Internationalt hvidvaskningssamarbejde Financial Action Task Force, FATF

I forbindelse med Folketingets Europaudvalgs drøftelse af forslag til ændring af hvidvaskningsdirektivet i blev der stillet spørgsmål om EUs samarbejde med 3. lande vedrørende hvidvaskning. I den anledning blev bl.a. Financial Action Task Force (FATF) nævnt som eksempel på et samarbejde om bekæmpelse af hvidvaskning, der strækker sig ud over EU's grænser, men hvor også EU-landene og EU-Kommissionen deltager. Samtidig blev det tilkendegivet, at der ville blive givet en nærmere orientering om samarbejdet i FATF, hvilket beskrives i det følgende.

Financial Action Task Force (FATF) er et mellemstatsligt samarbejde, hvis formål er at udvikle og fremskynde tiltag mod hvidvaskning af penge. FATF blev etableret af G-7 landene i 1989, og i 1990 vedtog FATF et regelsæt på 40 anbefalinger, som vedrører bekæmpelsen af hvidvask. Rekommandationerne blev revideret i 1996 bl. a. for at tage højde for den udvikling af metoderne til at hvidvaske penge, som var sket, siden de første 40 anbefalinger ble v vedtaget.

Medlemmerne var ved etableringen af FATF: Australien, Belgien, Canada, Danmark, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Hong Kong, Irland, Island, Italien, Japan, Luxembourg, New Zealand, Norge, Portugal, Schweiz, Singapore, Spanien, Sverige, Tyrkiet, Tyskland, UK., USA., og Østrig samt Europa-Kommissionen og Golfstaternes Samarbejdsråd. På plenarmødet i juni 2000 blev Argentina, Brasilien og Mexico endvidere optaget som nye medlemmer.

FATF{{PU2}}s medlemskreds omfatter de største finansielle centre i Europa, Nord- og Sydamerika og Asien. FATFs medlemmer mødes flere gange årligt, og FATF samarbejder med andre internationale hvidvaskningssamarbejder, der er involveret i kampen mod hvidvask af penge. Hertil kommer, at FATF-lignende regionale hvidvaskningssamarbejder og en lang række internationale hvidvaskningssamarbejder har fået tildelt observatørstatus i FATF.

Den væsentligste opgave for FATF er at fremme den globale anvendelse af anti-hvidvaskningstiltag. Siden slutningen af 1998 er der specielt blevet fokuseret på fremme af bekæmpelsen af hvidvask i de nuværende ikke-medlemslande. Dette arbejde omfatter tre elementer: begrænset udvidelse af FATF{{PU2}}s medlemskreds, oprettelse af FATF-lignende regionale hvidvaskningssamarbejder og endelig en målrettet indsats mod lande og jurisdiktioner, der ikke samarbejd FATF ("ikke-samarbejdsvillige" lande og jurisdiktioner). Mere detaljerede oplysninger om FATF samt de af FATF offentliggjorte dokumenter og pressemeddelelser kan findes på websiten: http://www.oecd.org/fatf/

Der holdes ikke koordinationsmøder mellem medlemsstaterne inden møderne i FATF. Kommissionen deltager i samtlige møder, men Kommissionen taler ikke på medlemsstaternes vegne. Kommissionen er imidlertid gennem sin deltagelse vidende om, hvad der rører sig i det internationale anti-hvidvask samarbejde, og Kommissionen lader sig inspirere af disse tanker og ideer i forhold til de udkast til forslag, som Kommissionen udarbejder til brug for hvidvaskarbejdet i EU. Kommissionen bruger således også FATF til at orientere FATF-medlemslandene uden for EU om f.eks. forslag til ændring af hvidvaskdirektivet. Kommissionen har endvidere gennem deltagelsen i arbejdet i FATF - i lighed med medlemslandene - mulighed for tæt kontakt til FATF-sekretariatet samt til at etablere et netværk med delegationsdeltagere fra FATF{{PU2}}s øvrige deltagerlande samt observatørerne.

EU-medlemsstaterne mødes normalt en gang om året i den såkaldte "Kontaktgruppe", som er nedsat i henhold til artikel 12 i hvidvaskdirektivet. Kontaktgruppen drøfter, hvordan man kan udvide samtlige eller dele af direktivets bestemmelser til andre erhverv og kategorier af virksomheder. Herudover mødes medlemsstaterne, når der forhandles om ændringer til hvidvaskdirektivet, således som det var tilfældet i efteråret 2000.

Da der eksisterer et meget aktiv og effektiv international samarbejde på hvidvaskområdet, hvor såvel medlemslandene som Kommissionen deltager aktivt, findes det ikke nødvendigt at etablere et specielt internationalt samarbejdsorgan for EU-landene.