C-325/08 Olympique Lyonnais (DOM)
Artikel 39 EF - arbejdskraftens frie bevægelighed - restriktion - professionelle fodboldspillere - forpligtelse til at indgå den første kontrakt som professionel spiller med uddannelsesklubben - spilleren idømmes erstatning på grund af en tilsidesættelse af denne forpligtelse - berettigelse - mål om at fremme rekruttering og uddannelse af unge spillere
Spørgsmålene i sagen gik på,
1) om princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed, som er fastsat i [EF-traktatens artikel 39], er til hinder for en national bestemmelse, hvorefter en »espoir-« spiller, der ved udløbet af sin uddannelsesperiode indgår en kontrakt som professionel med en klub i en anden EU-medlemsstat, risikerer at blive idømt en erstatningspligt?
2) Udgør behovet for at fremme rekrutteringen og uddannelsen af unge professionelle spillere i bekræftende fald et legitimt formål eller et hensyn af almen interesse, som kan begrunde en sådan begrænsning?
Dommen kort:
Artikel 45 TEUF er ikke til hinder for en ordning, der med henblik på at nå målet om at fremme rekruttering og uddannelse af unge spillere garanterer uddannelsesklubben en godtgørelse i tilfælde af, at en ung spiller ved uddannelsesperiodens udløb indgår en kontrakt som professionel spiller med en klub i en anden medlemsstat, forudsat at denne ordning er egnet til at nå nævnte mål og ikke går videre end nødvendigt for at nå det.
En ordning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter en »espoir«-spiller, som ved uddannelsesperiodens udløb indgår en kontrakt som professionel spiller med en klub i en anden medlemsstat, risikerer at idømmes en erstatning, som ikke beregnes ud fra de reelle udgifter til uddannelsen, er ikke nødvendig med henblik på at nå det nævnte mål.
Forelæggende Ret: Cour de cassation
Retsgrundlag: Art. 39 EF
Referencer:
Freja Sine Thorsboe (2010). EU-Domstolens seneste domme. EU-ret og Menneskeret, 3/2010, s. 167-71.
Samling af Afgørelser: --
Dokumenter fra Domstolen: Link til CURIA
Anmodning om præjudiciel afgørelse af 17. juli 2008
Generaladvokatens forslag til afgørelse af 16. juli 2009