Rådsmøde økonomi- og finans 17/10 00 Redegørelse
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget
(Alm. del - bilag 131)
rådsmødereferater
(Offentligt)
|
|
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
|
1 |
400.C.2-0 |
EU-sekr. |
26. oktober 2000 |
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Økonomi-ministeriets redegørelse fra rådsmøde (økonomi- og finansministre) den 17. oktober 2000.
Referat af rådsmøde (økonomi- og finansministre) den 17. oktober 2000
1. Fiskale spørgsmål
.a Skattepakken
På mødet i ECOFIN var der en orientering omkring fremskridtene i arbejdsgrupperne vedrørende beskatning af private renteindtægter og adfærdskodeksen for erhvervsbeskatning.
Formanden opfordrede til at styrke arbejdet med at finde løsninger på de udestående spørgsmål. Der udarbejdes en rapport om den samlede skattepakke, som forelægges ECOFIN den 27. november 2000.
1.b Elektronisk handel (moms): situationsrapport
ECOFIN havde en drøftelse af moms på e-handel og sigter på at opnå politisk enighed på området på ECOFIN den 27. november 2000.
1.c Bestemmelse af betalingspligten for moms: politisk enighed
Forslaget blev vedtaget uden debat.
1. Økonomiske spørgsmål
1.
2.a Beskæftigelsespakken
ECOFIN bakkede op om udkastet til beskæftigelsespakken, der omfatter den fælles rapport fra Rådet og Kommissionen, beskæftigelsesretningslinjerne for 2001 samt henstillinger om medlemslandenes beskæftigelsespolitik.
ECOFIN betonede vigtigheden af, at beskæftigelsesretningslinjerne blev mere konkrete og at opfyldelsen af beskæftigelsesretningslinjerne nøje blev fulgt op.
Beskæftigelsespakken skal vedtages inden forelæggelsen for Det Europæiske Råd i Nice i december i år.
2.b Reform af skatte- og dagpengesystemerne for at fremme beskæftigelsen
ECOFIN havde en drøftelse af, hvorledes reformer af skatte- og overførselsindkomstsystemerne kan bidrage til vækst og beskæftigelse. Der var generel støtte til det foreliggende oplæg fra Kommissionen.
Drøftelsen er en del af arbejdet med den midtvejsrapport om de offentlige finansers bidrag til vækst og beskæftigelse, som skal forelægges Det Europæiske Råd i Nice til december og derefter i endelig form for Det Europæiske Råd på dets møde i Stockholm i foråret 2001.
2.c Miljø og vækst: udkast til rapport fra ECOFIN til Det Europæiske Råd i Nice
Udkastet til rapport om miljø og bæredygtig udvikling blev godt modtaget.
Fra dansk side blev der i lighed med andre lande lagt vægt på vigtigheden af, at samarbejdet om integration af miljøhensyn i den økonomiske politik bliver styrket. Man støttede fra dansk side, at de overordnede økonomisk-politiske retningslinjer bliver udbygget på miljø- og energiområdet, og at der udarbejdes henstillinger vedrørende bæredygtig udvikling til de enkelte lande. Det var også vigtigt, at der under d et svenske formandskab blev opnået fremskridt med direktivet om energiafgifter.
2.d Forberedelse af ministermødet i G20
Der var enighed om ECOFIN-formandens talepunkter til brug for G-20 ministermødet i Montreal den 24.-25. oktober.
1. Finansielle tjenesteydelser - Første direktiv om investeringsinstitutter: politisk enighed
Der blev opnået politisk enighed om det første direktiv om investeringsinstitutter (produktforslaget).
Der var endvidere enighed om, at der senest til marts næste år skulle opnås enighed om det andet direktiv (tjenesteyderforslaget).