Hjælpemenu

Hovedmenu

Referat af asiatisk-europæisk finansministermøde i Kobe (Japan) 13-14/1 01

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Hent bilaget i PDF-format her

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget
(Alm. del - bilag 690)
økonomi- og finansministerråd
(Offentligt)
_____________________________________________
PØU, Alm. del - bilag 25 (Løbenr. 9707)

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EU-sekr.

25. januar 2001

 

 

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Økonomiministeriets referat af det asiatisk-europæiske finansministermøde i Kobe (Japan) den 13.-14. januar 2001.

Referat af det asiatisk-europæiske finansministermøde i Kobe (Japan) den 13.-14. januar 2001

Den 13.-14. januar 2001 afholdtes i Kobe, Japan, det tredje asiatisk-europæiske finansministermøde i organisationen for asiatisk-europæisk samarbejde, ASEM. Deltagerne var økonomi- og finansministrene fra de 15 EU-lande, 10 asiatiske lande, IMF, ADB (Den Asiatiske Udviklingsbank), Europa-Kommissionen og Den Europæiske Centralbank. Mødet blev ledet af Japans finansminister.

Til orientering vedlægges formandens udtalelse fra mødet.

Dagsordenen for mødet var følgende:

  1. Økonomisk og finansiel udvikling i Asien og Europa
  2. Regionalt samarbejde i Asien og Europa samt valutakursregimer for asiatiske lande
  3. Styrkelse af det internationale finansielle system

Økonomisk og finansiel udvikling i Asien og Europa

Ministrene diskuterede den seneste økonomiske og finansielle udvikling i verdensøkonomien, herunder blandt andet den globale økonomiske vækst, udviklingen i eurosamarbejdet, situationen i Asien efter krisen i 1997/98 samt udviklingen i oliepriserne. De støttede bestræbelserne på at få igangsat en ny runde for de multilaterale handelsforhandlinger, hvilket også vil bidrage til at styrke den globale vækst. Ministrene noter ede sig, at de langsigtede perspektiver for vækst i Asien og Europa er forbedret over de seneste 2 år og inflationen er generelt under kontrol. Udviklingen de seneste uger, herunder især den større end forventede vækstafmatning i USA, faldet i den japanske yen og risikoen for at væksten i Asien har toppet, gav dog anledning til en vis bekymring, idet den

bekræfter, at økonomierne fortsat er sårbare. Derfor bekræftede ministrene, at de er fast besluttet på at fortsætte bestræbelserne på at reducere deres økonomiers følsomhed over for eksterne chok yderligere.

Ministrene udtrykte deres tilfredshed med, at den økonomiske genrejsning i Asien fortsat havde momentum. Ministrene noterede sig ligeledes den fornyede vækst i EU's økonomi, særligt i euroområdet, og at denne vækst er blevet opnået samtidig med positive strukturelle ændringer i regionen, herunder sunde offentlige finanser, skattereformer, mere fleksible arbejdsmarkeder samt mere integrerede og effektive finansielle markeder. Ministrene ane rkendte, at euroen er en vigtig katalysator for forbedringer i økonomien og kan bidrage til holdbar langsigts økonomisk vækst i regionen. Som forventet havde euroen øjeblikkeligt indtaget en naturlig plads blandt verdens hovedvalutaer.

Regionalt samarbejde i Asien og Europa samt valutakursregimer for asiatiske lande

Ministrene anerkendte, at regionalt økonomisk og monetært samarbejde spiller en rolle for at fremme international stabilitet. Den Økonomiske og Monetære Union blev nævnt som et eksempel herpå.

Ministrene drøftede i den forbindelse de europæiske landes erfaringer med tættere regionalt sammarbejde. Fokus i diskussionen var på samarbejde om tættere markedsintegration, økonomisk dialog og koordination af den økonomiske politik.

Ministrene så også på, hvor langt det regionale finansielle samarbejde har udviklet sig i Asien og diskuterede udsigterne for monetært samarbejde, herunder forskellige valutakursregimer for de asiatiske lande, og dialogen om økonomiske spørgsmål i Asien.

Styrkelse af det internationale finansielle system

Ministrene hilste fremskridtene i styrkelsen af den internationale finansielle arkitektur velkommen, herunder aftalen opnået på forårsmødet i IMFC om de overordnede principper og instrumenter i relation til den private sektors involvering i forebyggelsen og løsningen af finansielle kriser.

Ministrene enedes om fortsat at bidrage til en styrkelse af det internationale finansielle system gennem samarbejde også med de øvrige deltagere i de internationale institutioner. I den forbindelse understregede ministrene vigtigheden af fortsat at tilpasse IMF's og andre internationale finansielle institutioners rolle og funktion.

Hertil kommer, at ministrene påny bekræftede vigtigheden i effektiv regulering af og tilsyn med den finansielle sektor. Man var tilfreds med de fremskridt, der på dette område er opnået siden det andet møde blandt de asiatiske og europæiske finansministre i Frankfurt i januar 1999. Der vil fortsat være behov for en opfølgning på dette område.

I den forbindelse godkendte ministrene blandt andet ASEM Trust Fund II, som kan spille en vigtig rolle i at formidle teknisk assistance til de asiatiske lande, når de foretager deres evalueringer og implementering af de internationale standarder.

Ministrene opmuntrede også til samarbejde om aktiviteter på det økonomiske og finansielle område, såsom gensidig information og udveksling af erfaringer vedrørende regionalt økonomisk og monetært samarbejde. Ministrene støttede i denne sammenhæng det japanske forslag om et "Kobe Research Project", som går ud på at fremme inter-regionalt samarbejde om forsknings- og undervisningsaktiviteter på områder a f gensidig interesse, herunder f.eks. regionalt monetært samarbejde, valutakursregimer og styring af offentlig gæld.

Næste møde

Ministrene besluttede, at det fjerde asiatisk-europæiske finansministermøde afholdes i København i 2002 under det danske EU-formandskab. Det vil ske forud for ASEM IV-topmødet.