Hjælpemenu

Hovedmenu

Rådsmøde udenrigsministre 22-23/1 2001 Tillæg til samlenotat 629

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget
(Alm. del - bilag 652)
udenrigsministerråd
(Offentligt)

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EU-sekr.

16. januar 2001

 

 

Forslag til Rådets afgørelse om at gøre visse kategorier af rådsdokumenter tilgængelige for offentligheden er sat på dagsordenen for rådsmøde (udenrigsministre) den 22.-23. januar 2001 som dagsordenspunkt 16.

Med henblik på mødet i Folketingets Europaudvalg den 19. januar 2001, dagsordenspunkt rådsmøde (udenrigsministre) den 22.-23. januar 2001, vedlægges Udenrigsministeriets notat vedrørende det nye dagsordenspunkt.

 

 

SUPPLERENDE AKTUELT NOTAT

 

Til:

Folketingets Europaudvalg

J.nr.:

CC:

Bilag:

Fra:

Udenrigsministeriet, N.1

Dato:

15. januar 2001

Emne:

Rådsmøde (udenrigsministre) den 22.-23. januar 2001

Dagsordenspunkt 16: Forslag til Rådets afgørelse om at gøre visse kategorier af rådsdokumenter tilgængelige for offentligheden

Formandskabets note til Coreper II, dok. 5256/01.

Nyt notat

1. Rådsmødet

På rådsmødet ventes sagen behandlet som a -punkt.

2. Baggrund

Det fremgår af tredje rapport fra Rådets generalsekretær vedr. gennemførelsen af Rådets afgørelse om aktindsigt i Rådets dokumenter af 20. december 1993, at der har været en betydelig stigning i antallet af begæringer om aktindsigt, og at offentligheden med fordel kan anvende dokumentregistret, der er tilgængeligt via internettet, i bestræbelserne på at opnå adgang til rådsdokumenter.

Med henblik på at forøge åbenheden og gennemsigtigheden af Rådets aktiviteter foreslås det, at

man gør så mange rådsdokumenter som muligt tilgængelige for offentligheden via internettet.

3. Indhold af forslaget

Det påhviler i henhold til forslagets artikel 2 generalsekretariatet at offentliggøre en række uklassificerede dokumenter, der er blevet cirkuleret, d.v.s. distribueret i en endelig udgave til medlemmerne af Rådet, deres repræsentanter eller delegater. Offentliggørelsen sker via internettet, men kan også ske på anden måde.

Følgende dokumenter er underlagt denne automatiske offentliggørelse:

  1. Dokumenter, som Rådet ikke er forfatter til, men som er blevet offentliggjort af forfatteren eller med dennes samtykke.
  2. Foreløbige dagsordener for Rådet.
  3. Foreløbige dagsordener for komitéer, arbejdsgrupper, informationsnoter, rapporter, fremskridtsrapporter, rapporter vedr. drøftelserne i Rådet eller en arbejdsgruppe, som ikke afspejler delegationernes individuelle positioner, og som klart ikke er dækket af en undtagelse omtalt i artikel 4 i rådsafgørelsen fra 1993, dog ikke udtalelser fra Rådets Juridiske Tjeneste.
  4. Ethvert dokument, der er bestemt til offentliggørelse i EF-Tidende, via internettet, ved pressemeddelelse eller på anden måde, navnlig en hvilken som helst endelig udgave af en tekst, som skal offentliggøres af Rådet eller Coreper.
  5. Referater af rådsmøder, såfremt Rådet har godkendt dette.

For så vidt angår dokumenter vedrørende lovgivning, d.v.s uklassificerede dokumenter vedrørende gennemgangen og vedtagelsen af en lovgivende akt som defineret i artikel 7 i Rådets forretningsorden, gælder en særregel i artikel 3.

I medfør af bestemmelsen skal følgende dokumenter vedrørende lovgivning offentliggøres så snart de er blevet cirkuleret:

  1. Forsider og kopier af breve vedrørende en lovgivende akt sendt til Rådet af andre EU-institutioner eller -organer eller af en af medlemsstaterne.
  2. Noter til Coreper og/eller til Rådet m.h.p. godkendelse ("I/A" og "A" punktsnoter) såvel som dokumenter vedr. lovgivning som de måtte referere til.
  3. Afgørelser truffet af Rådet under den procedure, som der refereres til i EF-traktatens artikel 251 og fælles tekster vedtaget af forligskomitéen.
  4. En hvilken som helst endelig udgave af et dokument vedr. lovgivning, der skal vedtages af Rådet og som skal offentliggøres i EF-Tidende efter sproglig juridisk justering.

Det påhviler endvidere generalsekretariatet når der er truffet afgørelse i medfør af artikel 3, stk. 1, litra c eller der er blevet truffet afgørelse vedr. en lovgivende akt at offentliggøre en lang række dokumenter vedr. lovgivning, der havde forberedende karakter, herunder rapporter, fremskridtsrapporter, drøftelser i Rådet eller arbejdsgrupper. Udtalelser fra Rådets Juridiske tjeneste er ikke omfattet heraf.

  1. Lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser

Forslaget kræver ikke lovændring og skønnes ikke at have statsfinansielle konsekvenser for Danmark.

  1. Nærheds- og proportionalitetsprincippet

Forslaget berører ikke nærheds- og proportionalitetsprincippet. Der er tale om regler, der retter sig til Rådet som institution.

  1. Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke været forelagt for Folketingets Europaudvalg.

 

N.1, d. 15. januar 2001