C-256/11 Dereci m.fl. (DOM)
NB Dom afsagt den 15. november 2011 - se nedenfor
Verwaltungsgerichtshof i Østrig har forelagt EU-Domstolen fire præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af TEUF artikel 20 om unionsborgerskabet samt fortolkningen af artikel 13 i afgørelse nr. 1/80, jf. EU´s associeringsaftale med Tyrkiet.
Sagen er underlagt en hasteprocedure i henhold til EU-Domstolens procesreglement artikel 104 a. Verwaltungsgericht har fået forelagt en række sager, der omhandler tredjelandsstatsborgere, som har anmodet om opholdsret i Østrig under henvisning til, at de er familiemedlemmer til østrigske statsborgere.
Sagsøgerne i sagen er tredjelandsstatsborgere fra henholdsvis Tyrkiet, Sri Lanka, Kosovo, Nigeria og Serbien. Sagsøgerne er meddelt afslag på opholdsret som henholdsvis ægtefæller, forældre og børn af østrigske statsborgere med den begrundelse, at de skulle have indgivet deres ansøgninger i udlandet og afventet afgørelsen dér. For så vidt angår opholdsret efter EU-retten er de meddelt afslag med den begrundelse, at de østrigske statsborgere, som de ønsker familiesammenføring med, ikke har gjort brug af deres ret til fri bevægelighed.
Den serbiske ansøger er dog meddelt afslag med den begrundelse, at det ikke er påvist, at de hidtidige ydelser fra hendes far – der ligeledes aldrig har gjort brug af retten til fri bevægelighed – var tilstrækkelige for at dække hendes mest nødvendige behov. Det er et krav efter østrigsk ret, at østrigske statsborgere skal have udøvet retten til fri bevægelighed for at opnå den status, som er indrømmet andre unionsborgere efter direktiv 2004/38/EF (opholdsdirektivet). I modsat fald skal tredjelandsstatsborgere, der ansøger om familiesammenføring med østrigske statsborgere, i det væsentlige opfylde de almindelige betingelser for familiesammenføring i national ret.
Det centrale spørgsmål i sagen er, under hvilke betingelser man må lægge til grund, at de østrigske statsborgere reelt fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som de er tildelt ved deres status som unionsborgere.
Den forelæggende ret anmoder endvidere om EU-Domstolens stillingtagen til, om artikel 13 i afgørelse nr. 1/80, forpligter medlemsstaterne til at indrømme en opholdsret på grundlag af tidligere gældende gunstigere regler i et tilfælde, hvor den tyrkiske statsborger ud over familiesammenføringen agter at påbegynde et arbejde.
Den danske Regerings retlige stillingtagen og sagens betydning for dansk ret
Sagen anses for væsentlig, da den vedrører spørgsmålet om afledte opholdsrettigheder til tredjelandsstatsborgere i medfør af TEUF artikel 20 om unionsborgerskabet samt fortolkningen af artikel 13 i afgørelse nr. 1/80, jf. EU´s associeringsaftale med Tyrkiet.
Det er regeringens grundlæggende opfattelse, at mindreårige unionsborgere ikke kan støtte ret på TEUF artikel 20 i en situation, hvor forælderen, der er tredjelandsstatsborger, ikke opholder sig og forsørger det mindreårige unionsborgerbarn i den medlemsstat, hvor barnet bor og er statsborger, og hvor begrænsningen i opholdsretten ikke har den virkning, at det mindreårige unionsborgerbarn reelt fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i unionsborgerskabet.
Det er endvidere regeringens opfattelse, at TEUF artikel 20 ikke finder anvendelse på en unionsborger, der er myndig og som aldrig har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed, for så vidt som denne borgers situation ikke medfører, at borgeren fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i unionsborgerskabet.
Forelæggende Ret: Verwaltungsgerichtshof, Østrig
Retsgrundlag: Art. 20 TEUF, Afgørelse 1/80, jf. EU's associeringsaftale med Tyrkiet
Referencer:
Jakob Waage og Nina Holst-Christensen (2011). EU-Domstolens seneste domme. EU-ret og Menneskeret, 6/2011, s. 379-83
Samling af Afgørelser: --
Dokumenter fra Domstolen: Link til CURIA
Anmodning om præjudiciel afgørelse af 25. maj 2011
Generaladvokatens forslag til afgørelse af -
Folketingets dokumenter:
Mundtlig orientering på EUU-møde om væsentlige, verserende retssager:
Dagsorden for møde i Europaudvalget d. 25. oktober 2011
Offentligt referat fra Europaudvalgets møde 25/10-11
Alm. del (11) – bilag 210 af 6. januar 2012 (s. 149)
Bilag/udvalgsspørgsmål:
Notat om afgivelse af indlæg i forbindelse med EU-domstolens præjudicelle sag C-256/11.
Alm. del (10) – bilag 526 af 28. juli 2011