Udenrigsministeriets notat vedrørende mulighed for udtræden af euroen.
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget
(Alm. del - bilag 795)
udenrigsministerråd
(Offentligt)
_____________________________________________
FIU, Alm. del - bilag 97
(Løbenr. 14473)
PØU, Alm. del - bilag 72 (Løbenr. 14486)
|
|
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
|
1 |
400.C.2-0 |
EU-sekr. |
21. marts 2000 |
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Udenrigsministeriets notat vedrørende mulighed for udtræden af EUROen.
|
NOTAT | |||
|
UdenrigsministerietJuridisk Tjeneste |
|||
|
Til: |
J.nr.: |
JT.3, 400.P/JUR | |
|
CC: |
Bilag: |
||
|
Fra: |
JT.3 |
Dato: |
8. marts 2000 |
|
Emne: |
Mulighed for udtræden af EUROen |
||
Indledningsvist bemærkes, at spørgsmålet om en udtræden af ØMUens 3. fase eller dele heraf kan anskues under forskellige retlige synsvinkler, nemlig dels den statsretlige (dvs dansk ret), dels den internationalretlige (folkeretlige/EU-retlige) synsvinkel. Det er ingenlunde på forhånd givet at disse forskellige bedømmelser vil nå det samme resultat. Til dette må lægges, at udtrædelse under alle omstændigheder er et spørgsmål, hvor rent politiske vurderinger formentlig vil spille en meget væsentlig rolle.
Først gennemgås den statsretlige side (punkt 1) derefter gennemgås den internationalretlige side (punkt 2).
1. Den statsretlige side
I lovbemærkningerne til grundlovens § 20, som er udarbejdet af Forfatningskommissionen af 1946, er det anført, at:
"der i kommissionen har været enighed om, at såfremt en suverænitetsbeføjelse, som Folketinget tidligere har overdraget til en mellemfolkelig myndighed, ønskes taget tilbage, vil et lovforslag herom kunne vedtages efter den almindelige regel ved simpelt flertal."
Udenrigsministeriets daværende folkeretsrådgiver, professor dr. jur. Max Sørensen behandlede forståelsen af denne udtalelse i sit responsum til regeringen om Forfatningsretlige problemer i forbindelse med Danmarks indtræden i De europæiske Fællesskaber i 1971 (optrykt i Juristen 1971, side 434). Max Sørensen udtalte bl.a.
"Det problem Forfatningskommissionen herved tog stilling til var _.. proceduren ved en tilbagekaldelse. Der kunne være tvivl om, hvilken majoritet der skulle kræves til en tilbagekaldelse, og det blev altså fastslået, at de almindelige regler om lovforslags vedtagelse måtte gælde.
Man kan imidlertid gøre gældende, at Forfatningskommissionen herved har forudsat, at en tilbagekaldelse ikke må være udelukket. Heroverfor kan så anføres, at Rom-traktaten i art. 240 bestemmer: "Denne traktat gælder for ubegrænset tid". Spørgsmålet er da, om denne bestemmelse i Rom-traktaten ikke udelukker en tilbagekaldelse og derved er uforenelig med den forudsætning, hvorpå grundloven bygger.
Svaret er, at en sådan uforenelighed ikke foreligger. Dette følger af to forskellige ræsonnementer, som i og for sig ville være tilstrækkelige hver for sig til at begrunde resultatet.
For det første betyder den citerede bestemmelse ikke nødvendigvis, at Rom-traktaten gælder for evigt. Den er afsluttet som en folkeretlig traktat, og det er en almindeligt anerkendt folkeretlig grundsætning, at en part i en traktat kan frigøre sig fra sine pligter ifølge traktaten, hvis forudsætningerne for den oprindelige tilslutning ikke længere er til stede som følge af væsentlige ændrin ger af faktiske omstændigheder. Det er endvidere ganske klart, at en stat altid vil kunne frigøre sig fra en traktat med de andre parters samtykke. Skulle den situation indtræde, at et flertal i folketinget ønsker at bringe dansk medlemskab af Fællesskaberne til ophør, er det vel ikke usandsynligt, at de andre medlemsstater ville se deres interesse i at imødekomme et sådant ønske og gennemføre de heraf nødvendiggjorte ændringer i traktaten. Hvad enten Danmarks frigørelse fra Rom-traktaten tænkes at ske på det ene eller andet folkeretlige grundlag, vil den forudsete fremgangsmåde for en forfatningsretlig gyldig tilbagekaldelse af beføjelser, som tidligere er overdraget i medføre af §20, da finde anvendelse.
Det andet ræsonnement er baseret på mere generelle betragtninger vedrørende forholdet mellem en stats folkeretlige forpligtelser og statens interne, nationale retsregler. Det er almindeligt anerkendt, at folkeretlige regler ikke uden videre gælder også som national ret. Det er endvidere almindeligt anerkendt, at i tilfælde af uoverensstemmelse mellem folkeret og national ret må den nationale retsregel gå forud i den interne retsanvendelse. Dette kan på den anden side ikke tjene som undskyldning for staten til ikke at opfylde sine folkeretlige forpligtelser over for andre stater. For så vidt kan der altså opstå en konflikt mellem statens nationale retstilstand og dens folkeretlige forpligtelser, omend det altid vil være den ansvarlige statsledelses opgave at søge en sådan konflikt undgået, hvis ikke vægten af de nationale interesser er så stærk, at et brud på statens forp ligtelser med deraf følgende udenrigspolitiske komplikationer må foretrækkes."
I Justitsministeriets redegørelse for visse statsretlige forhold i forbindelse med Danmarks tiltrædelse af EF omtaler Justitsministeriet også denne del af lovbemærkningerne til grundlovens § 20. Justitsministeriet anfører bl.a.:
" Efter justitsministeriets opfattelse indeholder denne udtalelse ingen forudsætning om, at en tilbagekaldelse af overladte beføjelser statsretligt kun kan finde sted, hvis dette er i overensstemmelse med den pågældende traktats bestemmelse. En sådan forudsætning ville være så klart i strid med det grundlæggende statsretlige princip om, at den danske lovgivningsmagts handlefrihed ikke er begrænset af hensyn til opfyldelsen af in dgåede traktatmæssige forpligtelser, at der måtte kræves helt sikre holdepunkter for, at det kunne antages, at det havde været Forfatningskommissionens hensigt at fravige dette princip på det foreliggende område.
Der er imidlertid hverken i den citerede udtalelses formulering eller i den sammenhæng, hvori den forekommer, holdepunkter for at betvivle, at Forfatningskommissionen er gået ud fra, at også en lov, der er gennemført under iagttagelse af reglerne i grl.'s §20, i overensstemmelse med almindelige statsretlige principper statsretligt gyldigt vil kunne ophæves til enhver tid, uanset om ophævelsen udgør et traktatbrud. "
Det må i overensstemmelse med disse udtalelser lægges til grund, at Folketinget til enhver tid - statsretligt set - kan tage overladte beføjelser tilbage.
Man kan rejse det spørgsmål, om denne statsretlige adgang til ved almindelig lov at tage overladte beføjelser tilbage også gælder for en kun delvis tilbagetagelse af de overladte beføjelser. Dette spørgsmål synes ikke tidligere at have været drøftet, men ud fra de ovenanførte generelle udtalelser om forståelsen af lovbemærkningerne til grundlovens § 20 om tilbagetagelse af overladte beføjelser syne s det ikke at give anledning til tvivl, at også en partiel tilbagetagelse statsretligt gyldigt kan ske. Formuleringen af lovbemærkningen til grundlovens § 20 ("Såfremt en suverænitetsbeføjelse, som Folketinget tidligere har overdraget til en mellemfolkelig myndighed, ønskes tilbagetaget, vil et lovforslag herom" osv.) synes da også at forudsætte, at en enkelt blandt flere overladte beføjelser isoleret kan trækkes tilbage.
2. Den internationalretlige side
EU- og EF-traktaterne er indgået for ubegrænset tid, jvf TEU art 51 og TEF art 312. I overensstemmelse hermed findes der ingen særlige procedurer for udtræden. Det bemærkes endvidere, at TEF art 123 stk.4 (jvf også TEF art 4, stk 2) taler om en uigenkaldelig fastlåsning af omregningskursen mellem medlemslandenes valutaer. I overensstemmelse hermed findes ingen bestemmelser for en udtræden af EUROen. De pågældende bestemmelser vil ved en dans k tiltrædelse af ØMUens 3. fase være forpligtende også for Danmark.
Det bemærkes i denne forbindelse, at Danmark i medfør af Maastricht-traktaten og Edinburgh-afgørelsen opnåede en særlig adgang til at stå uden for 3. fase af ØMUen, og selv træffe beslutning om at kunne iværksætte proceduren for Danmarks deltagelse i EUROen. Retsvirkningerne af denne særordning vil være udtømt, hvis Danmark efter anmodning fra regeringen optages i EUROen. En udtræden af EUROen vil derf or ikke kunne ske med hjemmel i den danske undtagelse vedrørende ØMUens 3. fase.
Udgangspunktet for en udtræden af EUROen vil således i givet fald være anvendelsen af den foreskrevne procedure for ændringer af traktaterne jvf art 48 i TEU. Iflg. denne bestemmelse kan medlemsstaterne - efter en nærmere foreskreven procedure - ændre de grundlæggende traktater, og der er ikke foreskrevet begrænsninger i hvilke ændringer, der kan gennemføres. Der tilkommer efter proceduren i TEU art 48 ethvert medlemsland ret t il at stille forslag til Rådet om ændring af de grundlæggende traktater.
Den tilsvarende procedure blev anvendt i forbindelse med Grønlands udmeldelse af EF.
Det er i teorien omtvistet, hvorvidt en aftalt udtræden også ville kunne ske ved en simpel aftale mellem medlemslandene, uden at proceduren i TEU art. 48 bliver fulgt. Dette spørgsmål har dog næppe større praktisk betydning.
JT.3