsendelsen til Sverige sker ved, at en svensk toldmedarbe jder overbringer prøverne.

Interpols forenklede procedure anvendes bl.a. i forbindelse med fremsendelserne til Sverige, men proceduren kan anvendes mellem alle lande, der har tilsluttet sig proceduren. Hvis Interpols procedure følges, udfyldes en tilladelse i fire eksemplarer med henblik på en grænseoverskridende fremsendelse af en narkotikaprøve til profilanalyse og sammenligning. Disse tilladelser følger prøven under fremsendelse. Ved modtagelsen kvitteres herfor, og den af sendende stat modtager kvitteringen. I Danmark er Københavns Politi (Narkotikaafdelingen) og Rigspolitichefen (NEC) autoriserede til at godkende en fremsendelse.

4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Forslaget til rådsafgørelse ses ikke at have lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

5. Høring.

Forslaget til rådsafgørelse om fremsendelse af udtagne prøver af ulovlig narkotika er sendt i høring hos Advokatrådet, Amnesty International, Dansk Told- og Skatteforbund, Datatilsynet, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Den danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Erhvervsministeriet, Finansministeriet, Indenrigsministeriet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Landsklubben HK Politiet, Politiforbundet i Danmark, Politifuldm&ae lig;gtigforeningen, Foreningen af politimestre i Danmark, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Skatteministeriet, Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet, Statsministeriet, Sundhedsministeriet, Udenrigsministeriet, Retskemisk Afdeling (København), Retskemisk Afdeling (Århus) og Retskemisk Afdeling (Odense).